Ved udgangen af 2009 konstaterer 25 af landets førende økonomer samstemmende, at regeringen har skadet Danmarks økonomi.

Der er fuld enighed blandt disse eksperter om, at VKO blot lod stå til, mens der var højkonjunktur og nu fremturer i sine fejl ved at lukke øjnene for problemerne her, hvor krisen kradser.

Statsministerens generalieblad vokser og vokser: Lars Løkke kan ikke kan holde styr på sine bilag; Lars Løkke har uberettiget smidt milliarder efter privathospitalerne; Lars Løkke formåede stort set ene mand at bringe Danmark i miskredit ved sin elendige ledelse af klimatopmødet; Lars Løkkes regering bringer Danmark ud i en gæld på en kvart billiard. Og nu Lars Løkke som den ansvarlige for otte års økonomisk vanrøgt af Danmarks økonomi.

I de kommende dage vil vi blive vidner til regeringens reaktion på de 25 økonomers ord. Endnu før ordene er sagt, er enhver med blot den mindste politiske indsigt helt på det rene med det videre forløb:

Også denne alvorlige kritik vil blot blive fejet af bordet af Folketingets mindste flertal med, at der er tale om “politiserende eksperter” og bedrevidende socialistiske abekatte. Igen vil vi se Løkke & Co i et af deres uklædelige forsøg på at lægge låg på al kritik ved at skyde på budbringerne i stedet for at forholde sig til budskabet.

Lad det være et fromt nytårsønske herfra, at 2010 bringer en ende på dette rædselsregime. Vælt VKO - vi har ikke råd til andet.

En frisk meningsundersøgelse viser, at kun en tredjedel af befolkningen er trygge ved Lars Løkkes måde at håndtere den økonomiske krise på.

Kan det undre? Han har jo netop valgt som strategi ikke at håndtere krisen - når man altså ser bort fra, at han har sikret bankerne og deres udygtige, men grådige direktører en masse milliarder. Resten af Løkkes økonomiske politik har ifølge hans egne vismænd ligefrem forværret krisen.

Og mens den store klimakonference nærmer sig, som regeringen var så stolt over at få hertil, men som nu efter alle solemærker at dømme bliver en gigantisk fuser, ikke mindst på grund af statsministerens ringe gennemslagskraft som international forhandler, bliver den undrende offentlighed vidne til nogle finanslovsforhandlinger, hvor hundreder af milliarder står på spil, men hvor fokus hverken er på krisen eller dens afledte negative følger med tusinder nye arbejdsløse hver måned og den ene konkurs efter den anden. Nej, fokus er i stedet på signalpolitik. På at stramme op på udlændingepolitikken. På at bevilge flere penge til grænsekontrol. På at kaste rigtig mange millioner kroner efter Pia Kjærsgaards statsfinancierede etniske udrensningsprojekt.

Hvordan kan nogen være tryg ved det? Jo, bankdirektørerne og A. P. Møller og de som før var rige, men som nu er mega-rige, takket være VKO’s konsekvente omfordelingspolitik til gavn for de bedst stillede, er sikkert glade, men resten af befolkningen har intet at smile over. Ingen grund til at føle sig tryg. Tvært imod.

Hvad er Løkkes strategi? Hvad er hans store, forkromede plan til nationens frelse i disse for vort land så alvorlige tider? Har han overhovedet en politik? Svarene blafrer i vinden, mens Løkke styrer sit land, sin regering og sig selv direkte mod afgrunden.

Han fik statsministerposten foræret uden at være blevet valgt til den, men kunne ikke leve op til tilliden.

Vi regeres af en parentes i dansk politik. Snart er han væk.

Præsident Obama har skåret op til 90% af de tårnhøje lønninger som mange amerikanske topdirektører i finanssektoren får udbetalt.

Det er sket ved at Obama har fået vedtaget en lov om maximumløn til chefer i firmaer som modtager statsstøtte.

