PeerPlus

I Storbritannien  er tabloid-aviserne helt oppe på dupperne over den “rystende afsløring“, at en af landets førende rugby-spillere, Gareth Thomas, har vist sig at være homoseksofæl.

Det skal retfærdigvis siges, at der primært er tale om opbakning til sportsstjernen fra medierne, men på avisernes hjemmesider bærer bruger-kommentarerne præg af vantro: går nogen homoseksuel mand virkelig frivilligt ind i en sport, som notorisk medfører brækkede lemmer, smadrede næser og et farvel til fortænderne?

Svaret er naturligvis ja. Homo’er er ikke anderledes end alle andre, og selv om mange bøsser vitterlig er bannerførere for skønhed, mode og evig ungdom, er det ikke ensbetydende med, at det gælder alle. Mangfoldighed, mangfoldighed, mangfoldighed, honey!

Andre undrer sig over, hvordan Thomas i første omgang dog finde på at gifte sig med en kvinde, når nu han i virkeligheden mest er til six-packs og testostoron?

Hans eget svar er, at det har været svært for ham at så sat ord på sandheden. Hans udspring blev derfor - ligesom så mange andres - foretaget i slow-motion, mens han fik styr på sine egne følelser og forsigtigt afprøvede familiens, vennernes og kollegernes reaktion.

Mens vi venter på, at nogle af de helt store danske homoseksuelle sportsstjerner følger hans eksempel, kommer her dagens video. Den er godt nok amerikansk, og handler om football, ikke rugby, men jeg er overbevist om, at Gareth Thomas ville finde den helt….(be)dækkende - situationens glade alvor taget i betragtning

Serviceoplysninger:

1) Det danske bøsse-rugby-hold er heller ikke til at spøge med. Join dem her.

2) Jo, fotoet allerøverst er Gareth Thomas efter en kamp. Angiveligt hører hans tandlæge til hans største fans.

De mange overfald på homoseksuelle i København begås for en stor dels vedkommende af danskere på den ekstreme højrefløj, oplyser både Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ( LBL) og politiet.

Det giver god mening.

Undertegnede har i denne uge haft den store glæde at kunne samle over 2000 homoseksuelle og homo-venner i en Facebook-gruppe til kamp mod homofobi i Metroen. Det er i al beskedenhed flere end LBLs medlemstal.

I hele forløbet har tonen i gruppen været forbilledlig og stemningen cyber-hyggelig. Flere er endt med at mødes ude i det virkelige liv, og opbakningen fra alle sider har været enorm. Der er skrevet over 30 avis-artikler om os og vores sag, og på nogle få undtagelser nær har sagen været omgærdet af en ordentlig debattone.

Anderledes forholder det sig på Berlingske Tidende, som oprettede en debat-side i anledning af sagen. Her er den danske højrefløj gået amok i en verbal blodrus ved den blotte tanke om, at to fyre skulle blive set kysse i det offentlige rum.

Jeg citerer i flæng fra “debatten”, men har udeladt debatørernes navne - de er alligevel falske, hver og en:

Homofili ER maksimal perversion.
Maksimal.
Det kan ikke blive mere perverst.
Og det skal ikke bortforklares, eller minimeres, hvor maksimalt perverst, det er.
Homofili skal IKKE have noget somhelst indtryk af støtte.

—–

Man skal være varsom med at vise den slags i det offentlige rum. Og det i endnu højere grad når man gør det for skatteydernes penge. Men det er maxisterne i Metroselskabet selvfølgeligt ligeglade med

—–

Jeg og mine børn kører ikke med Metro sålænge de har det bøsse-svineri på skærmen. Det krænker min Kristne religion at se denne unaturlige perversion

—–

Det ser ikke ud til, at vi er frie mennesker, når vi ikke kan blive fri for at 2 perverses kvalmende perversioner kastes - i hovedet på os i Metroen.

—–

Endnu et bevis på, at homofile kan man ikke have ansat noget sted, hvor der skal tænkes, vurderes og træffes beslutninger i menneske- og adfærdstemaer.

