PeerPlus

Selvmord- og selvmordsforsøg forekommer fire gange så hyppigt blandt homo- og biseksuelle unge samt transpersoner end blandt andre viser en ny undersøgelse.

Kan det undre?

Forestil dig, at du er en ung og sårbar person i puberteten - på vej til at finde sine egne ben at stå på som homoseksuel. Så har du givetvis også fulgt med i debatterne på nettet om den lille film med de kyssende fyre i Metroen eller om Outgames i København. Kommentarerne fra homo-haderne kan give selv den mest hårdhudede ar på sjælen. Eller måske slog du en tur ind på Jyllands-Postens seneste debat om homo’er. Der kunne du se dig selv beskrevet som…

pervers

kvalm

ækel

pervers

afsporet

anmasende

lummer

vederstyggelig

unormal

uddøende

dyrisk

pervers

vulgær

handicappet

latterlig

navlebeskuende

pervers

afskyelig

bindegal

psykopat

en fejltagelse fra naturens side

hysterisk

pervers

væmmelig

unaturlig

ækel

bindegal

samfundsnedbrydende

dekadent

pervers

sygelig

HIV-befængt

en kræftbyld

stærkt afvigende

promiskuøs

ondskabsfuld

et svin

…for bare at nævne et lille udpluk af de skældsord, som hagler ned over dig, blot fordi du er dig. Og kigger du andre steder, bliver det kun værre.

Kommer du fra et religiøst hjem, vil du blive regnet for fortabt. Er du Jehovas Vidne bliver du udstødt fra din familie og dit netværk. Første gang du vover dig i byen for at lede efter nogen som dig selv, er der en overhængende risiko for at du havner på hospitalet med kraniebrud. Og skulle du trods al den modgang stadig være i besiddelse af et gran af selvopholdelsesdrift og stærk nok til at  protestere, fordi du bliver diskrimineret imod, kalder Pia Kjærsgaard dig kværulant og militant, og på Jyllands-Posten går de endnu mere amok.

Er der i det hele taget noget at leve for?

Hvor hård hud på sjælen skal en homo ha’?

Jeg er medlem af et par minoriteter - jeg er homoseksuel og jeg er hiv-positiv. Derfor reflekterer jeg måske lidt mere over mindretals rettigheder end så mange af jer “normale”. Og af samme grund kan jeg måske  tillade mig at være en smule mere politisk ukorrekt end så mange andre ind i mellem.

Nu er det tid igen:

I Washington D.C. har byrådet under voldsomt postyr vedtaget af anerkende homoseksuelle ægteskaber, indgået i andre amerikanske stater.

Beslutningen blev truffet med 12 stemmer for og 1 imod.

Der er udsigt til at Washington D.C. som stat vil indføre ret for homo’er til at blive gift i staten senere i år.

Da byrådet traf sin beslutning tidligere i dag, udbrød der voldsom tumult blandt den folkemængde, der havde forsamlet sig i forhallen i byens rådhus. Både politi og sikkerhedsvagter måtte optræde hårdhændet for at rydde bygningen for de ivrigste af de religiøse homo-hadere, der var mødt op i dagens anledning.

Efter afstemningen faldt de ord, som siger så uendeligt meget om verden i år 2009. De kom fra den eneste politiker, som havde stemt imod forslaget - den sorte demokrat Marion Barry. “Jeg stemte som jeg gjorde af hensyn til mine vælgere”, sagde han. “Jeg frygter at en borgerkrig kan bryde ud over dette spørgsmål. Mine vælgere er sorte og blandt de sorte er man benhårde modstandere af rettigheder til homoseksuelle”.

Det hører med til historien, at Barry selv har en lang og glorværdig fortid som aktivist og forkæmper for race-ligestilling og de sortes rettigheder i Washington.

Det gør mig altid trist, når den ene minoritet vælger at bruge tid og kræfter på at bekæmpe en anden. Hvad end det er de sorte i USA, der bekæmper homo’erne, eller det er små dele af indvandrer-miljøet herhjemme, som fordriver tiden med voldelige overfald på københavns bøsser, fylder det mig med dyb undren og tristhed. Det samme gør det, når en homoseksuel, tydeligvis masochistisk indstillet person stiller sig op og meddeler, at han eller hun stemmer på “Dansk” “Folke”parti - det parti som mere end noget andet har kæmpet aktivt imod homoseksuelle i både ord og handling.

Det er altid slemt, når flertallet tryner mindretallet, og det er langt fra altid nogen dans på roser at være “anderledes”, men det kan aldrig blive en undskyldning for at lade sine frustrationer gå ud over et andet mindretal. Jeg kunne godt ønske mig noget mere tolerance på tværs af grupperne. Noget mere forståelse for, at der i virkeligheden ikke er den store forskel på at være muslim og blive lagt for had af Pia Kjærsgaard eller at være bøsse og få samme behandling af Søren Krarup.

Tolerance er ikke en vare, som et samfund nogen sinde kan løbe tør for. Tvært imod. Tolerance avler mere tolerance. Enhver minoritet gør vel i at gribe i egen barm, før man stiller sig op og kræver omverdenens accept. Er vi selv helt klare og utvetydige i mælet, når det gælder vores egne holdninger til andre mindretal? Og hvis ikke, så hvorfor ikke?

Sameksistens er en nødvendighed. Vi skal alle leve med hinanden - både de lige og de skæve. Den tolerance, du viser over fra andre, er ikke noget, du tager fra dig selv - den findes i ubegrænsede mængder. Brug den.

Skadefryd er en almindelig følelse hos mange mennesker, fortæller Urban. Nyheden bygger på en australsk undersøgelse, som er kommet frem til, at det er ikke så få som synes, at det er vildt fedt, når det går andre skidt.

Undskyld, men er det ikke en gammel nyhed?

Er det ikke lige præcis hvad alt det reality-bras i TV handler om?

Uanset om det handler om enormt fede mennesker som flæbende kæmper for at blive tyndere, personer som underkaster sig bizarre “make-overs”, der sender dem ud i ugelange sygelejer, eller folk som er villige til at skrotte hele deres elendige fyrretræs-indbo i en container mod at få noget endnu ringere hemslöjd i krydsfiner, eller hundredvis af deltagere i “X-faktor”, der bliver ydmyget  foran millioner af seere, så er det et kæmpehit i disse år.

Formålet med alle disse tv-shows er klart og utvetydigt skadefryd. Intet mere, intet mindre.

Hele meningen med denne talentløshedens vagtparade er, at vi seere skal sidde derhjemme foran skærmen og tænke “godt det ikke er mig”, og programmernes seertal taler for sig selv: den type underholdning er næsten det eneste, vi gider beskæftige os med efterhånden.

Den australske undersøgelse dokumenterer også, at det især er mennesker med ringe selvværd, som holder af at føle skadefryd og jo lavere selvværd, jo større begejstring for andres ulykke.

Skulle nogen have været i tvivl er det hermed videnskabeligt dokumenteret: Reality-tv er leflen for laveste fællesnævner. Pt. en dansk nationalsport.

Trænger vi ikke snart til at se på nogen, som rent faktisk er gode til det, de ønsker at bruge vores tid på?