Som homoseksuel oplever man et stigende pres fra forskellig religiøs side. Ekstrabladet og Kristeligt Dagblad får i disse dage en god historie ud af at fortælle om ex-imam Ahmed Akkari, som har en brevkasse, hvor han siger grimme ting om homo’er i islams navn.

Andre steder kan man læse om grusom forfølgelse af homoseksuelle i mellemøstlige, muslimske lande som fx de regelmæssige hængninger af bøsser i Iran. I en lang række muslimske lande er homoseksualitet forbudt.

Men islam har ikke monopol på religiøst homohad.

Den katolske kirke har i århundreder ført et korstog mod homoseksuelle, som har kostet tusinder af menneskeliv. Det har ganske vist ikke afholdt hundredvis af katolske præster fra at voldtage tusindvis af katolske kordrenge som en pervers bibeskæftigelse - måske nærmest tvært imod?

Den katolske holdning kan genfindes i kirker som Faderhuset herhjemme, hvor Ruth Evensen som bekendt blev outet, mens hun stod og skreg bandbuller mod homoerne.

Men Evensens holdning er bare en højrøstet udgave af Indre Missions og Evangelists og så mange andre kristne kirkers attitude: alle forbander de homoer langt ned i helvede.

Bundlinjen er, at religion meget ofte - alt for ofte - er intolerant, og for alt for mange er religion den fribillet, man tager for at legitimere sin egen intolerance. Lad os være enige om, at det er hamrende ligegyldigt, om hadet stammer fra muslimer eller kristne. Det er lige rædselsfuldt. Man kan ikke græmmes nok.

Så meget desto mere grund til at blive sur får man så, når man som homoseksuel pludselig ser sig spændt for en anden, intolerant vogn: de fremmedfjendtliges.

Herhjemme er indvandrerfjendtlige, anti-muslimske medier og bloggere i fuld gang med at gøre en præst fra Tingbjergs store problemer med de lokale, kriminelle indvandrerunge til et særligt muslimsk problem i forhold til bøsser, fordi den pågældende præst er homoseksuel. Politiet, den lokale provst og præsten selv er godt nok af en helt anden mening, men det afholder ikke de pågældende fra at forsøge at presse deres særlige agenda nedover også denne sag. Når det fremmer muligheden for at svine flere muslimer til, tager den hjemlige yderste højrefløj (som ellers hader Gay Prides og hvis repræsentanter på Tinge konsekvent stemmer imod ethvert tiltag til afskaffelse af forskelsbehandling) gerne homo’erne som gidsler for deres egen sag. Så hedder det “se hvad der sker, hvis I lader muslimerne få mere magt”. Hos DF holder man sig endda ikke tilbage for i et og samme afsnit af sit politiske program at tale om, at “homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet. Den udvikling skal bekæmpes” for derefter at remse listen op over alle de områder, hvor DF blokerer for homoseksuel ligestilling: DF ønsker ikke at homoseksuelle skal kunne blive gift, DF ønsker ikke, at lesbiske får ret til kunstig insemination, DF er imod homo-adoptioner, selv hvis barnet ene forælder er en del af homoparret, og for resten mener Søren Krarup, at vi er handicappede.

Men vi kan godt bruges i DF’s kamp mod muslimerne.

Rend mig!

Lad det være skåret ud i pap: AL INTOLERANCE BØR BEKÆMPES. Uanset om den opstår i et religiøst eller politisk tankespind og uanset hvem den rammer, uanset seksualitet, religion eller race. Og én form for intolerance kan aldrig legitimere en anden.

Det er mit naive, rosenkindede credo. Gud bedre det.

Fra denne tirsdag morgen er halvdelen af Københavns ambulancer med ét slag sparet væk.

Samtidig oplyser regionen, at dens nye kommando-center for nødopkald endnu ikke fungerer optimalt.

Dette vil naturligvis medføre endnu et berettiget ramaskrig over den udhuling af vores velfærdsstat, som VKO er ansvarlig for.

Og som altid vil VKO - den normalt så topstyrende, kontrollerende, Big-Brother-agtige regering, i morgen meddele, at det skam ikke er dens bord; at fejlen ligger andetsteds - i dette tilfælde i regionerne.

