PeerPlus

Mens endnu en kød-skandale ruller hen over landet og tilliden til smiley-ordningen er på lavpunktet, meddeler fødevareministeren, at der skal fyres 60 kontrollanter i Fødevarestyrelsen.

Afskedigelserne kommer oven i de 117 personer, som blev sagt op som kontrollanter sidste år.

Vi har tre problemer på fødevarefronten herhjemme:

Et af dem er, at alt for mange forbrugere er ofre for discount-mentaliteten, som giver fanden i kvalitet, økologi og dyrevelfærd, men hvor det kun handler om at fremstille madvarer så billigt som muligt.

Et andet er, at der findes folk i den danske fødevareindustri uden professionel stolthed, som er villige til at gå på kompromis med befolkningens sundhed og gerne propper halv- eller helrådne varer ned i halsen på naive forbrugere som for længst har mistet evnen til at kunne smage forskel. Havde Superbest-skandalen fundet sted i Italien, ville den have trukket en sti af selvmord blandt kædens slagtere. Gaderne ville være fyldte af rasende husmødre og -fædre i demonstrationer med kokke og restauratører. Her i landet nøjes vi med at trække på skuldrene. Ingen spørger, hvordan fanden nogen slagter kan synke så dybt, at han ompakker gammelt kød og giver det ny datomærkning? Hvor præcist i processen er det, at faglig glæde erstattes med glæden ved at tage røven på forbrugerne?

Vores tredje problem er, at intet tyder på, at denne regering bryder sig en døjt om forbrugernes sikkerhed. Alle de pæne ord er blot det - ordgejl og varm luft. Vores fødevareministers profil står så uskarpt, som var den klippet i cellofan. Hvordan kan hun sanktionere disse opsigelser? Hvorfor kæmper hun ikke for sit resort-område? Hvorfor rejser hun ikke til Frankrig eller Italien og lærer lidt af sine kolleger der, når hun nu tilsyneladende ikke fatter en brik af det fagområde, hun betales gode skatteyderpenge for at bestride?

Vi behøver ikke finde os i skod-mad. Det er muligt at sige fra. Det starter med, at vi som forbrugere begynder at pleje vores egen kvalitetssans. Det gælder også i valget af de politikere, som vi betaler for at varetage vores interesser. Fødevareminister Eva Kjer Hansen er ansvarlig for en smiley-ordning i ruiner. Hvad nytter det, at hun med den ene hånd truer med højere bøder for madsvineri, når hun med den anden fyrer personalet som skal tjekke, at reglerne overholdes? En betydeligt bedre løsning ville være, at det blev ministeren som mistede sit job.

Giv os madglæden tilbage. Fyr de brådne kar i fødevarebranchen. Fyr Eva Kjer Hansen.

Peter Skaarup fra “Dansk” Folkeparti kræver, at politiet “går efter” de danskere, der kan finde på at give lidt mad til flygtningene i Brorsons Kirken.

Hans parti har nemlig sørget for, at det er blevet strafbart at hjælpe folk i nød som dem.

Hvor syg er ikke den verden, vi lever i? Hvor perverteret og ukristeligt et menneskesyn er det ikke, Skaarup lægger for dagen?

I krigens tid var det også en forbrydelse at hjælpe. Dengang handlede det om jøderne. Hvis side havde Skaarup været på, hvis dengang var nu?

I et hvilket som helst civiliseret samfund var det snarere Skaarup, der var blevet smidt i fængsel for sine gentagne brud på FN’s Flygtningekonvention. Den konvention som Danmark var blandt de stolte initiativtagere til, den gang da humanisme ikke var et skældsord - før Skaarup trådte ind i magtens korridorer.

Skaarup, så fattig og dog så selvfed. Fy for fanden.

Her til aften havde jeg købt nogle kalkunfileter, som jeg fik en ny og lækker ret ud af:

Kalkunfileterne marinerede jeg en halv times tid i køleskabet i en blanding af appelsinsaft, citronsaft, olivenolie, balsamico og lidt stødt kanel.

