PeerPlus

På niende år er det VKO’s dagsorden, at deres holdninger undertrykkes i medierne og specielt i Danmarks Radio.

Det er derfor næppe noget tilfælde, at man i dag i tre forskellige medier kan læse et ko-ordineret angreb på DR med det formål at fratage Danmarks Radio vitale dele af sit eksistensgrundlag.

I Politiken breder Geoffrey Cain sig over elleve spalter med kronikken “Ånden i DR er skæv“, hvor han ud fra stærkt selektive eksempler prøver at give det indtryk af, at der er en skævvridning i både DR’s kulturelle udbud og i DR’s nyhedsformidling til fordel for det store venstreorienterede komplot, som Cain mener styrer skuden.

Politiken er undtagelsesvis diskret nok til at undlade at fortælle læserne, at Cain er en forfatter, som er aktiv på den ekstreme højrefløj. Bloggeren Shansen har bl.a. afsløret ham som deltager i en demonstration som omfattede adskilllige nynazister.

I Jyllands-Posten er det DF’s mand i DR-bestyrelsen, næstformand og forfatter Ole Hyltoft, som ruller sig ud: under overskriften “De halvstuderede vil tryne folket” kommer han i sin hade-kronik, vendt mod DR frem til, at Helle Thornings og Villy Søvndals succes ene og alene skyldes manipulation og venstreorienteret indoktrinering fra bl.a. DR’s side. Også Hyltoft forestiller sig, at der findes et komplot, et nederdrægtigt netværk af socialister som prøver at snigløbe V, K og især O’s dagsorden. Et tema som DF’s ledelse ved adskillige lejligheder har taget op, som da Pia Kjærsgaard skrev et åbent brev til DR, fordi hun følte sig “forfulgt” under den sidste valgkamp - som hun som bekendt vandt.

Det tredje angreb på DR i dag fra magtens korridorer kommer fra regeringspartiet Venstre, som melder ud, at man ønsker at fratage Danmarks Radios P3 retten til at sende på FM-båndet. Danmarks Radios bestyrelsesformand kalder det et slet skjult forsøg på at ødelægge DR’s radiokanaler, hvilket passer: P3 er landets næstmest aflyttede radiostation. Såfremt den flyttes til DAB-sendenettet, som kun står for otte procent af radiolytningen her i landet, vil det betyde et massivt tab af lyttere. Venstre bruger som begrundelse, at man vil sælge P3’s frekvens til en kommerciel radiostation.

Det er ikke tilfældigt, at disse udmeldinger kommer på samme dag. De er en del af optrapningen af den mediekrig, som føres på niende år af VKO og kun dem. Det tilbagevendende tema er, at disse magtens mennesker forfølges af socialister, overalt hvor de kommer frem, og at det er den røde dagsorden, som primært høres i medierne.

Men passer det?

Mange af argumenterne i mediekrigen virker ved nærmere eftertanke helt absurde: det skrevne presse er jo massivt domineret af aviser, som bekender sig til en borgerlig dagsorden, såvel i provinsen, hvor der slet ikke findes dagblade med en socialdemokratisk holdning længere, som i Hovedstaden, hvor begge formiddagsaviser og Berlingske Tidende samt alle gratisaviserne er borgerlige i deres grundholdning. De eneste tilbageværende aviser, som kan siges at udgøre oppositionens stemme, er Politiken og Information.

For tre år siden blev der lavet en fremragende og grundig nyhedsanalyse, som havde nogle interessante konklusioner:

“Venstre er det parti der er suverænt mest eksponeret efter 2005 valget, hvor partiets politikere optræder i 39,61 % af den samlede dækning i de udvalgte nyhedsmedier. Dette er ca. dobbelt så meget som Socialdemokratiets politikere (20,01 %) der er det næst mest eksponerede. Det andet regeringsparti De konservative (16,68 %) kommer ind på tredjepladsen, mens Dansk Folkeparti (12,08 %) og de Radikale (8,07 %) er at finde på de næste pladser.”

