URBANblog

PeerPlus

Strøtanker og skarpe holdninger

URBAN blog

Få din egen gratis blog på Urbanblog.dk

Arkiv for nazisme

Slag i bolledejen - ikke for sarte nerver

Saturday d. 18. July 2009 af peerplus

a1209_bm

De mange overfald på homoseksuelle i København begås for en stor dels vedkommende af danskere på den ekstreme højrefløj, oplyser både Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ( LBL) og politiet.

Det giver god mening.

Undertegnede har i denne uge haft den store glæde at kunne samle over 2000 homoseksuelle og homo-venner i en Facebook-gruppe til kamp mod homofobi i Metroen. Det er i al beskedenhed flere end LBLs medlemstal.

I hele forløbet har tonen i gruppen været forbilledlig og stemningen cyber-hyggelig. Flere er endt med at mødes ude i det virkelige liv, og opbakningen fra alle sider har været enorm. Der er skrevet over 30 avis-artikler om os og vores sag, og på nogle få undtagelser nær har sagen været omgærdet af en ordentlig debattone.

Anderledes forholder det sig på Berlingske Tidende, som oprettede en debat-side i anledning af sagen. Her er den danske højrefløj gået amok i en verbal blodrus ved den blotte tanke om, at to fyre skulle blive set kysse i det offentlige rum.

Jeg citerer i flæng fra “debatten”, men har udeladt debatørernes navne - de er alligevel falske, hver og en:

Homofili ER maksimal perversion.
Maksimal.
Det kan ikke blive mere perverst.
Og det skal ikke bortforklares, eller minimeres, hvor maksimalt perverst, det er.
Homofili skal IKKE have noget somhelst indtryk af støtte.

—–

Man skal være varsom med at vise den slags i det offentlige rum. Og det i endnu højere grad når man gør det for skatteydernes penge. Men det er maxisterne i Metroselskabet selvfølgeligt ligeglade med

—–

Jeg og mine børn kører ikke med Metro sålænge de har det bøsse-svineri på skærmen. Det krænker min Kristne religion at se denne unaturlige perversion

—–

Det ser ikke ud til, at vi er frie mennesker, når vi ikke kan blive fri for at 2 perverses kvalmende perversioner kastes - i hovedet på os i Metroen.

—–

Endnu et bevis på, at homofile kan man ikke have ansat noget sted, hvor der skal tænkes, vurderes og træffes beslutninger i menneske- og adfærdstemaer.

—–

PERVERST SVINERI

Hvis jeg var bøsse, så ville jeg dæleme gå stille med dørene. Når talen falder på homosexualitet er jeg hundrede procent enig med muslimerne; homoseksualitet skal forbydes. Det er noget perveres svineri og promoveres vel også mest for at skade vort gode gamle Danske homogene fædreland, som de Radikale og de Kreative absolut vil have ødelagt. Det er denne ødelæggelsestrang og selvhad (oikofobi) der ligger til grund for at promovere homofilien. Dette er ihvertfald min opfattelse.

—–

Der er meget mere af samme skuffe, for Mutter Berlinger er nemlig sprunget ud som endnu et af de villige talerør for den anonyme, ekstreme højrefløj herhjemme.

Som man bemærker, fremhæver flere af debatørerne, at de er kristne. Andre fremhæver deres egen danskhed, men påstår, at de endelig har fundet en fælles agenda med muslimerne. Ingen af debatørerne har valgt et udenlandsk navn. De hedder typisk Hansen, Thomsen og Jensen. Alligevel har adskillige af dem så elendige evner i skriftlig dansk, at de ville være dumpet i “Dansk” Folkepartis danskhedsprøve med et brag.

Hvor kommer al det had fra?

Vi er herhjemme fuldkommen besatte af at tale om udlændinge, og sjældent i positiv kontekst. Samme tonefald gør sig desværre nu også mere og mere gældende, når det gælder de homoseksuelle. Og som homo har man i tilgift gode chancer for at få lov til at lægge rygstykker til kølleslag, flyvende hamre og kroketkøller på afveje, hvis man vil ud at danse lørdag aften.

Hvor er den politiker med mod og mandshjerte, som tør stå frem og sige det, som det er: For en uhellig alliance af nazister, indvandrerhadere, rockere og  homoforskrækkede kristne med små hjerner har netop den hadefulde tone i udlændingedebatten været med til at legitimere en slags åben jagtsæson året rundt på andre minoriteter også.

Muslimer eller homo er i disse menneskers øjne lige fedt. Vi skal ud af landet, vi skal fratages vores rettigheder, vores jobs, vores kærester, vores liv, så resten af landet kan gå strækmarch i fred.

Der er mange rare mennesker, som beder os homo’er trække på skuldrene af hate-speech, og mange tænker sikkert: så galt kan det ikke være. Jeg er ked af at måtte lægge en dæmper på idyllen: det ER galt, HELT galt, derude - homokys eller ej. Radikaliseringen af Danmark er i stærkt tiltagende, og den  stoppes ikke ved at nægte nogle bøsser at bytte mundvand i Metroen.

