En flere dage gammel artikel bliver ved med at rumstere i mit baghoved. Og det er ikke en gang artiklens gruopvækkende indhold, som bekymrer mig; det er journalistens tilgang til emnet.

Artiklen handler om, at myndighederne i Uganda har en meget hårdhændet fremfærd mod bøsser. Homoseksualitet er forbudt i landet og enhver som pågribes in flagranti delicti står til flere års fængsel.

Nu skal loven strammes!

Et lokalt parlamentsmedlem har stillet forslag om dødsstraf for homoseksuelle i særligt gravende tilfælde (handler det mon om, hvorvidt der var et kys involveret?), og som et lille ekstra kolorit på forslaget, forestiller han sig, at bøsser som konstateres hiv-smittede skal skydes ned på stedet.

Den slags kan få menneskerettighedsorganisationerne, FN, homo-foreningerne og Ulla Tørnæs op på dupperne. Alle er de rasende; alle udtaler deres kraftige fordømmelse af den perverse stenalder-tankegang, som ligger bag forslaget, men ét sted går bølgerne særligt højt ifølge artiklen, som stammer fra Kristeligt Dagblad: i den anglikanske kirke.

Uganda er nemlig ikke et muslimsk land, styret af mørkemænd og semi-terrorister med hang til bomber, minareter og halal-kød. Uganda er et kristent land, hvor 86% af befolkningen ser sig selv som tilhørende den britiske, anglikanske kirke.

Men Kristeligt Dagblads artikel handler ikke om, hvordan den anglikanske kirke og de britiske biskopper griber ind overfor udviklingen i Uganda. Den handler heller ikke om skismaet mellem dødsstraf og kristendom. Nej, den handler om, at denne her lille ”sag” desværre splitter kirken i to fraktioner: dem som har noget imod at man henretter bøsser på samlebånd i Uganda, og dem som synes det er helt fint og derfor ikke vil kritisere trosfællerne i Afrika. Den sidstnævnte gruppe fører pt i debatten i England – bl.a. fordi biskoppen af Canterbury - kirkens overhoved - er indædt homohader.

Så altså: den store bekymring for den anglikanske kirke er slet ikke, at bøsser myrdes af den ugandiske stat i kirkens navn. Nej, problemet er, at bøsse-drabene desværre deler kirkens gamle mænd i to grupper, som er uenige, om de skal skride ind, og den slags interne konflikter er en damn nuisance, for hvad kan så ikke blive det næste? Te i breve i stedet for rigtig te til kirkemøderne? Eller ligeret for kvinder?

Der er en helt enestående kynisme indbygget i disse overvejelser. Et menneskesyn så afstumpet, at man kun kan kalde det perverst. Trist, at netop den holdning også får lov til at sive igennem helt ned i overskriften i Kristeligt Dagblad.

“Ugandisk homolov er anglikansk problem”

Hvilket forbandet ugudeligt ævl! Overskriften burde snarere lyde: Anglikanere er homoernes problem! Eller sagt i større perspektiv: moralsk er der ikke er en kæft forskel på den som eksekverer dødsstraffen over en homoseksuel person og den kirkens mand eller den journalist som vender det blinde øje til, mens det sker - i Guds navn.

Ordene, som skal siges, kan ikke siges bedre end min blogger-kollega og ven Hatbakken gør det. Klik og læs.

På Statens Serum Institut har man afsluttet den statistiske bearbejdning af hiv-smitte-tallene for 2008. Resultatet er blevet offentliggjort i dag. Der er intet dramatisk nyt at fortælle – i hvert fald så længe, man vælger kun at se statistikken som tal og ikke som skæbner.

Hovedtallene er:

Der blev registeret 276 nye hiv-smittede i Danmark i 2008.

Af dem var de 80 af hunkøn.

Af de 196 nykonstaterede hiv-positive drenge og mænd var de 130 blevet smittet af en anden mand.

29 af bøsserne var ”af udenlandsk herkomst”.

Hovedstadsområdet står for halvdelen af landets hiv-tilfælde. Desuden vejer Århus godt til, mens yderområderne stadig har en meget lille andel af nye hiv-smittede.

Størstedelen (51%) af ny-smittede var i aldersgruppen 25-45 år (som også er de seksuelt mest aktive år) Resten fordelte sig nogen lunde ligeligt på alle aldersgrupper. Tragisk nok blev 3 børn født med en hiv-infektion, som blev konstateret for sent til at den kunne PEP-behandles væk, ligesom en pige i aldersgruppen 5 til 14 år også fik den chokerende oplysning, at hun er hiv+.

Antallet af ny-smittede bøsser har været svagt stigende de sidste tre år.

10% af bøsserne og 15% af heteromændene, som blev konstateret hiv-positive fik samtidig en aids-diagnose og burde altså være testet for flere år siden. De har i de senere år været en del af det såkaldte mørke-tal: folk som går rundt og er hiv-smittede uden at vide det – en højrisikogruppe, som er svær at få fat i og få overtalt til en test.