—–

PERVERST SVINERI

Hvis jeg var bøsse, så ville jeg dæleme gå stille med dørene. Når talen falder på homosexualitet er jeg hundrede procent enig med muslimerne; homoseksualitet skal forbydes. Det er noget perveres svineri og promoveres vel også mest for at skade vort gode gamle Danske homogene fædreland, som de Radikale og de Kreative absolut vil have ødelagt. Det er denne ødelæggelsestrang og selvhad (oikofobi) der ligger til grund for at promovere homofilien. Dette er ihvertfald min opfattelse.

—–

Der er meget mere af samme skuffe, for Mutter Berlinger er nemlig sprunget ud som endnu et af de villige talerør for den anonyme, ekstreme højrefløj herhjemme.

Som man bemærker, fremhæver flere af debatørerne, at de er kristne. Andre fremhæver deres egen danskhed, men påstår, at de endelig har fundet en fælles agenda med muslimerne. Ingen af debatørerne har valgt et udenlandsk navn. De hedder typisk Hansen, Thomsen og Jensen. Alligevel har adskillige af dem så elendige evner i skriftlig dansk, at de ville være dumpet i “Dansk” Folkepartis danskhedsprøve med et brag.

Hvor kommer al det had fra?

Vi er herhjemme fuldkommen besatte af at tale om udlændinge, og sjældent i positiv kontekst. Samme tonefald gør sig desværre nu også mere og mere gældende, når det gælder de homoseksuelle. Og som homo har man i tilgift gode chancer for at få lov til at lægge rygstykker til kølleslag, flyvende hamre og kroketkøller på afveje, hvis man vil ud at danse lørdag aften.

Hvor er den politiker med mod og mandshjerte, som tør stå frem og sige det, som det er: For en uhellig alliance af nazister, indvandrerhadere, rockere og  homoforskrækkede kristne med små hjerner har netop den hadefulde tone i udlændingedebatten været med til at legitimere en slags åben jagtsæson året rundt på andre minoriteter også.

Muslimer eller homo er i disse menneskers øjne lige fedt. Vi skal ud af landet, vi skal fratages vores rettigheder, vores jobs, vores kærester, vores liv, så resten af landet kan gå strækmarch i fred.

Der er mange rare mennesker, som beder os homo’er trække på skuldrene af hate-speech, og mange tænker sikkert: så galt kan det ikke være. Jeg er ked af at måtte lægge en dæmper på idyllen: det ER galt, HELT galt, derude - homokys eller ej. Radikaliseringen af Danmark er i stærkt tiltagende, og den  stoppes ikke ved at nægte nogle bøsser at bytte mundvand i Metroen.

Kloge hoveder må komme med forslag til løsninger på problemet. Hvorfor drages flere og flere mod disse grupper? Måske kunne tvungne opdragelsesophold for dømte gay-bashers hos et veletableret homopar være en løsning? Måske skulle de tvangsindlægges til at se 20 afsnit af Will and Grace? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der må skrides ind.

I disse tider skal man som homoseksuel vælge sine venner med stor omhu, men ret mange af os er billigt til salg for tiden: vi leder med lys og lygte efter den politiker, som har en plan, timet og tilrettelagt, til bekæmpelse af alle de hate crimes og al den hate speech, som omgiver os, og bemærk venligst, OBS og nota bene: vi kræver ikke særlige rettigheder og fri på Judy Garlands fødselsdag. Vi vil bare have lov til at leve som alle andre - i fred og kærlighed.

God week-end. Husk at kigge dig over skulderen. Kys!

Mon ikke de fleste af os har haft et teen-age idol i vores ungdom eller måske ligefrem flere? Det havde jeg. Og fordi jeg var meget bevidst om min seksualitet i en meget ung alder, var jeg tordnende ligeglad med Suzi Quatro og Blondie og de andre tøser, der var i vælten, da jeg var helt ung dengang i halvfjerdserne. Næh, jeg var til The Osmonds og Bay City Rollers og Jackson 5.