Derefter blandede jeg noget mayonnaise med noget mild karry. Også den skål blev stillet i køleskabet.

Efter et glas rødvins tid smed jeg kalkunfileterne på en varm pande sammen med nogle skiver bacon. Det hele fik omkring 10 minutter.

Så smed jeg nogle stykker grov-toastbrød på brødristeren.

Det ristede brød smurte jeg med mayonnaise/karry-blandingen.

Så begyndte jeg at bygge mine sandwiches op:

På halvdelen af de ristede brød kom jeg noget groftsnittet icebergsalat og oven på det nogle skiver af de lækre nye danske kryddertomater, man kan købe nu. Ovenpå det lagde jeg en skive kalkunfilet og smurte så med lidt mere mayonaise-karry-blanding. Så et par stykker af den ristede bacon og til sidst klippede jeg godt med purløg og frisk brøndkarse ud over mine sandwiches. Til sidst lukkede jeg dem med skiver af smurt toastbrød.

Jeg lavede to sandwiches til gemalen og to til mig selv, og vi blev SÅ mætte. Som toastbrød havde jeg anvendt Schulstads levebrøds-multikerne-toastbrød (eller noget i den stil) og mayonaisen var af light-typen. Jeg havde undladt at bruge fedtstof på panden, og baconskiverne fik lov til at dryppe godt og grundigt af på et stykke køkkenrulle, før de fik lov til at komme med i mine sandwiches. Måltidet blev derfor både (relativt) fiberrigt og (relativt) sundt. Smagen blev MUMF!

Næste gang jeg laver kalkun-clubsandwiches, vil jeg fremstille min mayonnaise fra bunden og sørge for selv at have bagt mit eget brød, men i farten fungerede det fint med onsdags-halvfabrikata-snyd. Indkøbene til dette måltid for to kostede for resten det samme som et Big Mac Meal til en, og det smagte ikke så lidt bedre. Who needs Ronald?

Jeg tror nok, jeg er kommet til at lyde lidt arrogant i et par udgydelser, hvor hensigten var den modsatte. Ikke mindst fordi emnet er alvorligt nok. Det vil jeg forsøge at råde bod på og forklare lidt om.

I går skrev jeg en vred blog om vores inkompetente sundhedsminister (og det fastholder jeg), som nægter at rette sig efter en eneste af Forebyggelseskommissionens anbefalinger selv om danskerne har en gennemsnitlig levetid, der er blandt de laveste i Europa - på niveau med albanernes for at være præcis.

Samtidig kommenterede jeg bistert på en medbloggers side, hvor der blev udtrykt stor utilfredshed med forslaget om at forhøje prisen på en pakke smøger til halvtreds kroner og prisen på en Big Mac op i skyerne på grund af disse produkters sundhedsskadelige effekt.

Begge steder manglede jeg i min vrede og irritation at skrive noget afgørende og væsentligt. Noget, som alt for mange tilsyneladende glemmer i denne diskussion.

Et meget brugt argument fra pro-rygernes side er det om den personlige frihed. “Så længe man ikke skader andre, bør man have lov til at ose sig ihjel”. Ofte tilføjer rygeren, at han eller hun såmænd godt ved, at det cutter nogle år af ens levetid med alle de smøger, “men hellere et kortere liv med den højere livskvalitet, som man opnår gennem rygning end et langt og kedeligt liv uden smøger”, lyder det så.

Herefter bliver debatten tit afsporet. Anti-rygerne forsøger sig så med argumenter om, at passiv rygning skam skader andre, og når debatten bliver ophedet kommer de økonomiske argumenter på bordet: “det koster ikke-rygende skatteborgere milliarder at rygerne skal på hospitalet hele tiden” og så videre i den dur.

