“Dear Dr. Laura,

Thank you for doing so much to educate people regarding God’s Law. I have learned a great deal from your show, and I try to share that knowledge with as many people as I can. When someone tries to defend the homosexual lifestyle, for example, I simply remind him that Leviticus 18:22 clearly states it to be an abomination. End of debate.

I do need some advice from you, however, regarding some of the specific laws and how to best follow them.

a) When I burn a bull on the altar as a sacrifice, I know it creates a pleasing odor for the Lord (Lev 1:9). The problem is my neighbors. They claim the odor is not pleasing to them. Should I smite them?

b) I would like to sell my daughter into slavery, as sanctioned in Exodus 21:7. In this day and age, what do you think would be a fair price for her?

c) I know that I am allowed no contact with a woman while she is in her period of menstrual uncleanliness (Lev 15:19-24). The problem is, how do I tell? I have tried asking, but most women take offense.

d) Lev. 25:44 states that I may indeed possess slaves, both male and female, provided they are purchased from neighboring nations. A friend of mine claims that this applies to Mexicans, but not Canadians. Can you clarify? Why can’t I own Canadians?

e) I have a neighbor who insists on working on the Sabbath. Exodus 35:2 clearly states he should be put to death. Am I morally obligated to kill him myself?

f) A friend of mine feels that even though eating shellfish is an Abomination (Lev 11:10), it is a lesser abomination than homosexuality. I don’t agree. Can you settle this?

g) Lev 21:20 states that I may not approach the altar of God if I have a defect in my sight. I have to admit that I wear reading glasses. Does my vision have to be 20/20, or is there some wiggle room here?

h) Most of my male friends get their hair trimmed, including the hair around their temples, even though this is expressly forbidden by Lev 19:27. How should they die?

i) I know from Lev 11:6-8 that touching the skin of a dead pig makes me unclean, but may I still play football if I wear gloves?

j) My uncle has a farm. He violates Lev 19:19 by planting two different crops in the same field, as does his wife by wearing garments made of two different kinds of thread (cotton/polyester blend). He also tends to curse and blaspheme a lot. Is it really necessary that we go to all the trouble of getting the whole town together to stone them?(Lev 24:10-16) Couldn’t we just burn them to death at a private family affair like we do with people who sleep with their in-laws?(Lev. 20:14)

I know you have studied these things extensively, so I am confident you can help.

Thank you again for reminding us that God’s word is eternal and unchanging.

Your devoted disciple and adoring fan.”

—-

- Klippet fra www.topix.net, posted af en anonym blogger.

En flere dage gammel artikel bliver ved med at rumstere i mit baghoved. Og det er ikke en gang artiklens gruopvækkende indhold, som bekymrer mig; det er journalistens tilgang til emnet.

Artiklen handler om, at myndighederne i Uganda har en meget hårdhændet fremfærd mod bøsser. Homoseksualitet er forbudt i landet og enhver som pågribes in flagranti delicti står til flere års fængsel.

Nu skal loven strammes!

Et lokalt parlamentsmedlem har stillet forslag om dødsstraf for homoseksuelle i særligt gravende tilfælde (handler det mon om, hvorvidt der var et kys involveret?), og som et lille ekstra kolorit på forslaget, forestiller han sig, at bøsser som konstateres hiv-smittede skal skydes ned på stedet.

Den slags kan få menneskerettighedsorganisationerne, FN, homo-foreningerne og Ulla Tørnæs op på dupperne. Alle er de rasende; alle udtaler deres kraftige fordømmelse af den perverse stenalder-tankegang, som ligger bag forslaget, men ét sted går bølgerne særligt højt ifølge artiklen, som stammer fra Kristeligt Dagblad: i den anglikanske kirke.

Uganda er nemlig ikke et muslimsk land, styret af mørkemænd og semi-terrorister med hang til bomber, minareter og halal-kød. Uganda er et kristent land, hvor 86% af befolkningen ser sig selv som tilhørende den britiske, anglikanske kirke.

Men Kristeligt Dagblads artikel handler ikke om, hvordan den anglikanske kirke og de britiske biskopper griber ind overfor udviklingen i Uganda. Den handler heller ikke om skismaet mellem dødsstraf og kristendom. Nej, den handler om, at denne her lille ”sag” desværre splitter kirken i to fraktioner: dem som har noget imod at man henretter bøsser på samlebånd i Uganda, og dem som synes det er helt fint og derfor ikke vil kritisere trosfællerne i Afrika. Den sidstnævnte gruppe fører pt i debatten i England – bl.a. fordi biskoppen af Canterbury - kirkens overhoved - er indædt homohader.

