PeerPlus

Hvor er det i grunden hamrende fedt at Karen Jespersen har holdt kæft i en hel uge - eller er det to?

Nyder du også stilheden?

Hør, hun er da vel ikke blevet dårlig?

Karen Jespersen er netop blevet udnævnt til forkvinde for Folketingets integrationsudvalg. Hermed er hun sikret muligheden for fortsat at kunne ytre sig hadefuldt mod muslimer fra en platform, hvor hun høres - nu blot uden ansvar.

Denne udnævnelse er en en lige så stor parodi, som Peter Skaarups formandsskab for Retsudvalget. Begge har i årevis bevist, at de ikke fatter et suk af deres resortområde, men tvært i mod nærer dyb despekt for de personer, hvis skæbner, de holder i deres hænder.

Da Karen Jespersen valgte at smide tøjlerne til sit ministerium efter måneders demonstration af sin egen inkompetence burde det have medført en af de tvangsfjernelser, hun ellers er så begejstret for - nemlig hendes egen fra enhver indflydelsesrig post. Nu belønnes hun i stedet.

Dette er endnu en sort dag i Uløkkeland.

Der var klogt af Karen Jespersen at træde tilbage, før hun blev fyret.

Og det er en interessant og beroligende tanke, at alle Jespersens muligheder for en ny ministerpost nu må siges at være udtømte. Hun får ikke flere chancer for at udspy sit fremmedfjendske galde fra nogen regeringspost.

Så mon ikke hun benytter lejligheden til at skifte parti igen-igen? Nu kan Jespersen jo i ro og mag - og oven i købet uden at vælte regeringen - søge tilflugt, der hvor hun hører hjemme: På “Dansk” “Folke”partis yderste højrefløj - der hvor præsterne Krarup og Langballe pt huserer.

De to fætre har som bekendt annonceret, at de trækker sig tilbage fra politik efter næste valg, hvorefter pladsen som partiets intellektuelle chefideolog står gabende tom og uden nogen kandidat til at fylde den. Boglig viden er som bekendt ikke partiets adelsmærke. Faktisk glimrer dets folketingsgruppe ved en bemærkelsesværdig mangel på akademisk baggrund og indsigt. Eller formuleringsevne for den sags skyld.

Tør nogen vædde om Karen Jespersens partitilhørsforhold om bare et år? Jeg gør godt. Når man er langtids-homo som mig får nemlig efterhånden stor erfaring i at genkende personer, der er i skabet, og Jespersen er den største skabs-DF’er, man længe har set. Kom bare ud, Karen. Du er genkendt!

Da jeg var ung havde jeg en chef på mit arbejde, som jeg holdt meget af. Niels var navnet. Han var en lun fætter, som kunne opføre en hel komedie, når noget var gået galt og en af hans yngre folk som mig var kommet til at lave en bommert. Han kunne så finde på at bryde i krampegråd, rive sig selv i håret, stampe i gulvet og råbe:

“Jeg er omgivet af tre ting! Illoyalitet, uduelighed og inkompetence!“

Når han så så, hvor triste og berørte alle blev af hans ophidselse, opløstes hans kogrøde ansigt i et stort grin, hvorpå han sagde: “og hvordan kommer vi så videre, venner?”

Jeg tænker tit på Niels, som døde for snart mange år siden og især i disse år. Han var nemlig sådan en motivator med overskud, som forstod at lære fra sig og som med stort menneskeligt overskud forstod at tackle selv alvorlige problemer.

Vi mangler folk som ham. Menneskekendere med empati og indsigt i unge menneskers tankegang. Folk med overskud til at hjælpe andre, som har det værre end de selv. Personer med lyst til at omgås unge og hjælpe dem på gled, hvis tingene kører skævt.

Der er jo nemlig nok at tage fat på i dagens Danmark:

En ny tragisk sag, som den fra Tønder, er under oprulning i Vejle. Igen har et forældrepar fra samfundets bund misbrugt deres døtre seksuelt og atter handler det også om udlån af børnene til fremmede mænd mod betaling.

Hvordan kan det gå så galt, at den slags kan stå på i årevis uden at nogen griber ind?

