PeerPlus

Det er ikke alle steder, krisen kradser.

Med hyppigere og hyppigere mellemrum hører man personer med et humanistisk samfundssyn blive betegnet som hørende til godhedsindustrien. Det er ikke rosende ment. På den europæiske politiske højrefløj er der nemlig opstået en helt ny sprogbrug, hvor ord, som umiddelbart lyder positive, har den stik modsatte betydning. Blandt dem er det blevet en nedsættende betegnelse at være “god”, og er du “rosenkindet”, er det ikke fordi din teint ser sund ud. Det handler om, at du er naiv og godtroende. Set i det lys er det således kun logisk, at Trykke”frihed”sselskabet plæderer for forbud og påbud som fratager hele befolkningsgrupper retten til at klæde sig som de vil, spise hvad de vil og bygge de bedehuse, de ønsker sig, og at Europas “Folkepartier” i virkeligheden kun omfatter en lille minoritet.

I disse ekstremisters optik er det kun “absurde venstrepopulister”, som kan finde på at hjælpe fattige medborgere. Den som ikke er frisk på at sparke til en hjemløs, er en tøsedreng. Og enhver som ytrer den mindste kritik af O, V, eller K, eller Le Pen eller Geert Wilders er en venstre-ekstremistisk stormtrop.

De ser fjender overalt, disse mennesker, og de omtaler ikke bare deres modstandere, men  enhver som ikke er præcis ligeså hvid, ligeså heteroseksuel, ligeså “kristen” og lige så skræmt og provinsiel som de selv som skadelige og undergravende elementer.

Deres agenda er ikke en positiv agenda. Den handler om alt det, de vil forbyde - alle dem, de vil af med. For at fremme den prøver de med slet skjult krigsretorik at stemple visse medborgere som en slags besættelsesmagt, som skal bekæmpes. De gør det med racistisk hate speech, og de gør det med fysiske overgreb, og de gør det dagligt, hundredvis af gange - over hele Europa.

De siger, de gør det i Danmarks navn - eller Schweiz’s eller Englands eller Hollands eller fredens navn, men tag ikke fejl: dette er krigeriske mennesker på udkig efter den næste krig.

De er Hadeindustrien. Vor tids pest over Europa. Og i dag udkom deres årsrapport - forfattet af EU’s agentur for fundamentale rettigheder.

Rapporten taler om en stor succes for Firmaet: diskriminationen i Europa har nu nået chokerende højder. Mindretal forfølges systematisk og i massivt omfang.

Ikke siden sidste krig har så mange hadet så få så intenst.

Jo, krise eller ej: Hadeindustrien lever og stortrives. Og igen-igen ser vi det: i Europa har vi slet ikke brug for truslen fra en ydre stormagt for at gå i krig. Os behøver ingen fjendtligsindet magt invadere. Vi kan selv. Vi er vores egne værste fjender. Sammen rider vi derudad - mod lave horisonter - i kamp til døden - mod vores egen skygge.

Da Stephen Gately fra boybandet Boyzone en sommerdag i 1999 blev kontaktet af en journalist fra den engelske tabloid-avis The Sun blev det en begivenhed, som kom til at ændre hans liv.

Journalisten meddelte, at en af gruppens tidligere sikkerhedsfolk havde solgt en historie til bladet om at Gately var bøsse og i årevis havde kysset på en hollandsk musiker. Gately fik at vide, at bladet ville trykke historien, og at han kunne kommentere, hvis han ville.

Således med kniven for struben gav Gately det interview, som kom vende op og ned på hans tilværelse. Kun få i boyband-branchen, hvor 85% af fans’ene er teenage-piger, finder det befordrende for en karriere, hvis et idol pludselig springer ud af skabet og tilkendegiver, at hans interesser peger i en anden retning end de tilbedende fans. Gruppens manager havde allerede på det tidspunkt udtalt til The Sun, at han næppe ville have hyret den ekstremt talentfulde Gately som medlem af gruppen, hvis han havde vidst, at han var til fyre.

Stephen Gately valgte at springe ud med piber og trommer: han gav The Sun et flersides interview, hvor han berettede om sig selv og sin fyr. Historien blev bragt på avisens forside og var endda stof til en leder i bladet.

Reaktionen blev enorm, men ikke som ventet af de konservative kræfter i den engelske pop-branche. Fans i tusindvis bakkede op om Gately, gruppens andre medlemmer gjorde det samme. Gruppens næste album gik direkte ind blandt de øverste på den engelske hitliste.