Så altså: den store bekymring for den anglikanske kirke er slet ikke, at bøsser myrdes af den ugandiske stat i kirkens navn. Nej, problemet er, at bøsse-drabene desværre deler kirkens gamle mænd i to grupper, som er uenige, om de skal skride ind, og den slags interne konflikter er en damn nuisance, for hvad kan så ikke blive det næste? Te i breve i stedet for rigtig te til kirkemøderne? Eller ligeret for kvinder?

Der er en helt enestående kynisme indbygget i disse overvejelser. Et menneskesyn så afstumpet, at man kun kan kalde det perverst. Trist, at netop den holdning også får lov til at sive igennem helt ned i overskriften i Kristeligt Dagblad.

“Ugandisk homolov er anglikansk problem”

Hvilket forbandet ugudeligt ævl! Overskriften burde snarere lyde: Anglikanere er homoernes problem! Eller sagt i større perspektiv: moralsk er der ikke er en kæft forskel på den som eksekverer dødsstraffen over en homoseksuel person og den kirkens mand eller den journalist som vender det blinde øje til, mens det sker - i Guds navn.

Som homoseksuel oplever man et stigende pres fra forskellig religiøs side. Ekstrabladet og Kristeligt Dagblad får i disse dage en god historie ud af at fortælle om ex-imam Ahmed Akkari, som har en brevkasse, hvor han siger grimme ting om homo’er i islams navn.

Andre steder kan man læse om grusom forfølgelse af homoseksuelle i mellemøstlige, muslimske lande som fx de regelmæssige hængninger af bøsser i Iran. I en lang række muslimske lande er homoseksualitet forbudt.

Men islam har ikke monopol på religiøst homohad.

Den katolske kirke har i århundreder ført et korstog mod homoseksuelle, som har kostet tusinder af menneskeliv. Det har ganske vist ikke afholdt hundredvis af katolske præster fra at voldtage tusindvis af katolske kordrenge som en pervers bibeskæftigelse - måske nærmest tvært imod?

Den katolske holdning kan genfindes i kirker som Faderhuset herhjemme, hvor Ruth Evensen som bekendt blev outet, mens hun stod og skreg bandbuller mod homoerne.

Men Evensens holdning er bare en højrøstet udgave af Indre Missions og Evangelists og så mange andre kristne kirkers attitude: alle forbander de homoer langt ned i helvede.

Bundlinjen er, at religion meget ofte - alt for ofte - er intolerant, og for alt for mange er religion den fribillet, man tager for at legitimere sin egen intolerance. Lad os være enige om, at det er hamrende ligegyldigt, om hadet stammer fra muslimer eller kristne. Det er lige rædselsfuldt. Man kan ikke græmmes nok.

Så meget desto mere grund til at blive sur får man så, når man som homoseksuel pludselig ser sig spændt for en anden, intolerant vogn: de fremmedfjendtliges.

Herhjemme er indvandrerfjendtlige, anti-muslimske medier og bloggere i fuld gang med at gøre en præst fra Tingbjergs store problemer med de lokale, kriminelle indvandrerunge til et særligt muslimsk problem i forhold til bøsser, fordi den pågældende præst er homoseksuel. Politiet, den lokale provst og præsten selv er godt nok af en helt anden mening, men det afholder ikke de pågældende fra at forsøge at presse deres særlige agenda nedover også denne sag. Når det fremmer muligheden for at svine flere muslimer til, tager den hjemlige yderste højrefløj (som ellers hader Gay Prides og hvis repræsentanter på Tinge konsekvent stemmer imod ethvert tiltag til afskaffelse af forskelsbehandling) gerne homo’erne som gidsler for deres egen sag. Så hedder det “se hvad der sker, hvis I lader muslimerne få mere magt”. Hos DF holder man sig endda ikke tilbage for i et og samme afsnit af sit politiske program at tale om, at “homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet. Den udvikling skal bekæmpes” for derefter at remse listen op over alle de områder, hvor DF blokerer for homoseksuel ligestilling: DF ønsker ikke at homoseksuelle skal kunne blive gift, DF ønsker ikke, at lesbiske får ret til kunstig insemination, DF er imod homo-adoptioner, selv hvis barnet ene forælder er en del af homoparret, og for resten mener Søren Krarup, at vi er handicappede.

Men vi kan godt bruges i DF’s kamp mod muslimerne.

Rend mig!

Lad det være skåret ud i pap: AL INTOLERANCE BØR BEKÆMPES. Uanset om den opstår i et religiøst eller politisk tankespind og uanset hvem den rammer, uanset seksualitet, religion eller race. Og én form for intolerance kan aldrig legitimere en anden.

Det er mit naive, rosenkindede credo. Gud bedre det.

Hvorfor er så mange så fucked up, når det gælder sex?

Nu er det åbenbart blevet moderne i religiøse kredse at forlange håndgribelige beviser for, at en pige som skal giftes, er jomfru.