Mon ikke de fleste borgere efterhånden er fløjtende lige glade med, hvilken instans der har ansvaret for dette dødelige svigt? Et faktum er det i hvert fald, at denne regerings “frie valg” har skaltet og valtet vores velfærd væk i et omfang, så vi nu ikke en gang længere råder over en forsvarlig sygetransport af landets borgere. Hvem skal nu køre med Pia Kjærsgaard, når hun får sit næste angstanfald?

Det var aldrig sket i Poul’s tid - og vil aldrig ske i Helles!

Her ser du Stefanskirken på Nørrebro i København. En smuk, hyggelig sognekirke. En kirke, jeg har et særligt nært forhold til. Der blev jeg nemlig gift med min mand.

Bemærk tårnet. På tårnet sidder der sådan en metal-javertus som stikker i vejret. På toppen af den sidder der et kors. Toppen af korset sidder i en højde af 33 meter .

Det var bare det, du skulle vide.

Det er nemlig en god information at have i baghovedet, når DF med god hjælp fra nikkedukke-delen af medieverdenen i disse dage himler op om, hvor vanvittig dominerende den nye moske i Københavns NV-kvarter bliver. De vil tale om et udansk indslag i bybilledet og om “mastodont-byggeri”. De vil rulle med øjnene og kalde tanken om moskeen absurd. Og de vil sige, at de vil bekæmpe den med alle midler.

De er allerede godt i gang.

Så er det rart at have styr på proportionerne. Moskeens tårn bliver 32 meter højt - lidt lavere end en typisk dansk sognekirkes.

Måske hjælper den oplysning samtidig til at få styr på en anden ofre fremført påstand, som er aldeles ude af proportioner:

“Dansk” Folkeparti er hverken Danmark eller folket. Kun en samling højtråbende, fladpandede højre-ekstremister, som gør hvad som helst for at sætte lus i skindpelsen mellem Danmarks borgere. Aldrig forpasser de en chance til at opildne til splid. De elsker at piske en stemning op, men de er ikke Danmark, og de er ikke folket.

Til lykke med moskeen derude!

Amen! - og Salam aleikum!

I en tid, hvor dårligt nyt er hverdagskost, og hvor politikere, visse bloggere og mange medier har mere travlt med at dele befolkningen end at samle den, kan man let komme til at overse glade nyheder.

Så meget desto mere grund er der til at juble over den lykkelige opfølgning på Outgames - festivalen for bøsser, lesbiske og transpersoner, som Wonderful Copenhagen i dag kan offentliggøre:

Et overvældende flertal på 89% af københavnerne har et positivt eller neutralt indtryk af begivenheden. Kun 9% er imod, at den fandt sted.

I den glade anledning vil jeg gerne komme med en tilståelse:

Jeg går og er nostalgisk. Men hvor andre længes efter deres barndom eller dengang, da farfar var ung, er mine tanker knap så præget af senildemens. Jeg nøjes med at mindes med et saligt smil de dage i juli og august, hvor København var Outgames-vært.

Jeg er ikke nogen sportsmand, og derfor heller ikke den stolte ejer af en Outgames-medalje, men til gengæld nåede jeg at glæde mig over andre dele af Outgames: den fantastiske kor-festival for hundredvis af sangere fra hele verden, menneskerettighedskonferencen, som kom med vægtige bidrag til ligestilling af minoritetsmedlemmer, den tårevædede velsignelse i Københavns Domkirke af hundredvis af homoseksuelle par, som i deres hjemlande kan kigge langt efter anerkendende miner og venlige ord.

Jeg nød at gå rundt i de små ”byer”, som var etableret forskellige steder i København. Hvor hyggeligt var der ikke i ”Århus” ved siden af Den Sorte Diamant, når aftenmørket sænkede sig og live-musikken lød ud over havnen?

Men først og fremmest nød jeg at jeg kunne være mig. Synet af de mange homo-par, hånd i hånd, følelsen af kærlighed som hang i luften, t-shirtene med ordene ”One Love City”, som de århusianske kunstnere havde fundet på, og de glade smil som vi – mig og gemalen - fik, når vi gik tur med hunden-med-regnbuetørklædet, glemmer man ikke sådan lige. Det kan godt være, at heteroseksuelle ikke oplevede den store forandring med byen (andet end altså alle de besøgende homoer), men tro mig: for os homoer, som dagligt har vores gang i København, forekom byen i de dage dramatisk anderledes på den fede måde. Hendes Majestæt ville vide at kalde følelsen ved dens rette navn: hjertevarme.

