Så skal vi til det igen-igen-igen:

hvis man ikke ubetinget bakker op om DF’ernes, SIADs og Trykkefrihedsselskabets meninger, er man imod ytringsfrihed og en landsforrædder.

NEJ!

Sådan forholder det sig ikke! Det er falske modsætninger!

Ingen ved sine fulde fem vil da afskaffe ytringsfriheden; ingen ønsker Westergaard ondt, og angrebet på ham bør fordømmes af alle i de skarpest mulige vendinger, men det er faneme ikke det samme som at blåstemple ham og hans “venners” ekstremistiske budskab. I yderste konsekvens er deres holdninger nemlig ikke en døjt bedre end den ideologi som de siger, de bekæmper.

Kampen mod ekstremismen foregår på to yderfløje - og den ene har ikke noget at lade den anden høre.

Friheden, ligheden og freden, derimod, findes på midten - langt fra terror - og langt fra Westergaard.

På niende år er det VKO’s dagsorden, at deres holdninger undertrykkes i medierne og specielt i Danmarks Radio.

Det er derfor næppe noget tilfælde, at man i dag i tre forskellige medier kan læse et ko-ordineret angreb på DR med det formål at fratage Danmarks Radio vitale dele af sit eksistensgrundlag.

I Politiken breder Geoffrey Cain sig over elleve spalter med kronikken “Ånden i DR er skæv“, hvor han ud fra stærkt selektive eksempler prøver at give det indtryk af, at der er en skævvridning i både DR’s kulturelle udbud og i DR’s nyhedsformidling til fordel for det store venstreorienterede komplot, som Cain mener styrer skuden.

Politiken er undtagelsesvis diskret nok til at undlade at fortælle læserne, at Cain er en forfatter, som er aktiv på den ekstreme højrefløj. Bloggeren Shansen har bl.a. afsløret ham som deltager i en demonstration som omfattede adskilllige nynazister.

I Jyllands-Posten er det DF’s mand i DR-bestyrelsen, næstformand og forfatter Ole Hyltoft, som ruller sig ud: under overskriften “De halvstuderede vil tryne folket” kommer han i sin hade-kronik, vendt mod DR frem til, at Helle Thornings og Villy Søvndals succes ene og alene skyldes manipulation og venstreorienteret indoktrinering fra bl.a. DR’s side. Også Hyltoft forestiller sig, at der findes et komplot, et nederdrægtigt netværk af socialister som prøver at snigløbe V, K og især O’s dagsorden. Et tema som DF’s ledelse ved adskillige lejligheder har taget op, som da Pia Kjærsgaard skrev et åbent brev til DR, fordi hun følte sig “forfulgt” under den sidste valgkamp - som hun som bekendt vandt.

Det tredje angreb på DR i dag fra magtens korridorer kommer fra regeringspartiet Venstre, som melder ud, at man ønsker at fratage Danmarks Radios P3 retten til at sende på FM-båndet. Danmarks Radios bestyrelsesformand kalder det et slet skjult forsøg på at ødelægge DR’s radiokanaler, hvilket passer: P3 er landets næstmest aflyttede radiostation. Såfremt den flyttes til DAB-sendenettet, som kun står for otte procent af radiolytningen her i landet, vil det betyde et massivt tab af lyttere. Venstre bruger som begrundelse, at man vil sælge P3’s frekvens til en kommerciel radiostation.

Det er ikke tilfældigt, at disse udmeldinger kommer på samme dag. De er en del af optrapningen af den mediekrig, som føres på niende år af VKO og kun dem. Det tilbagevendende tema er, at disse magtens mennesker forfølges af socialister, overalt hvor de kommer frem, og at det er den røde dagsorden, som primært høres i medierne.

Men passer det?

