PeerPlus

Der vil ikke blive opslået nye blogindlæg her i nogle måneder.

Kender I den med lugten i bloggeriet? Den er mig lidt ram for tiden.

Venner og bekendte vil dog fortsat kunne læse indspark fra undertegnede på Facebook og de andre steder på nettet, hvor jeg har venner - hvis man har adgang.

Justitsministeriet har fyret en betjent, som har fået en racismedom for en fremmedfjendsk ytring på sin blog.

Klart! Det siger sig selv, at landet ikke kan være tjent med en ordensmagt som på forhånd tager parti i konflikter eller samfundsmæssige uoverensstemmelser. Og slet ikke betjente, som går rundt med antipatier mod hele befolkningsgrupper - bortset fra de kriminelle naturligvis.

Politiet er og skal være alle danskernes politi og må derfor til enhver tid fremstå upartisk.

Alligevel trænger to overvejelser sig på:

- Hvis nu denne betjent havde udtalt ordene i en offentlig sammenhæng, havde der så (igen) stået en politidirektør klar i kulissen til at bakke sin medarbejder op med en søgt og sygelig (bort)forklaring om, at offentligheden og den samlede presse skam bare ikke er i stand til at høre forskel på bogstavskombinationerne “rk” og “rl”, og at dette blot var endnu et eksempel på ordensmagtens særlige interne sprog, Perle-snak?

- Den anden tanke som melder sig er: ingen, der beskæftiger sig med offentlig forvaltning eller personaleledelse er det mindste i tvivl om rimeligheden af denne fyring. Men hvor er det tankevækkende, at en tilsvarende dom, når den falder over en parlamentariker, i visse kredse ligefrem regnes som et adelsmærke i en grad, så man vælger at gøre hele to forbrydere af slagsen til sine EU-parlamentskandidater.

I tider hvor manges dagsorden handler om at rage til sig eller mistænkeliggøre andre er det rart med en solskinshistorie.

Efter den unge Boyzone-sanger Stephen Gately’s død står hans mand Andrew Cowles til at arve Gately’s formue som beløber sig til 10 millioner engelske pund eller 81 millioner danske kroner.

Cowles har imidlertid valgt at sige nej tak til pengene. De skal i stedet gå til velgørenhed, og desuden bliver der en pæn sum til den afdøde sangers mor og hans søskende.

Hvorfor?

“Fordi jeg da ikke tog ham for pengenes skyld”, udtaler Cowles til The Daily Telegraph.

- and that’s love, baby.

En ny undersøgelse for Morgenfascisten Jyllands-Pesten viser at det som danskerne er allermest stolte af er vores velfærd.

Hvor ironisk så, at danskerne ved de sidste tre valg har stemt VKO til magten. VKO, hvis primære formål er velfærdsstatens demontering - uagtet at de siger det modsatte.

Til efteråret skal vi  have kommunalvalg her i landet. Nogenlunde samtidigt bliver de kommunale budgetter for næste år offentliggjort. De vil indeholde STORE nedskæringer på ældreplejen, på skolerne, på vores sundhed, på den offentlige transport og på vores infrastruktur. Nedskæringer på vores velfærd med andre ord. Og igen vil regeringen fralægge sig ansvaret og sige, at kommunerne bare må blive bedre til at styre deres forbrug. De smadrer landet med deres handlingslammende skattestop.

Hvornår indser flertallet, at VKO er velfærdsstatens bødler?

Jeg bliver trist, når jeg læser i Politiken, at det primært er unge mennesker med anden etnisk baggrund end dansk som overfalder homoseksuelle.

Tristheden skyldes imidlertid ikke så meget, at der her er tale om at een minoritetsgruppe lægger en anden for had. Den slags ser man i mange sammenhænge. Nej, jeg er sur, skuffet og ked af, at denne oplysning kaldes en nyhed.

Det er ikke mere end et halvt års tid siden, at Politiets Efterretningstjeneste besluttede sig for at “kortlægge” hate crimes. I praksis går kortlægningen ud på, at man på politistationerne skal sætte kryds i et særligt felt i journalen, hvis en voldsforbrydelse formodes af have baggrund i ofrets race, religion eller seksualitet. Derefter vil PET en gang om året udgive en rapport om fænomenets omfang.

Og overfaldene fortsætter.

Må denne københavnske homo have lov til at skrige det ud: hvorfor pokker spørger man ikke bare homo’erne selv? Hvorfor skal Politiken gøre dette helt banale stykke opklaringsarbejde for ordensmagten?