Hvor underligt! Enhver med et minimum af seksuel erfaring ved da, at en godt (host) “tilkørt” partner, som kan sit kram er bedre end efter en lallende amatør.

Den lille tvist på medie-historien er, at fordi den tager afsæt i muslimske miljøer, kan vi være stensikre på, at DF kræver et lovindgreb imod den praxis indenfor de næste 24 timer.

Måske er det så nu, at nogen bør påpege, at katolikker og adskillige andre kristne sammenrend herhjemme, som fx Indre Mission, stiller nøjagtigt de samme krav.

Spørgsmålet er blot, om det gør det mere legitimt?

Svaret giver sig selv.

Ethvert krav om jomfruelighed ved ægteskabets indgåelse bør man som sækulariseret dansker sige fra over for - uanset hvor det kommer fra. Når læger går med til at genskabe bristede jomfruhinder eller skrive attester med garantier om “patientens” jomfrustand, er de med til at bombe os tilbage til stenalderen. Det må stoppes.

Samtidig har landets imamer et stort ansvar for at fortælle deres menigheder, at der ingen steder i Koranen stilles krav om jomfruelighed hos kvinden, før et ægteskab kan indgås.

Og så var det måske nu, at forbrugerministeren burde benytte lejligheden til at træde i karakter og forlange, at landets katolikker og højrekirkelige kristne kredse varedeklarerer deres brochurer og pjecer med ordene “ADVARSEL - denne religion er stærkt kvindeundertrykkende”?

Det vælter ind med dødstrusler mod de københavnske politikere, som stemte ja til den kommende moske i København.

Underligt nok vælger “Dansk” Folkeparti tavshed som reaktion på den alarmerende nyhed om disse trusler mod vores demokratisk valgte politikere. Hvor er den velkendte, kjærsgaardske rullen med øjnene og den dirrende stemme som forlanger ministeren på banen? Hvor er truslerne om bål og brand og udvisning af disse samfundsundergravende elementer, som forsøger at kortslutte den demokratiske proces?

Ikke en lyd kommer der fra DF i denne alvorlige anledning.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor det forholder sig sådan, er svaret enkelt: kun DF er imod moskeen. Og DF-tilhængere skyr ingen midler i deres kamp mod “de fremmede” - fra billedmanipulationer med sværd og halvmåner på plakater til ulækker fremmanen af et absurd trusselsbillede, hvor bøsser hænger fra kraner i København og kvinder stenes, hvis de ikke går i burka.

I det parti bakker man nemlig kun op om Grundloven, når dens ytringsfrihedsparagraf kan anvendes til at hetze mod muslimer. Andre grundlovsfæstede rettigheder som religionsfrihed, retssikkerhed og fundamentale menneskerettigheder giver man fanden i. Og man gør det i Danmarks navn.

Så hvorfor skulle DF’s ledere dog udtale sig mod deres eget vælgerkorps’ holdninger?

Det er DF-vælgere, som står bag mordtruslerne mod de københavnske politikere. Hvem skulle banditterne ellers stemme på?

Søren Krarups og Jesper Langballes Gud er en sølle fyr, som ikke kan klare sig i konkurrencen! Kun sådan kan man fortolke de banebrydende udmeldinger der er kommet fra Dansk Fumlegængerparti i sagen om den kommende moske i Københavns Nordvestkvarter.

Hvorfor?

Fordi der findes danske kirker i Sydslesvig, Bruxelles, Hull, London, Nice, Paris, Rotterdam, Luxembourg,  Algeciras, Geneve, Fuengirola, på Costa del Sol, i Gøteborg, Berlin, Hamburg, Hong Kong samt otte steder i Asien, i Australien og New Zealand, fire steder i Sydamerika, i seks byer i Canada og i New York. Ja, Den Danske Folkekirkes vinger er bredt ud over den ganske klode i form af De Danske Sømands- og Udlandskirker. En organisation med deltagelse af nogle af dansk erhvervslivs førende skikkelser og en pæn håndfuld folkekirke biskopper.

Pengene til det enorme maskineri kommer fra danske tipsmidler og fra danske firmaer, såsom rederierne, som værdsætter det arbejde, disse kirker udfører for danskere i det fjerne udland.

Derfor giver Dansk Fumlegængerpartis modvilje mod en moske, opført “for udenlandske penge” i Københavns Nordvestkvarter kun mening, hvis DF’s to gamle præster mener, at deres Gud er sådan en svagpisser, at han kun klarer sig, hvis DF går ind og konkurrenceforvrider markedet, så deres Gud har bedre chancer for at klare sig end Allah, Buddah og Jomfru Maria har.