Og nej, min mand og jeg er såmænd ikke bange for at gå hånd i hånd til hverdag (ret mange steder), men i de dage var der pludselig hundredvis af par som os, der også gjorde det. Af en eller anden grund føltes det mere naturligt at være åben homo under Outgames end til daglig, hvis du forstår? 

I bagklogskabens lys er det rart at kunne se tilbage på Outgames som en begivenhed, hvor tusindvis af udlændinge kom til byen og sammen med lokale homoseksuelle manifesterede sig kraftigt uden at nogen kom på kant med hverken loven eller det gode borgerskab. Faktisk tvært imod: byens hoteller, restauranter, taxaer og alle de handlende nød godt af dette turistboom i en tid, hvor alle andre ellers vælger Danmark fra. De eneste som kom på kant med loven var nogle få sindsforvirrede, voldelige heteroer, som åbenbart havde for store problemer med deres egen mandighed til at kunne håndtere al den kærlighed, og de eneste handlende som ikke profiterede af denne internationale begivenhed i modsætning til andre lignende, hvor København er vært, var de prostituerede.

Wonderful Copenhagens undersøgelse står i skærende kontrast til det faktum, at Morgenfascisten Jyllands-Pestens hjemmeside kunne opvise hundredvis af rasende anti-homo-læsere, som bakkede op om avisens anti-homo-blogger, at Kristeligt Dagblad på lederplads kaldte Outgames hysteri, og at Jyske Vestkystens nye chefredaktør Michael Kamber, den fra TV så kendte, pæne mand, viste sig også at være en homofob i jydeklæ’r. Også på Berlingskes hjemmeside fik homo-hadet frit løb i en til lejligheden oprettet ”debat”.

Jeg vil tillade mig den påstand, at langt flertallet af anti-Outgames-røsterne kom fra folk, som sjældent sætter deres ben i København og som i hvert fald ikke var i byen, mens begivenheden fandt sted. Det er lidt ligesom, når man ser på, hvem har størst problemer med indvandrerne og stemmer DF: det er dem, som bor i områder, hvor der er færrest af dem – ikke beboerne på Nørrebro.

Der er en grund til at homoseksuelle søger mod storbyerne og at Hjallerup Marked ikke holdes på Kgs. Nytorv.

Så mens finanskrisen ryster landet i sin grundvold og finansministeren vælger de korslagte armes strategi som en vej ud af den, og mens vicestatsministeren giver fanden i krisen, men hellere vil lade sig spænde for andres xenofiske dagsorden, tillader jeg mig at give fanden i dem og krisen for en stund. Jeg vil hellere sende en tanke og en tak til mit dejlige København. Byen, hvor drømme går i opfyldelse, og som rummer høj og lav, hetero- og homo. One Love City! 

En gang var retsskaffenhed, ordholdenhed og ærlighed gode borgerlige dyder.

Det var før VKO tog magten i Danmark.

Siden har man oftere og oftere grebet til løgn og vælgerbedrag som magtmiddel.

Vi så det, da Anders Fogh bildte både Folketing og befolkning ind, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak og brugte det som argument for at invadere landet, og vi har set det dusinvis af gange siden.

Det er nemlig blevet SOP - Standard Operational Practice - at lyve så stærkt som en hest kan rende i regeringen.

I dag sker det igen.

Amnesty International har netop på sit årsmøde rejst en voldsom kritik af den danske regering og det danske politi for rydningen af Brorsonskirken.

Over hele kloden er Amnesty en stemme, der bliver lyttet til. Organisationen har rådgivende status ved FN’s økonomiske og sociale råd, i UNESCO, Europarådet, Organisatonen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed. Mange af den nyere tids internationale konventioner tager direkte udgangspunkt i de anbefalingen, Amnesty International har givet. Amnesty har modtaget Nobels Fredspris. Amnesty International taler med vægt og når AI taler, lyttes der verden over.