“Det strider mod vores værdier, når direktører i store finansielle virksomheder – virksomheder, der kæmper for at overleve – giver sig selv enorme bonusser, selvom de er afhængige af penge fra skatteyderne for at holde selskabet i live”, udtaler Barack Obama til Bloomberg News, citeret i Jyllands-Posten.

Herhjemme er vores egen regering som bekendt betydeligt mere handlingslammet. Man benægter pure ethvert medansvar for Danmarks afgrundsdybe krise, selv om lige netop vores land er hårdere ramt end noget OECD-land. Og herhjemme havde Danske Bank netop fået snablen i statskassen og andel Bankpakke II, da den bevilligede sin direktør, Peter Straarup, en lønforhøjelse på 83.000 kroner - om måneden! - plus en beskeden jubilæumsbonus på en million.

Regeringen havde ingen kommentarer. Den havde den heller ikke, da det to måneder senere blev afsløret at Danske Bank simpelthen havde dikteret indholdet af Bankpakke II.

Der er grund til igen at ønske amerikanerne tillykke med deres handlekraftige præsident. Han har de evner, Lars Løkke så fatalt mangler. Løkke repræsenterer sin egen ideologis fallit i krisetider: stik mod liberalistisk tankegang kaster han den ene milliard efter den anden af skatteborgernes penge efter private firmaer i nød. Han gør det med de private hospitaler, og han gør det med banksektoren. Han gør det uden betingelser, og han gør det uden at sikre sig at han får ordentlig valuta for pengene. Vores penge.

Til gengæld er både Venstre og De Konservative sikret fortsat massiv økonomisk støtte fra Danske Bank og dens hovedaktionær A. P. Møller.

Liberalisme, my ass. Det er dobbeltmoralsk og pilråddent.

Venstre ved du, hvor du har: i lommen på Peter Straarup.

Det knirker og brager i samarbejdet mellem regeringen og DF.  Med Venstre’s Eyvind Vesselbo’s kronik i Berlingske har krisen nået et foreløbigt højdepunkt. I uhørt grove vendinger kritiserer Vesselbo “Dansk” Folkeparti for magtarrogance og for at føre Danmark ud på et skråplan. Formuleringer som givetvis havde kostet Vesselbo sit mandat, hvis ikke lige det var fordi, at VKO samarbejdet har et flertal på netop et mandat.

Vesselbo siger som han gør, fordi han i lighed med mange andre af Venstres menige folketingsmedlemmer er trætte af at blive trynet af Pia Kjærsgaard. Helt aktuelt skete det for Vesselbo så sent som i sidste uge. Vesselbo meldte ud, at den økonomiske opbakning til klimafantasten Bjørn Lomborg burde ophøre. Vesselbo blev støttet af den konservative klima- og miljøordfører, Per Ørum Jørgensens. Et par dage efter forlangte DF som et af deres vigtigste krav til finanslovsforhandlingerne, at Lomborgs bevillinger skulle fordobles.

Et andet sammenstød skete i forbindelse med DF’s landsmøde i den forgangne week-end. Her gik partiet i frontalangreb på regeringens og statsministerens prestigeprojekt: klimatopmødet i København til december og kampen for at sikre klodens fremtid mod oversvømmelser og global opvarmning. “Det er altsammen hysteri“, sagde Kristian Thulesen Dahl fra talerstolen til forsamlingens store jubel og sendte dermed en gigantisk “Folke”parti-fuckfinger til både statsministeren, Kronprinsen og samtlige klima-eksperter. Her så man DF springe ud som et parti for konspirationsteoretikere. Thulesen Dahl kunne ligeså godt have sagt, at månelandingen var fup, eller at 11. september var et amerikansk komplot - de forsamlede nikkedukker ville have klappet uanset. Alligevel fandt statsministeren sig i den voldsomme ydmygelse - og tav.

Han ved nemlig, at den mindste kritik af DF bliver imødegået med stadigt flere og flere absurde krav på udlændinge- og rets- og EU-området.

