PeerPlus

Med lammende overbevisning fastslår undersøgelse efter undersøgelse, at fattigdomsproblemerne breder sig i den danske befolkning.

I dag er det Rockwool-fonden som fastslår, at de dårligst stillede børnefamilier er håbløst fortabte i kampen for at klare sig. Deres økonomi er - med Frelsens Hærs formulering - i frit fald.

Og mens tiggerne på gaderne bliver flere og flere, og antallet af tvangsudsættelser af børnefamilier bare stiger og stiger, befinder vores asocialminister sig i en tilstand af benægtelse. “Der er slet ikke tale om fattigdom”, udtaler hun - underforstået: “de skaber sig bare.”

Dette usympatiske, uempatiske, ukvalificerede uhyre af en minister og hendes regering har skabt de største sociale skel, som danskerne har set siden krigsårene. Et “upstairs/downstairs” Matador-samfund, hvor det velbjærgede flertal med fast lukkede øjne pure nægter at se den nød, som deres egen velstand tildels bygger på, i øjnene.

Hun kaster skam over sin titel og burde søge sig et andet arbejde. Underligt nok mangler regeringen en minister til varetagelse af det psykosociale arbejde med milliardærer i krise. Måske var det noget?

Med otte minutters mellemrum har Danmarks Radio i dag offentliggjort to nyheder.

Danmark taber økonomisk terræn. En prognose fra EU viser, at vores lille land vil ligge på en skamfuld sidsteplads i hele EU, når det gælder økonomisk vækst i de kommende ti år, og vi må altså se os overhalet af økonomier som Litauens, Rumæniens og Bulgariens.

Den anden nyhed handler om, at selvsamme regering, som har kørt landet så meget økonomisk i sænk nu har et komfortabelt flertal i en meningsmåling fra Gallup.

Har visse danskere et indbygget masochistisk gen? Hvad får danskerne til at blive ved med at bakke op om det folketingsflertal, som smadrer vores velfærd og undergraver vores økonomi og som gør det akkompagneret af det ene grundlovsbrud efter det andet? For en god ordens skyld sørger vi samtidig for at sende racismedømte politikere i EU-parlamentet og fejrer dagligt vores intolerance i medierne ved at sidde fast i de samme diskussioner med de samme minoritetsfjendske vinkler år efter år.

Vi graver grøfter, hvor vi burde bygge broer.

Var det ikke snart på tide at prøve andre løsninger? Om ikke andet så for at redde Danmark fra den berømte afgrund?

Tyveri ved højlys dag 1:

Det fik fuldkommen lov til at drukne i ligegyldigt burka-bavl, da regeringen forleden stjal 450 millioner kroner fra nogle af landets dårligst stillede borgere.

Der er tale om feriepenge, som danske lønmodtagere har glemt at hæve og som står i en fond, der har til formål at sende fattige og socialt udsatte børn på sommer- og juleferie. Et smukt og ædelt formål, som en bestyrelse, sammensat af en lang række ledende folk fra arbejdsmarkedet, ser til bliver opfyldt.

Men regeringen har nu valgt at gå hen over hovedet på både bestyrelsen og ikke mindst de mange lønmodtagere og simpelthen konfiskere disse penge for at bruge dem på at betale til flere praktikpladser.

Den dybereliggende, politiske bevæggrund til røveriet handler såvidt vides primært om, at ikke vil risikere den pinlighed, at statsministerens teenage-søn pludselig står uden læreplads.

Tyveri ved højlys dag 2:

Måske er det fordi, Lene Espersens eufori ovenpå vedtagelsen af regeringens rødvins-reform endnu ikke har lagt sig, at hun har fået blod på tanden og lyst til at sikre landets rigeste endnu mere velstand på bekostning af de mindre rige. I hvert fald meddeler den konservative forkvinde fra sit partis landsmøde, at De Konservative vil sørge for at få den kommunale udligningsordning ændret, så de rige kommuner i Nordsjælland ikke længere skal betale til de fattige. Tvært imod: landets fattigste egne vil få et los ud over kanten og besked om at sejle deres sø, så liebhaverne langs Strandvejen kan nyde deres velstand i fred.

Konsekvenserne af en afskaffelse af den kommunale udligningsordning vil være katastrofale. Vi taler nemlig om nogle ganske få rige kommuner, som sender udligningspenge til hele resten af landet:

Det siger en del om, hvor højt indtægtsgrundlaget er i disse få, rige kommuner, og hvor fucked resten af landet ville være, hvis ikke vi havde et fordelingssystem, som sørgede for, at landets rigeste 5% betalte lidt - bare lidt - af deres enorme velstand til de mindre velstillede.

