Tivoli meddeler, at klimatopmødet kostede forlystelseshaven hele 10 millioner kroner, fordi færre mennesker fik lyst til at besøge vores politibelejrede hovedstad.

Stort set samtidig meddeler Wonderful Copenhagen og Visit Denmark, at World Outgames - den store homo-sports- kultur- og menneskerettigheds-event i sommer, gav København et overskud på 78 millioner.

Det skyldes blandt andet, at alle de bløsbiske* gæster brugte betydeligt flere penge pr hoved end turister normalt gør, og at arrangører og deltagere ikke lavede nogen ballade, men tvært i mod skabte en hyggelig, inkluderende stemning, så alle københavnere kunne være med.

Under Outgames Menneskerettighedskonferencen sendte forsamlingen blandt andet et kraftigt politisk signal til politikerne i Litauen, som var godt på vej til at vedtage en stærkt diskriminerende lovgivning, vendt mod homoseksuelle. Denne måneds gode nyhed er, at disse planer nu er skrottet - ikke mindst takket være det politiske pres, som udgik fra København.

Altså:

Klimatopmødet fik den danske regerings fulde opmærksomhed og lidt til, men blev en total fiasko OG en underskudsforretning.

Outgames kunne trods utallige henvendelser ikke aftvinge regeringen et eneste sekunds opmærksomhed, men blev en tordnende succes på alle niveauer.

I bagklogskabens lys bliver læren af årets to store københavner-begivenheder således tydelig:

jo mindre Lars Løkke & Co blander sig, jo bedre går det!

Regeringen evner ikke og ønsker måske i virkeligheden slet ikke nogen forbedringer - hverken på homofronten eller klimafronten. Derfor er begge sager bedst tjent ved, at klima- og homo-aktivister af alle observanser simpelthen vender dem ryggen - ud af dét trekløver kommer intet godt. Faktisk skulle man tro, det var VKO, Marguerite Viby havde i tankerne, da hun i en Cirkusrevy-sketch om forkortelser for mange år siden forarget udbrød: “D.K.R.M.N.S.G! - De ka’ rende mig noget som grusomt!”

Jeg ønsker alle mine læsere et godt, nyt år. Tak fordi I læser min blog så trofast, både på Urban og på Facebook.

Udgangsbønnen er meget passende “It’s a Mad World”, sunget af Adam Lambert, 2009’s nye megastjerne - as gay as they come:

—

* ordet bløsbisk patenteres hermed. Jeg er træt af at sige “bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner” eller endnu værre “LGBT-personer”.  Er du også, så lad os være bløsbiske sammen.

Det er ikke alle steder, krisen kradser.

Med hyppigere og hyppigere mellemrum hører man personer med et humanistisk samfundssyn blive betegnet som hørende til godhedsindustrien. Det er ikke rosende ment. På den europæiske politiske højrefløj er der nemlig opstået en helt ny sprogbrug, hvor ord, som umiddelbart lyder positive, har den stik modsatte betydning. Blandt dem er det blevet en nedsættende betegnelse at være “god”, og er du “rosenkindet”, er det ikke fordi din teint ser sund ud. Det handler om, at du er naiv og godtroende. Set i det lys er det således kun logisk, at Trykke”frihed”sselskabet plæderer for forbud og påbud som fratager hele befolkningsgrupper retten til at klæde sig som de vil, spise hvad de vil og bygge de bedehuse, de ønsker sig, og at Europas “Folkepartier” i virkeligheden kun omfatter en lille minoritet.

I disse ekstremisters optik er det kun “absurde venstrepopulister”, som kan finde på at hjælpe fattige medborgere. Den som ikke er frisk på at sparke til en hjemløs, er en tøsedreng. Og enhver som ytrer den mindste kritik af O, V, eller K, eller Le Pen eller Geert Wilders er en venstre-ekstremistisk stormtrop.

De ser fjender overalt, disse mennesker, og de omtaler ikke bare deres modstandere, men  enhver som ikke er præcis ligeså hvid, ligeså heteroseksuel, ligeså “kristen” og lige så skræmt og provinsiel som de selv som skadelige og undergravende elementer.

Deres agenda er ikke en positiv agenda. Den handler om alt det, de vil forbyde - alle dem, de vil af med. For at fremme den prøver de med slet skjult krigsretorik at stemple visse medborgere som en slags besættelsesmagt, som skal bekæmpes. De gør det med racistisk hate speech, og de gør det med fysiske overgreb, og de gør det dagligt, hundredvis af gange - over hele Europa.