Mange af argumenterne i mediekrigen virker ved nærmere eftertanke helt absurde: det skrevne presse er jo massivt domineret af aviser, som bekender sig til en borgerlig dagsorden, såvel i provinsen, hvor der slet ikke findes dagblade med en socialdemokratisk holdning længere, som i Hovedstaden, hvor begge formiddagsaviser og Berlingske Tidende samt alle gratisaviserne er borgerlige i deres grundholdning. De eneste tilbageværende aviser, som kan siges at udgøre oppositionens stemme, er Politiken og Information.

For tre år siden blev der lavet en fremragende og grundig nyhedsanalyse, som havde nogle interessante konklusioner:

“Venstre er det parti der er suverænt mest eksponeret efter 2005 valget, hvor partiets politikere optræder i 39,61 % af den samlede dækning i de udvalgte nyhedsmedier. Dette er ca. dobbelt så meget som Socialdemokratiets politikere (20,01 %) der er det næst mest eksponerede. Det andet regeringsparti De konservative (16,68 %) kommer ind på tredjepladsen, mens Dansk Folkeparti (12,08 %) og de Radikale (8,07 %) er at finde på de næste pladser.”

Når det gælder person-eksponering var den tre år gamle undersøgelse ligeså klar:

“Statsminister Anders Fogh er den suverænt mest eksponerede politiker, der optræder i 15,33% af den samlede dækning, hvilket er ca. 3 gange så meget som Helle Thorning (5,32 %) på andenpladsen. Pia Kjærsgaard (2,65 %) indtager tredjepladsen mens Bertel Haarder (2,62%), Frank Jensen (2,52 %) og Lene Espersen (2,50 %) kommer på de efterfølgende pladser. Top 20 listen er klart domineret af VK-ministrene, samt partilederne for de store partier.”

Den tidligere DR-journalist Lone Kühlmann skrev for et par år siden en sarkastisk kommentar til disse uendelig angreb på Danmarks Radio under titlen “Hvordan det være, at alle de venstredrejede tv-medarbejdere bliver borgerlige, når de går ind i politik?” hvor hun spurgte hvordan det mon kan være, at de samme personer, som den ene måned anklages for at være socialistiske stormtropper den næste måned tit ses på opstillingslisten for et af de borgerlige partier, men aldrig for venstrefløjen.

Hendes kommentar holder endnu. Der er ikke tale om berettiget kritik, når VKO går i flæsket på DR og de andre medier. Der er tale om forsøg på kulturelt karaktermord.

Hvis Ole Hyltoft var bestyrelsesmedlem i et privat firma, var han forlængst blevet kylet ud på grund af illoyalitet.

Det allermest usympatiske ved VKO og deres proselytter er det forfølgelsesvanvid, som præger dem i næsten al deres politik.

Det næstmest usympatiske er deres forbandede trang til at dæmonisere alle som er uenige med dem.

Og det tredjemest usympatiske træk er, at man skal høre på deres klynk 24/7, mens de uanfægtet tryner deres dagsorden igennem med det mindst tænkelige flertal på niende år.

Bak op om DR og P3 - før det er for sent.

Det er ikke alle steder, krisen kradser.

Med hyppigere og hyppigere mellemrum hører man personer med et humanistisk samfundssyn blive betegnet som hørende til godhedsindustrien. Det er ikke rosende ment. På den europæiske politiske højrefløj er der nemlig opstået en helt ny sprogbrug, hvor ord, som umiddelbart lyder positive, har den stik modsatte betydning. Blandt dem er det blevet en nedsættende betegnelse at være “god”, og er du “rosenkindet”, er det ikke fordi din teint ser sund ud. Det handler om, at du er naiv og godtroende. Set i det lys er det således kun logisk, at Trykke”frihed”sselskabet plæderer for forbud og påbud som fratager hele befolkningsgrupper retten til at klæde sig som de vil, spise hvad de vil og bygge de bedehuse, de ønsker sig, og at Europas “Folkepartier” i virkeligheden kun omfatter en lille minoritet.