Gately blev i 2003 gift med sin kæreste Andrew Cowles ved en ceremoni i Las Vegas, og da muligheden for at indgå registreret partnerskab opstod i England i 2006 bekræftede  de igen deres forhold.

I går morges vågnede Cowles op ved Gatelys side i et hotelværelse på Mallorca og opdagede, at Stephen var død i nattens løb.

Boyzone har været underdrejet som gruppe fra starten af dette årti og indtil sidste år, hvor de fandt sammen igen.

Det skete med come-back singlen “Better” og den tilhørende video, hvor gruppens medlemmer synger til hver deres fiktive kæreste. Stephen Gatelys partner i filmen er en mand. Dette er - utroligt nok - første gang man ser bare antydningen af et homoforhold i en main-stream musikvideo.

For mange kan det sikkert forekomme utroligt, at en sangstjernes (homo)seksualitet overhovedet kan være et emne for diskussion og hundredvis af avisartikler i det 21. århundrede, men ikke desto mindre er det tilfældet. Årsagen er naturligvis, at selv om mange kampe er vundet på den seksuelle ligestillings slagmark, så sakker holdningen hos mange stadig bagefter, hvilket stadig gør det et problem for mange unge mennesker at stå ved deres seksualitet. Det er kun små notitser værd i heteroverdenen, at der fx i Italien alene i de første ni måneder af i år været otte hatecrime-drab på bøsser og 52 overfald. I hele 2008 blev der begået ni drab og 45 voldelige overfald på homoseksuelle i støvlelandet. Flere østeuropæiske lande kan opvise tilsvarende triste statistikker.

I dag har notabiliteter som Elton John, Stephen Fry og Andrew Lloyd-Webber udtalt mindeord om Stephen Gately. De roser ham for hans store musikalitet og ikke mindst fordi han var en ærlig mand, som i modsætning til mange andre kendte, som lever som skabsbøsser, simpelthen valgte at stå ved hvem han var og dermed blev et forbillede for især unge mennesker.

Stephen Gately blev 33 år.

—–

Opfølgning: Stephen Gately blev begravet i lørdags. Tusinder af fans og andre sørgende samledes udenfor kirken. De pårørende havde frabedt sig kameraer i kirken, men lyden blev transmitteret til højttalere udenfor og til TV-seere over hele kloden.

De tilbageværende fire medlemmer af Boyzone sang smukt, men højdepunktet blev Ronan Keatings smukke tale. Jeg kan ikke mindes at have hørt mere rørende ord sagt over en død ven (og jeg har hørt en del af den slags). De fortjener at blive viderebragt her.

I Tel Aviv er tre homoseksuelle blevet dræbt og ti alvorligt såret ved et angreb, begået af en pistolbevæbnet homohader.

Begivenheden fandt sted i en bygning, som tilhører den lokale organisation for homo-rettigheder. Lokalerne fungerer som støttegruppe for unge bøsser og lesbiske, på vej ud ad skabet.

Underligt at se, hvordan sådan en hændelse udløser forskellige overskrifter - alt efter den pågældende avis’ holdninger:

Kristeligt Dagblad anvender pincet-sprog og omtaler sagen som et “skyderi i et homofilt center“.

BBC’s sobre omtale af sagen og deres TV-indslag kan ses her.

Jyllands-Posten, derimod, kalder den tragiske hate-crime “Revolvermand amok på bøssebar“. Set fra Viby Bakke er homo’er nemlig enten hysteriske festaber i strudsefjer, eller også hænger vi på en lummer bar døgnet rundt.

Det blev en typisk nat i Københavns gader:

Næppe var Outgames åbnet, før tre af festivalens udenlandske gæster uafhængigt af hinanden blev pandet ned.

Det er som en slags parallel bandekrig, men med en væsentlig forskel i forhold til den på Nørrebro:

I krigen mod os homoseksuelle er det hver gang den samme part der taber: overfaldsmændene. De prøver og prøver at tage vores ære, stjæle vores integritet og løbe med vores stolthed, men det lykkedes dem aldrig.

Kan man piske en stemning ned? Lad os gøre et forsøg.

Et par af medierne forsøger at få en historie ud af, at Københavns Politi har indrykket en annonce i det store, fine program til Outgames - den festival af sport, kultur og alvor, som Hovedstaden påbegynder i disse minutter.

