PeerPlus

Da Stephen Gately fra boybandet Boyzone en sommerdag i 1999 blev kontaktet af en journalist fra den engelske tabloid-avis The Sun blev det en begivenhed, som kom til at ændre hans liv.

Journalisten meddelte, at en af gruppens tidligere sikkerhedsfolk havde solgt en historie til bladet om at Gately var bøsse og i årevis havde kysset på en hollandsk musiker. Gately fik at vide, at bladet ville trykke historien, og at han kunne kommentere, hvis han ville.

Således med kniven for struben gav Gately det interview, som kom vende op og ned på hans tilværelse. Kun få i boyband-branchen, hvor 85% af fans’ene er teenage-piger, finder det befordrende for en karriere, hvis et idol pludselig springer ud af skabet og tilkendegiver, at hans interesser peger i en anden retning end de tilbedende fans. Gruppens manager havde allerede på det tidspunkt udtalt til The Sun, at han næppe ville have hyret den ekstremt talentfulde Gately som medlem af gruppen, hvis han havde vidst, at han var til fyre.

Stephen Gately valgte at springe ud med piber og trommer: han gav The Sun et flersides interview, hvor han berettede om sig selv og sin fyr. Historien blev bragt på avisens forside og var endda stof til en leder i bladet.

Reaktionen blev enorm, men ikke som ventet af de konservative kræfter i den engelske pop-branche. Fans i tusindvis bakkede op om Gately, gruppens andre medlemmer gjorde det samme. Gruppens næste album gik direkte ind blandt de øverste på den engelske hitliste.

Gately blev i 2003 gift med sin kæreste Andrew Cowles ved en ceremoni i Las Vegas, og da muligheden for at indgå registreret partnerskab opstod i England i 2006 bekræftede  de igen deres forhold.

I går morges vågnede Cowles op ved Gatelys side i et hotelværelse på Mallorca og opdagede, at Stephen var død i nattens løb.

Boyzone har været underdrejet som gruppe fra starten af dette årti og indtil sidste år, hvor de fandt sammen igen.

Det skete med come-back singlen “Better” og den tilhørende video, hvor gruppens medlemmer synger til hver deres fiktive kæreste. Stephen Gatelys partner i filmen er en mand. Dette er - utroligt nok - første gang man ser bare antydningen af et homoforhold i en main-stream musikvideo.

For mange kan det sikkert forekomme utroligt, at en sangstjernes (homo)seksualitet overhovedet kan være et emne for diskussion og hundredvis af avisartikler i det 21. århundrede, men ikke desto mindre er det tilfældet. Årsagen er naturligvis, at selv om mange kampe er vundet på den seksuelle ligestillings slagmark, så sakker holdningen hos mange stadig bagefter, hvilket stadig gør det et problem for mange unge mennesker at stå ved deres seksualitet. Det er kun små notitser værd i heteroverdenen, at der fx i Italien alene i de første ni måneder af i år været otte hatecrime-drab på bøsser og 52 overfald. I hele 2008 blev der begået ni drab og 45 voldelige overfald på homoseksuelle i støvlelandet. Flere østeuropæiske lande kan opvise tilsvarende triste statistikker.

I dag har notabiliteter som Elton John, Stephen Fry og Andrew Lloyd-Webber udtalt mindeord om Stephen Gately. De roser ham for hans store musikalitet og ikke mindst fordi han var en ærlig mand, som i modsætning til mange andre kendte, som lever som skabsbøsser, simpelthen valgte at stå ved hvem han var og dermed blev et forbillede for især unge mennesker.

Stephen Gately blev 33 år.

—–

Opfølgning: Stephen Gately blev begravet i lørdags. Tusinder af fans og andre sørgende samledes udenfor kirken. De pårørende havde frabedt sig kameraer i kirken, men lyden blev transmitteret til højttalere udenfor og til TV-seere over hele kloden.

De tilbageværende fire medlemmer af Boyzone sang smukt, men højdepunktet blev Ronan Keatings smukke tale. Jeg kan ikke mindes at have hørt mere rørende ord sagt over en død ven (og jeg har hørt en del af den slags). De fortjener at blive viderebragt her.

Når jeg er allermest trist eller måske bare lidt småsur, søger jeg tilflugt i musikken. Det samme sker, når jeg er glad. Faktisk har jeg det med at skråle højt for mig selv i ethvert ubevogtet øjeblik.