DF har netop også taget sig godt betalt - med en milliard kroner og en ugelang forsinkelse og ydmygelse - for at stemme for Lene Espersens erhvervs-redningspakke. Pakken blev barberet grundigt ned af “Dansk” Folkeparti i et slet skjult straffeaktion for De Konservatives uheldige udmeldinger omkring burkaer.

Tirsdag aften fik Eyvind Vesselbos kritik af DF opbakning fra Britta Schall Holberg og enkelte andre, anonyme Venstre-medlemmer af Folketinget.

Det interne opgør i VKO er begyndt. Alvorlig splittelse truer. Både i Venstre og hos De Konservative har mange menige folketingsmedlemmer fået nok af DF at skælve for Pia Kjærsgaard.

Dette er begyndelsen til enden for regeringen. Ironisk nok fældes den ikke i første omgang af vælgerne, men af sit eget støtteparti, som ved tiltagende magtarrogance nu har spændt buen så vidt, at den er ved at knække.

Og i Bruxelles sidder en medvirkende årsag til krisen. Havde statsministeren stadig heddet Anders Fogh, havde alle disse skandaler slet ikke set dagens lys. Desværre for borgerlige vælgere ledes regeringen nu af Lille Lars fra Græsted, som med god grund ikke nyder samme respekt som sin forgænger. Lars Løkke skal blot tage til New York, så bryder helvede løs bag hans ryg. Det vidner om mandens manglende lederevner og en dybt frustreret folketingsgruppe. Og det varsler morgenluft for Helle Thorning.

En gang var retsskaffenhed, ordholdenhed og ærlighed gode borgerlige dyder.

Det var før VKO tog magten i Danmark.

Siden har man oftere og oftere grebet til løgn og vælgerbedrag som magtmiddel.

Vi så det, da Anders Fogh bildte både Folketing og befolkning ind, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak og brugte det som argument for at invadere landet, og vi har set det dusinvis af gange siden.

Det er nemlig blevet SOP - Standard Operational Practice - at lyve så stærkt som en hest kan rende i regeringen.

I dag sker det igen.

Amnesty International har netop på sit årsmøde rejst en voldsom kritik af den danske regering og det danske politi for rydningen af Brorsonskirken.

Over hele kloden er Amnesty en stemme, der bliver lyttet til. Organisationen har rådgivende status ved FN’s økonomiske og sociale råd, i UNESCO, Europarådet, Organisatonen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed. Mange af den nyere tids internationale konventioner tager direkte udgangspunkt i de anbefalingen, Amnesty International har givet. Amnesty har modtaget Nobels Fredspris. Amnesty International taler med vægt og når AI taler, lyttes der verden over.

Men ikke i Danmark. Ikke hos den danske regering som i samarbejde med “Dansk” Folkeparti - dansk politiks svar på byldepesten - har udviklet sit helt eget moralkodeks.

Gang på gang har regeringen ignoreret Amnesty Internationals råd og kritik. Gang på gang har Pia Kjærsgaard forsøgt at dæmonisere og svine organisationen til som “fanatikere“.

Det er på tide, at nogen siger fra overfor den fordrejning og tilsvining af højt respekterede internationale organisationer, som regeringen og DF står bag. Mønstret er nemlig det samme hver gang: regeringen begår endnu et groft brud på menneskerettighederne, Flygtningekonventionen eller EU-lovgivningen, og så snart den berettigede internationale kritik igen lyder i medierne, bagatelliserer, bagtaler og latterliggør VKO budbringeren frem for at forholde sig til kritikken.

Således også denne gang.

De konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, udtaler “nul respekt” overfor Amnesty’s kritik og påstår, at organisationen ikke aner, hvad den taler om.

“Jeg er dybt skuffet over, at Amnesty International udtaler sig i så skarpe vendinger om en episode, de overhovedet ingen indsigt har i, siger han.- Det fremgår af deres udtalelse. For der var ikke tale om kampklædt politi inde i kirken”, siger Behnke.