2 af de aids-diagnosticerede fra 2008 var døde ved årets udgang.

Det må noteres som en fantastisk god nyhed, at kun 4 sprøjtenarkomaner sidste år fik hiv. Budskabet om ikke at dele nåle er tydeligvis sivet betydeligt bedre ind i den gruppe end budskabet om altid at bruge kondom ved sex, hvor en af parterne er hiv-negativ er blandt bøsserne.

Til sidst et tankevækkende tal for os gammel-smittede: i perioden fra 1980 til 1992 fik 1162 personer i Danmark en aids-diagnose. Antallet af overlevende fra de år: 22 personer. 22.

Til februar deltager jeg i den årlige hiv-forsknings-konference CROI i San Francisco. På min fri-eftermiddag vil jeg tage hen i Golden Gate Park og sætte mig The Aids Memorial Grove, som er USA’s mindesmærke over de millioner af døde, som er faldet som ofre for hiv og aids. Der vil jeg sætte mig på en bænk og tude i ti minutter, mens jeg tænker på Jesper og Lars og Steen og Torben og Henrik og Mogens og Jens og Michael og Morten og Lars og Hans og Jan og alle de andre. Nære venner, kærester, mænd, jeg kendte, og som jeg aldrig glemmer. Alle var under de 35 år, da de døde. Guys, jeg savner jer så forfærdeligt.

Når jeg så har sundet mig lidt, falder det sikkert endnu et par tårer, men det bliver af den slags som skyldes stor glæde og taknemmelighed. Taknemmelighed over min elskede mand, min familie, mine venner, mit job – over at være til endnu.

På tirsdag den 1. december er det World Aids Day. Brug dagen til at sende en tanke til de 33,4 millioner børn og voksne, som lever med hiv. Og tænk på de 2 millioner mennesker, som døde af hiv - alene i 2008.

Kampen er langt fra slut.

Pas på dig.

Ophævelsen af USA’s indrejseforbud for hiv-smittede sker 4. januar 2010 meddeler Department of Health and Human Services.

Det har taget 22 års lang kamp at få fjernet den diskriminerede lov-paragraf, som har forhindret enhver hiv-positiv person - turist som immigrant - i at besøge USA.

Mange har i årenes løb udtænkt planer for at omgå forbuddet, ligefra at sende deres hiv-medicin pr post til kontakter i USA og så krydse fingre for, at de dyre piller ikke blev beslaglagt i tolden til at gå på et selv-pålagt pillestop, som for mange har fået uoverskuelige følger i form af medicin-resistens og drastisk svækket immunforsvar. Andre tog chancen, løj på både den elektroniske ESTA-indrejseansøgning, man skal udfylde og på indrejsekortet, som bliver udleveret i flyet. På den måde slap en del ind, men mange, mange andre blev snuppet i den amerikanske indrejsekontrol og sat på det første fly hjem igen for egen regning med et forbud i nakken mod nogen sinde at vise sig i De Forenede Stater igen.

Nu er det slut. Endelig er det lykkedes at overbevise de amerikanske myndigheder om, at forbud mod indrejse blot stigmatiserer en masse mennesker, men ikke dæmmer op for en verdensepidemi. Forbud skaber tvært imod marginalisering og falsk tryghed og en stemning af fortielse og tabu omkring en sygdom, som kræver åbenhed og italesættelse, hvis den skal bekæmpes.

I årenes løb har jeg haft fornøjelsen af at være en lillebitte brik i processen. Med mine bestyrelseskolleger fra både Hiv-Danmark og Hiv-Europe har jeg som frivillig aktivist deltaget i adskillige møder med repræsentanter fra UNAIDS, fra EU-parlamentet og fra det danske politiske liv i forsøget på at få lagt pres på den amerikanske regering. På internationale hiv-konferencer har vi sammen med tusinder af repræsentanter fra patient-organisationer og hiv-præventions-organisationer rejst kravet om åbne grænser for øget åbenhed i kampen mod hiv igen og igen.

På forskningsfronten sker der meget omkring hiv. Endnu tør ingen for alvor tro på at “kuren” findes, som udrydder hiv fra klodens overflade, og heller ikke på vaccine-fronten er der afgørende nyt - endnu. Til gengæld bliver behandlingen mod sygdommen år for år mere sofisticeret, sådan at forstå, at den hiv-medicin, som nu gives til patienter er betydeligt mere effektiv end for blot få år siden: den reducerer antallet af hiv-smitteceller i blodet og i organerne til det næsten umålelige og øger patientens immunforsvar til næsten samme niveau som de ikke-smittedes. Hvad mere er: den reducerer også den hiv-smittedes smitsomhed til det nærmest teoretiske. I dag vælger mange par, hvoraf kun den ene part er smittet, at dyrke have sex uden kondombeskyttelse, hvis visse betingelser er opfyldt. I Schweiz anbefales den praksis fx af lægerne, hvis parterne lever i et fast og monogamt forhold, hvis den smittede er i en virksom behandling, som har gjort hendes eller hans virustal umåleligt, og hvis ikke nogen af parterne har en anden kønssygdom. Det havde ingen troet muligt for blot få år siden.