Men jeg er kun en musikalsk bænkevarmer  - en plankeværkslytter, som ikke har musikalske evner nok til at jeg vil drømme om at plage andre end min mand med mine udfoldelser.

Når jeg er sammen med mine venner, derimod, nøjes jeg med at nynne. Der findes nemlig folk i min omgangskreds, som hver dag rocker min verden, og som jeg ikke ville undvære for nogen pris:

Min ven Peter skriver og synger sange, som giver selv den mest halsstarrige en klump i halsen.

Min soul-mate Morten gør det samme:

Og Marco, min ven med den sorte hat fra LA, som var her i landet i sidste måned til Gaypride, udgør sammen med sit band af sangere i verdensklasse klodens mest syrede, ækvilibristiske a capella gruppe. Hør her, hvad de gør - uden et eneste instrument:

Jo, sammen med mine venner nynner jeg kun - helt stille.

Hvor har jeg været priviligeret.

Tit har jeg oplevet ting, som slet ikke var planlagt, men som ikke desto mindre har efterladt minder, som jeg aldrig glemmer.

I sommeren 1995 var jeg i Antwerpen i Belgien. Skal sandheden frem (og den skal den vel) var jeg taget derned for at nyde byens vilde homo-natteliv. (Lad samtidig dette være et “hemmeligt” tip til bøsse-læserne af min blog: drop nu Amsterdam for en gangs skyld! Kan du SÅ komme til Antwerpen - den by sparker SÅ meget røv!)

Men selv i mine unge dage var jeg ikke i stand til at feste døgnet rundt. Der måtte også lidt afslapning og åndelig føde til. Derfor fandt jeg pludselig mig selv slentrende rundt en lørdag eftermiddag i den smukke by, som har meget at byde på: smukke parker, flotte bygninger, et fantastisk shopping-miljø og gode og hyggelige restauranter i dusinvis.

Da jeg nærmede mig byens centrale plads, hørte jeg musik allerede på lang afstand. Og jo tættere jeg kom på Grote Markt, jo sikrere blev jeg i min sag: det var jo Vera Lynn - de britiske Forces’ Sweetheart fra 2. Verdenskrig som sang! Og ganske rigtigt: der stod hun - 77 år gammel - og sang, midt på rådhuspladsen i Antwerpen, inviteret som æresgæst i anledning af halvtredsårsdagen for freden efter krigen.

Den eftermiddag sang Miss Lynn alle de gamle sange, hun blev så kendt for under krigen: The White Cliffs of Dover, A Nightingale Sang in Berkeley Square, We’ll Meet Again, There’ll Always be an England. Publikum var en skønsom blanding af krigsveteraner, tilfældige forbipasserende og gamle mennesker med tårer strømmende ned ad kinderne, mens de lyttede til kvinden, som under krigen var selve symbolet på frihed for alle europæere.

Kun en enkelt gang lød Vera Lynn lidt sprukken i stemmen. Ellers var der ingen tegn på svækkelse eller på at hun var mærket af sin høje alder.

Jeg blev stående til hendes koncert sluttede. Mine forældre har så tit sunget Vera Lynn’s sange for mig, så jeg kendte dem alle sammen, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg lige der og da oplevede noget historisk.

Det kom til at passe.

Den koncert blev Vera Lynn’s sidste. Siden da har hun koncentreret sig om at nyde sit otium og at holde foredrag om sit lange liv som et nationalt, britisk ikon - kvinden med den gyldne stemme og den krystalklare Queen’s-English-udtale.

Vera Lynn på sin 90-års fødselsdag

I dag er Vera Lynn 92 år gammel, men hendes budskab om håb og en fredelig fremtid lever stadig: for få timer siden blev det oplyst, at hendes We’ll Meet Again netop er strøget direkte ind på en 20.-plads på den britiske hitliste.

Det vil glæde den gamle dame. Vera Lynn er nemlig stadig åndsfrisk og har hjertet på rette sted: Sidste år stjal The British National Party - Englands svar på “Dansk” Folkeparti - hendes White Cliffs of Dover til brug for en af deres kampagner. Vera Lynn sagsøgte omgående de højreekstremistiske elementer, idet hun erklærede, at hendes kunst ikke stod til rådighed for den slags holdninger  - og vandt.

Og i dag blev hun den ældste sanger, som nogen sinde kom ind på en hitliste.