I disse ekstremisters optik er det kun “absurde venstrepopulister”, som kan finde på at hjælpe fattige medborgere. Den som ikke er frisk på at sparke til en hjemløs, er en tøsedreng. Og enhver som ytrer den mindste kritik af O, V, eller K, eller Le Pen eller Geert Wilders er en venstre-ekstremistisk stormtrop.

De ser fjender overalt, disse mennesker, og de omtaler ikke bare deres modstandere, men  enhver som ikke er præcis ligeså hvid, ligeså heteroseksuel, ligeså “kristen” og lige så skræmt og provinsiel som de selv som skadelige og undergravende elementer.

Deres agenda er ikke en positiv agenda. Den handler om alt det, de vil forbyde - alle dem, de vil af med. For at fremme den prøver de med slet skjult krigsretorik at stemple visse medborgere som en slags besættelsesmagt, som skal bekæmpes. De gør det med racistisk hate speech, og de gør det med fysiske overgreb, og de gør det dagligt, hundredvis af gange - over hele Europa.

De siger, de gør det i Danmarks navn - eller Schweiz’s eller Englands eller Hollands eller fredens navn, men tag ikke fejl: dette er krigeriske mennesker på udkig efter den næste krig.

De er Hadeindustrien. Vor tids pest over Europa. Og i dag udkom deres årsrapport - forfattet af EU’s agentur for fundamentale rettigheder.

Rapporten taler om en stor succes for Firmaet: diskriminationen i Europa har nu nået chokerende højder. Mindretal forfølges systematisk og i massivt omfang.

Ikke siden sidste krig har så mange hadet så få så intenst.

Jo, krise eller ej: Hadeindustrien lever og stortrives. Og igen-igen ser vi det: i Europa har vi slet ikke brug for truslen fra en ydre stormagt for at gå i krig. Os behøver ingen fjendtligsindet magt invadere. Vi kan selv. Vi er vores egne værste fjender. Sammen rider vi derudad - mod lave horisonter - i kamp til døden - mod vores egen skygge.

I Information kan man læse et interessant brev til karikatur-tegneren Kurt Westergaard fra en af hans tidligere kolleger.

Det er trist læsning. Ikke mindst set i lyset af de omkostninger, som Westergaard og Jyllands-Posten har påført det danske samfund.

Helt op til invasionen af Danmark støttede Jyllands-Posten varmt Adolf Hitler.

Jyllands-Posten var gennem årtier uforbeholden i sin opbakning til Syd-Afrikas grufulde apartheid-styre.

Og i disse år siger avisen, at den kæmper for ytringsfriheden, mens dens agenda i virkeligheden - igen- handler om xenofobi og minoritetsforfølgelse.

Vores højtskattede ytringsfrihed fortjener bedre fortalere end Jyllands-Postens redaktører, for dobbeltmoral og fremmedhad har alt for gode kår på Viby Bakke.

Omkostningerne betaler vi alle.  Selv Westergaard.

I Schweiz har man i dag ved en folkeafstemning forbudt minareter - også selv om de ikke benyttes til at kalde til bøn.

“Hurra for Schweiz”, udtaler Pia Kjærsgaard, som ønsker at Danmark skal gå i schweizernes fodspor.

Der er ikke er nogen forskel på at bryde minareter  ned og at afbrænde en synagoge. DF’s korstog mod muslimer er i sin retorik og sit eskalerende had præcist som Hitlers - målgruppen er blot en anden.

Dansk “Folke”partis leder Pia Kjærsgaard brokker sig tit over, at hun ikke kan vise sig på Nørrebro. Måske var det på tide at gøre opmærksom på, at der er mange andre steder, hvor hun og hendes parti ikke er populære. Personligt er jeg fx stolt over at bo på Frederiksberg - en kommune, som i meget høj grad består af de såkaldt “pæne” danskere, som DF bejler så voldsomt til.

Her i kommunen har Dansk “Folke”parti nul mandater i et ellers borgerligt domineret byråd. Til gengæld har vi heller ikke de store problemer med integration her i kommunen. Det går altsammen en del lettere, når der ikke sidder hate-speakers i det lokale byråd til at piske en ond stemning op.