Man taler meget i disse dage om at politiet har et dårligt image i store dele af befolkningen. Politireformen har tæret på danskernes goodwill i forhold til politiet. Var det så ikke netop nu - bedre sent end aldrig - at man burde begynde at lytte til ofrene for kriminaliteten, fremfor at forskanse sig bag sine computere og skrive flere rapporter?

I store engelske og amerikanske byer gør man en dyd ud af politiets samarbejde med befolkningens mindretal. Man rekrutterer aktivt homo’er som betjente, og tilskynder de homoseksuelle blandt korpsets betjente til at springe ud, fordi man ønsker at politikorpset skal udgøre et repræsentativt udsnit af den befolkning, det er sat i verden for at beskytte.

I Danmark sker der nærmest det modsatte: politiet er på kant med store dele af de lovlydige dele af indvandrersamfundet og forholder sig passivt, passivt, passivt, mens homo’er i hobetal slås ned på åben gade af utilpassede indvandrerunge. Hvor er politiets idéer til en forebyggende indsats på dét område? Og hvor er de venlige politi-bøsser, som passende kunne patruljere i Studiestræde og omegn, fordi de som homo’er er kendte med os og vores miljø? Hvorfor tier Per Larsen og de mange overfald? Og hvorfor er du ikke på banen Hanne Bech-Hansen?

Kære politimænd og kvinder. I skylder os jeres opbakning. Danmarks homoseksuelle er ikke skumle, suspekte typer, men i disse år ofre for en voldsbølge uden fortilfælde. Kunderne i jeres biks! Dem der er med til at betale jeres løn.

Vi er ude af vores skab; hvornår kommer I ud af jeres og træder i karakter som de venner, vi har savnet så længe?

Denne optagelse viser dusinvis af Londons homoseksuelle politifolk som aktive deltagere i London Gay Pride sidste år. Politiledelsen opfordrede kraftigt korpsets homo’er til at deltage. Et lignende syn er stadig utænkeligt i Danmark. Hvorfor?

To bøsser beslutter sig for at få et barn. De får overtalt en lesbisk pige til at være rugemor ved hjælp af sæd fra den ene af bøsserne.

Efter ni måneder bliver barnet født og bøsserne tager hen til fødeklinikken for at se den lille.

Den lille dreng ligger imellem en masse skrigende unger og siger ingenting selv.

“Sikke stille og rolig han dog er,” bemærker den ene bøsse.

I det samme kommer en sygeplejerske forbi og udbryder:

“Ja, nu er han stille. Men, men - så skal I høre ham, når jeg tager sutten ud af røven på ham.”

Undskyld denne smålumre optakt, tyvstjålet fra en eller anden internetside. Det var det nærmeste, jeg kunne komme på en vittighed, som ikke var homofobisk, men som samtidig siger noget om, at der sker noget indenfor området homo’er og børn. Holdninger rykker sig, fordomme falder. Også i Danmark:

I Frederikshavn bor de to unge fyre Heino og Brian, som nu har dannet par i otte år. For tre år siden besluttede de sig til at få et barn sammen, og med en lesbisk venindes hjælp lykkedes projektet. De er nu de stolte fædre til lille Lucca, som nu er to år gammel.

Jeg kender ikke de to, men har haft fornøjelsen af at skrive kort på nettet med den ene af dem. Ved den lejlighed gav han mig lov til at blogge om deres lille familie, hvilket hermed sker.

Der er ingen grund til at knytte mange ord til denne sag. Heinos og Brians og lille Luccas website taler for sig selv.

I en tid, hvor homoseksuelles evner som forældre er til debat, forekommer det mig, at denne lille nordjyske regnbuefamilie med den sympatiske hjemmeside om livet med deres lille datter får sagt meget mere om homoseksuelles evner som forældre end nogen homo-aktivist nogensinde vil kunne. Klik selv ind og se - og smil!

Man behøver ikke diskutere homoseksuelle personer i rollen som forældre i  ret mange minutter, før en eller anden rejser sig og siger, at den slags bør undgås af hensyn til barnets tarv.

Under den gammeldags formulering gemmer der sig typisk to bekymringer: enten at barnet skal blive moppet af kammeraterne, fordi dets forældre er af samme køn, eller den politisk mere ukorrekte, som derfor høres sjældnere: at lesbiske og bøsser simpelthen ikke bør blive forældre, fordi man “risikerer”, at barnet ender med samme seksualitet som forældrene.

Al den snak om barnets tarv bør stoppe nu.