Når det gælder person-eksponering var den tre år gamle undersøgelse ligeså klar:

“Statsminister Anders Fogh er den suverænt mest eksponerede politiker, der optræder i 15,33% af den samlede dækning, hvilket er ca. 3 gange så meget som Helle Thorning (5,32 %) på andenpladsen. Pia Kjærsgaard (2,65 %) indtager tredjepladsen mens Bertel Haarder (2,62%), Frank Jensen (2,52 %) og Lene Espersen (2,50 %) kommer på de efterfølgende pladser. Top 20 listen er klart domineret af VK-ministrene, samt partilederne for de store partier.”

Den tidligere DR-journalist Lone Kühlmann skrev for et par år siden en sarkastisk kommentar til disse uendelig angreb på Danmarks Radio under titlen “Hvordan det være, at alle de venstredrejede tv-medarbejdere bliver borgerlige, når de går ind i politik?” hvor hun spurgte hvordan det mon kan være, at de samme personer, som den ene måned anklages for at være socialistiske stormtropper den næste måned tit ses på opstillingslisten for et af de borgerlige partier, men aldrig for venstrefløjen.

Hendes kommentar holder endnu. Der er ikke tale om berettiget kritik, når VKO går i flæsket på DR og de andre medier. Der er tale om forsøg på kulturelt karaktermord.

Hvis Ole Hyltoft var bestyrelsesmedlem i et privat firma, var han forlængst blevet kylet ud på grund af illoyalitet.

Det allermest usympatiske ved VKO og deres proselytter er det forfølgelsesvanvid, som præger dem i næsten al deres politik.

Det næstmest usympatiske er deres forbandede trang til at dæmonisere alle som er uenige med dem.

Og det tredjemest usympatiske træk er, at man skal høre på deres klynk 24/7, mens de uanfægtet tryner deres dagsorden igennem med det mindst tænkelige flertal på niende år.

Bak op om DR og P3 - før det er for sent.

Den fra medierne så kendte børnelæge Vibeke Manniche brokker sig på sin blog over, at Ulla Therkelsen rapporterer fra Afghanistan iført et tørklæde.

“Ulla Terkelsen bør omgående fjerne dette tåbelige tørklæde - og dermed signalere ligeværd mellem kønnnene. Bliver hun så sparket ud af Iran - må det være prisen”, skriver Manniche.

Så altså:  i Danmark har alle fremmede bare at indordne sig under vores skikke og tøjvaner, men når vi selv rejser i udlandet skal vi til gengæld blæse på vores værters følelser og insistere på at føre os frem som derhjemme.

Til lykke, Vibeke Manniche. I skarp konkurrence med Naser Khader og Lene Espersen om, hvem der fyrede ugens tåbeligste udtalelse af, vandt du. Præmien er en pose jord, som kan hentes ved udgangen.

En ny rapport viser, at fængslerne bugner med kriminelle danskere.

2009 bliver nemlig et rekord-år, når det gælder antallet af ubetingede fængselsstraffe.

Og straffene er blevet længere, og det går hurtigere end nogensinde med at få folk ind at brumme, når først dommerens hammer er faldet.

Disse oplysninger kan naturligvis ikke stå alene. Danmarks Radio har derfor øjeblikkeligt sendt en mikrofonholder ud til Peter Skaarup fra “Dansk” Folkeparti, som ikke uventet benytter lejligheden til at forlange endnu strengere straffe - som altid uden sagligt belæg for sit ønske.

Igen må man undres over de elektroniske mediers fedten for DF. Hvordan kan det blive ved med at være så forbandet interessant, hvad dette lille ekstremistiske parti mener? Hvorfor skal DF’s ledelse partout udfrittes om deres holdning til alting - hver gang? Hvorfor al denne gratis sendetid i prime time til DF?