Står det til Lene Espersen står det system altså for fald.

Gad vide om V, K og ikke mindst O’s vælgere ved, hvad regeringen har gang i? Hvad den virkelig står for?

Tag pensionistægteparret Hansen fra Odense, som kun har folkepensionen, ældrechecken og den klatskilling, som blev til overs, da de lukkede deres smørrebrødsforretning. Gode konservative kernevælgere. Er de mon klar over, at de ved at stemme konservativt, som selvstændige erhvervsdrivende plejer, graver deres egen økonomiske grav?

Tag DF-vælgerparret Jensen fra Maribo. Hun står i butik, han kører lastbil. Som flertallet af DF’s vælgere interesserer de sig ikke så meget for politik. Det burde de. Så ville de blive klar over, at deres stemmer på “Kære Lille Pia” og hendes slæng er en meget kontant og direkte opbakning til Lene Espersens omvendte Robin Hood og en direkte undergravelse af deres egen kommunes eksistens. Jensens kommune er nemlig landets fattigste og derfor den største nettomodtager af penge fra udligningsordningen.

Eller tag Venstre-vælger Vredstrøm med hustru fra Vejle. Begge opvoksede på landet, tidligere gårdejere. Han blev førtidspensioneret, fordi han fik armen i en roehakker. Siden flyttede de til byen og står nu i kø til en bolig på plejehjemmet Guldkrogen. De stemmer Venstre, fordi det gjorde deres forældre, og fordi det gør man nu en gang, hvis man bakker op om det danske landbrug. En Vredstrøm fornægter ikke sine rødder.

Indser Hr og Fru Vredstrøm mon, at det kommunale serviceniveau i deres by vil styrtdykke, hvis Lene Espersen får sin vilje? Fatter de, at de vil kunne vinke farvel til en stor del af den handicaphjælp, Hr Vredstrøm modtager? Er de klar over, at pladsen på Guldkrogen ikke rykker tættere på, men kun længere og længere væk for hver gang de stemmer på Venstre og dermed bakker op om Lene Espersens asociale agenda?

Som Abraham Lincoln sagde: You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time.

Så hvornår holder galskaben op?

Når VKO’s vælgere indser, at deres egne folkevalgte tager røven på dem!

Fra denne tirsdag morgen er halvdelen af Københavns ambulancer med ét slag sparet væk.

Samtidig oplyser regionen, at dens nye kommando-center for nødopkald endnu ikke fungerer optimalt.

Dette vil naturligvis medføre endnu et berettiget ramaskrig over den udhuling af vores velfærdsstat, som VKO er ansvarlig for.

Og som altid vil VKO - den normalt så topstyrende, kontrollerende, Big-Brother-agtige regering, i morgen meddele, at det skam ikke er dens bord; at fejlen ligger andetsteds - i dette tilfælde i regionerne.

Mon ikke de fleste borgere efterhånden er fløjtende lige glade med, hvilken instans der har ansvaret for dette dødelige svigt? Et faktum er det i hvert fald, at denne regerings “frie valg” har skaltet og valtet vores velfærd væk i et omfang, så vi nu ikke en gang længere råder over en forsvarlig sygetransport af landets borgere. Hvem skal nu køre med Pia Kjærsgaard, når hun får sit næste angstanfald?

Det var aldrig sket i Poul’s tid - og vil aldrig ske i Helles!

Danske Bank har lavet beregninger på, hvordan regeringens skattereform kommer til at virke til næste år.

Svaret er enkelt og ikke spor overraskende: de rige får mere - meget mere, og de fattige betaler gildet.

Gad vide, om ikke både V og K’s vælgere er glade for det?

Til gengæld kan man tvivle på, om “Dansk” Folkepartis vælgere har samme holdning. Problemet er blot, at de tilsyneladende er for tungnemme til at fatte, hvad deres “kære lille Pia” har gang i: Danmarkshistoriens største politiske bedrag, hvor Kjærsgaard udgiver sig for at være den lille mands og kvindes bedste ven, men i virkeligheden røvrender sine vælgere på daglig basis som støttehjul til en vakkelvorn regering, som giver fanden i landets svageste. Dét er prisen, Kjærsgaards vælgere betaler for deres fremmedhad: de graver deres egen grav.

En barmhjertig sjæl burde forære DF’s vælgere et genopdragelseskursus i et demokratisk land, hvor borgerrettigheder og politisk anstændighed ikke er sat over styr af megalomane magthavere.