Men ikke i Danmark. Ikke hos den danske regering som i samarbejde med “Dansk” Folkeparti - dansk politiks svar på byldepesten - har udviklet sit helt eget moralkodeks.

Gang på gang har regeringen ignoreret Amnesty Internationals råd og kritik. Gang på gang har Pia Kjærsgaard forsøgt at dæmonisere og svine organisationen til som “fanatikere“.

Det er på tide, at nogen siger fra overfor den fordrejning og tilsvining af højt respekterede internationale organisationer, som regeringen og DF står bag. Mønstret er nemlig det samme hver gang: regeringen begår endnu et groft brud på menneskerettighederne, Flygtningekonventionen eller EU-lovgivningen, og så snart den berettigede internationale kritik igen lyder i medierne, bagatelliserer, bagtaler og latterliggør VKO budbringeren frem for at forholde sig til kritikken.

Således også denne gang.

De konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, udtaler “nul respekt” overfor Amnesty’s kritik og påstår, at organisationen ikke aner, hvad den taler om.

“Jeg er dybt skuffet over, at Amnesty International udtaler sig i så skarpe vendinger om en episode, de overhovedet ingen indsigt har i, siger han.- Det fremgår af deres udtalelse. For der var ikke tale om kampklædt politi inde i kirken”, siger Behnke.

Behnke er for resten politibetjent i sit civile liv, så man ville forvente, at sandfærdighed prægede hans udtalelser. Det er ikke tilfældet. I sit politiske liv lyver Behnke åbenbart så stærkt som en hest kan rende for at redde sit skind og svine sine modstandere til. Hvis disse betjente, iført hjelme og visir ikke er kampklædte, hvad er de så, Behnke? Deltagere i en Gaypride, måske?

Den borgerlige regering har sammen med “Dansk” Folkeparti været ansvarlig for en trist forråelse af vores samfund. Skellene er vokset, målt på alle parametre. Benægtelse af fakta er blevet dagens orden. Måned for måned er det lykkedes VKO at overbevise sit lille flertal af vælgerne om, at hele resten af verden tager fejl, og at der rent faktisk gælder et helt særligt moralkodeks i Danmark, hvor enhver kritiker er en venstreorienteret, rabiat, autonom, hel- eller halvkriminal ekstremist. Retorikken kender ingen grænser, og løber man tør for argumenter, griber man gerne til løgn.

I denne regerings tid er det blevet et adelsmærke for en ægte borgerlig at have en anløben moral. Med VKO kom bananrepublikken.

Outgames lakker mod enden.

For mange inklusive denne blogger har det været en bevægende uge. En uge, jeg aldrig glemmer.

Jeg selv er ovre den alder, hvor man danser røven i laser til ud på de små timer, hvilket afgjort har været en mulighed for de tusinder af unge, som er kommet til København for at deltage i festivalen. Jeg hører fra pålidelige kilder, at de har haft nogle aldeles fede fester, som er forløbet i stor fredsommelighed. Har alle bemærket freden og roen? Ærlig talt synes jeg, at det er imponerende, at så mange tusinde mennesker kan samles til en så stor event, og de eneste lejligheder, hvor det har været nødvendigt at bede politiet om at skride ind har været, når heteroseksuelle homofober har angrebet deltagerne. Sig hvad I vil, men vi homo’er er en fredelig flok.

Mit Outgames  der imod har handlet om at lytte til musik, se på kunst og indsuge stemningen i de små “byer”, som er blevet opført til lejligheden rundt omkring i København.

Jeg hørte en udendørs opførelse af La Traviata på Nytorv med Den Kgl. Operas sangere. Jeg har set billedkunst og performance-teater. Og jeg har lyttet til fed rock i “Århus” ved siden af Den sorte Diamant og været til modeopvisning i “Antwerpen” ved siden af Domkirken. Mine største oplevelser har været de to koncerter på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor homokor med deltagere fra 12 lande konkurrerede. Begge aftener i en stuvende fyldt koncertsal, hvor enkelte tilskuere endte med at måtte nøjes med stå udenfor og lytte til musikken gennem de åbne vinduer, fordi de hundredvis af gratis pladser var revet væk. Musikken var aldeles fremragende, og kor-workshoppen blev endnu et bevis på, at Outgames var for alle aldre: flere af deltagerne i det kæmpestore Manchester Gay & Lesbian Chorus ligner og er husmødre i halvtredserne og håndværkermænd, som også forlængst har lagt de vilde ungdomsår bag sig.