Ny forskning viser, at børn, som er vokset op med to lesbiske mødre, faktisk viser sig at have en stærkere psyke end børn af hetero-forældre. Fx er der betydeligt færre tilfælde af depression, personlighedsforstyrrelser og anoreksi blandt homo’ernes børn end hos heteroerne. Forskerne gætter på, at det skyldes, at homoseksuelle forældre har opbygget en robusthed, fordi de gennem deres liv er stødt på mere modstand end heteroseksuelle.

Hvor godt, at danske forskere har fundet anledning til at forske i emnet. Hvor trist, at det var nødvendigt,  fordi der findes politikere og andre meningsdannere her i landet, som er skeptiske i forhold til informationer fra udlandet. Den Amerikanske Psykologforening fastslog nemlig allerede for fem år siden på baggrund af massiv forskning og en stor datamængde, at homoforældre bestemt ikke er dårligere end hetero-ditto. Snarere tværtimod.

Der findes ingen rationelle grunde til at nægte homoseksuelle personer retten til at være forældre. Kun fordomme. Skal vi lade os styre af dem?

Min næste blog handler om Heino og Brian og lille Lucca. Et ønskebarn med to fædre - og så i Frederikshavn!

I USA er en fremtrædende abortlæge blevet skudt.

Nyheden går verden rundt og rapporteres i danske medier i form af telegrammer fra både Ritzau og AFP.

Men ikke et eneste sted - hverken i dansk TV eller en i eneste dansk avis -  tager man de ord i munden, som det her handler om: kristen ekstremisme.

I en tid, hvor det islamofobi præger store dele af den vestlige verden og ikke mindst Danmark, er det beskæmmende, at vi i den grad formår at vende det blinde øje til, når yderligtgående kristne går amok.

Dette mord lægger sig i slipstrømmen af de talrige historier om voldelig kristen homofobi og ikke mindst den endeløse række af nyheder om pædofile overgreb, begået af katolske gejstlige. Alligevel ævler og kævler populistiske politikere i snesevis om farerne ved islam.

Jeg synes, vi burde feje for egen dør, før vi fejer for andres.

I de forkerte hænder er kristendommen dødelig.

Glæden over FCK’s walk-over til kampen mod Brøndby i Parken i går forsvandt som dug for solen, da to fulde og skæve Brøndby-fans kørte en baby ihjel efter en dødskørsel gennem Københavns gader. Kørslen foregik med op til 200 km/t. Gentagne gange kørte de to over for rødt på vej hjem fra Parken. Tæt på denne bloggers hjem gik det galt, da deres bil med en hastighed på på mellem 150 og 200 kørte op bag i en lille bil, der holdt for rødt.

Overfor politiet har de to begrundet deres sindssyge kørsel med frustration over Brøndbys nederlag.

Hvor hjernedøde kan fodboldfans være?

På Brøndbys hjemmeside kan man i skrivende stund læse, at der ikke foreligger nogen officielle kommentarer til gårsdagens kamp endnu. Heller ikke den tragiske ulykke bagefter bagefter har klubben fundet anledning til at kommentere.

Det må også svært at finde ord.

Så ligesom med de voldelige konfrontationer mellem klubbernes hooligans, man tit ser før, under og efter kampene er det fristende for klubledelserne i videst muligt omfang at lade som om, at de problemer, deres fans opførsel fører med sig, er klubberne uvedkommende.

Faktum er, at fodbold er en sport, der blandt andet også karakteriseres ved at tiltrække en gruppe af hjernedøde klaphatte, der ikke kan se længere end til deres egen røde tud. Faktum er, at for den samme gruppe hører fodbold uløseligt sammen med bajere og drugs i stride strømme. Faktum er, at i går tabte Brøndby ikke blot en kamp, i går mistede dansk fodbold det sidste gran af sin uskyldighed, da et spædbarn døde som offer for et par fodboldfanatikeres vanvid.

At anvende et ord som “ulykke” om konsekvenserne af den opførsel, de to fodboldfans har udvist vil være respektløst uden lige. Disse to svin er drabsmænd og som sådan bør de behandles. Jeg håber, de to gerningsmænd har set deres sidste kamp på noget dansk stadion, og at dommen over dem vil reflektere meningsløsheden i deres opførsel.

Mon ikke jeg har hele Urbans blogger-miljø med mig, når jeg siger, at vores tanker i dag går til de to unge forældre, hvis lille pige i går blev fodbold-fanatikernes første dødsoffer i Danmark. Æret være hendes minde.