Statsminister Lars Løkke døjer med efterdønningerne af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkkes strukturreform, men det er alvorligt syge patienter, der betaler den største pris:

Ventetiden på behandling er nu oppe på tre år, hvis du er sclerosepatient, epilepsi-patient eller har fået en hjerneskade i en trafikulykke.

Så lang ventetid forværrer sygdomstilstanden i en grad, så mange patienter vil opleve, at de aldrig kommer til at arbejde igen. I forvejen er de garanteret en fyreseddel fra det job, de havde på grund af det lange fravær.

Løkkes skalten og valten med vores sundhedssystem præges af spild af skatteyderpenge i milliardklassen og en dyb foragt for de patienter, hvis skæbne, han holder i sine hænder. Kun det kan forklare en så ubegribelig slendrian.

Bliver Løkkes vælgere aldrig syge? Løkke har egenhændigt smadret vores velfærdssystem. Hvad skal der til før regeringen vælter?

Det er artige sager, Politiken formår at grave frem om vores statsminister. Mængden af belastende materiale mod Lars Løkke hober sig op, og der tegner sig mere og mere et billede af en mand, som måske nok er en dreven politiker, men desværre en elendig person til at varetage betroede midler - skatteborgernes penge.

Da Rigsrevisionen fornyligt meldte ud, at Løkke havde overbetalt privathospitalerne med flere hundrede millioner, var Venstres reaktion en hidtil uhørt hetz mod revisorerne. Venstres ordfører talte om “elendigt arbejde” og “politiseren”, ja, der var nærmest ingen ende på hvor dumme svin, de revisorer var, og hvor uskyldig “Lille Lars fra Græsted” var.

Nu er de hemmelige notater fra Lars Løkkes tid som sundhedsminister kommet frem. De viser, at Løkkes embedsmænd kraftigt anbefalede, at privathospitalerne skulle have lov til at konkurrere indbyrdes om at levere operationer til Lars Løkkes ministerium, men at Løkke lod hånt om deres råd: Han skrottede rettidig omhu til fordel for skalten og valten og tog sine bedste spenderbukser på. Derefter udstak han en flad ordre om at regionerne bare skulle bare betale, hvad de private hospitaler forlangte - der var ingen grund til at bede dem konkurrere om noget som helst. Og millioner i overbetaling fløj ud af vinduet dag for dag, uge for uge, måned for måned.

Det, Lars Løkke her bedrev, er ikke udtryk for liberalisme, omsat til praktisk politik. Det er helt enkelt inkompetence og uduelighed. En statsfinancieret gavebod til vennerne uden nogen form for kontrol.

Efter den afsløring kalder Socialdemokraterne Løkkes embedsførelse skandaløs og siger, at han er uegnet til at have med skattemidler at gøre. Venstres ordfører svarer, at Socialdemokraterne er ude i hampen, fordi S selv var med til at vedtage loven om det udvidede offentlige sygehusvalg. At der naturligvis findes et indbygget konkurrence-moment i loven “glemmer” ordføreren bekvemt, nu hvor “Lille Lars” igen-igen er blevet afsløret som kropumulig, når det gælder pengesager.

Man undres: vores regering, som er så besat af kontrolvirksomhed, blanketter og formularer, tjeklister og tests, ledes af en mand, hvis administration bærer præg af slendrian i milliardklassen.

Løkke selv har ingen kommentarer. Han er på vej til Frankrig på cykel. Man må håbe, han har husket at tegne en rejseforsikring, så han kan blive transporteret hjem, hvis nogen skulle stikke en kæp i hjulet for ham undervejs. Forringelsen af vores allesammens sygedækning under ferieture, så rejseforsikrings-selskaberne fik lov til at score nogle ekstra hundrede millioner på familien Danmarks regning, er som bekendt et andet af hans glansnumre.

Politikken træder i baggrunden, når Lars Løkke diskuteres i det offentlige rum. Diskussionen går mere og mere på, hvorvidt man kan leve med en mand i statsministeriet, som helt enkelt ikke magter at styre den enorme pengestrøm, han har ansvaret for. Svaret burde efterhånden være indlysende for enhver. Løkke er en ulykke.

Når EU-kommissionen på torsdag igen underkender regeringens og ”Dansk” Folkeparti’s udlændingepolitik, kan det blive Lars Løkkes første og eneste mulighed for endeligt at træde i karakter som statsmand. Samtidig kan situationen vendes til en bonus for Birthe Rønn Hornbech. Hendes sidste chance for at slippe fra jobbet som integrationsminister med den personlige integritet intakt - hvis hun vil.