Jeg vil opfordre til at lægerne og politikerne, ja, enhver som taler de gode viljers sag, dropper alle disse økonomiske argumenter og al den velfærdssamfundsundergravende snak. I et velfærdssamfund hæfter alle jo solidarisk for hinanden. Ingen ved på forhånd, hvem der rammes af sygdom, og alt for mange af os bliver på et eller andet tidspunkt ofre for en livsstilssygdom til at nogen kan tillade sig at stille sig frelst op og nægte at bidrage til sin nabos lægeregning. I morgen kan det jo blive en selv.

I stedet er der behov for at insistere på, at folk giver de sidste år af deres liv en seriøs overvejelse - og især hvis det er yngre under 50, vi taler om. Som ung tænker man sjældent eller aldrig på døden. Døden virker fjern. Det er svært at forestille sig sit livs ende, når man er 20. Men prøv en gang alligevel, kære unge ryger og kære overvægtige medborger. Brug bare to-tre minutter - den tid det tager at læse denne blog - på at forestille dig de barske realiteter: du har godt nok indstillet dig på, at det koster dig nogle år af de liv, at du ryger eller æder for meget, men tror du virkelig, at døden bare indtræffer en dag stille og roligt? At du en morgen går trallende og ubekymret rundt, og så samme nat stille sover ind i døden? Du tager fejl!

Hvis du er ryger er der en stor risiko for, at du ender med rygerlunger og bundet til et iltapparat døgnets 24 timer. Hver vejrtrækning bliver en pine, fordi du ikke kan trække vejret dybt nok. Et besøg i døgnkiosken (efter flere smøger?) kan ikke gennemføres uden at du medbringer din iltflaske og det apparat hvis sugende lyd du må vænne dig til aldrig at kunne blive fri for. Du hoster konstant og vil gerne harke noget af det tykke slim op, du kan mærke i dine lunger, men kræfterne rækker næsten ikke til det. Du ønsker af al magt at kunne gøre noget, men både du og din læge er magtesløse: man kan ikke gendanne lungevæv, der en gang er blevet ødelagt. En dag - efter 10-15 år i et sygdomshelvede, du aldrig gjorde dig begreb om - dør du en smertefuld kvælningsdød.

Eller måske bliver du cancer-ramt. Kan du se dig selv som kemo-patient? Invalideret af en behandling, som næsten er ligeså slem som selve sygdommen og ofte desværre udsigtsløs. Du har hørt, at der sker mange fremskridt indenfor kræftbehandling, men vidste du, at de barske realiteter er, at hvis du først har fået en lungekræftdiagnose, er der mindre end 5% chance for, at du er i live fem år senere?

Vidste du, at for rygere er det voldsomt meget sværere at holde ens egne tænder i munden, når man bliver ældre, fordi langt de fleste storrygere har paradentose, så tænderne simpelthen falder ud? Var du klar over, at sår heler langsommere på rygere, og at det ikke mindst gælder de sår, som du får, når du skal skæres op og opereres for din lungekræft?

Og du, kære overvægtige dansker med hang til de fede sovse og Mars-barerne. Du er godt klar over, at dine tanker om en nådig død af en blodprop på grund af din store vægt i bedste fald kun er en ønskedrøm, ikke? Et mere realistisk scenarie er, at du rammes af sukkersyge, når du bliver midaldrende eller måske endda før. Sukkersyge handler ikke kun om et lille dagligt stik i maven eller låret og så at leve lykkeligt til sine dages ende. Sukkersyge handler meget ofte om nervebetændelser, som ikke går væk og sårdannelser, som truer din førlighed. Vidste du, at i de fleste af de tilfælde, hvor en sukkersygepatient indlægges på hospitalet, kommer han eller hun derfra igen uden fødder eller ben, fordi de måtte amputeres? Kan du forestille dig dine egen fortvivelse, den dag du som footloose sukkersygepatient pludselig opdager, at nervebetændelsen også har bredt sig til dine arme og fingre?