Det virker på mig som om, vores politikere fuldkommen har mistet fokus efterhånden. Og ansvaret for en manglende indsats på lang række områder hviler i særdeleshed tungt på vores velfærdsminister. Jespersen er navnet, hvis nogen skulle have glemt det. Karen Jespersen.

Hendes to-do list er efterhånden alenlang,  hun gør intet ved den.

Lad mig i flæng nævne:

Panodil-pigerne, som skriger på hjælp gennem deres selvmordsforsøg med håndkøbsmedicin.

Anoreksipigerne - en anden gruppe af primært unge, som også klart har store, ja, næsten uoverstigelige psykiske problemer.

Cutting-pigerne, der skær i sig selv med barberblade.

Voldtægtspigerne! Sidste år modtog dansk politi en lang stribe af anmeldelser om voldtægt. Man skønner, at hver tiende anmeldelse om alvorlige seksuelle overgreb er falsk! Ud over at det er en ualmindelig grov måde at disse mænd på, er det også et råb om hjælp. Hvad sker der for de piger? Tror du, de har det godt, Karen?
Banderne! Nej, jeg taler ikke om muslimerne, Karen - dem vender vi tilbage til. Jeg taler om det stigende antal unge danske piger, der danner bander og ender med at udøve grov vold overfor andre piger. Google en gang og du vil uden besvær kunne finde mindst tyve tilfælde af ekstremt grov og i visse tilfælde direkte invaliderende vold, udført af bander af unge danske møgtøser. Er det ikke et velfærdsproblem, som du ser det, Karen? Er der ikke i allerhøjeste grad tale om svigt i massivt omfang - fra børnenes hjem, fra skolen, fra ungdomsinstitutionerne, fra dig?

At påstå at disse fem grupper af piger udelukkende slås med lægelige problemer eller bare er forbrydere, som man redder fra at køre af sporet gennem højere straffe er ren og skær ansvarforflygtelse.

Skal vi tale om hooligans? Vi har et kæmpeproblem med utilpassede unge, som ser det som et fornuftigt tidsfordriv at smadre hinanden som eneste fritidsbeskæftigelse. Eller hvad med alle de unge drenge, som fortiden lader sig rekruttere til at agere backing-group til Hells Angels’ narkosalg og voldelige hærgen i gaderne?

Den manglende lyst til læring! Call me old-fashioned, men det chokerer mig, at en fjerdedel af dem, der forlader folkeskolen knapt er i stand til at læse et Anders And blad. Nogen svigter fatalt her. og da Bertel Haarder nu har testet eleverne som en besat gennem 8 år uden samtidig at sørge for, at der skete en opprioritering af undervisningsindsatsen, kunne det passende være et sted for dig, Karen, at gøre dig gældende. Eller hvad? Alle ved jo, at manglende evne til at læse medfører marginalisering, medfører manglende velfærd - selv for en velfærdsminister, når hun en dag får brug for hjælp.

Og ja, så er der også indvandrerbanderne. Det eneste problem, du for alvor forholder dig til, Karen. Desværre dog ikke på en konstruktiv måde. Alt, hvad du foreslår, er allerede prøvet. Du vil bare mere af det samme, selv om otte års stramninger af straffeloven har vist, at det ikke hjælper, når det gælder om at få unge indvandrere til at føle sig ansvarlige og som en del af vores samfund i stedet for sat uden for det. Hvorfor bliver du ved med at gå tilbage til din egen fuser Karen?

Borgmestre, kommunalpolitikere og embedsmænd i hobetal buhede højlydt af Karen Jespersen, da hun forleden talte ved det Kommunalpolitiske Topmøde i Aalborg. De synes, hun er usynlig, når det gælder indsatsen mod de store velfærdsproblemer, vores samfund slås med. Karen Jespersen svarede, at borgmestrene “skulle opføre sig ordentligt”. Et sølle svar, situationens alvor taget i betragtning.