Regeringen kan nemlig lægge denne nye sag død på et øjeblik ved simpelthen at erklære, at Danmark naturligvis retter sig efter de samme regler, der gælder i de øvrige 26 EU-lande. Regler, som ikke har medført hverken islamisk revolution eller den undergravning af velfærden, som DF gerne vil give det indtryk af, vi nu trues af.

Et sådant skridt ville være en klædelig EU-loyal handling fra vores EU-venlige regerings side og i tilgift en kærkommen mulighed for én gang for alle at stoppe det skred i dansk udlændinge- og flygtningepolitik, som DF har trukket regeringen ud i, lige siden DF blev VK-regeringens faste støtteparti i 2001.

Prisen for DF’s støtte har været høj. Danmark har i disse snart 9 år har bragt sig på kant, ikke blot med EU-domstolen og –kommissionen, men med FN og snart sagt enhver humanitær organisation. I processen har vi overtrådt de menneskerettigheder, vi selv var så stolte over at være med til at formulere efter sidste krig, ikke en, men flere gange.

Prisen har også været en krank skæbne for de hundredvis af flygtninge, som håbede, at det samme Danmark, som invaderede både Irak og Afghanistan under påskud af at ville befri masserne fra et ondt diktatur, også ville vise et humanitært ansigt i det flygtninge-kaos, som sådanne krige altid fører til.

Den måske største pris har været omkostningen på Danmarks renomé, som det vil tage mange år at genoprette.

Mon Anders Fogh og VK’s vælgere forestillede sig, at Pia Kjærsgaard betaling for DF’s støtte ville blive så voldsom, da samarbejdet blev indgået den skæbnesvangre aften i 2001? Jeg tvivler.

Så hvad vil der ske, hvis V og K nu ændrer udlændingepolitik og meddeler Pia Kjærsgaard, at fra dags dato spiller Danmark samme melodi som resten af EU?

Kjærsgaard vil helt givet vende øjne i nogle dage, men når det først går op for hende, at hun ikke længere har fat i den lange ende, vil hun falde ned igen som et lam. Hun kan ikke andet. ”Dansk” Folkeparti vil nemlig aldrig vælte en borgerlig regering - uanset hvor meget de truer med det.

Regeringen bør derfor gribe EU-kommissionens nye angreb på VKOs udlændingepolitik med kyshånd, som den gyldne mulighed for en gang for alle kan sætte DF på plads, det er.

Alternativet kender vi: hvis regeringen vælger at gøre som sidst, da Metock-dommen gik Danmark imod, går det galt. Ved den lejlighed fik DF lov til at løbe med agendaen. Samtidig måtte den måbende offentlighed i månedsvis lægge øjne og ører til Birthe Rønns symbolske spilfægteri og ”kamp mod EU-systemet”, som fik et forudsigeligt udfald: Rønn måtte rette ind og beskæmmet opgive den kamp, hun i bund og grund aldrig ønskede at vinde.

Desværre tyder intet på, at Rønn er blevet klog af skade. Hendes første udmeldinger varsler ilde for månederne fremover: Rønn har intet, absolut intet lært af Metock-dommen, men insisterer på at fremture i den dårligt castede rolle som Pia Kjærsgaards forlængede arm.

Da hun og regeringen sidst benyttede den taktik, førte det til en jordskredssejr til DF ved EU-valget og øget EU-skepsis i befolkningen.

Regeringen har stadig mulighed for at vælge den rigtige strategi denne gang. Det kræver kun en statsminister, der tør træde i karakter som ham der bestemmer. Har vi mon det?

Jeg havde den surrealistiske oplevelse at være nummer 208 i en kø af ventende patienter som skulle have taget blodprøve på Rigshospitalet i dag.

Allerede ved ankomsten fornemmede jeg, at noget måtte være galt. Området omkring det lille ambulatorium lignede en israelsk bosættelse på Vestbredden. Børn hylede, gamle jamrede, flere ophidsede kvinder rev sig i håret.

Der var mennesker overalt. Liggende på gulvet, siddende på borde og stole, stående som sild i en tønde.

Klynkende, hulkende eller for nogles vedkommende i en tilstand af total afmagt og apati.