De siger, de gør det i Danmarks navn - eller Schweiz’s eller Englands eller Hollands eller fredens navn, men tag ikke fejl: dette er krigeriske mennesker på udkig efter den næste krig.

De er Hadeindustrien. Vor tids pest over Europa. Og i dag udkom deres årsrapport - forfattet af EU’s agentur for fundamentale rettigheder.

Rapporten taler om en stor succes for Firmaet: diskriminationen i Europa har nu nået chokerende højder. Mindretal forfølges systematisk og i massivt omfang.

Ikke siden sidste krig har så mange hadet så få så intenst.

Jo, krise eller ej: Hadeindustrien lever og stortrives. Og igen-igen ser vi det: i Europa har vi slet ikke brug for truslen fra en ydre stormagt for at gå i krig. Os behøver ingen fjendtligsindet magt invadere. Vi kan selv. Vi er vores egne værste fjender. Sammen rider vi derudad - mod lave horisonter - i kamp til døden - mod vores egen skygge.

Dagens sang til søndagen kan stå alene. “Hva’ så Danmark?”

For et par måneder siden udtalte Søren Pind (V), at rockerne er samfundets beskyttere. I forgårs blev endnu en rocker anholdt for mord på åben gade.

Pind burde sådan set have diskvalificeret sig selv fra at blive taget alvorlig i en hvilken som helst debat, senest da han sprang ud som AK81-prospect, men nu er han på banen igen:

Pind blæser til kamp mod FN - en organisation, som Pind stort set ikke mener har bedrevet noget godt, siden den blev sat i verden.

Jeg kan godt forstå, at det er en behagelig tanke for Pind at kunne vende ryggen til FN-systemet. Venstre har nemlig som regeringsførende parti gjort det gang på gang i de senere år, hver gang  man fx har valgt at give fanden i FN’s barske kritik af VKO’s flygtningepolitik. Og Venstre valgte sammen med USA at give FN fuckfingeren og invaderede Irak, selv om FN-udsendingen Hans Blix havde påvist, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben der.

Det er FN’s UNHCR, som højlydt har kritiseret regeringens studehandel med Irak om tvangstilbagesendelse af flygtninge.

Det er FN, som har kritiseret, at regeringen tillader PET at bruge oplysninger som andre lande har fremskaffet ved hjælp af tortur.

Det er FN, som påpegede, at den danske regering groft svigter handicappede børn i Danmark med sine nedskæringer.

Det var FN, som kaldte den danske regerings nedlæggelse af Institut for Menneskerettigheder en skandale.

Det er FN, som hårdt har anklaget regeringen og DF’s for brud på FN’s børnekonvention, når det gælder børn af etniske forældre her i landet.

Det er FN, som har kritiseret regeringens “tuneserlov”, som det grove brud på menneskerettighederne, den er.

Listen fortsætter og fortsætter.

V og K og O har gennem de sidste otte år drevet indlemmet Danmark i den uglesete gruppe af nationer, som giver fanden i international folkeret og menneskerettigheder. Som invaderer lande på den anden side af kloden efter forgodtbefindende, fordi statsministeren er personlig ven med en krigsliderlig amerikansk præsident, og som vender det blinde øje til på “Dansk” Folkepartis bud, mens flygtninge går den visse død i møde.

Så jo, det er ikke noget under, at Søren Pind helst ser munden lukket på FN. Hvor bekvemt ville det ikke være for Pind og hans ligesindede at kunne fremture uforstyrret i deres rædselsfulde politik uden en organisation som FN til at kritisere deres forkvaklede menneskesyn.

Men i farten vælger Pind at glemme, at det er FN-organisationen WHO og kun den, som har overblikket og koordinerer indsatsen på verdensplan, når sygdomme som Hiv og Aids, malaria, SARS, og ja, svineinfluenza dræber millioner af mennesker; det er FN’s nødhjælpsorganisation UNICEF, som millioner af børn i u-landene kan takke for deres liv.

Og det var FN’s fredsbevarende missioner som i 1998 fik Nobels fredspris for at have frelst millioner af menneskers liv ved indsatser  i 63 forskellige brændpunkter på vores krigshærgede klode.

Et samarbejde mellem næsten alle verdens lande må nødvendigvis have sine knaster, og i en kæmpe organisation som FN er fejl og mangler uundgåelige, men derfra til at kaste smuds på verdensorganisationen, som Pind gør det for at fremme sin egen afstumpede agenda, er der langt - meget langt.

Uden FN var verden et ragnarok. Uden typer som Søren Pind var verden et bedre sted!

Adskillige af de irakiske flygtninges sager vil nu blive genoptaget, forlyder det.

Det skyldes, at de har fået det betydeligt værre psykisk, siden de fik deres sidste afslag.