Jeg synes, det er en fin annonce. Det er dejligt at høre, at politiet agter at gøre en stor indsats for at passe på os, nu hvor vi er samlet så mange. Og det er fedt, at man aktivt oplyser vores gæster om, at homofobiske overgreb er forbudt her i landet, og at man bare kan ringe døgnet rundt, hvis noget brænder på. God service i et venligt tonefald. Velment! Og det er jo tanken, der tæller.

Den forargelse, som medierne prøver at piske op, skyldes at der sidst i annoncen forekommer en linje om, at for resten er offentlig sex ikke tilladt her i landet. Og sjovt nok er forargelsen for en gangs skyld på bøssernes vegne, når Berlingeren styrter i byen for at finde homoer, der vil rulle lidt med øjnene og hidse sig op over sådan at blive skudt i skoene, at de boller offentligt.

“Desværre” kunne avisen ikke finde andet end bøsser, der synes at advarslen er lidt underlig.

Mange tænker måske, at det er det underligste ved hele historien. Enhver københavner ved jo, at mænd har sex med hinanden i Ørstedsparken, ligesom det i øvrigt sker mange lignende steder over hele landet, ja, over hele verden. Hvorfor vil bøsserne ikke kendes ved det?

Det er fordi, en meget stor del af dem, der boller i parken slet ikke er bøsser. Ikke efter deres egen opfattelse i hvert fald.

Indenfor sexologien taler man om MSM - mænd som har sex med mænd. Ikke fordi det er politisk korrekt, men fordi det er videnskabeligt korrekt. MSM dækker over et stort spektrum af fyre lige fra den veletablerede homo-fyr med den registrerede partner, det fede job, Volvoen og sommerhuset til familiefar Jensen med kone og børn, som går tur med hunden sent om aftenen og benytter lejligheden til at lufte mere end blot lille Fido.

Jensen regner ikke sig selv som homoseksuel. Knapt nok som biseksuel. Han har bare det der underlige behov for at være sammen med en mand nu og da, men gemmer sin tilbøjelighed dybt i baghovedet. Konen skal ikke vide noget, og Jensen vil ikke sætte sit ægteskab over styr. Og hvad ville vennerne ikke tænke, hvis…

For Jensen er parken et fristed. Der kan han træffe andre mænd som sig selv. Og nogle gange såmænd også en bøsse eller to - mere eller mindre ude af skabet.

Jensen skal ikke til Outgames. Han ved knapt nok, hvad det er. Og derfor ser han aldrig politiets annonce med de advarende ord. Omvendt er det uendeligt få af byens 300.000 Outgames-gæster, der skal i Parken. Derfor finder de annoncens ordlyd underlig. De er jo kommet her for at dyrke sport, spille teater, synge i kor og feste. Mange som par. Alle med de bedste intentioner om at opføre sig forbilledligt. Og singlerne iblandt dem behøver aldeles ikke gå i nogen park for at score. Der er jo dusinvis af fester og events over hele byen, hvor dreng kan møde dreng og sød musik opstå.

Jensen skal nu også nok klare sig. Han bliver næppe arresteret for “sex in public” som annoncen kalder det. For at man kan kalde det “public”, skal der jo være et publikum at forarge, og det er der sjældent dybt inde i buskads i en fjern krog af en park kl 1 om natten. Ironisk nok kommer faren fra en helt anden kant: fra de skinhead- og rockertyper, som elsker at pande fyre som ham ned på parkens stier. De kalder Jensen “bøsse” og sig selv “bøsse-hadere”. De skulle bare vide, at selv når de rammer, rammer de som oftest forkert.

Selvmord- og selvmordsforsøg forekommer fire gange så hyppigt blandt homo- og biseksuelle unge samt transpersoner end blandt andre viser en ny undersøgelse.

Kan det undre?