En sukkersygediagnose skærer typisk 15 år af din forventede levetid, og det er da meget muligt, at du har besluttet dig til at ofre de år på at fastholde din nuværende livsstil og din afhængighed af Cola og burgere, fordi du synes, det giver dig en øget livskvalitet, men har du tænkt på årene FØR din for tidlige død? Det er andre 15 år, vi taler om,  og de bliver ikke sjove, hvis du ender med en sukkersygediagnose, som langt de fleste svært overvægtige gør. Listen af følgesygedomme til din diabetes er lang som en arm. De fleste er dødelige. Googl den - hvis du tør.

Jeg skriver alt det her fordi min kære mand arbejder med pleje af handicappede. Ikke gamle, demente mennesker, men simpelthen yngre folk, som har brug for hjælp. Dagligt kommer han hjem og fortæller mig om disse medborgere, som er mennesker i fyrrene eller yngre, som har måttet opgive at føre en normalt tilværelse, men nu lever som dybt invaliderede på grund af deres livsstilssygdomme. De har ædt, røget og drukket deres liv væk og prøver nu at få det bedste ud af deres få, resterende år. De græder meget. Hvem ville ikke det i deres situation? Det er svært at leve med konstante store smerter og samtidigt skulle forholde sig til den sorg og den store følelse af tab, der skyller ind over en, når man opdager, at  livet rinder ud, bedst som man lige hyggede sig så godt.

Hjemme hos os taler vi ofte om, at der tales alt for lidt om disse hundredtusinder af glemte, oversete mennesker med de invaliderende livsstilssygdomme. Det er synd for dem, og det er synd for alle dem, der slutter sig til deres rækker om nogle år, fordi de aldrig fuldt forstod, hvor alvorlig en trussel smøger og fedt og sprut er for os alle.

Sidst, men ikke mindst skriver jeg selvfølgelig også så forbandet frelst og arrogant ind imellem, fordi jeg ikke “bare” er en hiv-positiv fyr. Jeg hører til en af de “gamle” patienter, som nåede at blive frygtelig syg af hiv og som fik ikke bare en, men hele tre aids-diagnose-givende sygdomme, før jeg blev reddet på stregen af den nye vidundermedicin der kom i forrige årti. Jeg fik mit liv tilbage den gang, men det nye liv, der blev mig givet, blev ikke det samme, som det jeg nær var død af. Det blev et bedre liv. Et liv, hvor jeg hver dag stadigvæk føler en understrøm af alvor ved tilværelsen. Hvor jeg hver morgen vågner med en stor glæde over simpelthen at være til, og hvor både glæder og sorger føles mere overvældende end før. Det meste af tiden føler jeg mig nærmest lalle-glad for livet, men jeg forstår også, hvor skrøbeligt det er. Hvor skrøbelig jeg er. Hvor skrøbelige vi alle i bund og grund er.

Livet er kortere end man forestiller sig, når man er tyve eller tredive. Det kan slutte, før man aner det. Jeg synes, man har en pligt til at prøve at leve hver dag, som om den var den sidste. Jeg prøver ikke at spilde tiden med ligegyldige ting. Jeg gider ikke skændes om småting. Jeg gider ikke smøger og junk-food, fordi et liv, stående i cigaretskodder til knæene med røgen væltende ud af alle åbninger foran en pølsevogn, mens jeg venter på mit skinkesøm i spændetrøje og min halve liter negermælk sgu ved nærmere eftertanke forekommer mig en tand for ydmygende.  Og jeg gider ikke sundhedsministre, som ikke tager deres opgave alvorligt, men i stedet opgiver at være forbillede og prøve at hjælpe de medborgere, som har brug for en hånd til at få et længere og bedre liv.

Min private lille drøm er at blive den hiv-patient i Danmark, som har levet længst med hiv. Foreløbig har hiv og jeg holdt 25 års jubilæum, men jeg er kun 51 år. Jeg agter at blive en meget gammel mand. Det synes jeg, jeg skylder jeg min 13 år yngre bedre halvdel og min hiv-læge og Gud, hvis han findes.