Behnke er for resten politibetjent i sit civile liv, så man ville forvente, at sandfærdighed prægede hans udtalelser. Det er ikke tilfældet. I sit politiske liv lyver Behnke åbenbart så stærkt som en hest kan rende for at redde sit skind og svine sine modstandere til. Hvis disse betjente, iført hjelme og visir ikke er kampklædte, hvad er de så, Behnke? Deltagere i en Gaypride, måske?

Den borgerlige regering har sammen med “Dansk” Folkeparti været ansvarlig for en trist forråelse af vores samfund. Skellene er vokset, målt på alle parametre. Benægtelse af fakta er blevet dagens orden. Måned for måned er det lykkedes VKO at overbevise sit lille flertal af vælgerne om, at hele resten af verden tager fejl, og at der rent faktisk gælder et helt særligt moralkodeks i Danmark, hvor enhver kritiker er en venstreorienteret, rabiat, autonom, hel- eller halvkriminal ekstremist. Retorikken kender ingen grænser, og løber man tør for argumenter, griber man gerne til løgn.

I denne regerings tid er det blevet et adelsmærke for en ægte borgerlig at have en anløben moral. Med VKO kom bananrepublikken.

Statsminister Lars Løkke døjer med efterdønningerne af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkkes strukturreform, men det er alvorligt syge patienter, der betaler den største pris:

Ventetiden på behandling er nu oppe på tre år, hvis du er sclerosepatient, epilepsi-patient eller har fået en hjerneskade i en trafikulykke.

Så lang ventetid forværrer sygdomstilstanden i en grad, så mange patienter vil opleve, at de aldrig kommer til at arbejde igen. I forvejen er de garanteret en fyreseddel fra det job, de havde på grund af det lange fravær.

Løkkes skalten og valten med vores sundhedssystem præges af spild af skatteyderpenge i milliardklassen og en dyb foragt for de patienter, hvis skæbne, han holder i sine hænder. Kun det kan forklare en så ubegribelig slendrian.

Bliver Løkkes vælgere aldrig syge? Løkke har egenhændigt smadret vores velfærdssystem. Hvad skal der til før regeringen vælter?

Statsministerens pral og hans egen påståede stolthed over Danmark som homo-venlig nation får nu lov til at stå sin prøve.

Lars Løkke skal i samråd og forklare sig.

Sagen er den, at statsministeren ikke en eneste gang har stemt for noget som helst der kunne gavne Danmarks homo’er på nogen måde. Faktisk har han med 100% sikkerhed ramt “nej”-knappen hver gang en af vores rettigheder var til debat:

- Mens antallet af hiv-smittede i starten af dette århundrede steg og steg herhjemme og ramte bøsserne særligt hårdt, stod Lars Løkke bag konstante nedskæringer på den forebyggende indsats år efter år.

- Lars Løkke har stemt imod forslag om stedbørnsadoption til homoseksuelle

- Lars Løkke gik imod at homoseksuelle par måtte adoptere

- Lars Løkke stemte imod kunstig insemination til lesbiske par

- Venstre stod bag et forslag om aktivt at forbyde lesbiske kvinders adgang til insemination i 1996 - og Lars Løkke stemte for forslaget

- Lars Løkkes parti vil ikke tillade homoseksuelle at blive gift i kirken, selv om flertallet af  præster ønsker det.

- Lars Løkkes parti var indædte modstandere af, at homoseksuelle fik lov til at indgå registreret partnerskab

- Lars Løkkes regering nægtede pure at lade politiet registrere overfald på homoseksuelle. Først da PET bankede politiet på plads, blev en sådan registrering realitet

Og nu er Lars Løkke stolt af sin og sit partis indsats.”Velkommen på forsiden!” som man sagde i gamle dage på Ekstrabladet. Dette kræver en forklaring. Er der et kursskifte på vej? Eller håber Løkke, at han ligesom sin forgænger får homo’ernes ærespris, så han kan prale af den for derefter at gå i Folketinget og stemme stik mod de ytringer, som gav ham prisen?