Kloge hoveder må komme med forslag til løsninger på problemet. Hvorfor drages flere og flere mod disse grupper? Måske kunne tvungne opdragelsesophold for dømte gay-bashers hos et veletableret homopar være en løsning? Måske skulle de tvangsindlægges til at se 20 afsnit af Will and Grace? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der må skrides ind.

I disse tider skal man som homoseksuel vælge sine venner med stor omhu, men ret mange af os er billigt til salg for tiden: vi leder med lys og lygte efter den politiker, som har en plan, timet og tilrettelagt, til bekæmpelse af alle de hate crimes og al den hate speech, som omgiver os, og bemærk venligst, OBS og nota bene: vi kræver ikke særlige rettigheder og fri på Judy Garlands fødselsdag. Vi vil bare have lov til at leve som alle andre - i fred og kærlighed.

God week-end. Husk at kigge dig over skulderen. Kys!

niankh

2 enkelte til Flensburg, tak

Saturday d. 21. February 2009 af peerplus

Det er svært at finde et debat-forum på den danske del af internettet, hvor man ikke diskuterer den udvisningsdom, der er faldet over to nazister - en dansker og en tysker - som herfra Danmark har distribueret nazistisk propaganda til aftagere i det meste af Europa.

Det materiale, de to har sat i omløb, er blandt andet titusindvis af CD’er med stærkt racistiske angreb på jøder og andre etniske grupper samt bøger og blade med hårdnakkede benægtelser af Nazi-Tysklands jødeudryddelser under 2. verdenskrig.

Debatten deler tilsyneladende vandene nogenlunde 50-50, men mange indlæg er præget af misinformation eller misforståelser, som fortjener at blive rettet.

En af de mest gentagede misforståelser er, at disse udleveringer hænger sammen med vores terrorlovgivning. Det er ikke tilfældet.

Muligheden for at udlevere danske statsborgere til andre EU-lande er et resultat af “Den Europæiske Arrestordre”, som kom ind i dansk lov fra EU i 2003. Det er en ordning som sikrer, at EU-borgere kan blive stillet til regnskab for de forbrydelser, de begår i udlandet, og at der straffes efter gældende lov i det land, hvor forbrydelsen blev begået.

Den Europæiske Arrestordre er sådan set bare en logisk videreførsel af almindelig praksis i mere banale sager: får du en p-bøde i Malmö, betaler du selvfølgelig den svenske bødetakst og ikke det, forseelsen ville have kostet dig i Danmark, ligesom en svensker selvfølgelig må slippe 510 danske kroner, hvis han knaldes af en af de emsige københavnske p-vagter, og ikke den lidt lavere takst, der gælder i hans hjemland.

Når det gælder udbredelse af nazi-propaganda, er “problemet” måske, at der er en væsentlig forskel på strafferammerne for den slags mellem Danmark og Tyskland.

Ingen er dog i tvivl om, at de to groft har overtrådt den danske racisme-lovgivning. Det er da også derfor, de har siddet varetægtsfængslet i flere måneder her i landet. Straffen for den type lovovertrædelser er typisk en bøde.

I Tyskland ser man imidlertid anderledes på tingene. Her er udbredelse af nazi-propaganda en overtrædelse af Grundloven. Den selvsamme Grundlov, som blev dikteret Tyskland af de vindende nationer efter 2. Verdenskrig. Alle var enige om, at man måtte sikre sig, at nazismen aldrig mere skulle få fodfæste i Tyskland. Aldrig igen fem forbandede år.

I debatten glemmer mange også, at en væsentlig del af de to nazisters aktivitet netop har været rettet mod Tyskland. Med Danmark som afsenderland for deres varer har de to ved hjælp af internettet betjent tyske kunder i stor stil. Købene er foretaget i Tyskland af tyskere, varerne er leveret i Tyskland.

Nu kræver Tyskland dem til regnskab.

Adskillige af de debatører, som er forargede over udleveringen af nazisterne, taler om ytringsfrihedens ukrænkelighed. Andre sammenligner de to nazi’er med tegneren Kurt Westergaard, fordi de ligesom ham er “forfulgte” for at sige noget, som ikke passer visse befolkningsgrupper. Og alle - hver og en, jeg har læst, og det er ikke få - af dem, der protesterer mod nazisternes udlevering, tilhører den danske højrefløj uden nødvendigvis at være nazister af den grund.

Jeg tilstår: jeg forstår ikke, hvorfor der overhovedet debatteres.

Og jeg tilstår: jeg forstår egentlig ikke, hvorfor vores danske lovgivning er så slap på dette område.

Og mest af alt: jeg fatter ikke, hvad der sker med vores danske politikere, når de er så tavse om denne sag. De plejer da ellers nok at kunne sige til - og fra.

Vi har jo bl.a. et parti, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at skrige op, når personer, de anser for at være landsskadelige fx beder en bøn i en moské, men når Danmark så viser sig at være et centrum for europas nazister og fordelingscentral for nazi-propaganda til resten af verden, tier det samme parti stille. Er det ikke påfaldende? Undrer nogen sig over, at DF ofte skydes nazistiske tendenser i skoene?