Karen Jespersen bruger sit ministerembede til et tilsyneladende endeløst korstog mod muslimer i almindelighed og imamer i særdeleshed. Samtidig bliver det tydeligere og tydeligere, at ministeren befinder sig i en regulær benægtelsestilstand, når det gælder de mange samfundsproblemer, som hober sig op indenfor hendes resortområde. Og således er placeringen af Karen Jespersen på posten som velfærdsminister blevet til et problem i stedet for en løsning. Hun er i sig selv et samfundsproblem, som bør løses: illoyal overfor de svage grupper, hun er ansat for at hjælpe, uduelig fordi hun intet gør trods et stort budget og samtlige kommuners socialchefer som hendes forlængede arm i hver en afkrog af landet, og inkompetent, fordi hun har valgt at fokusere sin indsats et enkelt sted og ikke ser det komplekse danmarksbillede med gruppe efter gruppe af unge samfundsborgere, hvis liv befinder sig på et sidespor, takket være hendes og hendes regeringskollegers forfejlede politik.

Havde hun haft Niels som chef, havde han givet hende sparket.

Hver fjerde unge indvandrer fra ikke-vestlige lande - i alt 47.000 fyre og piger under 29 år - lever under sociale, økonomiske og kulturelle forhold, der bringer dem i risiko for at komme til at stå uden for det danske samfund, står der i en ny rapport, som hele syv ministerier har været med til at lave.

De taler dårlig dansk, klarer sig dårligt i skolen, har forældre, som taler ringe dansk, og de er i alvorlig fare for at ende i kriminalitet og på bunden af samfundet.

I en tid hvor ungdomsbander af unge udlændinge er på krigsstien med skydevåben, og hvor kriminaliteten blandt unge indvandrere er betydeligt højere end blandt etniske danskere er det trist læsning. Det er helt tydeligt, at vi er ved at skabe et samfund, hvor tusindvis af borgere de facto er hægtet af udviklingen.

Der ligger her en kæmpeopgave for landets velfærdsminister at tage fat på.

Underligt nok ser velfærdsministeren tilsyneladende anderledes på det: som det fremgår af Berlingske Søndag, har Karen Jespersen gennem nu flere måneder brugt mere tid og flere debatindlæg på at harcellere mod imam Abdul Wahid Pedersen end på velfærd.

Bakket godt op af “Dansk” “Folke”partis dæmoniserende retorik gør Karen Jespersen dagligt sit til at selv de mest arbejdsomme og ærlige indvandrere dagligt oplever, at de bliver anset som et problem snarere end til nytte.

I et overflodssamfund som vores burde det ligge lige til højrebenet for en velfærdsminister at gøre en indsats på dette område. Det ville på alle måder kun kunne virke positivt ind på tilstanden på Nørrebro, på kriminalstatistikkerne, på integrationen, på risikoen for at der opstår ekstremistiske grupper eller måske ligefrem terror, på samhørigheden og - i sidste ende - på det velfærdssamfund, vi hæger sådan om.

Jespersen vil imidlertid noget andet. Hun skaber splittelse, hun spreder had. Hun taler hate speech. Hun passer ikke sit job, men vil hellere være religionsminister og konkurrere med Pia Kjærsgaard om hvilken kvindelig politiker kan optræde mest hadefuldt i forhold til indvandrerne. Karen Jespersens to-do-liste er lang som Helsingørmotorvejen og der findes ikke et eneste lille “V” i margenen ud for et eneste af de mange punkter som tegn et forsøg på  en indsats.

Velfærden begynder, når Jespersen er væk.

Mens Venstre rasler tilbage i meningsmålingerne er der opstået intern strid i partiet på grund af velfærdsminister Karen Jespersens holdning til, hvilke muslimer “man” bør tale med.

“Karen J. skaber splid i Venstre”, lyder Politikens overskrift.

Artiklen citerer Venstre-pingerne Eyvind Vesselbo, Troels Christensen og integrations-udvalgsformand Karsten Lauritzen for at sige, at Karen Jespersens meninger er rent vrøvl og i øvrigt i direkte modstrid med regeringens integrationspolitik.

Og så bringer artiklen desuden det uundgåelige citat fra Venstres politiske ordfører Inger Støjberg, som bidrager med den bemærkning, som har vist sig at være den eneste, hun har til et hvilken som helst emne, men som hun til gengæld gentager dagligt ad nauseam:

“der ingen konflikt i hverken Venstre eller i regeringen om sagen.”