Ingen ved det, men et faktum er det, at Løkke med sit hykleriske praleri smykker sig i så mange lånte fjer, at man roligt kunne placere ham i fronten på vores parade på lørdag som den største drag af dem alle. Så kunne han passende aflede de brosten, vi andre må tage imod fra anti-homo-bevægelserne.

Statsministeren kan ikke huske fra sin næse til sin mund. Ellers også har han netop vundet en guldmedalje i næste uges homo-sportsstævne i København i sin helt egen disciplin: at lyve så stærkt som en hest kan rende. Kun sådan kan det mesterstykke i hykleri forklares, som “Lille Lars fra Græsted” disker op med i det næste nummer af Out and About - et af Danmarks førende tidsskrifter for homoseksuelle.

Lad det være sagt, så det ikke kan misforståes: ETHVERT fremskridt, som bøsser og lesbiske i Danmark har opnået, er opnået på trods af, ikke på grund af de borgerlige partier.

 Alligevel roser statsministeren sig på Danmarks vegne i interviewet af de forslag til ligestilling af homoseksuelle, som oppositionen har fået vedtaget. Med formuleringer som: “Spørgsmålet omkring adoption står tilbage, og der har et flertal i Folketinget pålagt regeringen at fremlægge et lovforslag til efteråret, og det vil naturligvis ske” har Lars Løkke den frækhed at prøve at score lidt homo-goodwill op til Outgames, som i næste uge vil tiltrække 300.000 gæster til Hovedstaden. Statsministeren undlader imidlertid at nævne en væsentlig detalje:

Sportsdeltagere fra 98 lande kommer - men Løkke bliver væk.

Løkke har ellers fået invitationer til både at åbne og lukke Outgames og naturligvis også en invitation til at deltage i den menneskerettighedskonference i DR-Byen, som også hører til arrangementet. Deltagere fra 24 lande på regeringsniveau kommer til den - men den har Løkke også valgt fra. Ja, faktisk holder regeringen sig helt væk fra konferencen. Europarådets menneskerettighedskommissær, derimod, kommer, Det samme gør EU-kommissionens menneskerettighedskommissær og et hav af højt-profilerede fagfolk, men ikke Løkke & Co. De boykotter os. Homo-rettigheder er nemlig et emne, som i bedste fald kun interesserer på regeringsplan, når der udbringes skåltaler.

Løkke fortsætter i interviewet: Jeg er stolt af at leve i et land, som introducerede det registrerede partnerskab i 1989. Godt, du er stolt, Løkke. Det samme kunne man ikke påstå om dine partifæller i 1989, da lovforslaget blev stillet. Poul Schlüter var statsminister for sin tredje regering den gang. Deltagerne var K og V og R, men forslaget om registreret partnerskab blev stillet af Socialdemokraterne og SF. Og da forhandlingerne om loven blev åbnet i Folketinget, gik regeringens ordfører på området, Erik Ninn Hansen, på talerstolen. Hans ord burde stadig runge i Lars Løkkes røde ører, hvis Løkke ellers havde skam i livet: “Dette forslag indebærer, at homoseksuelle kan lade deres partnerskab registrere med de retsvirkninger som er knyttet til et ægteskab, på nær et enkelt: retten til adoption af børn. Det vil næppe overraske forslagsstillerne, at regeringen ikke kan acceptere forslagene”.

Hvor tragi-komisk at du i dag er stolt af det, dit parti dengang stemte imod, Løkke. Hvem kan bruge det til noget? Ikke landets homoseksuelle i hvert fald.

Men Løkkes hykleri stopper ikke der. Statsministeren fortsætter: “Det handler jo ikke kun om rettigheder, man har lovgivet sig til, men også om tolerancen i befolkningen. Jeg kan sagtens se, at der fortsat er nogle udfordringer her, og det skal vi gøre noget ved.”

Skal “vi” det, Løkke? Hvorfor kan det så være, at din egen justitsminister pure har afvist at gøre det mindste ved de hundredvis af overfald på homoseksuelle, som finder sted hvert år, hver eneste gang, sagen er blevet rejst?