Hiv-medicin er også faldet voldsomt i pris gennem de senere år. Det samme kan siges om behandlingen af den enkelte patient. Der er blevet brug for færre konsultationer hos lægen og færre blodprøver fordi medicinen er blevet mere virksom. En hiv-patient betragtes i dag som en patient med en kronisk sygdom på linje med sukkersyge. Vores prognose er på 15 år for et ny-smittet ungt menneske gået fra “død indenfor max. 10-15 år” til “du skal nok opleve at fylde halvfjerds - og lidt til”.

Som det vil være nogen bekendt er forskning i hiv en del af min arbejdshverdag. På Københavns Universitet udgør jeg en lille administrativ brik i den internationale hiv-forskningsenhed, som samler data fra hundredtusinder af patienter kloden over. Vi modtager prøveresultaterne efter hiv-smittedes besøg på klinikker lige fra Sydney over Svetlogorsk til Buenos Aires og er ved hjælp af dusinvis af tastemedarbejdere, datamatikere og fremsynede lægelige forskere i stand til at udtale os med stor vægt om hiv-behandlingens langtids-effekter på patienterne. Danmark er således helt med i front, når det gælder hiv-forskning. Ironisk nok yder den danske stat og de danske stat ingen støtte til denne forskning - endnu. Pengene kommer i stedet fra de enorme summer, den amerikanske regering bruger internationalt til hiv-forskning og fra EU’s forskningsmidler samt fra medicinal-firmaerne, som har et naturligt ønske om at kende til effekterne, gode som dårlige, af deres produkter.

For få uger siden fik jeg en opringning som gjorde mig særligt glad. Jeg er blevet inviteret til at deltage i et internationalt panel som overvåger forskningsgruppen INSIGHT’s studier. INSIGHT står blandt andet bag START-studiet, som påbegyndes over hele kloden i disse måneder. Studiets formål er en gang for alle at besvare et af hiv-behandlingens store spørgsmål: hvornår i patientens forløb, skal man begynde den medicinske behandling? Ved hvor lavt immun-forsvar er det ønskeligt at sætte ind med pille-behandlingen? Groft sagt handler det om at opveje mange faktorer mod hinanden: tidlig behandling betyder mindre sygdomsrisiko og lavere smitsomhed, men også måske flere langtidsbivirkninger, som kan være svære at gennemskue. Der er også økonomiske overvejelser og spørgsmål om medicinens tilgængelighed i klodens fjerne afkroge, som spiller ind, når man skal vælge en behandlingsstrategi.

For at besvare spørgsmålet, indrullerer INSIGHT-forskerne flere tusinde patienter fra hele verden i START-studiet. Halvdelen af dem vil skulle begynde behandling, når deres immunforsvar (CD4-tallet) når ned på de 350 celler pr kubikmilliliter blod, som er retningslinjen i de fleste lande i dag. Den anden halvdel vil komme tidligere i behandling - ved et CD4-tal på 500. Hvem går det bedst for - og hvorfor? Svaret kender vi om seks år. Hvis du er hiv-smittet og endnu ikke i behandling, kan du være med i studiet, hvis dit cd4-tal er over 500. Tal med din hiv-læge om det.

Det koster enorme summer at lave et sådant studie. Hver eneste blodprøve skal analyseres for mere end 30 forskellige ting fra hiv-rna-tal til cd4-tal over sukker- og kalk-indhold til fosfater og blodprocent, antallet af hvide blodlegemer, blodplader, kolesteroltal og triglyceridtal og tal som fortæller om påvirkningen på nyrer og lever. Alene styringen af pengestrømmen helt ud til det enkelte laboratorium kræver en fast økonomisk styring. På samme måde skal lægerne løbende overvåge, at studiets forskningsmæssige formål overholdes og at ingen patienter udsættes for unødig risiko. Et studie kan afbrydes, hvis det undervejs bliver åbenbart, at den ene gruppe af de undersøgte patienter får det betydeligt bedre eller værre end den anden. Kontrolforanstaltninger er derfor mange, når sådan et studie sættes i gang: tre arbejdsgrupper med hver deres store ansvar nedsættes: en som tager sig af den lægelige side, en, der overvåger økonomien og så - som et lovkrav - en gruppe af patientrepræsentanter, som på de tusinder af frivillige patienters vegne skal tilse den etiske side af forsøget og sørge for, at ingen patient tvinges ud i afgørelser, som hun eller han ikke forstår og at ingen lider overlast.

Den opringning jeg fik var en invitation til at indtræde i INSIGHT’s rådgivende styrelse på patienternes vegne. Sammen med otte  hiv-smittede kolleger fra alle verdensdele skal jeg give mit besyv med og komme med in-put til både de bevilligende regeringer og til forskerne om START-studiets forløb og de øvrige studier, som INSIGHT står bag.