Det var derude, jeg i en pause stødte på et amerikansk lesbisk par i firserne. Den ene sad i kørestol. Begge er tydeligt besværede af deres høje alder. Det var nok deres sidste store rejse, sagde den ene af dem og forklarede, at de havde været enige om, at Outgames måtte de bare deltage i. Den anden nikkede samtykkende og så glad, men vemodig ud. Jeg gik videre med en klump i halsen.

På mine gåture rundt i byen konstaterede jeg, at en særlig stemning havde sænket sig over København: den indre by nærmest oser af kærlighed. Jeg så det, da troende, udenlandske homoseksuelle par forlod Københavns Domkirke efter at have fået velsignet deres kærlighed. Flere af dem græd af lykke. I deres hjemlande er sådan en velsignelse en utænkelighed. Deres kærlighed er ugleset eller direkte forbudt. I København fandt de for nogle få dage et fristed. Jeg håber inderligt, at de forbliver lykkeligt uvidende om, at en gammel, bitter mand ved navn Langballe kalder velsignelsen af dem både ukristelig og skamfuld.

Jeg har også set ældre bøssepar gå rundt med hinanden under armen og helt unge homopar, opslugt af hinanden - aldeles blinde for alle de hårde ord, som har haglet ned over dem og Outgames arrangementet fra alt for mange kanter:

Outgames er blevet angrebet på lederplads i Kristeligt Dagblad og Jyske Vestkysten. Og i Jyllands-Posten formåede en af avisens lønnede bloggere af piske en nærmest hysterisk homofobisk stemning op blandt bladets læsere, hvorefter man for en sikkerheds skyld lod Ralf Pittelkow følge hadet op med flere hånlige bemærkninger samme sted nogle dage senere. I Ekstrabladets “Nationen”, som heldigvis langt fra repræsenterer nationen, har læserne stået i kø for at forbande homo’erne langt væk, og også på Århus Stiftstidendes hjemmeside har de anonyme homohadere hygget sig med at betegne vores festival som klam, kvalmende og pervers.

Der er sikkert mange forskellige grunde til al det had, men der er særlig ét ofte hørt argument, som jeg godt vil adressere. Gang på gang kan man læse: “I vil så gerne betragtes som normale, men alligevel vælger I at skille jer ud ved at insistere på at holde jeres egen fest”.

Det er forkert. Lodret forkert, faktisk.

Ingen homoseksuel er i tvivl om, at hans eller hendes seksualitet adskiller sig fra flertallets. Vi ved godt, at vi ikker er “normale” og tænk: vi ønsker heller ikke at blive det!

Det, vi tilstræber, er såmænd blot at vores seksualitet respekteres på lige fod med den som er flertallets. Nøgleord i den sammenhæng er “retten til forskellighed”.

Andre angriber os, fordi de tror, vi ønsker særbehandling. Det er også forkert. Vi ER særlige, men hverken bedre eller værre end resten af befolkningen. Ingen homoseksuelle kræver rettigheder som går videre end dem, enhver heteroseksuel dansker tager for givet.

Og nej! Outgames har ikke været en eksklusiv fest. Faktisk har der været gratis adgang for alle til samtlige de kulturelle begivenheder. Og der stod ingen homo-detektorer ved indgangene for at si heteroerne fra. Tvært imod var der heldigvis mange heteroseksuelle som valgte at deltage i vores fest. Måske fordi der rent faktisk var tale om et af de største kulturudbud, København har set i årevis. Gik det nogensinde op for jer, derovre?

Sportsligt har Outgames budt på konkurrencer i 38 discipliner fra synkronsvømning over karate til tango. Amatører og professionelle har kæmpet sammen, og medaljer er blevet hentet hjem og båret med stolthed. Mest har atmosfæren dog været præget af en sjælden grad af det særlige danske fænomen hygge. I Outgames-sports handlede det i høj grad mere om at deltage end at vinde. Fællesskabet fremfor solo-tripperi.