Det giver jo nemlig først mening at fortælle om DF’s politik den dag et Dansk Folkeparti-medlem siger noget pænt om udlændinge eller fremkommer med et nuanceret, velovervejet nyt syn på retspolitikken. Dét ville være en nyhed. Enhver ved imidlertid det ikke sker, og derfor bliver det måned for måned pinligt tydeligere, at den eneste grund til denne evindelige leflen for DF er en dybt ordfæstet angst i DR-byen og på Kvægtorvet for de Dansk Folkeparti-politikere, som både DR og TV2 er så dybt afhængige af.

Vi venter nu kun på den aften, hvor Pia Kjærsgaard kommer på skærmen efter den lange vejrudsigt med Jesper Theilgaard for at ytre sin uforbedrelige mening om den.

I går aftes faldt afgørelsen i denne sæsons American Idol.

Det bliver nok svært for de danske seere, som følger med i Idol på TV3 herhjemme med nogle ugers forsinkelse at undgå at komme til at høre vinderens navn, men da jeg ikke vil være den, der ødelægger fornøjelsen for nogen, så vid: vil du ikke kende navnet på dette års vinder, så stop din læsning her.

Der er chokerede miner overalt i musikindustrien og ikke mindst hos American Idol’s dommere i år. Én deltager viste sig nemlig allerede tidligt i forløbet at have et talent, der ragede højt op over de andre. Adam Lambert nærmest blæste de andre deltagere ud af scenen, uanset hvad han blev sat til at synge.

Helt usædvanligt har den berømte og berygtede dommer Simon Cowell da også i år gået på adskillige af de store talk-shows og sagt, at konkurrencen jo sådan set var afgjort med Lambert som vinder, men at han da håbede, seerne ville kigge med alligevel.

Onsdag kom så finalen, og hvad både musikkendere og den mere frisindede del af amerikanerne havde frygtet, viste sig at holde stik: en bøsse kan ikke blive et “idol” for den amerikanske nation.

Adam Lambert har kunnet ses i ømme kys med sin fyr på adskillige websites og i mange ugeblade, og selv uden de “afslørende” billeder havde vel de færreste været i tvivl om hans seksualitet. Det farvede hår, øjen-make-up’en, øresmykkerne og de sortlakerede negle signalerer ikke ligefrem straight amerikansk bondedreng, men snarere hardcore homo.

På Youtube og mange andre websites har man på det sidste kunnet se mange af Adam Lamberts tilhængere prise ham i høje toner, men aldrig uden hadefulde kommentarer fra mange andre. Den gennemgående holdning har været: en homoseksuel person kan og må aldrig blive et forbillede for Amerika. Onsdag aften blev de homofobiske holdninger omsat i stemmer: Adam Lambert blev sendt ned på andenpladsen af konkurrenten Kris Allen, som ellers præsterede at synge falsk næsten hele vejen gennem sin finalesang.

Hos det konservative TV-selskab Fox, som står for American Idol, kan man hjemmesiden læse rasende protester fra Lambert-fans, som er overbeviste om, at finalen i år var rent svindel. I år var da også første gang, at stemmetallene ved finalen ikke blev afsløret. Andre skriver, at de forsøgte at få lov til at stemme på Lambert gentagne gange, men aldrig kom igennem på det nummer, man skulle anvende for at give ham sin stemme. Om den virkelige årsag til Adam Lamberts andenplads handler om homo-angst eller et ærkekonservativt TV-selskab, som ikke ville medvirke til kåring af en bøsse som vinder af nationens største talentkonkurrence forbliver nok uvist. En ting er dog sikker: noget gik helt galt. Spørg dommerne, spørg den samlede musikpresse, spørg enhver med musikforstand, og de vil alle svare: I år var tabte vinderen.

Lambert har fået sin pladekontrakt og skal nok klare sig. Til gengæld vil jeg æde min hat på, at Kris Allen er “Kris Who?” inden året er omme?