Efter nogle dages betænkningstid og efter at have indhentet tilladelse fra min arbejdsplads sagde jeg ja tak. Jeg er dybt beæret. Siden da har jeg modtaget hundredvis af sider med videnskabelige udredninger på engelsk til vurdering og deltaget i en satellit-telefon-konference med mine kolleger. Stemningen er god, koncentrationen er høj - vi har noget at bidrage med.

Alting gik for mig op i en højere enhed, da vores gruppe for nyligt blev inviteret til at mødes for for alvor at være med til at skyde START-studiet i gang. Det sker i USA af alle steder - i forbindelse med den videnskabelige verdenskonference for hiv-forskere i San Francisco til februar.

Jeg har ikke været i USA i mine mange år som hiv-positiv. Jeg havde ikke nogen forventning om at jeg ville kunne slippe igennem nåleøjet som uopdaget, fordi jeg har ytret mig i en del sammenhænge som åben om min hiv-status. I stedet har jeg gået og håbet på, at indrejseforbuddet en dag ville blive fjernet, selv om udsigterne til det i mange år virkede håbløse. Nu sker det så. 4. Januar 2010. En dag, som vi positive med rette kan tillade os at fejre. Ikke blot fordi vi nu kan besøge vores venner og bekendte på den anden side af dammen, men fordi endnu en fordom med en meget synlig diskrimination til følge nu forsvinder. Den officielle bekendtgørelse om det er hele 16 sider lang. Ordnung muss sein - også i Amerika. Ting Tager Tid.

Ventetiden er omme.

Jeg kan se, at en del havner på min blog efter en google-søgning om HIV og forskellige spørgsmål i den forbindelse.

Til dem blot denne lille opdatering:

Præsident Obama meddelte ved sin tiltrædelse, at han havde det som et mål at ophæve USA’s mange-årige indrejseforbud rettet mod hiv-smittede turister.

Præsidenten er i fuld gang med at leve op til sit løfte, men der er et enormt bureaukrati forbundet med blandt andet at sikre, at USA ikke pludselig løber ind i at komme til at hæfte for behandling til hiv-smittede fra en række lande, hvor adgangen til behandling ikke er helt så let som fx i Danmark. Danske hiv-smittede kender problematikken i forvejen: indtil for få år siden kunne vi ikke tegne en rejse-sygeforsikring i noget selskab. Det største af selskaberne på markedet, Europæiske, ville endda ikke en gang forsikre vores kufferter mod skade eller tyveri på en tur til Mallorca.

Nu ser situationen heldigvis noget bedre ud, og det samme kan altså siges om USA’s indrejseforbud. Det har forekommet ironisk i mangel af et bedre ord, at det land, hvorfra HIV har bredt sig til en hel verdensdel, lukkede sine grænser i et symbolsk,  men forgæves forsøg på at beskytte sine egne borgere mod en sygdom, som allerede er vidt udbredt der, mens vi her i Europa (heldigvis) ikke har belemret USA’s hiv-smittede borgere med lignende forbud.

I mere end to årtier har hiv-smittede med lyst til bare én gang at se Frihedsgudinden eller Rocky Mountains eller Hollywood været forhindret i at gøre det på lovlig vis. Mange har i årenes løb trodset forbuddet, løjet sig raske, efterladt medicinen derhjemme og har dermed gjort ubodelig skade på sig selv og deres helbred. Andre tog chancen, men blev snuppet i tolden i USA og sat på det første fly hjem for egen regning og med en blacklisting mod nogen sinde at vende tilbage i bagagen. Andre igen slap igennem nåleøjet uden at blive opdaget.

Og så var der alle os, som ikke turde tage chancen. Vi har ventet længe på den dag, som nu nærmer sig med hastige skridt. Mine kilder blandt amerikanske hiv-aktivister beretter, at det næstsidste skridt i processen nu er taget: The Department of Health and Human Services instruerede 22. oktober the Office of Management and Budget om at fjerne HIV fra listen over sygdomme, som medfører indrejseforbud. Der blev sat en frist på 60 dage til at få arbejdet gjort. Så snart ændringen er foretaget i alle relevante cirkulærer og regulativer slutter en årelang officiel stigmatisering af hiv-positive personer.

Uofficielt tales der om, at man satser hårdt på at have arbejdet gjort til 1. december - World Aids Day.

Der er grund til at lykønske præsident Obama og hans embedsværk med beslutningen. HIV er en alvorlig sygdom, som ikke kender nogen grænser. At tro at man kan beskytte sin befolkning mod epidemien ved at stoppe hiv-smittede turister ved grænsen er naivt og indgyder en falsk tryghed. Det har præsident Obama heldigvis indset - godt hjulpet af opfordringer fra EU og UNAIDS og de mange andre organisationer, som arbejder for at stoppe sygdommens fremmarch.