Forestil dig, at du er en ung og sårbar person i puberteten - på vej til at finde sine egne ben at stå på som homoseksuel. Så har du givetvis også fulgt med i debatterne på nettet om den lille film med de kyssende fyre i Metroen eller om Outgames i København. Kommentarerne fra homo-haderne kan give selv den mest hårdhudede ar på sjælen. Eller måske slog du en tur ind på Jyllands-Postens seneste debat om homo’er. Der kunne du se dig selv beskrevet som…

pervers

kvalm

ækel

pervers

afsporet

anmasende

lummer

vederstyggelig

unormal

uddøende

dyrisk

pervers

vulgær

handicappet

latterlig

navlebeskuende

pervers

afskyelig

bindegal

psykopat

en fejltagelse fra naturens side

hysterisk

pervers

væmmelig

unaturlig

ækel

bindegal

samfundsnedbrydende

dekadent

pervers

sygelig

HIV-befængt

en kræftbyld

stærkt afvigende

promiskuøs

ondskabsfuld

et svin

…for bare at nævne et lille udpluk af de skældsord, som hagler ned over dig, blot fordi du er dig. Og kigger du andre steder, bliver det kun værre.

Kommer du fra et religiøst hjem, vil du blive regnet for fortabt. Er du Jehovas Vidne bliver du udstødt fra din familie og dit netværk. Første gang du vover dig i byen for at lede efter nogen som dig selv, er der en overhængende risiko for at du havner på hospitalet med kraniebrud. Og skulle du trods al den modgang stadig være i besiddelse af et gran af selvopholdelsesdrift og stærk nok til at  protestere, fordi du bliver diskrimineret imod, kalder Pia Kjærsgaard dig kværulant og militant, og på Jyllands-Posten går de endnu mere amok.

Er der i det hele taget noget at leve for?

Hvor hård hud på sjælen skal en homo ha’?

De mange overfald på homoseksuelle i København begås for en stor dels vedkommende af danskere på den ekstreme højrefløj, oplyser både Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ( LBL) og politiet.

Det giver god mening.

Undertegnede har i denne uge haft den store glæde at kunne samle over 2000 homoseksuelle og homo-venner i en Facebook-gruppe til kamp mod homofobi i Metroen. Det er i al beskedenhed flere end LBLs medlemstal.

I hele forløbet har tonen i gruppen været forbilledlig og stemningen cyber-hyggelig. Flere er endt med at mødes ude i det virkelige liv, og opbakningen fra alle sider har været enorm. Der er skrevet over 30 avis-artikler om os og vores sag, og på nogle få undtagelser nær har sagen været omgærdet af en ordentlig debattone.

Anderledes forholder det sig på Berlingske Tidende, som oprettede en debat-side i anledning af sagen. Her er den danske højrefløj gået amok i en verbal blodrus ved den blotte tanke om, at to fyre skulle blive set kysse i det offentlige rum.

Jeg citerer i flæng fra “debatten”, men har udeladt debatørernes navne - de er alligevel falske, hver og en:

Homofili ER maksimal perversion.
Maksimal.
Det kan ikke blive mere perverst.
Og det skal ikke bortforklares, eller minimeres, hvor maksimalt perverst, det er.
Homofili skal IKKE have noget somhelst indtryk af støtte.

—–

Man skal være varsom med at vise den slags i det offentlige rum. Og det i endnu højere grad når man gør det for skatteydernes penge. Men det er maxisterne i Metroselskabet selvfølgeligt ligeglade med

—–

Jeg og mine børn kører ikke med Metro sålænge de har det bøsse-svineri på skærmen. Det krænker min Kristne religion at se denne unaturlige perversion

—–

Det ser ikke ud til, at vi er frie mennesker, når vi ikke kan blive fri for at 2 perverses kvalmende perversioner kastes - i hovedet på os i Metroen.

—–

Endnu et bevis på, at homofile kan man ikke have ansat noget sted, hvor der skal tænkes, vurderes og træffes beslutninger i menneske- og adfærdstemaer.

—–

PERVERST SVINERI

Hvis jeg var bøsse, så ville jeg dæleme gå stille med dørene. Når talen falder på homosexualitet er jeg hundrede procent enig med muslimerne; homoseksualitet skal forbydes. Det er noget perveres svineri og promoveres vel også mest for at skade vort gode gamle Danske homogene fædreland, som de Radikale og de Kreative absolut vil have ødelagt. Det er denne ødelæggelsestrang og selvhad (oikofobi) der ligger til grund for at promovere homofilien. Dette er ihvertfald min opfattelse.

—–

Der er meget mere af samme skuffe, for Mutter Berlinger er nemlig sprunget ud som endnu et af de villige talerør for den anonyme, ekstreme højrefløj herhjemme.