Jeg har slet ikke omtalt den store tredages menneskerettighedskonference, som vi også lige nåede at afholde i farten. Den endte med udarbejdelsen af en omfattende hvidbog - et inspirationskatalog til brug for regeringer, som ønsker at arbejde for mindretallene i deres lande. Det betyder i praksis, at bogen vil blive ignoreret af den danske regering, men uden tvivl vil regeringer i andre lande og Danmarks næste regering benytte sig af dens mange ideer.

Fik vi noget for pengene? Vel gjorde vi så! Byens hoteller og restauranter har nydt godt at tusinder af homo-turister. To kæmpe krydstogtsskibe fyldte med velstillede homo’er lagde i ugens løb til ved Langelinie og passagererne myldrede ud og blandede sig med de tusinder af øvrige gæster, som tilsammen nåede at lægge mange millioner i Københavns butikker og restauranter. Indtægten har langt overgået udgiften. Homoer er nemlig ALTID en god forretning. Bedre end heteroer, hvis det gøres op i forbrug pr. person.

Hundredvis af frivillige har lagt tusindvis af gratis arbejdstimer for at stable Outgames på benene. En gigantisk logistisk kabale er blevet lagt - og den gik op. Det er rørende og inspirerende at se, hvordan unge mennesker er villige til at knokle for en fælles sag. Sig ikke, at ungdommen hviler på laurbærrene.

Min ven, Morten Kjær, har i ugens løb undervist en del af sangerne i Outgames’ korfestivalen. Sammen sad vi i aften og reflekterede over den magiske stemning, som i ugens løb lagde sig over Danmarks hovedstad. Vi er enige om, at vi aldrig har oplevet noget lignende. Outgames var ikke bare et sportsstævne eller en konference eller en parade eller en korfestival eller nogle koncerter og udstillinger. Outgames var en sindsstemning. En dejlig drøm, som vi nødigt vil rives ud af. For de kan sige, hvad de vil på Vestkysten og i Jyllands-Posten. Det blæser vi på. De aner jo ikke, hvad de taler om. De var der nemlig ikke. De blev væk fra den fest, som de ellers var inviteret til. Faktisk valgte de helt at ignorere de mange udstrakte hænder. For i modsætning til homofoberne, som gerne ser, at døre skal lukkes for os, er der ikke nogen homoseksuelle som har ønsket at udelukke heteroerne fra vores festival eller vores liv. I den ideelle verden lever vi jo sammen side om side,  i gensidig respekt og med lige rettigheder - eller hvad?

I morgen er der Pride-Parade. Det er den dag, vi homo’er går en tur sammen og kigger på heteroer, som kigger på homo’er. Det er ikke en demonstration. Det er et glædesudbrud. Lidt som når Hendes Majestæts livgarde trækker op - bare større, flottere, men betydeligt mindre militaristisk - og gratis i modsætning til Garden. Der vil være nogle ekstremt veltrænede unge fyre i paraden. Og de legendariske Dykes on Bikes. Og en masse mennesker som ligner Hr og Fru Hansen fra Værløse på afveje. Og givetvis også nogle af de fyre, som medierne elsker, men som er de mange anonyme avis-kommentatorers yndlingshadeobjekter: dem, som har krænget sig ned i deres søsters plisserede nederdel i dagens anledning. Tænk så megen vrede, fordi en håndfuld fyre giver efter for lysten til at lege lidt med deres kønsidentitet den ene gang om året. Hvordan kan en heteroseksuel chefredaktør fra Esbjerg opfatte dem som en så stor trussel, at han ofrer en leder på dem? Jeg forstår det ikke.

Jeg skal selv gå med i paraden. Sammen med ham jeg elsker vil vi tage turen til Rådhuspladsen og vinke til alle tilskuerne. Stemningen langs ruten plejer at være god og smilene brede. Har du lyst, så kom og gå turen sammen med os homoer. Tro mig: det vil vi blive beærede over. Og vi smitter ikke. Højst med vores gode humør.

Tak for en dejlig uge.

Her til morgen kunne man i TV høre Jesper Langballe kalde velsignelsen af homoseksuelle par i Københavns Domkirke for ukristelig og skamfuld. “De kan da bare få den almindelige velsignelse”, siger dette relikt og lukker fast øjnene for, at flere af Outgames’ deltagere er troende fra lande, hvor det er forbundet med dødsstraf at være homoseksuel. Her i landet er disse mennesker på mere sikker grund - sådan da. Hvilken glæde er det da ikke for dem, når den danske folkekirke rækker hånden ud mod dem?