Som hiv-smittet skal man tænke sig godt om, før man bestiller en rejse. Selv om USA nu fjerner sit forbud, er der stadig mange lande, som hellere ser vores hæl end vores tå: hvad nytter det, at Singapore Airlines er verdens bedste flyselskab, hvis vi hiv-smittede ikke må besøge deres bystat - ikke en gang på en mellemlanding til Australien?

Og hvor surt er det ikke at måtte droppe at se Kuala Lumpurs skyline og Borneos orangutanger, fordi Malaysia holder os ude? Er du hiv-positiv så husk at glemme at snuppe en af Norwegians nye superbillige billetter til Dubai: Emiraterne står også på listen over de lande, som forbyder os adgang. Det er en lang liste - den virker faktisk næsten endeløs på en desillusioneret positiv rejsende - og reglerne er indviklede. Nogle lande tillader, at man kommer på et kort besøg, men udviser dig, hvis du søger opholdstilladelse. Andre tillader indrejse, hvis man kommer af forretningsmæssige årsager. Andre igen opretholder, som USA har gjort det til nu, forbud mod ethvert besøg, uanset dets karakter.

Heldigvis har Deutsche Aids-Hilfe, The International Aids Society og EATG (the European AIDS Treatment Group) lavet et website, hvor man kan finde opdaterede regler for alle klodens lande. Så ved man da i det mindste, hvor man står.

HIV skal bekæmpes med åbenhed og information. Vi er nødt til at italesætte denne sygdom for at bekæmpe den. Nye estimater viser, at hver tredje bærer af HIV i vores verdensdel ikke ved det. I den situation hjælper det ikke at knytte sygdommen an til officielle tabuer og forbud. Det handler om at få flere til at blive testet og dermed opmærksom på deres smittestatus - ikke om at stikke hovedet i busken.

Til februar er jeg inviteret til et møde om HIV-forskning i San Francisco. Også på den front går jo heldigvis fremad med raske skridt.

I’ll keep you posted

Det er ikke småting, man skal finde sig i som hiv-smittet. Som om det ikke var nok at slæbe rundt på en kronisk og livstruende sygdom, der får folk til at løbe skrigende bort, skal man nu også se sig sammenlignet med typer som Hitler, Stalin og Sadam Hussein. I hiv-bekæmpelsens navn.

Tror du, at noget reklamebureau var sluppet afsted med at sammenligne cancer-patienter med Hitler?

Kampen mod hiv kæmpes gennem åbenhed: patienterne skal turde fortælle omverdenen om deres sygdom, og “ganske almindelige mennesker” skal turde få taget en hiv-test uden at frygte at et positivt resultat vil gøre dem til pariaer.

Denne kampagne har det modsatte resultat: den får de hiv-smittede til at dukke hovedet i skam og de måske-smittede - alle dem der glemte kondomet under lørdagens knald med endnu en ny erobring fra nattelivet - til at droppe at blive testet.

Hiv er en alvorlig sygdom, men at sammenligne sygdommens ofre med monstre er primitivt, ondt og forfejlet.

Flere medier fortæller i dag den gamle nyhed, at man som hiv-smittet risikerer hjemsendelse fra adskillige EU-lande, hvis man har den frækhed at forsøge sig der som turist.

Det giver mig anledning til at advare hiv-positive om en endnu en fare, der lurer på den modsatte side af kloden: Singapore tillader heller ikke hiv-smittede adgang. Det betyder, at det i praksis er en umulighed for hiv-smittede at benytte Singapore Airlines - et af klodens største luftfartsselskaber - ved flyvninger til Asien eller Australien. Ikke engang som transit-passager er man nemlig velkommen i Singapore.

Proceduren er helt klar: bliver der opdaget hiv-medicin i din bagage ved en rutine-kontrol i Singapores lufthavn (og kontroller er mere reglen end undtagelsen), bliver du sat på det første fly hjem til Danmark igen - for egen regning.

Personligt ville jeg da gerne have prøvet Singapore Airlines berømmede service og deres nye, gigantiske Airbus A380-fly, men da jeg både er hiv+ og bøsse, og da homoseksualitet også er strengt forbudt i den lille topmoderne by-stat, må min mand og jeg nok hellere finde andre steder at lægge vores turistkroner: selv hvis det lykkedes os at smugle vores hiv-medicin forbi de emsige toldere, kunne jeg jo af lutter kærlighed komme til at give min ægtefælle et kys på kinden. Et kys med uoverskuelige konsekvenser.

Lad ikke storbyens neonlys, airbussen i de to etager eller de mange skyskrabere forblænde dig. Singapore er stadig et middelaldersamfund, hvor man har store problemer med at forholde sig naturligt til sex og hvad deraf følger. For danskere er det en næsten ufattelig tanke, men det kun er to år siden, at oral-sex blev tilladt i Singapore - og kun for heteroer naturligvis. Så er du hiv eller homo eller begge dele, så spild for guds skyld ikke dine penge på en billet med Singapore Airlines, og overvej end ikke et sekund at lade dig friste til et lille “stop-over” i den smukke lille bystat på vej mod venligere strande. Det kan koste dig en formue, en tur i brummen - og din selvrespekt.