Og ond stemning er der masser af i DF’s krav til dette års finanslov. Ud over at Fort Danmark skal gøres endnu mere uindtageligt for familiemedlemmer til herboende borgere, stiller Pia Kjærsgaard uden at blinke forslag om statsstøttet etnisk udrensning: Personer, som DF anser for at være “svært integrerbare”, skal for skatteyderpenge betales for at rejse. Om nødvendigt mange penge. Hvor de skal rejse hen, melder historien ikke noget om.

DF er igen i denne uge blevet afsløret i samarbejde med nazister og halv- og hel-voldelige højreekstremister, som befinder sig langt uden for det almindelige politiske spektrum. Som fluer om en hundelort flokkes disse racismedømte personager om Pia Kjærsgaard og hendes “folke”parti. Og på den ekstremistiske Vederfølner-gruppes website prises DF’s forslag om ekspatriering i høje toner.

Pia Kjærsgaard gider ikke en gang benægte sit partis tilknytning til disse ekstremister længere. Konfronteret med de alvorlige anklager vælger Danmarks mest magtfulde kvinde at tie - og samtykker.

Et dette virkelig Danmark? Eller er det kun en ond drøm?

Nu er det selvfølgelig en tænkt situation, men jeg er ret overbevist om, at vi her i min rige hovedstadskommune stort set alle sammen ville være enige om taktikken, hvis Pia Kjærsgaard skulle vælge at flytte hertil: vi ville stikke hende en kæmpemæssig sum, indsamlet på ganske få timer blandt kommunens mange dejlige borgere af alle mulige “oprindelser”, og bede hende rejse hjem. Hjem som i “ad helvede til”.  Hos os regnes had, diskrimination, forskelsbehandling og nedrakning af medborgere nemlig for at være aldeles u-frederiksbergsk og hvad værre er: virkelig plebejersk, udarnsk og så rædsom dårlig stil, ikke sandt?

Var det en overvejelse værd at afsætte et beløb på første finanslov efter næste valg til ekspatriering af utilpassede DF’ere? For integrationens skyld? Det siges, at der er billige grunde til salg i Sibirien.

I går aftes blev lederen af Storbritanniens højre-ekstreme parti buh’et ud af publikum, da han deltog i det lokale svar på “Debatten” - Question Time.

Nick Griffin, som han hedder, udtalte blandt andet, at islam strider imod fundamentale værdier i det britiske samfund, hvilket blev mødt  med en strøm af vrede tilråb fra både de andre politikere og tilskuerne.

Udenfor studiet havde en folkemængde samlet sig for at protestere mod Griffins samfundsopbrydende holdninger og mod at han overhovedet fik taletid på nationalt TV.

Man siger ofte, at danskerne deler humor med englænderne, men her er et punkt, hvor vandene skiller:

Her i landet har vi et parti og en del debatører som siger de samme ting. Deres repræsentanter bliver slikket op og ned ad ryggen af en magtsyg regering og kælet for af mikrofofonholdende medier over en bred front.

I Danmark er højreekstremisme og fremmedhad mainstream.

Som homoseksuel oplever man et stigende pres fra forskellig religiøs side. Ekstrabladet og Kristeligt Dagblad får i disse dage en god historie ud af at fortælle om ex-imam Ahmed Akkari, som har en brevkasse, hvor han siger grimme ting om homo’er i islams navn.

Andre steder kan man læse om grusom forfølgelse af homoseksuelle i mellemøstlige, muslimske lande som fx de regelmæssige hængninger af bøsser i Iran. I en lang række muslimske lande er homoseksualitet forbudt.

Men islam har ikke monopol på religiøst homohad.

Den katolske kirke har i århundreder ført et korstog mod homoseksuelle, som har kostet tusinder af menneskeliv. Det har ganske vist ikke afholdt hundredvis af katolske præster fra at voldtage tusindvis af katolske kordrenge som en pervers bibeskæftigelse - måske nærmest tvært imod?