Som man bemærker, fremhæver flere af debatørerne, at de er kristne. Andre fremhæver deres egen danskhed, men påstår, at de endelig har fundet en fælles agenda med muslimerne. Ingen af debatørerne har valgt et udenlandsk navn. De hedder typisk Hansen, Thomsen og Jensen. Alligevel har adskillige af dem så elendige evner i skriftlig dansk, at de ville være dumpet i “Dansk” Folkepartis danskhedsprøve med et brag.

Hvor kommer al det had fra?

Vi er herhjemme fuldkommen besatte af at tale om udlændinge, og sjældent i positiv kontekst. Samme tonefald gør sig desværre nu også mere og mere gældende, når det gælder de homoseksuelle. Og som homo har man i tilgift gode chancer for at få lov til at lægge rygstykker til kølleslag, flyvende hamre og kroketkøller på afveje, hvis man vil ud at danse lørdag aften.

Hvor er den politiker med mod og mandshjerte, som tør stå frem og sige det, som det er: For en uhellig alliance af nazister, indvandrerhadere, rockere og  homoforskrækkede kristne med små hjerner har netop den hadefulde tone i udlændingedebatten været med til at legitimere en slags åben jagtsæson året rundt på andre minoriteter også.

Muslimer eller homo er i disse menneskers øjne lige fedt. Vi skal ud af landet, vi skal fratages vores rettigheder, vores jobs, vores kærester, vores liv, så resten af landet kan gå strækmarch i fred.

Der er mange rare mennesker, som beder os homo’er trække på skuldrene af hate-speech, og mange tænker sikkert: så galt kan det ikke være. Jeg er ked af at måtte lægge en dæmper på idyllen: det ER galt, HELT galt, derude - homokys eller ej. Radikaliseringen af Danmark er i stærkt tiltagende, og den  stoppes ikke ved at nægte nogle bøsser at bytte mundvand i Metroen.

Kloge hoveder må komme med forslag til løsninger på problemet. Hvorfor drages flere og flere mod disse grupper? Måske kunne tvungne opdragelsesophold for dømte gay-bashers hos et veletableret homopar være en løsning? Måske skulle de tvangsindlægges til at se 20 afsnit af Will and Grace? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der må skrides ind.

I disse tider skal man som homoseksuel vælge sine venner med stor omhu, men ret mange af os er billigt til salg for tiden: vi leder med lys og lygte efter den politiker, som har en plan, timet og tilrettelagt, til bekæmpelse af alle de hate crimes og al den hate speech, som omgiver os, og bemærk venligst, OBS og nota bene: vi kræver ikke særlige rettigheder og fri på Judy Garlands fødselsdag. Vi vil bare have lov til at leve som alle andre - i fred og kærlighed.

God week-end. Husk at kigge dig over skulderen. Kys!

Kære Ritt Bjerregaard,

Da Københavns Kommune er ejer af 50% af byens Metro tillader jeg mig en henvendelse til dig i en sag, som jeg ikke har troet kunne opstå i 2009 - året, hvor København er vært for Outgames.

Sagen er den, at avisen MetroXpress forleden i en artikel, der omhandlede danskernes generelle væmmelse ved at se to mænd kysse hinanden, omtalte at Metroselskabet  afviser at vise vinderen af publikumsprisen i kortfilmsfestivalen 60seconds - en festival som både Metroselskabet og Københavns Kommune i forvejen er medarrangør af.

Metroen begrunden afvisningen med, at man i filmen ser to mænd kysse hinanden. Som du kan læse i artiklen i MetroXpress uddyber Metroens pressetalsmand synspunktet således: “Man kan mene, vi er sippede, men det er for at beskytte det mindretal, der ville have noget imod det. Metroen er for alle. Vi viser heller ikke vold”.

Jeg føler mig dybt krænket over denne sammenkædning mellem homo-kærlighed og vold - ikke mindst i lyset af de mange hate-crimes mod homo’er, som byen lægger gader til i disse år. Jeg henvendte mig derfor til pressetalsmanden og gjorde ham opmærksom på, at undertegnede og de mange medlemmer af en Facebook-gruppe, stiftet i anledning af denne kedelige sag, kræver en undskyldning og at bemærkningen trækkes tilbage samt naturligvis ophævelsen af den selvpålagte censur, Metroen udviser i denne sag.

Desværre blev vi afvist.Venligt men bestemt. Derfor denne henvendelse.

Som hovedaktionær i Metroen har Københavns Kommune også et ansvar for Metroens opførsel i forhold til mindretal. Jeg kan ikke forestille mig, at kommunen ønsker at sanktionere den særlige form for homofobi, camoufleret som beskyttelse af følsomme sjæle, som vi homo’er her oplever - eller hvad siger du?