Dame Vera Lynn - tak for alt:

I morgen skriver jeg i Urban om min ærgrelse på en god vens vegne, da han havde investeret en mindre formue i at indspille et musik-album som så allerede få dage efter kunne hentes gratis på diverse pirat-websites.

Her vil jeg fortælle om det stik modsatte.

I anledning af World Outgames er Annisette nemlig gået i studiet for første gang i lang tid og har indspillet det fedeste nummer. Sangen hedder Freedom to Love og den udkommer i dag. Mens disse linjer skrives holdes der release-party for den lille ny, og Anisette vil synge den live på Københavns Rådhusplads lørdag den 25. juli, når Outgames skydes i gang.

Sangen er gratis fra Annisette til alverdens homo’er, men som resten af Outgames er også dette værk frit tilgængeligt for alle, uanset seksualitet.

Freedom to Love kan hentes her.

En flottere start på Outgames kunne ingen ønske sig.

Tak, Anissette.

Mon ikke de fleste af os har haft et teen-age idol i vores ungdom eller måske ligefrem flere? Det havde jeg. Og fordi jeg var meget bevidst om min seksualitet i en meget ung alder, var jeg tordnende ligeglad med Suzi Quatro og Blondie og de andre tøser, der var i vælten, da jeg var helt ung dengang i halvfjerdserne. Næh, jeg var til The Osmonds og Bay City Rollers og Jackson 5.

Jeg havde plakater med de dejlige drenge hængende på væggene på mit værelse, og købte mig fattig i deres plader. Og det lykkedes mig oven i købet at komme til koncert med alle tre grupper. Hver gang var jeg og måske en enkelt eller to andre fyre eneste “mandlige” islæt blandt tusindvis af hysteriske, skrigende piger. Til Jackson 5 koncerten, som var i London’s Hammersmith Odeon, var jeg oven i købet vist også den eneste med grisefarvet hud. Var man til Jackson-drengene, var man sort den gang - i hvert fald i England.

Som alle ved, har årene jo ikke været blide mod Michael Jackson. Han og jeg er jævnaldrende, og selv om han har rådet over millioner af dollars og stylister og make-up-artister og en garderobe, som kunne række til en mellemstor provinsbys befolkning er han som bekendt gået fra

til

på 35 år.

Sagt i al fortrolighed: det er jeg sgu sluppet bedre fra!

Nu er det jo almenviden, at Michael Jackson er en freak, en tilsyneladende normal dreng, der endte som et kirurgisk misfoster, drevet af sine egne dæmoner. Et monument over, hvad lægelig inkompetence og lægelig pengegriskhed i ulykkeligt samklang kan føre til. Og alligevel er han stadig jævnligt i medierne.

Det kan man til gengæld ikke sige om de andre af mine idoler og såmænd heller ikke om ret mange andre af min ungdomstids store stjerner. De fleste af dem lever et liv i glemsel, og hvis de overhovedet kan tiltrække et publikum længere er det til et halbal i provinsen og ikke til et fyldt Wembley Stadium.

Måske derfor er man også tilbøjelig til at idyllisere dem lidt. Måske fordi man ubevidst ikke er helt så vild med at indrømme, at tiden faktisk går og at man heller ikke selv er helt ung længere.

Så meget desto større kan chokket så blive når man alligevel støder på dem.

Det skete for mig forleden, og jeg har ikke overvundet oplevelsen helt endnu, og det handlede endda ikke en gang om en af dem, som var mine idoler, men om en sanger, der kom til et par år efter, at jeg havde lagt de værste teen-age-manerer af mig og var begyndt at opføre mig lidt mere voksent. Jeg taler om det svenske boyband “Herreys” som vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1984 med deres sang om deres gyldne sko.

Jeg indrømmer gerne, at jeg dengang i firserne syntes, at ham i den lyseblå skjorte til højre i billedet her var små-hot.

Sådan har jeg så gået og tænkt på ham og hans brødre i nu 25 år - som små-hotte, kernesunde svenske knægte.

Så så jeg billedet på nettet! Jeg faldt oven i købet over det ved at klikke mig videre fra en blog lige her i nabolaget. Det nådesløst afslørende, ubarmhjertige, rædsomme billede af ex-hotte Per Herrey i rollen som midaldrende kvabset stadsjurist med et bi-job som biskop i den svenske afdeling af mormon-kirken(!) og play-back-sanger, når han opfordres til det, hvilket sjældent sker.