Den katolske holdning kan genfindes i kirker som Faderhuset herhjemme, hvor Ruth Evensen som bekendt blev outet, mens hun stod og skreg bandbuller mod homoerne.

Men Evensens holdning er bare en højrøstet udgave af Indre Missions og Evangelists og så mange andre kristne kirkers attitude: alle forbander de homoer langt ned i helvede.

Bundlinjen er, at religion meget ofte - alt for ofte - er intolerant, og for alt for mange er religion den fribillet, man tager for at legitimere sin egen intolerance. Lad os være enige om, at det er hamrende ligegyldigt, om hadet stammer fra muslimer eller kristne. Det er lige rædselsfuldt. Man kan ikke græmmes nok.

Så meget desto mere grund til at blive sur får man så, når man som homoseksuel pludselig ser sig spændt for en anden, intolerant vogn: de fremmedfjendtliges.

Herhjemme er indvandrerfjendtlige, anti-muslimske medier og bloggere i fuld gang med at gøre en præst fra Tingbjergs store problemer med de lokale, kriminelle indvandrerunge til et særligt muslimsk problem i forhold til bøsser, fordi den pågældende præst er homoseksuel. Politiet, den lokale provst og præsten selv er godt nok af en helt anden mening, men det afholder ikke de pågældende fra at forsøge at presse deres særlige agenda nedover også denne sag. Når det fremmer muligheden for at svine flere muslimer til, tager den hjemlige yderste højrefløj (som ellers hader Gay Prides og hvis repræsentanter på Tinge konsekvent stemmer imod ethvert tiltag til afskaffelse af forskelsbehandling) gerne homo’erne som gidsler for deres egen sag. Så hedder det “se hvad der sker, hvis I lader muslimerne få mere magt”. Hos DF holder man sig endda ikke tilbage for i et og samme afsnit af sit politiske program at tale om, at “homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet. Den udvikling skal bekæmpes” for derefter at remse listen op over alle de områder, hvor DF blokerer for homoseksuel ligestilling: DF ønsker ikke at homoseksuelle skal kunne blive gift, DF ønsker ikke, at lesbiske får ret til kunstig insemination, DF er imod homo-adoptioner, selv hvis barnet ene forælder er en del af homoparret, og for resten mener Søren Krarup, at vi er handicappede.

Men vi kan godt bruges i DF’s kamp mod muslimerne.

Rend mig!

Lad det være skåret ud i pap: AL INTOLERANCE BØR BEKÆMPES. Uanset om den opstår i et religiøst eller politisk tankespind og uanset hvem den rammer, uanset seksualitet, religion eller race. Og én form for intolerance kan aldrig legitimere en anden.

Det er mit naive, rosenkindede credo. Gud bedre det.

Det vælter ind med dødstrusler mod de københavnske politikere, som stemte ja til den kommende moske i København.

Underligt nok vælger “Dansk” Folkeparti tavshed som reaktion på den alarmerende nyhed om disse trusler mod vores demokratisk valgte politikere. Hvor er den velkendte, kjærsgaardske rullen med øjnene og den dirrende stemme som forlanger ministeren på banen? Hvor er truslerne om bål og brand og udvisning af disse samfundsundergravende elementer, som forsøger at kortslutte den demokratiske proces?

Ikke en lyd kommer der fra DF i denne alvorlige anledning.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor det forholder sig sådan, er svaret enkelt: kun DF er imod moskeen. Og DF-tilhængere skyr ingen midler i deres kamp mod “de fremmede” - fra billedmanipulationer med sværd og halvmåner på plakater til ulækker fremmanen af et absurd trusselsbillede, hvor bøsser hænger fra kraner i København og kvinder stenes, hvis de ikke går i burka.

I det parti bakker man nemlig kun op om Grundloven, når dens ytringsfrihedsparagraf kan anvendes til at hetze mod muslimer. Andre grundlovsfæstede rettigheder som religionsfrihed, retssikkerhed og fundamentale menneskerettigheder giver man fanden i. Og man gør det i Danmarks navn.