Hvordan vil jeg nå det mål? Hør her: Jeg har en plan! Timet og tilrettelagt. Jeg skal bruge: to hvide hiv-piller og en blå hver morgen, en tår vand, min elskede mand og mine dejlige venner. Desuden kræver operationen en stor sjat glæde, ikke så få rejser, musik i rå mængder, en ordentlig omgang kunst, uanede mængder sjov og ballade, et fast job. Tilsidst sprinkles masser af kærlighed udover det hele. Det er vigtigt, at det såvidt muligt undgås, at der kommer for meget junk af enhver art ind i processen. Det vil kunne ødelægge det hele. Så enkelt er det. Endemålet handler om livskvalitet. Det uhåndgribelige begreb, som så mange taler om, men som få gør noget ved. For resten ser Forebyggelseskommissionen og jeg heldigvis ret ens på de ting. Døden skal have en årsag, men den behøver ikke nødvendigvis foregå under store pinsler, bundet til  en respirator. Det var bare det, jeg ville sige. Hej!

Jeg tror ikke på, at kager skal slanke eller indgå i nogen form for sund kur.

Kager skal være syndefuldt lækre og få dine indre engle til at synge, hvis du har nogen.

Denne kage sparker i dén grad røv. Den er enormt koncentreret i smagen. Den er “rich” og den fuldendte finale på en lækker middag - måske serveret sammen med nogle friske bær. På den anden side er den også sagen en dødssyg søndag eftermiddag foran fjernsynet, mens du fletter fingre med din bedre halvdel. Du skal bare huske, at det er en “stand-alone-kage”. Lad være med at servere is eller creme fraiche eller andre alt for smagsforstyrrende elementer til den - det vil virke for voldsomt, for som sagt: denne kage er den bedste, du nogen sinde har lavet. Du har ikke brug for andet.

Køb:

3 æg

125 g sukker

125 g smør + 10 g til at smøre formen med

125 g mørk chokolade af den gode slags

125 hele hasselnødder

1 tsk bagepulver

3 æg

Desuden skal du bruge en lille håndfuld hvedemel til formen.

Instruktioner:

Start med at smelte chokoladen i et vandbad: hak chokoladen i stykker og kom dem i en lille skål, som du sætter ned i en gryde med vand i bunden. Opvarm det på komfuret ved lav temperatur til chokoladen er smeltet.

Samtidig kan du passende smelte smørret i en anden gryde - også ved lav temperatur. Det må ikke boble. Og hvis du nu overvejer at bruge Becel her eller noget andet kunstigt, flydende stads i stedet for smør, så GLEM DET! Dette er jo på vej til at blive den bedste kage, du nogen sinde laver, og så nytter det ikke noget at snyde med råvarerne. Du skal desuden også huske at være god mod dig selv og derfor købe så mange af varerne, som du kan økologisk. Så dyrt er det jo heller ikke, og der er jo i virkeligheden heller ikke så mange ting, som skal i den kage, vel?

Nu slår du så æggene ud i en skål, og rører æggene sammen med sukkeret. Brug en gaffel eller et piskeris til at piske de to ingredienser godt sammen.

Oven i æggene og sukkeret tilføjer du så resten af ingredienserne og rører dem godt sammen til en ensartet masse. Du hakkede ikke nødderne i stykker, vel? Godt!

Så er det nu ovnen skal tændes. 170 grader varmluft, tak.

Derefter skal din sammenrørte dej så i en form - gerne en springform, men uanset hvad du vælger, er det vigtigt, at du først har smurt formens indersider med smør og derefter drysset lidt mel ud over siderne.

Bag din kage i ca 20 minutter. Måske lidt mere. Det gør ikke noget, at den måske krakelerer lidt i overfladen. Den slags kosmetiske småskavanker vil du glemme, når du først smager den.

Lad kagen afkøle på en rist i formen til den er helt kold. Fjern så formen og smag på din nye yndlingskage.

FÅK! hvor er den god, ikke?

Jeg SAGDE det jo! Det ér din nye yndlingskage!

Tak for samarbejdet! Og velbekomme!