I 22 år har det været forbudt for hiv-positive personer at besøge USA.

De tider er snart slut.

For et par timer siden lagde Obama-administrationen sidste hånd på den nye lov, som ophæver indrejseforbuddet til USA for hiv-positive personer.

Loven er nu i offentlig høring i 45 dage, hvorefter den skal godkendes i kongressen, hvilket anses for at være en ren formalitet. Loven bliver vedtaget uden ændringer, lover Obamas folk.

Fra sidst på året eller senest først i 2010 kan vi positive også få lov til at besøge USA.

Denne lovændring var aldrig blevet til virkelighed, hvis det ikke havde været for tusinder af hiv-aktivisters utrættelige lobby-arbejde gennem siden 1987. Undertegnede er glad for selv at have været en mikroskopisk brik i det spil gennem mit tidligere arbejde i HIV-Europe og Hiv-Danmark. Jeg kan næsten ikke tro, at nyheden er sand, men det er den.

John McCain oplyste under den amerikanske valgkamp sidste år, at han ønskede at fastholde forbuddet. Obama har gudskelov en mere nutidig tilgang til problemet og har forstået, at hiv ikke bekæmpes ved at nægte turister adgang til at se Times Square.

Måske skulle man alligevel fyre de SP-penge af på noget andet end uldne sokker og nye måtter til dytten?

PS: Jeg er lidt stolt over at kunne fortælle denne nyhed som den første på den danske del af internettet og før nogen af de danske medier. Den kommer måske ikke til at fylde eventyrligt meget i medierne, men tro mig: for millioner af hiv-smittede i hele verden, er dette stort!

Jeg tror nok, jeg er kommet til at lyde lidt arrogant i et par udgydelser, hvor hensigten var den modsatte. Ikke mindst fordi emnet er alvorligt nok. Det vil jeg forsøge at råde bod på og forklare lidt om.

I går skrev jeg en vred blog om vores inkompetente sundhedsminister (og det fastholder jeg), som nægter at rette sig efter en eneste af Forebyggelseskommissionens anbefalinger selv om danskerne har en gennemsnitlig levetid, der er blandt de laveste i Europa - på niveau med albanernes for at være præcis.

Samtidig kommenterede jeg bistert på en medbloggers side, hvor der blev udtrykt stor utilfredshed med forslaget om at forhøje prisen på en pakke smøger til halvtreds kroner og prisen på en Big Mac op i skyerne på grund af disse produkters sundhedsskadelige effekt.

Begge steder manglede jeg i min vrede og irritation at skrive noget afgørende og væsentligt. Noget, som alt for mange tilsyneladende glemmer i denne diskussion.

Et meget brugt argument fra pro-rygernes side er det om den personlige frihed. “Så længe man ikke skader andre, bør man have lov til at ose sig ihjel”. Ofte tilføjer rygeren, at han eller hun såmænd godt ved, at det cutter nogle år af ens levetid med alle de smøger, “men hellere et kortere liv med den højere livskvalitet, som man opnår gennem rygning end et langt og kedeligt liv uden smøger”, lyder det så.

Herefter bliver debatten tit afsporet. Anti-rygerne forsøger sig så med argumenter om, at passiv rygning skam skader andre, og når debatten bliver ophedet kommer de økonomiske argumenter på bordet: “det koster ikke-rygende skatteborgere milliarder at rygerne skal på hospitalet hele tiden” og så videre i den dur.

Jeg vil opfordre til at lægerne og politikerne, ja, enhver som taler de gode viljers sag, dropper alle disse økonomiske argumenter og al den velfærdssamfundsundergravende snak. I et velfærdssamfund hæfter alle jo solidarisk for hinanden. Ingen ved på forhånd, hvem der rammes af sygdom, og alt for mange af os bliver på et eller andet tidspunkt ofre for en livsstilssygdom til at nogen kan tillade sig at stille sig frelst op og nægte at bidrage til sin nabos lægeregning. I morgen kan det jo blive en selv.

I stedet er der behov for at insistere på, at folk giver de sidste år af deres liv en seriøs overvejelse - og især hvis det er yngre under 50, vi taler om. Som ung tænker man sjældent eller aldrig på døden. Døden virker fjern. Det er svært at forestille sig sit livs ende, når man er 20. Men prøv en gang alligevel, kære unge ryger og kære overvægtige medborger. Brug bare to-tre minutter - den tid det tager at læse denne blog - på at forestille dig de barske realiteter: du har godt nok indstillet dig på, at det koster dig nogle år af de liv, at du ryger eller æder for meget, men tror du virkelig, at døden bare indtræffer en dag stille og roligt? At du en morgen går trallende og ubekymret rundt, og så samme nat stille sover ind i døden? Du tager fejl!