Det aldeles udmærkede homo-tidsskrift Out and About, som er gratis og også kan læses på nettet og som ikke støder andet end dem, der vil stødes (kors, hvor jeg forærer mange klik til det website lige nu fra folk der liiiige skal se om de er “stødelige”) meddeler, at TV2-udsendelsen “Dagens Mand” fra sensommeren vil blive sendt i en særlig homo-udgave.

Ifølge bladets  artikel holder produktionsselskabet Blu casting-optagelser i juni måned, så hvis man er en single bøsse mellem 20 og 45 er det bare at ringe 6017 1676 eller skrive til  dagensmand at blu.dk, og så er man så godt som sikret sine 15 minutes of fame.

Udsendelsen, som har smålækre Pelle Hvenegaard som vært, er blevet hårdt bebrejdet for at udstille dens kvindelige deltagere som dumme gæs, der vælger deres partnere på det mest overfladisk tænkelige grundlag og mændene for at være nogle lalleglade tabere, der ikke har noget imod at ydmyge sig selv og blotlægge deres liv for hele nationen for en date med en dulle.

Spørgsmålet er så nu, om er der nok dumme hangæs blandt bøsserne, som er villige til at stå og vælge en potentiel partner fra med et tryk på en knap på baggrund af hans hårfarve og en hoben andre bøsser, der er indstillet på at blive filmet på arbejdet, i badet, hjemme hos mor og far, til medlemsmøde i frimærkeklubben eller mens de får deres næste intim-piercing for måske at blive valgt til en date med en fyr, de absolut intet ved om?

Vær rolig Danmark. SELVFØLGELIG er der det. Homo’er er hverken værre eller bedre end heteroer og mig bekendt heller ikke mere selvkritiske. Og lur mig om ikke selv den mest kritiske bøsse vil sidde klistret til skærmen, når The Man of the Day goes Gay. Det kunne jo være, at lækre, men selvglade Luk-ass fra opgangen ved siden af benytter sig af lejligheden til et udspring der ikke kan ignoreres - på nationalt TV i prime time.

Med denne nye twist kan ingen i hvert fald længere bebrejde programmet, at det er hetero-mandschauvinistisk. Til gengæld gør det intet for udsendelsens virkelige problem: Dagens Mand er reality-tv, når det er værst: man tager nogle tabere, som knapt aner, hvad de har kastet sig ud i, så ydmyger man dem for åben skærm, og imens sidder nationen klistret til skærmen hjemme i sofaerne og siger “godt, det ikke er mig”.

Med TV’s hjælp er skadefryd blevet danskernes national-sport nummer et.

For få dage siden viste TV2 en dokumentar-film, hvor Bubber (uden badekar) besøgte sekten Evangelist.

I Evangelist tror man på djævlebesættelse og dæmoner. Man “behandler” psykisk syge ved at drive dem i døden ved at tage deres piller fra dem og scorer offentlige penge på den form for “arbejde”.

Som Evangelist-tilhænger betaler man en tiendel af sin indtægt til Christian Hedegaard.

TV-udsendelsen gav et tragikomisk indblik i livet blandt de rablende hjernevaskede tilhængere af sektens leder Christian Hedegaard. Man sad forstemt tilbage. Hvordan kan danskere i det 21. århundrede være så naive?

Nu viser det sig imidlertid, at der kom noget godt ud af udsendelsen:

Fra Evangelist-hovedkontoret meddeles det, at Bubber under sit ophold deroppe “kom til” at helbrede ikke mindre end fem syge mennesker. Bubber har, oplyses det, således helbredt en lam mand, kureret en skizofren, gjort det samme med en alvorligt eksem-plaget patient og fjernet en fjerdes rystelser. Som et lille ekstranummer gjorde Bubber en femte aldeles røgfri, således at hun nu har røget sin sidste røde Look.

Er det ikke mageløst? Sig så ikke, at vi ikke får noget for medie-licensen! Jeg spørger jer:

Helt ærligt! Hvad skal vi med en Folkekirke, så længe vi har Hedegaard og Bubber?