Du kan læse mit debatoplæg på min blog her og her. Bemærk kommentarerne under det sidstnævnte link. Der kan du læse Metro-pressemandens afvisning af vores henvendelser. Sagens genstand - vinderfilmen - kan du se på festivalens hjemmeside. Den står øverst på siden, som sig hør og bør.

Ritt, du har ved utallige lejligheder talt de homoseksuelles sag. Nu har vi brug for din opbakning igen. På forhånd tak for hjælpen.

De venligste hilsener,
…..

Dagens aviser fortalte om de mange overfald på bøsser i København. Som en af de mange, der har venner, som er blevet ofre for grov, umotiveret anti-bøsse-vold, var jeg derfor særlig glad, da jeg sent i går aftes drog hjem efter en pragtfuld Skt. Hans aften på Helgoland-delen af Amager Strand sammen med tusinder af andre homo’er, bi’er og transer.

Du skulle have været der!

Ingen overfaldt nogen, ingen kom til skade. Mange blev kysset på.

Stemningen var ren idyl. Folk hyggede sig med deres kølige øl og en grillpølse, musikken var fed, bålet var flot, båltalen god.

Til orientering for de fordomsfulde, beklager jeg at måtte meddele, at ingen gik amok i stiletter eller strudsefjer, og at kun et par stykker fandt anledning til at fremvise deres fantastiske muskelpragt. Til gengæld var det slående, hvor mange homopar, som efterhånden har fået børn.

Ved første øjekast lignede aftenen en ganske almindelig aften på stranden for hr og fru Danmark. Forskellen var blot, at parrene her havde samme køn.

En anden ting gjorde også indtryk: der bliver flere og flere indvandrere, som tør springe ud som bøsser og lesbiske. Der var rigtig mange mørklødede homoer tilstede i går aftes. Jeg kan ikke lade være med at føle afgrundsdyb respekt for de unge fyre og piger, som tør tage opgøret med deres familiers kulturelt betingede fordomme. Deres udspring er større end noget, nogen ung Bøsse-Bent eller Lebbe-Lene nogensinde kommer til at foretage.

Der tales så meget om gay politics, og undertegnede med mange flere kan skrive alenlangt om menneskerettigheder for homoer og kampen for ligestilling. Og andre kan tage til genmæle og fortælle os, at vi er syndige væsener eller ikke fortjener at have samme rettigheder som heteroerne af hundredsytten grunde. Altsammen bliver det lidt lige meget på en aften som i går aftes, hvor enkelheden ved det hele pludselig står tydeligere end ellers: vi er jo bare ganske almindelige mennesker, der lever ganske almindelige liv. Lærere, tømrere, ingeniører, kunstnere, studerende, præster, landmænd - skatteborgere. Bevares, nogle af os har en lidt bedre tøjsmag end befolkningen som gennemsnit, men er det nok grundlag for diskrimination?

Om en måneds tid gør vi det igen: vi holder en lille sammenkomst i København. Bare for de nærmeste 50.000 eller deromkring. Festen varer i en uge, og der vil være et utal af kulturelle events, som fx udstillinger, en kor-festival og en film-festival. Der vil også være en tango-konkurrence for de danselystne, balletforestillinger og teater. Har jeg nævnt, at der et stort antal af byens pladser vil være omdannet til gallerier, koncert-scener og scener for performance-kunst, og at du på Islands Brygge hver dag kan nyde chill-out musik, spillet af Israels bedste dj’s? Sideløbende med al det bliver der også lige afviklet et sportsstævne med tusindvis af deltagere på alle byens stadions samt en menneskerettighedskonference med debatører fra hele verden i DR-byen.

Det er måske i virkeligheden det mest typiske ved os homo’er: når vi holder fest, så bliver der gang i den. Til gengæld er alle velkomne. Vi ville faktisk elske det, hvis der kom en enkelt hetero eller måske hundredtusind af jer og var med.

Og som en særlig gestus overfor de hetero’er som ikke kan undvære det, vil der som punktum for løjerne også blive afviklet en parade i år. En ordentlig en, som går fra Frederiksberg Rådhus helt over til Nørrebro og så ned gennem Nørrebrogade og ind til Rådhuspladsen. Lad det være sagt på forhånd: der vil være mange veltrimmede kroppe at se på. Luk øjnene, hvis det pirker for meget til dine mindreværdskomplekser.