Way to go, Birthe!

Efter et årelangt, unødigt ophold i  lejren i Sandholm, massiv tilsvining i medierne fra ledende højrefløjspolitikere,  70 selvmordsforsøg (!!!) bare de sidste tre år, konstant overvågning døgnets 24 timer, sammenstuvning af store familier i “lejligheder” på 15 kvadratmeter, fratagelse af alle rettigheder til at uddanne sig og arbejde, nedskæring af lommepengene til under et eksistensminimum, og efter at halvdelen af børnene har udviklet svære psykiske lidelser under opholdet, så er vi endelig nået dertil:

NU er de knækkede nok til at få ophold i Danmark. Hvad krigens rædsler ikke formåede, lykkedes for V og K og O i uskøn forening!

Irakere med opholdstilladelse i Danmark: kend dem på deres totale psykiske sammenbrud, forårsaget ikke af den krig, de flygtede fra, men af regeringens og Pia Kjærsgaards perverse menneskesyn.

Birthe Rønn burde sendes til Haag.

På TV2’s hjemmeside kan man afgive sin stemme for eller imod et burkaforbud i Danmark.

I skrivende stund har 6.765 stemt.

69% går ind for et forbud mod burkaer.

Vi venter nu spændt på næste skridt: et forbud mod forkerte tanker, forkerte ytringer, forkert seksualitet, udansk madlavning….

Er I stadig med derude?

Danmark, hvad sker der for dig?

I en tid, hvor dårligt nyt er hverdagskost, og hvor politikere, visse bloggere og mange medier har mere travlt med at dele befolkningen end at samle den, kan man let komme til at overse glade nyheder.

Så meget desto mere grund er der til at juble over den lykkelige opfølgning på Outgames - festivalen for bøsser, lesbiske og transpersoner, som Wonderful Copenhagen i dag kan offentliggøre:

Et overvældende flertal på 89% af københavnerne har et positivt eller neutralt indtryk af begivenheden. Kun 9% er imod, at den fandt sted.

I den glade anledning vil jeg gerne komme med en tilståelse:

Jeg går og er nostalgisk. Men hvor andre længes efter deres barndom eller dengang, da farfar var ung, er mine tanker knap så præget af senildemens. Jeg nøjes med at mindes med et saligt smil de dage i juli og august, hvor København var Outgames-vært.

Jeg er ikke nogen sportsmand, og derfor heller ikke den stolte ejer af en Outgames-medalje, men til gengæld nåede jeg at glæde mig over andre dele af Outgames: den fantastiske kor-festival for hundredvis af sangere fra hele verden, menneskerettighedskonferencen, som kom med vægtige bidrag til ligestilling af minoritetsmedlemmer, den tårevædede velsignelse i Københavns Domkirke af hundredvis af homoseksuelle par, som i deres hjemlande kan kigge langt efter anerkendende miner og venlige ord.

Jeg nød at gå rundt i de små ”byer”, som var etableret forskellige steder i København. Hvor hyggeligt var der ikke i ”Århus” ved siden af Den Sorte Diamant, når aftenmørket sænkede sig og live-musikken lød ud over havnen?

Men først og fremmest nød jeg at jeg kunne være mig. Synet af de mange homo-par, hånd i hånd, følelsen af kærlighed som hang i luften, t-shirtene med ordene ”One Love City”, som de århusianske kunstnere havde fundet på, og de glade smil som vi – mig og gemalen - fik, når vi gik tur med hunden-med-regnbuetørklædet, glemmer man ikke sådan lige. Det kan godt være, at heteroseksuelle ikke oplevede den store forandring med byen (andet end altså alle de besøgende homoer), men tro mig: for os homoer, som dagligt har vores gang i København, forekom byen i de dage dramatisk anderledes på den fede måde. Hendes Majestæt ville vide at kalde følelsen ved dens rette navn: hjertevarme.

Og nej, min mand og jeg er såmænd ikke bange for at gå hånd i hånd til hverdag (ret mange steder), men i de dage var der pludselig hundredvis af par som os, der også gjorde det. Af en eller anden grund føltes det mere naturligt at være åben homo under Outgames end til daglig, hvis du forstår? 

I bagklogskabens lys er det rart at kunne se tilbage på Outgames som en begivenhed, hvor tusindvis af udlændinge kom til byen og sammen med lokale homoseksuelle manifesterede sig kraftigt uden at nogen kom på kant med hverken loven eller det gode borgerskab. Faktisk tvært imod: byens hoteller, restauranter, taxaer og alle de handlende nød godt af dette turistboom i en tid, hvor alle andre ellers vælger Danmark fra. De eneste som kom på kant med loven var nogle få sindsforvirrede, voldelige heteroer, som åbenbart havde for store problemer med deres egen mandighed til at kunne håndtere al den kærlighed, og de eneste handlende som ikke profiterede af denne internationale begivenhed i modsætning til andre lignende, hvor København er vært, var de prostituerede.