I de forgangne uger har DF tillige kørt en hård kampagne mod de afviste irakere i Brorsonskirken, og vi har hørt Kristian “Taliban” Dahl tale om, at de grundlovssikrede rettigheder skal ophæves for visse grupper af udlændinge.

Så summa summarum: Hos Jesper Langballe & Co skal man være etnisk dansk og heteroseksuel for at komme i kridthuset og få velsignet sit forhold - resten kan  sejle deres egen sø.

Hos Jesper Langballe er medmenneskelig forståelse og kristendom erstattet af religiøs apartheid.

—–

Foto: Thomas Haansbæk - lånt med tak!

Pyh, sikken en Outgames-dag. Fed hygge i “byerne”, og København oser af kærlighed og god stemning. Det vrimler med homoer hånd i hånd med deres elskede, og jeg har selv været en af dem. Folk smiler rent faktisk til hinanden på tværs af køn og seksualitet - et særsyn i København.

Og så i eftermiddag endnu en hate crime, begået af endnu en dansk galning.

Og på min blog en kommentar fra “Lorte Albert” som skriver:

“Forfatteren er syg, ring til Åndssvageforsorgen, syg homo på fri fod.
Fy for satan, står der og banker pikken af i røven på hinanden. Hold jeres sygdom for jer selv, kvalmende bøssrøve.”

Tankerne flyver:

Hvor meget low-life og scum findes der mon her i landet?

Hvem er det, vi homo’er er oppe imod og hvor mange mon de er?

Hvem mon Lorte og hadforbryderne stemmer på til Folketingsvalg, hvis de stemmer?

Kun det sidste er jeg ret sikker på. Jeg mener, det er svært at forestille sig Lorte som Enhedslistevælger, SF’er, Radikal eller Socialdemokrat, ikke? Og jeg kan heller ikke rigtig se voldsmænd som venstrefolk eller konservative. Det efterlader så kun en enkelt mulighed, hvis man ser bort fra de småpartierne, og den forekommer til gengæld ret sandsynlig. Den tanke lader vi stå et øjeblik.

Jeg kan tracke, hvorfra folk kommer, når de kommenterer på min blog, og vores “ven” kom fra den Google-søgning, han havde foretaget på ordene “bøsse blog”. Den havde ledt ham til mig og flere andre. Alle steder har han ytret sig som hos mig eller i lignende vendinger. Altså: manden er klog nok til at kunne gå på nettet og google og til at lave en fake email-adresse, så han har kommentar-adgang, men ikke klog nok til at vide, at hans IP-adresse omhyggelig gemmes hos dem, han spreder sit gylle hos.

Endnu et spørgsmål trænger sig på:

Hvordan fungerer hovedet hos en mand som Lorte Albert og ham fyren med det livsfarlige fyrværkeri i dag? Det grænser jo til imponerende, at de gør sig alle de anstrengelser for at komme af med deres antipati mod homo’erne, men omvendt tyder Lorte’s formuleringer og sproglige fejl jo ikke ligefrem på en universitetsbaggrund.

Så hvem er han? Hvem er de? Hvem er deres venner? Har de overhovedet nogen? Har de koner og børn?

Ingen ved det, for svinene forbliver anonyme indtil den dag, det er dem, der anholdes for en hate crime.

Præcist dér ligger homokampens største skisma: vi kæmper for at komme ud af vores skab,  og når det endelig sker, og vi går verden i møde med et fast blik, viser det sig, at vores fjender stadig sidder dybt inde i deres. Anonyme er de, anonyme forbliver de. Kun i mørke eller på lang afstand stikker de hovedet frem for at angribe os. Alligevel er vi nødt til at blive ved - og ved - med at kæmpe for den gode sag. Det gælder jo vores liv! Vores kærlighed!

Med kærlighed skal ondt besejres - og lort fordrives.

Det blev en typisk nat i Københavns gader:

Næppe var Outgames åbnet, før tre af festivalens udenlandske gæster uafhængigt af hinanden blev pandet ned.