Politiet er nu begyndt at gøre noget ved sagen, men ikke på foranledning af regeringen, men fordi PET insisterede på det. I Efterretningstjenesten kunne man se, at noget var helt galt. Regeringen fik det at vide, men foretrak at vende det blinde øje til til det sidste. Dét er sandheden om den sag.

”Ofte har det været nogle af Venstres folketingsmedlemmer, som har været udslagsgivende i Folketingssalen og dermed sikret, at love til gavn for homoseksuelle blev vedtaget” er endnu et af Løkkes guldkorn fra interviewet. Det dækker over, at Jens Rohde afveg fra partidisciplinen, da der skulle stemmes om lesbiskes ret til insemination. Forslaget blev vedtaget med nød og næppe, men det var mod regeringsflertallets vilje - ikke med det.

Venstremand og statsministerAnders Fogh blev i 2004 betænkt med homo-prisen “Årets Laks” for hans udtalelser om, at han støttede kirkelige vielser af homoseksuelle. Desværre viste det sig, at det ikke var politikeren Anders Fogh, som havde udtalt sig, men privatpersonen Anders Fogh. Og endnu mere desværre for os bøsser og lesbiske viste det sig, at de to Fogh’er havde vidt forskellige holdninger til den samme sag: Politikeren Fogh løb fra privatpersonens Foghs løfte om at støtte kirkevielser af bøsser og lesbiske blot et par måneder efter, han havde fået sin pris.

Skal man sætte en overskrift over V, K og O’s indsats for homo-rettigheder, trænger et enkelt ord sig på: røvrendt!

Ikke en eneste gang har Venstre eller De Konservative eller DF løftet en finger for landets homo’er. Ikke en.

I det lys kan man som homoseksuel egentlig kun hilse det velkommen, når Lars Løkke vælger at gå i flyverskjul under Outgames. Stanken af dobbeltmoral, vælgerbedrag og brudte løfter kunne ellers nemt blive for meget, selv for den mest hardcore bøsse eller lebbe. Vi elsker nemlig fest, men hader at være til grin, og hvis man prøver at slå politisk plat på os, bliver vi godt og grundigt pissed.

Vi homo’er er forlængst sprunget ud, så det er ikke en disciplin under Outgames. Til gengæld vil både danskere og tilrejsende i næste uge kunne se os brilliere i en særlig sportsgren, udviklet til statsministerens ære: sammen vil vi springe vi op og falde ned på Lars Løkkes løfter - de er nemlig ikke det papir værd, de er skrevet på.

I går rettede Mogens Lykketoft en frygtelig anklage mod Lars Løkke Rasmussen.

Lige siden har alle politisk interessede ventet på den eksplosion af raseri, som man vel må forvente, hvis nogen beskylder landets statsminister for at true en uafhængig myndighed til at skrive, hvad statsministeren vil have der skal stå i en kritisk rapport om ham selv.

Men eksplosionen er udeblevet.

Det kan da ellers dårligt blive mere alvorligt. Havde dette været en straffesag, ville det svare til at sige, at Peter Brixtofte havde vredet armen om på Landrettens dommere til han selv fik lov til at skrive dommen i Farum-sagen (en sag, hvis økonomiske omfang for resten ikke når Lars Løkke begunstigelse af privathospitalerne til sokkeholderne).

Men hverken statsministeren selv, som svedende i sit spandex cikler ned gennem Europa, eller Venstres politiske ordfører, den ellers aldrig mundlamme Peter Christensen, har noget at sige til Lykketofts anklager. Selv regeringens mange spindoktorer, der ellers koster skatteyderne  mange millioner om året, har ikke haft så meget som et host at byde på til Lars Løkkes forsvar.

Så der står vi. I  våde, som man sagde i gamle dage. Med en statsminister, som ikke skyr nogen midler for at fremstå ufejlbarlig, men som er det modsatte. En magtmisbruger af rang. At Lykketoft rammer plet med sine beskyldninger er hævet over enhver tvivl, og statsministeren har fået sig endnu en stor ridse i sin i forvejen stærkt krakelerede lak. Og reaktionen er - et skuldertræk. 