Wonderful Copenhagens undersøgelse står i skærende kontrast til det faktum, at Morgenfascisten Jyllands-Pestens hjemmeside kunne opvise hundredvis af rasende anti-homo-læsere, som bakkede op om avisens anti-homo-blogger, at Kristeligt Dagblad på lederplads kaldte Outgames hysteri, og at Jyske Vestkystens nye chefredaktør Michael Kamber, den fra TV så kendte, pæne mand, viste sig også at være en homofob i jydeklæ’r. Også på Berlingskes hjemmeside fik homo-hadet frit løb i en til lejligheden oprettet ”debat”.

Jeg vil tillade mig den påstand, at langt flertallet af anti-Outgames-røsterne kom fra folk, som sjældent sætter deres ben i København og som i hvert fald ikke var i byen, mens begivenheden fandt sted. Det er lidt ligesom, når man ser på, hvem har størst problemer med indvandrerne og stemmer DF: det er dem, som bor i områder, hvor der er færrest af dem – ikke beboerne på Nørrebro.

Der er en grund til at homoseksuelle søger mod storbyerne og at Hjallerup Marked ikke holdes på Kgs. Nytorv.

Så mens finanskrisen ryster landet i sin grundvold og finansministeren vælger de korslagte armes strategi som en vej ud af den, og mens vicestatsministeren giver fanden i krisen, men hellere vil lade sig spænde for andres xenofiske dagsorden, tillader jeg mig at give fanden i dem og krisen for en stund. Jeg vil hellere sende en tanke og en tak til mit dejlige København. Byen, hvor drømme går i opfyldelse, og som rummer høj og lav, hetero- og homo. One Love City! 

I disse dage forhøres de irakiske flygtninge fra Brorsonskirken af en irakisk delegation, som blandt andet skal forsøge at fastslå flygtningenes identitet.

Forhørene finder sted med flygtningenes advokater sat uden for døren - det har Bananrepublikken Irak stillet som betingelse for overhovedet at komme.

Dette fravær af fundamentale borgerrettigheder for folk, hvis liv står på spil, har bragt den samlede opposition, FN, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder og Advokatrådet i oprør. Alle er de enige om, at der i disse timer med regeringens velsignelse begås groft lov- og konventionsbrud i forhold til de irakiske flygtninge.

Alle forventer de, at disse afhøringer indstilles, indtil flygtningenes advokater er bragt ind i processen.

Alle tager de fejl.

I Bananrepublikken Danmark har regeringen nemlig forlængst besluttet at tilsidesætte lov og ret og internationale konventioner til fordel for sin helt egen fremmedfjendske dagsorden.

Og mens Lars Løkke, Birthe Rønn og Pia Kjærsgaard stolt hæver fuckfingeren mod al menneskelig anstændighed, vil irakerne blive sendt hjem. Indenfor kort tid vil den danske regerings holdning have kostet en eller flere af dem livet.

Den dag bør Birthe Rønn sendes til Haag og stilles for den internationale domstol for mord.

Naser Khaders og Lene Espersens tomhjernede idé om et burka-forbud, burde få alle frihedselskende borgerlige til at løbe skrigende bort fra partiet. Hvordan kan man den ene dag kæmpe for ytringsfrihed og folks ret til at sige og tegne, hvad de vil, og den næste foreslå et givetvis grundlovsstridigt forbud mod en bestemt slags tøj?

At Socialdemokraterne nåede at hoppe med på vognen er dog meget værre.

Det er pinagtigt at se, hvor svært Helle Thorning & Co har det med at finde deres ben, når det gælder udlændingespørgsmål. Desværre er frygten for at miste opbakning fra de vælgere, som frygter udlændinge, større hos Thorning end viljen til at tilbyde en reel opposition til VKO’s rigide holdninger.

Den ene dag begræder Helle Thorning partifællen Svend Aukens bortgang og taler om den store humanist, han var - et eksempel til efterfølgelse. Den næste dag bakker hun op om de stik modsatte idealer af dem, Auken stod for.

Det holder ikke.