Jeg havde plakater med de dejlige drenge hængende på væggene på mit værelse, og købte mig fattig i deres plader. Og det lykkedes mig oven i købet at komme til koncert med alle tre grupper. Hver gang var jeg og måske en enkelt eller to andre fyre eneste “mandlige” islæt blandt tusindvis af hysteriske, skrigende piger. Til Jackson 5 koncerten, som var i London’s Hammersmith Odeon, var jeg oven i købet vist også den eneste med grisefarvet hud. Var man til Jackson-drengene, var man sort den gang - i hvert fald i England.

Som alle ved, har årene jo ikke været blide mod Michael Jackson. Han og jeg er jævnaldrende, og selv om han har rådet over millioner af dollars og stylister og make-up-artister og en garderobe, som kunne række til en mellemstor provinsbys befolkning er han som bekendt gået fra

til

på 35 år.

Sagt i al fortrolighed: det er jeg sgu sluppet bedre fra!

Nu er det jo almenviden, at Michael Jackson er en freak, en tilsyneladende normal dreng, der endte som et kirurgisk misfoster, drevet af sine egne dæmoner. Et monument over, hvad lægelig inkompetence og lægelig pengegriskhed i ulykkeligt samklang kan føre til. Og alligevel er han stadig jævnligt i medierne.

Det kan man til gengæld ikke sige om de andre af mine idoler og såmænd heller ikke om ret mange andre af min ungdomstids store stjerner. De fleste af dem lever et liv i glemsel, og hvis de overhovedet kan tiltrække et publikum længere er det til et halbal i provinsen og ikke til et fyldt Wembley Stadium.

Måske derfor er man også tilbøjelig til at idyllisere dem lidt. Måske fordi man ubevidst ikke er helt så vild med at indrømme, at tiden faktisk går og at man heller ikke selv er helt ung længere.

Så meget desto større kan chokket så blive når man alligevel støder på dem.

Det skete for mig forleden, og jeg har ikke overvundet oplevelsen helt endnu, og det handlede endda ikke en gang om en af dem, som var mine idoler, men om en sanger, der kom til et par år efter, at jeg havde lagt de værste teen-age-manerer af mig og var begyndt at opføre mig lidt mere voksent. Jeg taler om det svenske boyband “Herreys” som vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1984 med deres sang om deres gyldne sko.

Jeg indrømmer gerne, at jeg dengang i firserne syntes, at ham i den lyseblå skjorte til højre i billedet her var små-hot.

Sådan har jeg så gået og tænkt på ham og hans brødre i nu 25 år - som små-hotte, kernesunde svenske knægte.

Så så jeg billedet på nettet! Jeg faldt oven i købet over det ved at klikke mig videre fra en blog lige her i nabolaget. Det nådesløst afslørende, ubarmhjertige, rædsomme billede af ex-hotte Per Herrey i rollen som midaldrende kvabset stadsjurist med et bi-job som biskop i den svenske afdeling af mormon-kirken(!) og play-back-sanger, når han opfordres til det, hvilket sjældent sker.

Per ser nu sådan ud

Diggi-loo diggi-ley føltes pludselig som lysår væk. Jeg mener: man kan selvfølgelig godt bilde sig selv ind, at man holder sig glimrende, men når chok-konfrontationerne fra ens fortid nærmest står i kø, og alle skønhederne fra den gang viser sig at være falmet til ukendelighed, kan det jo ikke undgås, at man bliver lidt selvransagende.

Jeg besluttede mig for at tage det som en mand og se virkeligheden i øjnene. Den næste times tid blev brugt på opsporing af min ungdoms idoler, og det var ikke ubetinget en fornøjelse.

Donny Osmond er da stadigvæk meget pæn, selv om han (som for resten er mormon ligesom Herreys), er blevet far til ikke mindre end fem sønner. De går meget op i “familie” indenfor den trosretning, og det skal forstås i den meget gammeldags betydning: en mand, en kvindelig ægtefælle, for Guds skyld og børn - masser af børn. Faktisk går de så meget op i den type familiestruktur, at mormonkirken var den drivende kraft bag den skændige kamp mod homoseksuelles rettigheder i USA, som sidste år gav sig udslag i folkeafstemninger i bl.a. Californien og Florida, hvor små flertal endte med at vedtage at ophæve tusindvis af homoseksuelles allerede indgåede ægteskaber.