Jeg skal i hvert fald se hans næste program, for jeg har en let indgroet negl, jeg godt ville have rettet ud.

TV2 blev bragt til verden for at bryde DR’s monopol.

Og DR angribes bestandigt af regeringen og DF for at være venstresnoet.

Måske er det derfor, man på Kvægtorvet i Odense mere og mere ter sig som dikkende lammehaler i forhold til blå stue på Christiansborg? Her tirsdag eftermiddag kunne man i TV2-nyhederne se endnu et indslag om de nye ministre i regeringen. Det, man brugte mest tid på, var en voxpop for at høre “befolkningens” mening om Inger Støjberg og Karen Ellemann. Hver og en af de spurgte var vildt begejstret, “så befolkningen er godt tilfreds”, konkluderede speakeren.

Da Fogh gik af og Løkke kom til var TV2 også på pletten på Amalienborg, hvor også et stort antal repræsentanter for Venstre Ungdom var repræsenterede. Gang på gang zoomede man ind på VU’erne og deres flag, og for en sikkerheds skyld fik vi også et interview med deres formand. Alt dette mens politiet tillod dem at vifte med deres flag og bannere, mens medlemmer af Socialdemokraternes Ungdom, som var mødt op for at demonstrere imod regeringen blev vist væk, fordi, “fordi politiske manifestationer ikke tillades” ved den slags lejligheder. Selvfølgelig havde TV2 også ved den lejlighed fundet nogle begejstrede Fogh-fans i dagens anledning, hvoraf bl.a. en ældre kvinde næsten ikke kunne tale af rørelse, fordi “hendes dygtige og sympatiske” Anders nu gik af.

Er det kun mig, eller minder TV2’s politiske dækning mere og mere om Nordkoreas? Kan det virkelig passe, at regeringen og DF har kyst Danmarks største medie så meget med al den snak om smagsdommeri og al den  DR-hetz, at man på TV2 ikke tør vise en sag fra to sider længere, hvis det indebærer spørgsmålstegn ved regeringen og dens politik? Og hvorfor er det lige, at Pia Kjærsgaard og hendes venner har fuld adgang til TV2’s kameraer i ethvert ærinde og uforholdsmæssigt meget mere end deres størrelse berettiger til?

Jeg savner nogle smagsdommere, som kan undersøge, hvad dælen der foregår i Odense og magtspillet bag. Set fra sofaen ser det ikke kønt ud.

Malene Harpsøe, som er medlem af Folketingets retsudvalg for “Dansk” “Folke”parti, meddeler Urbans undrende læserskare, at partiet ønsker lovgivning om, hvor gammel man skal være, før man må få lavet horn i panden.

Andetsteds i medierne kan man læse, at et andet DF-medlem også har et horn-problem. Det drejer sig om Søren Espersen. Hans horn sidder godt og grundigt placeret i siden på Danmarks Radio. Espersen er nu nået til 117. afsnit i sin “Danmarks-Radio-er-fuld-af-socialistiske-propaganda-magere-og-desuden-er-DF-alt-for-lidt-medierne”-kampagne. Han mener i ramme alvor, at DR’s drama-afdeling er gennemsyret af manipulerende socialistisk propaganda, og at det har forholdt sig sådan i årtier.

Espersen nævner populære serier som “Borgen” og “Krøniken” som skoleeksempler på socialistisk indoktrinering fra Danmarks Radios side, og end ikke nationalklenodiet “Matador” går fri. Serien om livet i Korsbæk er i Espersens optik ikke andet end den skinbarligste marxistisk-leninistiske indoktrinering.

Er det ikke snart på tide, at nogen laver den omvendte analyse?

Hvordan kan det være, at “Dansk” “Folke”parti får så enorm en eksponering i samtlige medier, at ligegyldigt hvilket pladder et eller andet underfrankeret DF-folkemedlem har på hjerte, så finder det vej til både avisernes og de elektroniske medier hurtigere end Pia Kjærsgaard kan nå at sige imam?