Det viste sig, at Rigshospitalet også er blevet ramt af den omsiggribende reformiver. Som enhver dansker ved, er det jo en populær beskæftigelse i disse år at tage noget velfungerende, kaste det op i luften, lade det falde til jorden og så trampe på det, for tilsidst at fyre bossen for dog at vise en form for politisk handlekraft.

Måske er det det, vi ser her? Man hører det for sig: sundhedsminister Jakob Axel Nielsen til sin kollega Lene Espersen: “Du fik lammet politiet i flere år med din reform, Lene. Nu må det være min tur; jeg tror sgu jeg reformerer lidt på Rigshospitalet!“

Hvorom alting er: for lissom at gøre det helt lidt hurtigere og enklere og smidigere at få taget en blodprøve på Riget har man indført et nyt system, hvor du som patient først skal trække ét nummer for at komme frem til en skranke, hvor du selv skal “tjekke ind” ved at køre dit sygesikringsbevis gennem en scanner. Derefter får  du udleveret et nyt nummer og starter bagest i en ny kø.

Det lyder enkelt, men er det ikke. I dag førte Rigshospitalet 208 levende, videnskabelige beviser på, at Murphy’s lov rent faktisk passer. Hvad der kan gå galt, vil gå galt. Leversyge, nyresyge, kræftsyge, sukkersyge, hypokondere og hiv-syge. Børn, voksne og oldinge. Alle var vi i samme båd. Fanget i Rigets nyeste “effektiviseringstiltag”.

Mange havde ikke deres sygesikringsbevis med. Det har man nemlig ikke før skullet have, og Riget har naturligvis ikke orienteret de faste kunder om den nye praksis. Andre havde nok kortet med, men magnetstriben virkede ikke. Andre igen kunne ikke finde ud af at bruge scanneren, fordi de var blinde, og så var der den ældre dame med leddegigt, som ikke havde en kinamands chance for at ramme de rigtige knapper. Ind i mellem gik systemet ned.

Der er kort sagt dømt dundrende fiasko. En blodprøve, som burde kunne klares på maksimalt ti minutter inklusive papirarbejde er pludselig blevet til en heldagsprojekt - i effektiviseringens navn. Bogstavelig talt hundreder af arbejdsdage går tabt med at vente, mens de arme patienters adrenalinniveau når alarmerende højder.

Efter et stykke tid masede jeg mig hen til en af skrankerne og spurgte den udmattede dame, hvor længe mon der ville gå, før jeg kunne forvente at være kommet gennem ventetiden til den første kø, så jeg kunne indtage min plads i kø nummer to. Jeg holdt på det tidspunkt mit nummer - 387 - i hånden. På lystavlen over damen stod der 179. “En del timer”, svarede hun.

Da jeg fik min aids-diagnose for nogle år siden, fik jeg også at vide, at min tid på jorden er afmålt. Siden har jeg bestræbt mig så godt jeg kan på ikke at sjofle tiden bort. Jeg prøver at få arbejde, familieliv, socialt samvær med vennerne og ikke mindst tiden sammen med min elskede til at gå op i en højere enhed. I det lys - ja vel i virkeligheden i et hvilketsomhelst lys - passer det uendeligt dårligt ind, når “systemet” forlanger, at man som patient skal rive en hel dag ud af sin kalender, fordi det er tid til endnu et serviceeftersyn.

Jeg rev mit nummer i stykker. Så skrævede jeg hen over en ældre mand, som var faldet i søvn på gulvet, steppede uden om to grædende børn, kantede mig forbi en kørestol og en fyr med krykker og maste mig igennem en mængde af stående, ventende - ud i friheden.

Fuck den blodprøve. Jeg kommer, når I har fået jeres system til at virke. Ikke før. Jeg er for glad for mit liv til at jeg vil lade “systemet” stjæle en hel dag af det. Kære Rigshospital: hvis du var en ludo-brik, var du SÅ slået hjem nu.

I årets tre første måneder blev 105.452 danske familier sat på gaden af fogeden, fordi de ikke kunne betale deres regninger, meddeler flere aviser.

Uden sammenhæng med den historie - eller er det? - foreslår De Konservative, at hjemløse anbringes i skurbyer udenfor storbyernes centrum.

Der er således grund til at ønske regeringen til lykke med endnu et nået mål i amerikaniseringen af det danske samfund: efter først at have lagt vores offentlige sundhedssystem i ruiner gennem udsultning og samtidig statsstøtte til private sygeforsikringer og privathospitaler, er regeringen nu godt på vej til at sikre Danmark en helt ny gruppe samfundsborgere; bunden af bunden: vores helt eget trailertrash.