Mens vi danskere helt uden at have ønsket det må konstatere, at vi nu står med løkken om halsen, er der grund til at reflektere over det, som Claus Hjort Frederiksen kalder en “utroligt glædelig nyhed“: Anders Fogh vil være leder af NATO.

Men hvad skulle NATO dog ville med Anders Fogh?

Lad os for en stund glemme indenrigspolitiske detaljer som skattestoppet, privatiseringerne, minimalstats-tankerne og den bevidst skabte øgede forskel mellem rig og fattig. Lad os glemme at Fogh måtte gå i vanære som skatteminister. Lad os se bort fra at utrygheden og kriminaliteten i vores land aldrig har været større end efter otte år med Fogh og lad os i stedet fokusere på Foghs udenrigspolitiske bedrifter. Og lad os vælge en Fogh-venlig kilde til vurderingen af mandens evner som international politiker for at lade tvivlen komme manden tilgode: Lad os tage Berlingske Tidendes oversigt over markante begivenheder i Anders Foghs år som statsminister. En bemærkelsesværdig liste - ikke mindst på grund af de forsvindende få udenrigspolitiske lyspunkter, statsministerens enorme rejseaktivitet taget i betragtning.

Jo, Fogh var hovedarkitekt bag udvidelsen af EU i 2002, men siden da har han mest brillieret som præsident Bush’s gode ven i tykt og tyndt. En dikkende lammehale til historiens mest upopulære amerikanske leder.  Og Foghs rolle under karikatur-krisen (som den retteligt burde være kaldt også her i landet - det var nemlig ikke Muhammed, der fremkaldte krisen, men tegningerne), efterlod ikke verden med indtrykket af en dygtig mægler og en fredens mand, men snarere af en uimødekommende personage, som nægtede at tale med repræsentanter for de folk, som han havde trådt over tæerne.

Og er det i grunden et godt eftermæle i NATO-sammenhæng, hvis man som statsminister har løjet for sit folk og ført sit land ind i en krig på et falskt grundlag blot for at tækkes sin amerikanske ven?

Så hvad er det lige, der skulle gøre Fogh så egnet som NATO-generalsekretær? Hans uforsonlige stil? Hans krigsliderlighed? Eller har Fogh i det skjulte tilegnet sig evnen til at sige “der er intet at komme efter” på en særlig overbevisende måde på otte sprog?

Jeg frygter en stærkt øget risiko for terror i verden med Fogh som NATO-chef. Jeg frygter nye krige, nye sammenstød. Jeg frygter optrapning af konflikterne mellem civilisationerne. Jeg frygter nye løgne, nye bedrag. Jeg frygter ragnarok. Kan man andet?

Det eneste, som burde kunne udløse lykønskninger skulle være, hvis NATOs ledere kommer til besindighed og træffer et andet valg end Fogh. For fredens skyld.

I mange medier spekuleres over Foghs tornestrøede vej mod NATO og Tyrkiets brok i samme anledning.

De fleste når frem til det samme resultat omend det for nogle sker ad snørklede stier. Tag fx Jyllands-Posten, hvor Ralf Pittelkow, velfærdsnedbrudsminister Jespersens gemal, har dommedagsbasunerne fremme:

Er Fogh i farezonen?

spørger han i overskriften til sin klumme.

Herefter bruger Pittelkow megen spalteplads på at harcellere over, at Tyrkiet og den muslimske verden tillader sig at mene, at Fogh er en usympatisk mand, og at de hellere vil have en anden NATO-formand.

Ja, det er godt gjort, ikke?

At udnævne Fogh til NATO-formand vil klart blive set som en nærmest fjendtligt handling i ethvert muslimsk land. Det forekommer helt utroligt, at Pittelkow (og Fogh og det meste af den danske presse med for den sags skyld) har så svært ved at forstå det.

Hvordan kan man tro, at Danmark og Fogh kunne indtage den holdning, vi gjorde, under karikatur-krisen og så to år senere forestille sig, at alt bare er glemt? Sådan er der intet klaver der spiller i international politik.

Af samme grund vil det også være problematisk med Fogh som NATO-leder i Afghanistan og Irak-sammenhæng. Det var jo tanken, at der skulle skabes fred i Mellemøsten og forsøges bygget bro mellem islamisterne og de mere moderate kræfter og helt over til os andre i den vestlige verden. Forestiller man sig virkelig, at en Bush-kammesjuk som Fogh har fornødne respekt i de arabiske og muslimske lande til at kunne fuldføre det stykke arbejde?

Fogh er ikke nogen fredsmager. Han er konfrontatorisk, snarere end konfliktløsende, præcist som den danske regering har været det i mange internationale sammenhænge i de senere år. Det gælder ikke kun i det militære mesterskab om, hvem der dygtigst lyver et land i krig på et udokumenteret grundlag, også i andre sammenhænge og i ikke-militære organisatoner har man mærket Danmarks krigeriske attitude i de senere år. Opgøret med Danmarks menneskerettighedskritikere i FN og EU-balladen om Metock-dommen er langtfra glemt.

Pittelkow konkluderer, at Fogh nok skal få sit job trods alt. Det samme tror jeg desværre. Men at omtale det scenario som at nogen som helst dermed er ude af “farezonen” er en alt for snæver betragtning, men desværre kendetegnende for den enøjende Pittelkow og den almindelige danske provinsialisme. Med Fogh for NATOs bordende vil verden være godt på vej til at tage et skridt mod mere ufred og krig. Indenfor farezonen.