Hvis du er ryger er der en stor risiko for, at du ender med rygerlunger og bundet til et iltapparat døgnets 24 timer. Hver vejrtrækning bliver en pine, fordi du ikke kan trække vejret dybt nok. Et besøg i døgnkiosken (efter flere smøger?) kan ikke gennemføres uden at du medbringer din iltflaske og det apparat hvis sugende lyd du må vænne dig til aldrig at kunne blive fri for. Du hoster konstant og vil gerne harke noget af det tykke slim op, du kan mærke i dine lunger, men kræfterne rækker næsten ikke til det. Du ønsker af al magt at kunne gøre noget, men både du og din læge er magtesløse: man kan ikke gendanne lungevæv, der en gang er blevet ødelagt. En dag - efter 10-15 år i et sygdomshelvede, du aldrig gjorde dig begreb om - dør du en smertefuld kvælningsdød.

Eller måske bliver du cancer-ramt. Kan du se dig selv som kemo-patient? Invalideret af en behandling, som næsten er ligeså slem som selve sygdommen og ofte desværre udsigtsløs. Du har hørt, at der sker mange fremskridt indenfor kræftbehandling, men vidste du, at de barske realiteter er, at hvis du først har fået en lungekræftdiagnose, er der mindre end 5% chance for, at du er i live fem år senere?

Vidste du, at for rygere er det voldsomt meget sværere at holde ens egne tænder i munden, når man bliver ældre, fordi langt de fleste storrygere har paradentose, så tænderne simpelthen falder ud? Var du klar over, at sår heler langsommere på rygere, og at det ikke mindst gælder de sår, som du får, når du skal skæres op og opereres for din lungekræft?

Og du, kære overvægtige dansker med hang til de fede sovse og Mars-barerne. Du er godt klar over, at dine tanker om en nådig død af en blodprop på grund af din store vægt i bedste fald kun er en ønskedrøm, ikke? Et mere realistisk scenarie er, at du rammes af sukkersyge, når du bliver midaldrende eller måske endda før. Sukkersyge handler ikke kun om et lille dagligt stik i maven eller låret og så at leve lykkeligt til sine dages ende. Sukkersyge handler meget ofte om nervebetændelser, som ikke går væk og sårdannelser, som truer din førlighed. Vidste du, at i de fleste af de tilfælde, hvor en sukkersygepatient indlægges på hospitalet, kommer han eller hun derfra igen uden fødder eller ben, fordi de måtte amputeres? Kan du forestille dig dine egen fortvivelse, den dag du som footloose sukkersygepatient pludselig opdager, at nervebetændelsen også har bredt sig til dine arme og fingre?

En sukkersygediagnose skærer typisk 15 år af din forventede levetid, og det er da meget muligt, at du har besluttet dig til at ofre de år på at fastholde din nuværende livsstil og din afhængighed af Cola og burgere, fordi du synes, det giver dig en øget livskvalitet, men har du tænkt på årene FØR din for tidlige død? Det er andre 15 år, vi taler om,  og de bliver ikke sjove, hvis du ender med en sukkersygediagnose, som langt de fleste svært overvægtige gør. Listen af følgesygedomme til din diabetes er lang som en arm. De fleste er dødelige. Googl den - hvis du tør.

Jeg skriver alt det her fordi min kære mand arbejder med pleje af handicappede. Ikke gamle, demente mennesker, men simpelthen yngre folk, som har brug for hjælp. Dagligt kommer han hjem og fortæller mig om disse medborgere, som er mennesker i fyrrene eller yngre, som har måttet opgive at føre en normalt tilværelse, men nu lever som dybt invaliderede på grund af deres livsstilssygdomme. De har ædt, røget og drukket deres liv væk og prøver nu at få det bedste ud af deres få, resterende år. De græder meget. Hvem ville ikke det i deres situation? Det er svært at leve med konstante store smerter og samtidigt skulle forholde sig til den sorg og den store følelse af tab, der skyller ind over en, når man opdager, at  livet rinder ud, bedst som man lige hyggede sig så godt.

Hjemme hos os taler vi ofte om, at der tales alt for lidt om disse hundredtusinder af glemte, oversete mennesker med de invaliderende livsstilssygdomme. Det er synd for dem, og det er synd for alle dem, der slutter sig til deres rækker om nogle år, fordi de aldrig fuldt forstod, hvor alvorlig en trussel smøger og fedt og sprut er for os alle.