Så hvorfor skulle DF’s ledere dog udtale sig mod deres eget vælgerkorps’ holdninger?

Det er DF-vælgere, som står bag mordtruslerne mod de københavnske politikere. Hvem skulle banditterne ellers stemme på?

En gang var retsskaffenhed, ordholdenhed og ærlighed gode borgerlige dyder.

Det var før VKO tog magten i Danmark.

Siden har man oftere og oftere grebet til løgn og vælgerbedrag som magtmiddel.

Vi så det, da Anders Fogh bildte både Folketing og befolkning ind, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak og brugte det som argument for at invadere landet, og vi har set det dusinvis af gange siden.

Det er nemlig blevet SOP - Standard Operational Practice - at lyve så stærkt som en hest kan rende i regeringen.

I dag sker det igen.

Amnesty International har netop på sit årsmøde rejst en voldsom kritik af den danske regering og det danske politi for rydningen af Brorsonskirken.

Over hele kloden er Amnesty en stemme, der bliver lyttet til. Organisationen har rådgivende status ved FN’s økonomiske og sociale råd, i UNESCO, Europarådet, Organisatonen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed. Mange af den nyere tids internationale konventioner tager direkte udgangspunkt i de anbefalingen, Amnesty International har givet. Amnesty har modtaget Nobels Fredspris. Amnesty International taler med vægt og når AI taler, lyttes der verden over.

Men ikke i Danmark. Ikke hos den danske regering som i samarbejde med “Dansk” Folkeparti - dansk politiks svar på byldepesten - har udviklet sit helt eget moralkodeks.

Gang på gang har regeringen ignoreret Amnesty Internationals råd og kritik. Gang på gang har Pia Kjærsgaard forsøgt at dæmonisere og svine organisationen til som “fanatikere“.

Det er på tide, at nogen siger fra overfor den fordrejning og tilsvining af højt respekterede internationale organisationer, som regeringen og DF står bag. Mønstret er nemlig det samme hver gang: regeringen begår endnu et groft brud på menneskerettighederne, Flygtningekonventionen eller EU-lovgivningen, og så snart den berettigede internationale kritik igen lyder i medierne, bagatelliserer, bagtaler og latterliggør VKO budbringeren frem for at forholde sig til kritikken.

Således også denne gang.

De konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, udtaler “nul respekt” overfor Amnesty’s kritik og påstår, at organisationen ikke aner, hvad den taler om.

“Jeg er dybt skuffet over, at Amnesty International udtaler sig i så skarpe vendinger om en episode, de overhovedet ingen indsigt har i, siger han.- Det fremgår af deres udtalelse. For der var ikke tale om kampklædt politi inde i kirken”, siger Behnke.

Behnke er for resten politibetjent i sit civile liv, så man ville forvente, at sandfærdighed prægede hans udtalelser. Det er ikke tilfældet. I sit politiske liv lyver Behnke åbenbart så stærkt som en hest kan rende for at redde sit skind og svine sine modstandere til. Hvis disse betjente, iført hjelme og visir ikke er kampklædte, hvad er de så, Behnke? Deltagere i en Gaypride, måske?

Den borgerlige regering har sammen med “Dansk” Folkeparti været ansvarlig for en trist forråelse af vores samfund. Skellene er vokset, målt på alle parametre. Benægtelse af fakta er blevet dagens orden. Måned for måned er det lykkedes VKO at overbevise sit lille flertal af vælgerne om, at hele resten af verden tager fejl, og at der rent faktisk gælder et helt særligt moralkodeks i Danmark, hvor enhver kritiker er en venstreorienteret, rabiat, autonom, hel- eller halvkriminal ekstremist. Retorikken kender ingen grænser, og løber man tør for argumenter, griber man gerne til løgn.

I denne regerings tid er det blevet et adelsmærke for en ægte borgerlig at have en anløben moral. Med VKO kom bananrepublikken.