PeerPlus

Det blev en typisk nat i Københavns gader:

Næppe var Outgames åbnet, før tre af festivalens udenlandske gæster uafhængigt af hinanden blev pandet ned.

Det er som en slags parallel bandekrig, men med en væsentlig forskel i forhold til den på Nørrebro:

I krigen mod os homoseksuelle er det hver gang den samme part der taber: overfaldsmændene. De prøver og prøver at tage vores ære, stjæle vores integritet og løbe med vores stolthed, men det lykkedes dem aldrig.

Mens USA og resten af verden fejrer præsident Obama - long may he reign - er jeg faldet over et hjørne af en statistik i Politiken. Her oplyses det, at ved præsident Bush’s tiltrædelse for otte år siden anså 40% af alle amerikanere homoseksuel adfærd som moralsk forkasteligt. I løbet af hans regeringstid er tallet steget til 48%.

Midt i al den nypuritanisme kan man ikke lade være med at glædes over den mangfoldighed, som USA alligevel repræsenterer. Tag nu fx bare sæbe-operaen “As the World Turns” som siden 1956 har glædet nationens mere eller mindre desperate husmødre med romantik og drama efter den kendte recept: man anbringer nogle smukke, men måske ikke ekstremt talentfulde skuespillere i en lille, fiktiv by og kaster dem ud i den ene affære efter den anden, mens de skændes, udtænker komplotter, bagtaler hinanden, såres, kommer på hospitalet med mystiske sygdomme, går fallit og kommer på fode igen og så videre - og videre - og videre.

Pludselig forrige år skete der noget. To af seriens yngre, mandlige medvirkende var tydeligvis draget mod hinanden på en syndefuld, pervers og seksuelt afsporet måde. De var smaskforelskede og ikke i den lokale cheer-leader, men i hinanden.

Der opstod uro i de mangen et amerikansk hjem. Hvad var på vej her? Var det endnu et af disse kommunistisk-inspirerede bagholdsangreb fra den internationale homo-baghyler-bande, som vil giftes og have borgerrettigheder og den slags pjat?

Nationen holdt vejret, mens Luke og Noah, som figurerne hedder, dansede om hinanden og den varme grød uge efter uge. Episode efter episode.

Så skete det.

Et dybt og indeligt homo-snav af de bedre midt i eftermiddagskaffen.

Det skabte overskrifter. Selv New York Times ryddede forsiden. Aldrig havde man set noget lignende på amerikansk TV før. The American Family Association, en stor og magtfuld, konservativ organisation, som kæmper for de “sande, amerikanske værdier” gik i spidsen for en kampagne, rettet mod Tv-selskabet CBS, de to unge fyre og alt hvad de står for. Mange syntes, at det værste var, at der slet ikke var blevet advaret på forhånd om, hvad der ville ryge over skærmen, så man kunne have fået børn og folk med svage hjerter ad vejen.

Da bølgerne lagde sig, viste det sig imidlertid til alles overraskelse, at det banebrydende kys havde haft den modsatte effekt af, hvad man kunne have ventet sig i det puritanske USA: Seerne ville have mere af det samme! I samtlige fokusgrupper, i fan-magasinerne, i TV-bladenes læserbreve og i debatgrupperne på internettet var holdningen helt entydig: Noah og Luke skulle kysse igen.

Det andet kys røg ud i æteren en måned efter det første, og så var de to fyres kultstatus en realitet:

De har nu efterhånden kysset hinanden hele 24 gange - dybere og inderligt og uden tante-attituder. Man har set dem i vild og svedig, halvnøgen tumlen i sengen, og de to har guddøleme endda været dristet sig til at holde lidt hånd under et besøg på en restaurant. Til USA’s store forbavselse opfører de sig nærmest som et helt normalt, forelsket par. Som en overbevist heteroseksuel seer skriver på Youtube: “jeg havde ikke troet at bøsserøve var så normale”.

Al kritik mod denne amerikansk TV’s første, ægte, lykkelige homoaffære er efterhånden forstummet. De to skuespillere, som bærer rollerne som Noah og Luke - Van Hansis og Jake Silbermann - har fået mangedoblet deres løn og er rykket op i TV-stjerneklassen. De har hver deres fanklub og en fælles. De ses ofte som de beærede æresgæster til den ene store homo-event efter den anden og grunden er ikke kun spin, glitter og glimmer. For mange unge homoer repræsenterer de to og den banale soap, de medvirker i, nemlig en ny tid, en fremtid, hvor der ses lidt mindre skævt til USA bøsser og lesbiske end tilfældet har været det hidtil.

Jeg ved ikke, om Noah og Luke eller blot “NUKE”, som de kaldes blandt deres fans, er med til præsident Obamas indsættelse i dag, men et eller andet sted håber jeg det. Obama har jo lovet at være hele nationens præsident og ikke mindst også de homoseksuelles. Det håber jeg, han vil leve op til, når først han lige har skabt fred på jorden, bragt orden i økonomien, stoppet terroren og fået styr på vores klimaproblemer.

Det bliver en god dag.

Til lykke USA.

Dengang for flere årtier siden, da jeg endnu kun var en ganske lille og ny bøsse, var jeg mest af alt dybt fascineret over min nye sub-kulturs mange små særheder. Ting, der adskiller os homoer fra jer heteroer. Ting som kun vi kender til, og som I andre hverken kan eller skal forstå. Ting, der giver os bøsser (sorry,  jeg kan ikke tale for de lesbiske - jeg har aldrig fattet, hvad dét lige handler om), en fælles fornemmelse af hemmelig loge og - hvem ved? - måske efterlader jer andre som store heteroseksuelle spørgsmålstegn.