Per ser nu sådan ud

Diggi-loo diggi-ley føltes pludselig som lysår væk. Jeg mener: man kan selvfølgelig godt bilde sig selv ind, at man holder sig glimrende, men når chok-konfrontationerne fra ens fortid nærmest står i kø, og alle skønhederne fra den gang viser sig at være falmet til ukendelighed, kan det jo ikke undgås, at man bliver lidt selvransagende.

Jeg besluttede mig for at tage det som en mand og se virkeligheden i øjnene. Den næste times tid blev brugt på opsporing af min ungdoms idoler, og det var ikke ubetinget en fornøjelse.

Donny Osmond er da stadigvæk meget pæn, selv om han (som for resten er mormon ligesom Herreys), er blevet far til ikke mindre end fem sønner. De går meget op i “familie” indenfor den trosretning, og det skal forstås i den meget gammeldags betydning: en mand, en kvindelig ægtefælle, for Guds skyld og børn - masser af børn. Faktisk går de så meget op i den type familiestruktur, at mormonkirken var den drivende kraft bag den skændige kamp mod homoseksuelles rettigheder i USA, som sidste år gav sig udslag i folkeafstemninger i bl.a. Californien og Florida, hvor små flertal endte med at vedtage at ophæve tusindvis af homoseksuelles allerede indgåede ægteskaber.

Mormonkirken postede millioner af dollars i kampagnen mod homoerne - og sejrede. Som en naturlig modreaktion er kendte personer, som tilhører mormonkirken, siden blevet mødt med rasende protester og bu-råb, hvor de end kommer hen.

Således også Donny Osmond, som dog står fast på sin kirkes lære. Det skulle jeg lige have vidst om Donny, den gang i halvfjerdserne, da jeg var vild med ham. Mit ungdomsidol kan slet ikke lide folk som mig! Tilgiv derfor min skadefryd, når jeg konstaterer, at Osmond-brødrene mildt sagt heller ikke er sluppet uskadte gennem de sidste par årtier. Når de går på scenen nu om dage - og det gør det jævnligt - må to af dem støtte sig til en stok, og alle på nær Donny O ligner noget, der er undsluppet fra et maximum sikkerheds-certificeret plejehjem for stærkt forvirrede sjæle.

Ak, hvor forandret.

Bay City Rollers da?

Glem det!

Så kække var de.

Nu ser de sådan ud:

Der er i øvrigt dukket en opsigtsvækkende historie op i de britiske medier om gruppens forsanger for nyligt. I et højst usædvanligt TV-interview oplyste ex-idolet helt uopfordret, at han er bøsse og har været det altid. Han fortsatte med at fortælle om sine affærer med 12 forskellige mænd over de sidste 25 år, og om hvordan det var lykkedes ham at holde sandheden om sin natur skjult for alle hans kvindelige fans gennem alle årene.

Alt dette kunne være blevet en meget smuk “springe-ud”-historie om en lidt umoden mand, som langt om længe finder sig selv, hvis ikke det var fordi, McKeown gennem alle årene havde undladt at fortælle sin japanske kone gennem 25 år, om hvad han gik og tumlede med af tanker. Intet under at fruen følte sig temmelig forrådt, da bomben sprang.

The Daily Mail er blot en af de britiske aviser, som har fortalt historien om The Gay City Roller, som det så kvikt formuleres.

Les er for resten undergået noget af en forvandling fra

til

Den 17. oktober 1975 i Vejle overværede jeg en Bay City Rollers koncert sammen med godt tusinde skrigende tøser, Les. Da havde du chancen. Jeg var 18, og du kunne have scoret mig med et fingerknips, men du skulle partout spille straight. Det siger jeg dig, altså: jeg havde ikke kunnet leve med det skabsbøsseri i over tredive år. Hvordan kunne du?

I det hele taget vil jeg nu - i en moden alder - tillade mig at konkludere, at ungdomsidoler kun er sjove at drømme om, når man selv er ung. Med årene bliver man klogere og lærer, at udseendet langtfra er alt, og at skinnet oftere bedrager end det taler sandt. Sandheden er jo, at hverken Michael J, Donny O, Per H eller Les McK ville have været noget for mig, selv om jeg havde haft held til at få lagt mine svedige teenage-hænder på dem, dengang vi alle var unge. Og dog var de med til at forme mine unge år.

Ordet idol er græsk og betyder billede. Min ungdoms idoler er præcist det. Billeder fra mine teenage-år. Snapshots af en drøm. Tak for sangene, drenge.