Vi lever i en tid, hvor meningsmålinger og fokusgrupper sætter politikernes dagsorden og hvor kun få politikere tør gå i spidsen og sætte en ny dansk dagsorden. I hvert fald ikke uden først at have tjekket om 51% eller mere af befolkningen bakker op om den.  Netop derfor hviler der en tung pligt på Thorning og Socialdemokraternes skuldre om at stå ved deres rødder og at være det humanismens værn mod VKO’s enhver-er-sig-selv-nok tankegang, som præger Danmark i disse år.

Den pligt lever Thorning ikke op til på udlændingeområdet, og Villy Søvndal gør det kun momentvis. Svend Auken levede op til den 24 timer i døgnet, alle ugens dage.

Statsmænd og -kvinder er visionære og sætter dagsordener. De løber ikke efter en populistisk stemning, og slet ikke når den er skabt af modstanderne. Med sin støtte til burkaforbuddet opnåede Helle Thorning højst at presse DF endnu længere ud mod højre - hvis ellers det er muligt. Til gengæld efterlod hun den ægte midte i dansk udlændingepolitik gabende tom. Kom hjem, Helle, og vind kampen på din egen banehalvdel - ikke på VKO’s.

En gang var retsskaffenhed, ordholdenhed og ærlighed gode borgerlige dyder.

Det var før VKO tog magten i Danmark.

Siden har man oftere og oftere grebet til løgn og vælgerbedrag som magtmiddel.

Vi så det, da Anders Fogh bildte både Folketing og befolkning ind, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak og brugte det som argument for at invadere landet, og vi har set det dusinvis af gange siden.

Det er nemlig blevet SOP - Standard Operational Practice - at lyve så stærkt som en hest kan rende i regeringen.

I dag sker det igen.

Amnesty International har netop på sit årsmøde rejst en voldsom kritik af den danske regering og det danske politi for rydningen af Brorsonskirken.

Over hele kloden er Amnesty en stemme, der bliver lyttet til. Organisationen har rådgivende status ved FN’s økonomiske og sociale råd, i UNESCO, Europarådet, Organisatonen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed. Mange af den nyere tids internationale konventioner tager direkte udgangspunkt i de anbefalingen, Amnesty International har givet. Amnesty har modtaget Nobels Fredspris. Amnesty International taler med vægt og når AI taler, lyttes der verden over.

Men ikke i Danmark. Ikke hos den danske regering som i samarbejde med “Dansk” Folkeparti - dansk politiks svar på byldepesten - har udviklet sit helt eget moralkodeks.

Gang på gang har regeringen ignoreret Amnesty Internationals råd og kritik. Gang på gang har Pia Kjærsgaard forsøgt at dæmonisere og svine organisationen til som “fanatikere“.

Det er på tide, at nogen siger fra overfor den fordrejning og tilsvining af højt respekterede internationale organisationer, som regeringen og DF står bag. Mønstret er nemlig det samme hver gang: regeringen begår endnu et groft brud på menneskerettighederne, Flygtningekonventionen eller EU-lovgivningen, og så snart den berettigede internationale kritik igen lyder i medierne, bagatelliserer, bagtaler og latterliggør VKO budbringeren frem for at forholde sig til kritikken.

Således også denne gang.

De konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, udtaler “nul respekt” overfor Amnesty’s kritik og påstår, at organisationen ikke aner, hvad den taler om.

“Jeg er dybt skuffet over, at Amnesty International udtaler sig i så skarpe vendinger om en episode, de overhovedet ingen indsigt har i, siger han.- Det fremgår af deres udtalelse. For der var ikke tale om kampklædt politi inde i kirken”, siger Behnke.

Behnke er for resten politibetjent i sit civile liv, så man ville forvente, at sandfærdighed prægede hans udtalelser. Det er ikke tilfældet. I sit politiske liv lyver Behnke åbenbart så stærkt som en hest kan rende for at redde sit skind og svine sine modstandere til. Hvis disse betjente, iført hjelme og visir ikke er kampklædte, hvad er de så, Behnke? Deltagere i en Gaypride, måske?

Den borgerlige regering har sammen med “Dansk” Folkeparti været ansvarlig for en trist forråelse af vores samfund. Skellene er vokset, målt på alle parametre. Benægtelse af fakta er blevet dagens orden. Måned for måned er det lykkedes VKO at overbevise sit lille flertal af vælgerne om, at hele resten af verden tager fejl, og at der rent faktisk gælder et helt særligt moralkodeks i Danmark, hvor enhver kritiker er en venstreorienteret, rabiat, autonom, hel- eller halvkriminal ekstremist. Retorikken kender ingen grænser, og løber man tør for argumenter, griber man gerne til løgn.

I denne regerings tid er det blevet et adelsmærke for en ægte borgerlig at have en anløben moral. Med VKO kom bananrepublikken.