Der kommer folk fra 90 lande til Outgames i København. Der er givet 30 millioner i støtte til arrangementet fra Københavns Kommune, men der forventes indtægter på tre gange det beløb til byen fra de mange besøgende. Mange af byens homoseksuelle gæster kommer fra forhold, som er betydeligt vanskeligere at leve under end dem, vi andre kender. I 93 af verdens lande er homoseksualitet strafbart, i syv af dem straffes kærlighed til en af samme køn med døden.

Outgames skulle gerne betyde glade dage i København, og forhåbentlig også bidrage til større forståelse og accept. Og når vi vælger at holde vores egen fest, er det ikke for at udelukke jer hetero’er, som alle er velkomne. Vi gør det, fordi nogle af os indimellem kan have brug for et fristed, hvor vi selv sætter dagsordenen. 99% af tiden er det nemlig mere eller mindre velmenende heteroer, som gør det for os.

Modsat de ikke-velmenendes forsamlinger er vores lille sammenkomst en begivenhed, hvor alle er velkomne - selv de mest sammenbidte indremissionærer og Michael Jalving og Camilla Mellemgaard og Søren Krarup - hvis de tør.

Kærlighed!

Jeg bliver trist, når jeg læser i Politiken, at det primært er unge mennesker med anden etnisk baggrund end dansk som overfalder homoseksuelle.

Tristheden skyldes imidlertid ikke så meget, at der her er tale om at een minoritetsgruppe lægger en anden for had. Den slags ser man i mange sammenhænge. Nej, jeg er sur, skuffet og ked af, at denne oplysning kaldes en nyhed.

Det er ikke mere end et halvt års tid siden, at Politiets Efterretningstjeneste besluttede sig for at “kortlægge” hate crimes. I praksis går kortlægningen ud på, at man på politistationerne skal sætte kryds i et særligt felt i journalen, hvis en voldsforbrydelse formodes af have baggrund i ofrets race, religion eller seksualitet. Derefter vil PET en gang om året udgive en rapport om fænomenets omfang.

Og overfaldene fortsætter.

Må denne københavnske homo have lov til at skrige det ud: hvorfor pokker spørger man ikke bare homo’erne selv? Hvorfor skal Politiken gøre dette helt banale stykke opklaringsarbejde for ordensmagten?

Man taler meget i disse dage om at politiet har et dårligt image i store dele af befolkningen. Politireformen har tæret på danskernes goodwill i forhold til politiet. Var det så ikke netop nu - bedre sent end aldrig - at man burde begynde at lytte til ofrene for kriminaliteten, fremfor at forskanse sig bag sine computere og skrive flere rapporter?

I store engelske og amerikanske byer gør man en dyd ud af politiets samarbejde med befolkningens mindretal. Man rekrutterer aktivt homo’er som betjente, og tilskynder de homoseksuelle blandt korpsets betjente til at springe ud, fordi man ønsker at politikorpset skal udgøre et repræsentativt udsnit af den befolkning, det er sat i verden for at beskytte.

I Danmark sker der nærmest det modsatte: politiet er på kant med store dele af de lovlydige dele af indvandrersamfundet og forholder sig passivt, passivt, passivt, mens homo’er i hobetal slås ned på åben gade af utilpassede indvandrerunge. Hvor er politiets idéer til en forebyggende indsats på dét område? Og hvor er de venlige politi-bøsser, som passende kunne patruljere i Studiestræde og omegn, fordi de som homo’er er kendte med os og vores miljø? Hvorfor tier Per Larsen og de mange overfald? Og hvorfor er du ikke på banen Hanne Bech-Hansen?

Kære politimænd og kvinder. I skylder os jeres opbakning. Danmarks homoseksuelle er ikke skumle, suspekte typer, men i disse år ofre for en voldsbølge uden fortilfælde. Kunderne i jeres biks! Dem der er med til at betale jeres løn.

Vi er ude af vores skab; hvornår kommer I ud af jeres og træder i karakter som de venner, vi har savnet så længe?

Denne optagelse viser dusinvis af Londons homoseksuelle politifolk som aktive deltagere i London Gay Pride sidste år. Politiledelsen opfordrede kraftigt korpsets homo’er til at deltage. Et lignende syn er stadig utænkeligt i Danmark. Hvorfor?