Hvor længe bliver det ved? Er flertallet af vælgerne virkelig lagt så dybt i narkose af de evindelige “der er intet at komme efter”-udmeldinger, at regeringen kan slippe afsted med hvadsomhelst? Og hvordan får man vælgerne til at vågne op?

Der hersker en despekt for de demokratiske spilleregler hos regeringen og dens støtteparti, som ikke lader totalitære styrer østpå noget efter. Der bliver noget for historieskriverne at tage fat på, når denne sorte æra slutter: gyseren om VKO og hvad deraf fulgte: en fuser i spandex.

Det er artige sager, Politiken formår at grave frem om vores statsminister. Mængden af belastende materiale mod Lars Løkke hober sig op, og der tegner sig mere og mere et billede af en mand, som måske nok er en dreven politiker, men desværre en elendig person til at varetage betroede midler - skatteborgernes penge.

Da Rigsrevisionen fornyligt meldte ud, at Løkke havde overbetalt privathospitalerne med flere hundrede millioner, var Venstres reaktion en hidtil uhørt hetz mod revisorerne. Venstres ordfører talte om “elendigt arbejde” og “politiseren”, ja, der var nærmest ingen ende på hvor dumme svin, de revisorer var, og hvor uskyldig “Lille Lars fra Græsted” var.

Nu er de hemmelige notater fra Lars Løkkes tid som sundhedsminister kommet frem. De viser, at Løkkes embedsmænd kraftigt anbefalede, at privathospitalerne skulle have lov til at konkurrere indbyrdes om at levere operationer til Lars Løkkes ministerium, men at Løkke lod hånt om deres råd: Han skrottede rettidig omhu til fordel for skalten og valten og tog sine bedste spenderbukser på. Derefter udstak han en flad ordre om at regionerne bare skulle bare betale, hvad de private hospitaler forlangte - der var ingen grund til at bede dem konkurrere om noget som helst. Og millioner i overbetaling fløj ud af vinduet dag for dag, uge for uge, måned for måned.

Det, Lars Løkke her bedrev, er ikke udtryk for liberalisme, omsat til praktisk politik. Det er helt enkelt inkompetence og uduelighed. En statsfinancieret gavebod til vennerne uden nogen form for kontrol.

Efter den afsløring kalder Socialdemokraterne Løkkes embedsførelse skandaløs og siger, at han er uegnet til at have med skattemidler at gøre. Venstres ordfører svarer, at Socialdemokraterne er ude i hampen, fordi S selv var med til at vedtage loven om det udvidede offentlige sygehusvalg. At der naturligvis findes et indbygget konkurrence-moment i loven “glemmer” ordføreren bekvemt, nu hvor “Lille Lars” igen-igen er blevet afsløret som kropumulig, når det gælder pengesager.

Man undres: vores regering, som er så besat af kontrolvirksomhed, blanketter og formularer, tjeklister og tests, ledes af en mand, hvis administration bærer præg af slendrian i milliardklassen.

Løkke selv har ingen kommentarer. Han er på vej til Frankrig på cykel. Man må håbe, han har husket at tegne en rejseforsikring, så han kan blive transporteret hjem, hvis nogen skulle stikke en kæp i hjulet for ham undervejs. Forringelsen af vores allesammens sygedækning under ferieture, så rejseforsikrings-selskaberne fik lov til at score nogle ekstra hundrede millioner på familien Danmarks regning, er som bekendt et andet af hans glansnumre.

Politikken træder i baggrunden, når Lars Løkke diskuteres i det offentlige rum. Diskussionen går mere og mere på, hvorvidt man kan leve med en mand i statsministeriet, som helt enkelt ikke magter at styre den enorme pengestrøm, han har ansvaret for. Svaret burde efterhånden være indlysende for enhver. Løkke er en ulykke.