Støjbergs ord, leveret som et let patetisk og klart forgæves forsøg på damage control, høres knapt i en tid, hvor statsministeren desværre ikke er i stand til at bakke hendes op. Han er nemlig stadig på Barbados med sin frue. Det er åbenbart vigtigt, at vores førstedame vedligeholder sin fortrængning af finanskrisen.

Støjberg har vist sig som en letvægter som politisk ordfører. Hun gentager sig selv, har ikke argumenterne i orden og lyder mere og mere som Irak-krigens komiske Ali, dengang han talte om, at sejren over amerikanerne var i hus, mens man samtidigt så USA’s tanks rulle ind i Bagdads gader i baggrunden. Det slider hårdt på troværdigheden, når man som politiker næsten dagligt benægter åbenlyse fakta. Det samme sker for resten, når Støjbjerg dagligt fastholder, at statsministeren skam ikke er på vej væk fra sin post.

Selvfølgelig er Fogh på vej væk.

Selvfølgelig skaber Karen Jespersen da splid i Venstre.

Det gjorde hun også tidligere i Venstresocialisterne og senere i Socialdemokratiet. Hun gør det dagligt ved pure at negligere sit job og i stedet gøre alt for at skabe modsætningsforhold mellem forskellige grupper af befolkningen, fremfor at skabe fred. Splid er Jespersens mellemnavn.

Hvad skal Venstre med den slags? Hvad skal vi andre?

I går kom det frem, at hvert sjette barn på Grønland sulter. Der er tale om et massivt velfærdssvigt, massiv fattigdom og massive sociale problemer.

Det var formanden for socialcheferne i Grønland, som kom med nødråbet fra nord. Et nødråb, som politikerne her i den sydlige del af Rigsfællesskabet imidlertid finder det svært at reagere på, fordi Grønlands selvstyre også omfatter socialpolitikken. Det er Grønlands egen opgave at løse Grønlands problemer.

Alligevel har historien gjort selve statsministeren bekymret. Ikke fordi børnene lider nød, næh helledusseda, men fordi der som bekendt består et Rigsfællesskab mellem Danmark og Grønland, hvilket kan betyde, at Danmark udsættes for international kritik i denne sag.

“Danmark har underskrevet FN’s børnekonvention, og dermed risikerer det at blive Danmarks ansvar, at mange børn i Grønland lever under elendige vilkår”, udtalte Anders Fogh til Jyllands-Posten i morges.

Tillad mig på dette tidspunkt at udstøde et hånligt fnys.

Hvornår dælen har den danske statsminister sidst givet en døjt for, hvad FN mener?

Anders Fogh har præsteret det for en dansk politiker helt enestående at lægge sig ud med FN’s generalsekretær - det skete mens Muhammedkarikaturerne var på dagsordenen.

Anders Fogh har ved flere lejligheder givet FN’s menneskerettighedskommissær en verbal fuckfinger, som da han som en af sine første handlinger nedlagde Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Fogh har gang på gang nærmest ignoreret selv alvorlig kritik af Danmarks flygtningepolitik - selv når den er kommet fra FN’s flygtningehøjkommisær.

Og så var der jo lige noget med en bette krig i Irak med nogle hundredetusinde civile ofre, som Fogh ledte Danmark ind i - uden det FN-mandat, som ellers i årtier har været helt afgørende for, om man kan invadere et andet land.

Så lad os konkludere: når det gælder flygtninge, menneskerettigheder, udlændingepolitik og det at føre sit land i krig, baseret på en løgn, giver Fogh fanden i, hvad FN mener, men nu skal vi tro på, at han er bekymret for, om FN vil kritisere ham for forhold i en del af Rigsfællesskabet, som han ikke længere han ansvar for?

Som de siger i amerikanske B-film: “Yeah, right!”

Well, lad os lade Fogh ligge. Måske blev han taget på sengen af Jyllands-Posten, da journalisten ringede. Hvem ved?

Foghs absurde attitude blev imidlertid overgået et par timer senere af vores velfærdsminister, Karen Jespersen.

Hun er også bekymret for de grønlandske børn - siger hun. Det havde hun nemlig lige fået ordre på at være fra statsministeren. Han magtede det som nævnt ikke.