Mormonkirken postede millioner af dollars i kampagnen mod homoerne - og sejrede. Som en naturlig modreaktion er kendte personer, som tilhører mormonkirken, siden blevet mødt med rasende protester og bu-råb, hvor de end kommer hen.

Således også Donny Osmond, som dog står fast på sin kirkes lære. Det skulle jeg lige have vidst om Donny, den gang i halvfjerdserne, da jeg var vild med ham. Mit ungdomsidol kan slet ikke lide folk som mig! Tilgiv derfor min skadefryd, når jeg konstaterer, at Osmond-brødrene mildt sagt heller ikke er sluppet uskadte gennem de sidste par årtier. Når de går på scenen nu om dage - og det gør det jævnligt - må to af dem støtte sig til en stok, og alle på nær Donny O ligner noget, der er undsluppet fra et maximum sikkerheds-certificeret plejehjem for stærkt forvirrede sjæle.

Ak, hvor forandret.

Bay City Rollers da?

Glem det!

Så kække var de.

Nu ser de sådan ud:

Der er i øvrigt dukket en opsigtsvækkende historie op i de britiske medier om gruppens forsanger for nyligt. I et højst usædvanligt TV-interview oplyste ex-idolet helt uopfordret, at han er bøsse og har været det altid. Han fortsatte med at fortælle om sine affærer med 12 forskellige mænd over de sidste 25 år, og om hvordan det var lykkedes ham at holde sandheden om sin natur skjult for alle hans kvindelige fans gennem alle årene.

Alt dette kunne være blevet en meget smuk “springe-ud”-historie om en lidt umoden mand, som langt om længe finder sig selv, hvis ikke det var fordi, McKeown gennem alle årene havde undladt at fortælle sin japanske kone gennem 25 år, om hvad han gik og tumlede med af tanker. Intet under at fruen følte sig temmelig forrådt, da bomben sprang.

The Daily Mail er blot en af de britiske aviser, som har fortalt historien om The Gay City Roller, som det så kvikt formuleres.

Les er for resten undergået noget af en forvandling fra

til

Den 17. oktober 1975 i Vejle overværede jeg en Bay City Rollers koncert sammen med godt tusinde skrigende tøser, Les. Da havde du chancen. Jeg var 18, og du kunne have scoret mig med et fingerknips, men du skulle partout spille straight. Det siger jeg dig, altså: jeg havde ikke kunnet leve med det skabsbøsseri i over tredive år. Hvordan kunne du?

I det hele taget vil jeg nu - i en moden alder - tillade mig at konkludere, at ungdomsidoler kun er sjove at drømme om, når man selv er ung. Med årene bliver man klogere og lærer, at udseendet langtfra er alt, og at skinnet oftere bedrager end det taler sandt. Sandheden er jo, at hverken Michael J, Donny O, Per H eller Les McK ville have været noget for mig, selv om jeg havde haft held til at få lagt mine svedige teenage-hænder på dem, dengang vi alle var unge. Og dog var de med til at forme mine unge år.

Ordet idol er græsk og betyder billede. Min ungdoms idoler er præcist det. Billeder fra mine teenage-år. Snapshots af en drøm. Tak for sangene, drenge.

1. Det er vigtigt at finde en mand, som hjælper til med husholdningen, og som nu og da gider hjælpe dig med maden og som rydder op efter sig og som har et job.
2. Det er vigtigt at finde en mand, som kan få dig til at le.
3. Det er vigtigt at finde en mand, du kan stole på og som ikke lyver.
4. Det er vigtigt at finde en mand, som er god i sengen og som ikke kan få nok af din krop.
5. Det er supervigtigt, at disse fire mænd ikke kender hinanden.