Og vi har en berøringsangst regering, som endnu en gang ikke helhjertet tør stå ved den EU-lovgivning, den selv har været med til at vedtage, men i stedet undlader at træde i karakter og bakke op om de danske domstoles klare beslutning om at udvise de to nazistiske individer.

Og endelig har vi stribevis af medier, som bruger spalte efter spalte på at beskrive de hyppige konfrontationer i Århus mellem socialister og nazister som “sammenstød mellem ekstremister”, og derfor dusinvis af debatører på internettet, som naturligt nok nu bruger samme målestok og sprogbrug, når de skal tage vurdere de to nazisters forbrydelse og deres videre skæbne.

Hvor vover nogen at sidestille nutidens danske socialisters holdninger med den nazisme, som blev årsag til millioners død i en ikke så fjern fortid?

Er vi virkelig blevet så historieløse?

Er vi virkelig blevet så sløvede af de senere års evindelige hate-speech mod de muslimske (og på det seneste tillige homoseksuelle) minoriteter fra DF’s og andre højre-ekstremisters side, at nazi-propaganda nu blot er blevet noget, vi trækker på skulderen af eller ligefrem forsvarer?

Hvis “Dansk” “Folke”parti virkelig ønskede at stå for sande danske værdier, ville de bakke op om udvisningen af nazisterne i stedet for at tie, nu hvor de har chancen for at vise sig som andet end en underlig samling mennesker, som har et problem med enhver minoritet, der ikke spiser spegepølse hver dag og lever et Far-til-Fire liv med Søs derhjemme bag (svine)kødgryderne.

Og hvis Karen Jespersen var en politiker med konsekvens i sine holdninger og faste principper i stedet for at være en opportunistisk, politisk golddigger, ville hun skrive lange kronikker om hvor farlig de danske nazister er og anbefale, at nazisme forbydes, og at alle nazi’er blev anbragt på en øde ø - eller som i dette tilfælde - udvist til en hård straf syd for grænsen.

Og hvis der nogensinde var en stramning af en lov, som var påkrævet, så var det en gevaldig stramning af den danske racismelovgivning, inklusive et forbud med Jonni Hansens nazi-parti. Men alle de sædvanlige strammere tier - hvorfor?

Demokratiet og ytringsfrihedens rammer er vide, men det må aldrig blive en demokratisk ret at kunne kræve, at et vores åbne samfund skal levere sømmene til sin egen ligkiste i form af at tildele rettigheder til erklærede samfundsundergravende elementer som nazisterne.

Vi burde være klogere. Ud med de svin.

Århus på afveje

Thursday d. 29. January 2009 af peerplus

I Århus vil Venstres Ungdom holde et offentligt debatmøde med en repræsentant for de danske nazister.

Netop Århus har ellers på det seneste været hårdt ramt af nazi’ernes tilstedeværelse. Nazister har gennem de senere år været involveret i mindst 60 voldelige overfald i Århus by, og tendensen fortsætter og er stigende, kunne Århus Stiftstidende for nyligt berette; nazister har uddelt løbesedler med trusler mod byens borgmester, og sidste sommer modtog hundredvis af århusianske hjem uønsket nazi-propaganda gennem deres brevsprække. Nazi-graffitti breder sig rundt omkring i byen, og der har mange gange været forøvet hærværk på kontorer, tilhørende venstrefløjen, begået af nazistiske medlemmer af gruppen White Pride. Nazister har desuden stået bag trusler mod medlemmer af SF og Socialdemokratiet i Århus.

De danske nazister er - hvis nogen skulle være i tvivl - holocaust-benægtere, som afviser, at deres ideologi var den direkte anledning til seks millioner menneskers død. De er anti-demokrater, som går ind for en omstyrtning af vores demokrati, der skal erstattes af et totalitært styre, ledet af J. Hansen fra Greve, som skal overtage magten over hele vores samfund, inklusive domstolene.

Og disse svins tilstedeværelse som en politisk faktor i dagens Danmark søger Venstres Ungdom i Århus altså at legitimere gennem at møde dem i en politisk debat.

Nazisterne er ikke værre end de autonome“, siger VU’s Århus-formand bagatelliserende, og demonstrerer dermed sin rystende historieløshed. Havde han bare et gran af forståelse for, hvad vores land, ja, hvad hele verden var oppe imod under de fem forbandede år, havde han aldrig udtalt sig sådan. At sidestille nogle håndfuld stenkastende ungdomshus-beboere med 6 millioners menneskers bødler er at pisse - ikke bare på jøderne, men på hele vores samfunds demokratiske fundament.

Jeg vil anbefale Anders Fogh at sende hele Århus-afdelingen af VU på en ekskursion til Auschwitz og Bergen-Belsen kz-lejrene med indlagt undervisning undervejs. Så kunne det være, at de naive, små venstre-tosser i Smilets By fik sat tingene i perspektiv og derefter kørt de århusianske nazister kørt ud på det sidespor, hvor de hører hjemme.

I øvrigt mener jeg, at nazi-propaganda og de tilhørende organisationer i Danmark skal forbydes. Medlemmerne kan passende anbringes på en af Karen Jespersens øde øer.