At forbyde udlandet at investere i et Guds hus her, når vi selv så massivt gør det samme i alle klodens afkroge, er ikke bare dobbeltmoral - det er ingen moral.

Den fra medierne så kendte børnelæge Vibeke Manniche brokker sig på sin blog over, at Ulla Therkelsen rapporterer fra Afghanistan iført et tørklæde.

“Ulla Terkelsen bør omgående fjerne dette tåbelige tørklæde - og dermed signalere ligeværd mellem kønnnene. Bliver hun så sparket ud af Iran - må det være prisen”, skriver Manniche.

Så altså:  i Danmark har alle fremmede bare at indordne sig under vores skikke og tøjvaner, men når vi selv rejser i udlandet skal vi til gengæld blæse på vores værters følelser og insistere på at føre os frem som derhjemme.

Til lykke, Vibeke Manniche. I skarp konkurrence med Naser Khader og Lene Espersen om, hvem der fyrede ugens tåbeligste udtalelse af, vandt du. Præmien er en pose jord, som kan hentes ved udgangen.

Det er mig ubegribeligt, at ingen fatter, at Lene Espersens og De Konservatives nye anti-islam-holdninger er en afledningsmanøvre fra det faktum, at partiet INTET har at byde på i disse alvorlige krisetider. Landet stander i økonomisk våde, kriminaliteten OG politiet er ude at kontrol, Lars Løkke har foræret en milliard væk til privathospitalerne, Lene Espersen det mangedobbelte til Danske Bank uden effekt, tusinder bliver arbejdsløse hver uge - og de konservative tordner mod nogle ikke-eksisterende burka’er og bederum på gymnasierne, som ikke findes.

Alligevel hopper naive journalister og vælgere i hobetal på Lenes lede limpind. Hvorfor ser de ikke, at de er ofre for spin: Dette er kejserens nye klæder, og de konservative har ikke noget tøj på!

I øvrigt har Uffe Ellemann ret. En lov om beklædning vil være et knæfald for DF’s totalitære tankegang og ren bananrepublik.

“To reject people on the grounds of sexual orientation is a denial of God’s creation”, udtaler det britiske kvækersamfund og har samtidig vedtaget, at man med glæde vier homoseksuelle troende.

Kvækerkirken har anerkendt homo-partnerskaber siden tresserne.

“To reject people on the grounds of sexual orientation is a denial of God’s creation”

- Wow!

Tænk, at det kan siges så kort - og godt.

Er der ikke nogen, som kan hviske det i øret på pastor Krarup og Indre Mission?

Naser Khaders og Lene Espersens tomhjernede idé om et burka-forbud, burde få alle frihedselskende borgerlige til at løbe skrigende bort fra partiet. Hvordan kan man den ene dag kæmpe for ytringsfrihed og folks ret til at sige og tegne, hvad de vil, og den næste foreslå et givetvis grundlovsstridigt forbud mod en bestemt slags tøj?

At Socialdemokraterne nåede at hoppe med på vognen er dog meget værre.

Det er pinagtigt at se, hvor svært Helle Thorning & Co har det med at finde deres ben, når det gælder udlændingespørgsmål. Desværre er frygten for at miste opbakning fra de vælgere, som frygter udlændinge, større hos Thorning end viljen til at tilbyde en reel opposition til VKO’s rigide holdninger.

Den ene dag begræder Helle Thorning partifællen Svend Aukens bortgang og taler om den store humanist, han var - et eksempel til efterfølgelse. Den næste dag bakker hun op om de stik modsatte idealer af dem, Auken stod for.

Det holder ikke.

Vi lever i en tid, hvor meningsmålinger og fokusgrupper sætter politikernes dagsorden og hvor kun få politikere tør gå i spidsen og sætte en ny dansk dagsorden. I hvert fald ikke uden først at have tjekket om 51% eller mere af befolkningen bakker op om den.  Netop derfor hviler der en tung pligt på Thorning og Socialdemokraternes skuldre om at stå ved deres rødder og at være det humanismens værn mod VKO’s enhver-er-sig-selv-nok tankegang, som præger Danmark i disse år.

Den pligt lever Thorning ikke op til på udlændingeområdet, og Villy Søvndal gør det kun momentvis. Svend Auken levede op til den 24 timer i døgnet, alle ugens dage.

Statsmænd og -kvinder er visionære og sætter dagsordener. De løber ikke efter en populistisk stemning, og slet ikke når den er skabt af modstanderne. Med sin støtte til burkaforbuddet opnåede Helle Thorning højst at presse DF endnu længere ud mod højre - hvis ellers det er muligt. Til gengæld efterlod hun den ægte midte i dansk udlændingepolitik gabende tom. Kom hjem, Helle, og vind kampen på din egen banehalvdel - ikke på VKO’s.