Fordi vi alle skal være gode mod hinanden og ikke stikke noget under stolen, har jeg bestemt mig til at indvi jer i nogle af disse små kinks sådan pø om pø, og så må jeg leve med kritikken for at have afsløret forretningshemmelighederne fra mine med-bøsser, hvis eller når den kommer.

Jeg har flere grunde til at fortælle disse små homo-historier, men den vigtigste er nok at understrege, at uanset hvor forskellige, du, kære læser, og jeg så måtte være, når det gælder sexuelle præferencer, er der alligevel mere, der samler os end ting, der skiller.

Jeg vil på et senere tidspunkt fortælle jer om den særlige gaydar og om, hvordan man cruiser på Strøget eller i Føtex uden at andre opdager det end ham, der skal. I skal også nok komme med på en tur i homo-undergrundens dark-rooms og klubber i en blog, som kun bør findes frem efter børnenes sengetid. Ingen sten vil forblive u-vendt. Ingen hemmeligheder forbliver hemmelige. Er der noget, du vil vide, så spørg, og jeg vil svare - så godt jeg kan. Husk bare, at jeg er ikke noget bøsse-orakel, kun en ufatteligt erfaren, godt slidt, men alligevel velholdt homofyr.

Dagens lektion handler, mine damer og herrer, handler om

THE GAY HANKY CODE

I al sin enkelhed drejer det sig, som navnet antyder, om tørklæder. I gamle dage for 30 år siden var enhver bøsse med bare et gran af selvrespekt ejer af mindst et bandana-tørklæde, som han gik rundt med i baglommen - i hvert fald når han var i byen og på jagt.

(Man kan faktisk godt sige, at vi bøsser er ligeså glade for vores tørklæder som visse muslimske kvinder er for deres. Og ligesom de muslimske kvinder, har bøsserne også altid været genstand for megen debat og afstandtagen på grund af deres fremtoning. Der er med andre ord et klart skæbnefællesskab der. Hvem laver den første forening for undertrykte tørklædebærere?)

Man valgte farven på sit homotørklæde med stor omhu og placeringen af det med endnu større akkuratesse. Alt andet kunne nemlig have katastrofale følger i form af uønskede sexuelle nederlag. Det handler nemlig om, hvad man “er til” og hvordan man er til det, sådan sexuelt, altså.

Oprindeligt brugte man kun tørklædet til at vise, om man var “aktiv” eller “passiv” - top or bottom. Havde man sit tørklæde i venstre baglomme var man aktiv og modsat, hvis det sad i højre. Havde man det om halsen, var man begge dele eller bare måske bare vildt begejstret for sit nye tørklæde.

Senere blev ideen “produktudviklet”. Med tørklæderne blev man som bøsse i stand til at signalere til andre homoer, at i aften var man kun indstillet på oral-sex, eller et sort tørklæde i venstre bagkomme kunne afsløre, at der indeni den fuglebrystede, halvskaldede fedling i hjørnet gemte sig en hardcore SM-fyr.

Snart var der en farve for enhver tænkelig og utænkelig homo-udskejelse. Variationerne var nærmest endeløse og inkluderede sexuelle excesser, som kun de færreste anede eksistensen af. Ofte krævede det desuden en højt udviklet farvesans at skelne tørklæderne fra hinanden og især måske i en dunkelt oplyst bøssebar kl 4 om morgenen med en flok bajere under vesten.

Resultatet blev noget rod. Hvem fanden kan huske alle de farvekoder, og hvem ønsker i virkeligheden at være så stor en fagidiot på det sexuelle område, at man kun gider en eneste variation over temaet sex? Det er vel OK at ende med at samle en eller anden op som elsker at slikke tæer, men i timevis og som eneste sexuelle beskæftigelse? Narj, vel.

Derfor blev tørklæderne droppet sådan lidt efterhånden. Nu lever traditionen kun blandt hardcore læder-bøsser og kun ved særligt festlige lejligheder.

Hvis historien har en morale, må det være, at ingen bøsser tænder på alle mænd, og at det kan være møgbesværligt, hvis man tilhører en minoritet i minoriteten.

Med tørklædet er det godt nok muligt at signalere, at man er en bøsse som er navle-fetichist og primært interesseret i at slikke navler, men hvad nytter det, når man har paraderet rundt med sit lilla tørklæde i månedsvis i venstre baglomme uden at have set skyggen af en fyr med et tilsvarende tørklæde i den højre?

Intet under, at mange endte med at boykotte tørklædesystemet ved bare at have en orange klud om halsen, signalerende “kan alt - vil alt”. Det kunne og ville de selvfølgelig ikke, men det kunne jeg jo ikke vide, da jeg som 18-årig for første gang indfandt mig på en af Københavns læderbarer, hvor “The Hanky Code” oven i købet var forklaret i alle detaljer på en tavle på væggen.

Jeg så på de fyre med en blanding af beundring og frygt. Tænk at kunne ALT indenfor sex. I dag ved jeg, at de fleste af dem sikkert bare var en flok pralhalse.

Skulle jeg endeligt vove mig ind på en bøsselæderbar i dag, ville det blive uden tørklæde. Der mangler nemlig et på listen, som jeg ellers godt ville have proppet i baglommen: det, det betyder: “kan alt - vil intet”.

Denne homofyr ER nemlig optaget og har været det i mange år og tænk: vi fandt hinanden helt uden 20 gram kulørt stof i baglommen.