Marlene Harpsøes erhvervskarriere begrænser sig til halvandet år som ufaglært arbejder i social- og sundhedssektoren; hun har aldrig magtet at tage en uddannelse, og hun har en vel-dokumenteret historie af bevidste løgne bag sig. Hun er med andre ord uden viden om de ting, hun udtaler sig om, hun er en kynisk lille manipulator og hendes lille horn-forslag stiller sig op i den endeløse kø af DF-dødssejler-forslag som aldrig vil nå til så meget som en førstebehandling i Folketinget.

Det er forslag, som udelukkende bringes på banen som led i DF’s mediestrategi, der går ud på, at der hver eneste dag skal være en nyhed om partiet i medierne - uanset om der er noget at fortælle eller ej.

Og aviserne, tv-stationerne og deres websites lader sig godvilligt misbruge. Alle som en er de skræmte af regeringens og DF’s hetz mod “socialisme-dominansen” i medierne. Alle som en føler de sig tvunget til at referere hver en bøvs og hver en prut fra DF’s kontorer for at bevise, at de skam ikke tilhører de røde lejesvende.

Jeg savner det reality-show, som aldrig bliver lavet: den medie-event, hvor man bare i en måned eller to tildeler DF de 13-14%’s sendetid, som svarer til deres stemmeandel, i stedet for den 100% dækning af deres udgydelser, som de nu bliver tildelt. En omvendt Espersen, om man vil.

Hvor er den modige redaktionschef, som ikke føler sig forpligtet til fuldkommen ukritisk at viderebringe alt det ævl, der kommer fra “Dansk” “Folke”parti, og som indser og tør indrømme, at DF’s small-talk ofte er så small-minded, at den simpelthen ikke fortjener nogen opmærksomhed?

I den rivende nyhedsstrøm er journalistens og redaktionschefens fornemste opgave ikke at få det hele med, men at være god til at sortere skidtet fra kanelet på læsernes vegne. Hvor velsignet ville det ikke være at slå op i sin avis dagen efter endnu en ildsspruttende udmelding fra DF og under “Indenrigspolitisk” at læse:

“I dag intet af betydning at berette”.

Skadefryd er en almindelig følelse hos mange mennesker, fortæller Urban. Nyheden bygger på en australsk undersøgelse, som er kommet frem til, at det er ikke så få som synes, at det er vildt fedt, når det går andre skidt.

Undskyld, men er det ikke en gammel nyhed?

Er det ikke lige præcis hvad alt det reality-bras i TV handler om?

Uanset om det handler om enormt fede mennesker som flæbende kæmper for at blive tyndere, personer som underkaster sig bizarre “make-overs”, der sender dem ud i ugelange sygelejer, eller folk som er villige til at skrotte hele deres elendige fyrretræs-indbo i en container mod at få noget endnu ringere hemslöjd i krydsfiner, eller hundredvis af deltagere i “X-faktor”, der bliver ydmyget  foran millioner af seere, så er det et kæmpehit i disse år.

Formålet med alle disse tv-shows er klart og utvetydigt skadefryd. Intet mere, intet mindre.

Hele meningen med denne talentløshedens vagtparade er, at vi seere skal sidde derhjemme foran skærmen og tænke “godt det ikke er mig”, og programmernes seertal taler for sig selv: den type underholdning er næsten det eneste, vi gider beskæftige os med efterhånden.

Den australske undersøgelse dokumenterer også, at det især er mennesker med ringe selvværd, som holder af at føle skadefryd og jo lavere selvværd, jo større begejstring for andres ulykke.

Skulle nogen have været i tvivl er det hermed videnskabeligt dokumenteret: Reality-tv er leflen for laveste fællesnævner. Pt. en dansk nationalsport.

Trænger vi ikke snart til at se på nogen, som rent faktisk er gode til det, de ønsker at bruge vores tid på?