Jespersen meddelte derfor den undrende presse, at hun da godt vil hjælpe grønlænderne med faglig bistand, så de sultne grønlænderbørn måske kan få noget i skrutten, “og til foråret skal jeg til Grønland for at indgå en udvidet samarbejdsaftale på det sociale område“, fortsatte hun.

Er det ikke kosteligt? Er det ikke grænseløst, tæskehamrende, ur-fucking-komisk?

Karen Jespersen har været velfærdsminister siden november 2007.

Ikke på noget tidspunkt har hun vist antydning af interesse for de svage grupper, hvis interesser hun er sat til at varetage - tvært imod. Jespersen har - som SF anklagede hende for i sidste måned - fusket med sit job. Hun har været aldeles usynlig og har konsekvent ignoreret de fattigste vanskelige kår. Jespersen er ligeglad med det stigende antal af familier, som sættes på gaden, og hun håndhæver regeringens 300-timers-regel, loftet over kontanthjælpen og starthjælps-loven med stor nidkærhed - til gavn for de stærke og til stækkelse af de ringest stillede.

Til gengæld er hun besat af en gal muslim. Hun ser islamister på hvert gadehjørne og bruger megen tid på at sprede konspirationsteorier i samarbejde med sin lige så højre-ekstremistiske mand, Ralf Pittelkow.  I bøger og artikler, i radio og TV. I ugeblade og til foredrag på aftenskolerne gælder det: Karen er altid god for at sprede lidt mere islam-forskrækkelse, hvis Pia Kjærsgaard er blevet hæs.

Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen udtalte op til jul: “Så vidt jeg kan se, bruger Karen Jespersen al sin energi på at diskutere islamisme og drikke kaffe med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i stedet for at være minister for de børn i Danmark, der kan se frem til en juleaften uden gaver og lækkerier.” 

Jespersens svar var karakteristisk. Hun afviste pure kritikken og sagde, at alle de sociale problemer, vi har i Danmark, skyldes at Socialdemokraterne og SF for mange år siden lod for mange udlændinge komme hertil!

Samme måned beslaglagde Karen Jespersen for resten over en halv million kroner fra SATS-puljen - penge, tiltænkt de allersvageste grupper i samfundet. Hun skulle bruge dem til en undersøgelse af, om der mon forekommer flerkoneri blandt muslimerne på Nørrebro!

Tanken om at denne ex-stalinist, på evig jagt efter nye, personlige magtbaser, skulle kunne bidrage med noget positivt i forhold til Grønlands sultne børn er komplet absurd. At læse hendes udtalelser i dag er som at befinde sig i et teaterstykke af Dario Fo. Og at forestille sig Jespersens danske “velfærdspolitik” i grønlandsk udgave er som at se Ethiopien eller Afrikas Horn for sig i en meget kold udgave. En ond, ond hungersnødsdrøm fra Dragør, tilsat hørmen af råddent hvalkød.

Skal vi danskere gøre noget for Grønland i denne svære tid - og det skal vi - må det handle om for enhver pris at holde Karen Jespersen væk derfra. De stakkels grønlændere har lidt nok. Lad os i stedet sende Dronningen og Frede og Mary derop med Kongeskibet fyldt med hjælpepakker fra Joachims jorder og et checkhæfte og en fyldepen hver; lad Henrik drage dertil i et Herkules-transportfly, lastet til bristepunktet med Cahors-vin og de må såmænd godt få Ulla Therkelsen med til at rapportere derfra - det er vist den eneste plet på kloden, hun endnu ikke har betrådt - men IKKE onde Karen. Hende overlever intet samfund i det lange løb.

Alternativt kunne vi også vælge at tilbyde grønlænderne en hjælpepakke (lyder det bekendt, Fogh?) i form af et afdrags- og rentefrit lånt over en 5-10 årig periode samt bistand fra nogle af vores virkelige eksperter på socialområdet. De findes faktisk, men ingen af dem hedder K. Jespersen eller hører til hendes slæng.

Det eneste, grønlænderne ikke har brug for i disse år er dansk skinhellighed og statsministerielt hykleri fra Slotsholmen. De fortjener bedre. Og hjertevarme hilsener fra Amalienborg til det kolde nord forslår heller ikke mere. Der må handling til - for børnenes skyld. Vi kan, vi bør, vi skal.