Det er som en slags parallel bandekrig, men med en væsentlig forskel i forhold til den på Nørrebro:

I krigen mod os homoseksuelle er det hver gang den samme part der taber: overfaldsmændene. De prøver og prøver at tage vores ære, stjæle vores integritet og løbe med vores stolthed, men det lykkedes dem aldrig.

Kan man piske en stemning ned? Lad os gøre et forsøg.

Et par af medierne forsøger at få en historie ud af, at Københavns Politi har indrykket en annonce i det store, fine program til Outgames - den festival af sport, kultur og alvor, som Hovedstaden påbegynder i disse minutter.

Jeg synes, det er en fin annonce. Det er dejligt at høre, at politiet agter at gøre en stor indsats for at passe på os, nu hvor vi er samlet så mange. Og det er fedt, at man aktivt oplyser vores gæster om, at homofobiske overgreb er forbudt her i landet, og at man bare kan ringe døgnet rundt, hvis noget brænder på. God service i et venligt tonefald. Velment! Og det er jo tanken, der tæller.

Den forargelse, som medierne prøver at piske op, skyldes at der sidst i annoncen forekommer en linje om, at for resten er offentlig sex ikke tilladt her i landet. Og sjovt nok er forargelsen for en gangs skyld på bøssernes vegne, når Berlingeren styrter i byen for at finde homoer, der vil rulle lidt med øjnene og hidse sig op over sådan at blive skudt i skoene, at de boller offentligt.

“Desværre” kunne avisen ikke finde andet end bøsser, der synes at advarslen er lidt underlig.

Mange tænker måske, at det er det underligste ved hele historien. Enhver københavner ved jo, at mænd har sex med hinanden i Ørstedsparken, ligesom det i øvrigt sker mange lignende steder over hele landet, ja, over hele verden. Hvorfor vil bøsserne ikke kendes ved det?

Det er fordi, en meget stor del af dem, der boller i parken slet ikke er bøsser. Ikke efter deres egen opfattelse i hvert fald.

Indenfor sexologien taler man om MSM - mænd som har sex med mænd. Ikke fordi det er politisk korrekt, men fordi det er videnskabeligt korrekt. MSM dækker over et stort spektrum af fyre lige fra den veletablerede homo-fyr med den registrerede partner, det fede job, Volvoen og sommerhuset til familiefar Jensen med kone og børn, som går tur med hunden sent om aftenen og benytter lejligheden til at lufte mere end blot lille Fido.

Jensen regner ikke sig selv som homoseksuel. Knapt nok som biseksuel. Han har bare det der underlige behov for at være sammen med en mand nu og da, men gemmer sin tilbøjelighed dybt i baghovedet. Konen skal ikke vide noget, og Jensen vil ikke sætte sit ægteskab over styr. Og hvad ville vennerne ikke tænke, hvis…

For Jensen er parken et fristed. Der kan han træffe andre mænd som sig selv. Og nogle gange såmænd også en bøsse eller to - mere eller mindre ude af skabet.

Jensen skal ikke til Outgames. Han ved knapt nok, hvad det er. Og derfor ser han aldrig politiets annonce med de advarende ord. Omvendt er det uendeligt få af byens 300.000 Outgames-gæster, der skal i Parken. Derfor finder de annoncens ordlyd underlig. De er jo kommet her for at dyrke sport, spille teater, synge i kor og feste. Mange som par. Alle med de bedste intentioner om at opføre sig forbilledligt. Og singlerne iblandt dem behøver aldeles ikke gå i nogen park for at score. Der er jo dusinvis af fester og events over hele byen, hvor dreng kan møde dreng og sød musik opstå.

Jensen skal nu også nok klare sig. Han bliver næppe arresteret for “sex in public” som annoncen kalder det. For at man kan kalde det “public”, skal der jo være et publikum at forarge, og det er der sjældent dybt inde i buskads i en fjern krog af en park kl 1 om natten. Ironisk nok kommer faren fra en helt anden kant: fra de skinhead- og rockertyper, som elsker at pande fyre som ham ned på parkens stier. De kalder Jensen “bøsse” og sig selv “bøsse-hadere”. De skulle bare vide, at selv når de rammer, rammer de som oftest forkert.