Sidst, men ikke mindst skriver jeg selvfølgelig også så forbandet frelst og arrogant ind imellem, fordi jeg ikke “bare” er en hiv-positiv fyr. Jeg hører til en af de “gamle” patienter, som nåede at blive frygtelig syg af hiv og som fik ikke bare en, men hele tre aids-diagnose-givende sygdomme, før jeg blev reddet på stregen af den nye vidundermedicin der kom i forrige årti. Jeg fik mit liv tilbage den gang, men det nye liv, der blev mig givet, blev ikke det samme, som det jeg nær var død af. Det blev et bedre liv. Et liv, hvor jeg hver dag stadigvæk føler en understrøm af alvor ved tilværelsen. Hvor jeg hver morgen vågner med en stor glæde over simpelthen at være til, og hvor både glæder og sorger føles mere overvældende end før. Det meste af tiden føler jeg mig nærmest lalle-glad for livet, men jeg forstår også, hvor skrøbeligt det er. Hvor skrøbelig jeg er. Hvor skrøbelige vi alle i bund og grund er.

Livet er kortere end man forestiller sig, når man er tyve eller tredive. Det kan slutte, før man aner det. Jeg synes, man har en pligt til at prøve at leve hver dag, som om den var den sidste. Jeg prøver ikke at spilde tiden med ligegyldige ting. Jeg gider ikke skændes om småting. Jeg gider ikke smøger og junk-food, fordi et liv, stående i cigaretskodder til knæene med røgen væltende ud af alle åbninger foran en pølsevogn, mens jeg venter på mit skinkesøm i spændetrøje og min halve liter negermælk sgu ved nærmere eftertanke forekommer mig en tand for ydmygende.  Og jeg gider ikke sundhedsministre, som ikke tager deres opgave alvorligt, men i stedet opgiver at være forbillede og prøve at hjælpe de medborgere, som har brug for en hånd til at få et længere og bedre liv.

Min private lille drøm er at blive den hiv-patient i Danmark, som har levet længst med hiv. Foreløbig har hiv og jeg holdt 25 års jubilæum, men jeg er kun 51 år. Jeg agter at blive en meget gammel mand. Det synes jeg, jeg skylder jeg min 13 år yngre bedre halvdel og min hiv-læge og Gud, hvis han findes.

Hvordan vil jeg nå det mål? Hør her: Jeg har en plan! Timet og tilrettelagt. Jeg skal bruge: to hvide hiv-piller og en blå hver morgen, en tår vand, min elskede mand og mine dejlige venner. Desuden kræver operationen en stor sjat glæde, ikke så få rejser, musik i rå mængder, en ordentlig omgang kunst, uanede mængder sjov og ballade, et fast job. Tilsidst sprinkles masser af kærlighed udover det hele. Det er vigtigt, at det såvidt muligt undgås, at der kommer for meget junk af enhver art ind i processen. Det vil kunne ødelægge det hele. Så enkelt er det. Endemålet handler om livskvalitet. Det uhåndgribelige begreb, som så mange taler om, men som få gør noget ved. For resten ser Forebyggelseskommissionen og jeg heldigvis ret ens på de ting. Døden skal have en årsag, men den behøver ikke nødvendigvis foregå under store pinsler, bundet til  en respirator. Det var bare det, jeg ville sige. Hej!

Paven er i Afrika på sit første officielle besøg. Rejsen går til to af de lande i verden som er hårdest ramt af hiv, Angola og Cameroun. Og millioner af forarmede afrikanske katolikker forventes at samles på stadions for at høre deres kirkes overhovedes glade kærlighedsbudskab.

Før afrejsen benyttede Paven en pressekonference til at gentage og forstærke det katolske totalforbud mod brug af kondomer. Prævention er forbudt for katolikker - uanset om formålet er at forhindre graviditet eller smitte med hiv.

Især blandt afrikanerne var der mange som med spænding havde ventet på resultatet af overvejelserne hos en videnskabelig komite, som Paven nedsatte for et par år siden. Komiteen skulle finde ud af, om det mon gik an at tillade brugen af gummi i et ægteskab, hvis den ene part er hiv-positiv. Der er jo unægteligt et stort hensyn at tage til den ikke-smittede part og til de børn, som står i overhængende fare for at miste begge deres forældre til aids, hvis smitten spredes til den anden ægtefælle. I Afrika findes der tusindvis af ægtepar, hvor den ene er hiv-smittet, mens den anden endnu gået fri for sygdommen.

Komiteen nåede lige at blive færdig med sit arbejde, før Pavens afrikafly lettede og dens svar, gentaget af Paven til pressefolkene i flyet, var et klart og utvetydigt nej. Forbuddet står ved magt.

Den katolske kirkes klare nej til brug af kondomer, bakket op af den amerikanske Bush-regerings nødhjælpspolitik i Afrika med den samme holdning er årsagen til millioner af menneskers død af aids, og nu er Paven på turné for fortsætte udbredelsen af sit dødelige budskab.

Den katolske kirkes hiv/aids politik har slået godt ti gange flere mennesker ihjel end USA har mistet  soldater og civile i samtlige de ti større krige, USA har deltaget i og hundrede gange mere end nogen terror-aktion.

Som den forbryder mod menneskeheden han er, burde Paven derfor forlængst være blevet sendt i spjældet på livstid af Menneskerettighedsdomstolen i Haag.