PeerPlus

I går kom det frem, at hvert sjette barn på Grønland sulter. Der er tale om et massivt velfærdssvigt, massiv fattigdom og massive sociale problemer.

Det var formanden for socialcheferne i Grønland, som kom med nødråbet fra nord. Et nødråb, som politikerne her i den sydlige del af Rigsfællesskabet imidlertid finder det svært at reagere på, fordi Grønlands selvstyre også omfatter socialpolitikken. Det er Grønlands egen opgave at løse Grønlands problemer.

Alligevel har historien gjort selve statsministeren bekymret. Ikke fordi børnene lider nød, næh helledusseda, men fordi der som bekendt består et Rigsfællesskab mellem Danmark og Grønland, hvilket kan betyde, at Danmark udsættes for international kritik i denne sag.

“Danmark har underskrevet FN’s børnekonvention, og dermed risikerer det at blive Danmarks ansvar, at mange børn i Grønland lever under elendige vilkår”, udtalte Anders Fogh til Jyllands-Posten i morges.

Tillad mig på dette tidspunkt at udstøde et hånligt fnys.

Hvornår dælen har den danske statsminister sidst givet en døjt for, hvad FN mener?

Anders Fogh har præsteret det for en dansk politiker helt enestående at lægge sig ud med FN’s generalsekretær - det skete mens Muhammedkarikaturerne var på dagsordenen.

Anders Fogh har ved flere lejligheder givet FN’s menneskerettighedskommissær en verbal fuckfinger, som da han som en af sine første handlinger nedlagde Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Fogh har gang på gang nærmest ignoreret selv alvorlig kritik af Danmarks flygtningepolitik - selv når den er kommet fra FN’s flygtningehøjkommisær.

Og så var der jo lige noget med en bette krig i Irak med nogle hundredetusinde civile ofre, som Fogh ledte Danmark ind i - uden det FN-mandat, som ellers i årtier har været helt afgørende for, om man kan invadere et andet land.

Så lad os konkludere: når det gælder flygtninge, menneskerettigheder, udlændingepolitik og det at føre sit land i krig, baseret på en løgn, giver Fogh fanden i, hvad FN mener, men nu skal vi tro på, at han er bekymret for, om FN vil kritisere ham for forhold i en del af Rigsfællesskabet, som han ikke længere han ansvar for?

Som de siger i amerikanske B-film: “Yeah, right!”

Well, lad os lade Fogh ligge. Måske blev han taget på sengen af Jyllands-Posten, da journalisten ringede. Hvem ved?

Foghs absurde attitude blev imidlertid overgået et par timer senere af vores velfærdsminister, Karen Jespersen.

Hun er også bekymret for de grønlandske børn - siger hun. Det havde hun nemlig lige fået ordre på at være fra statsministeren. Han magtede det som nævnt ikke.

Jespersen meddelte derfor den undrende presse, at hun da godt vil hjælpe grønlænderne med faglig bistand, så de sultne grønlænderbørn måske kan få noget i skrutten, “og til foråret skal jeg til Grønland for at indgå en udvidet samarbejdsaftale på det sociale område“, fortsatte hun.

Er det ikke kosteligt? Er det ikke grænseløst, tæskehamrende, ur-fucking-komisk?

Karen Jespersen har været velfærdsminister siden november 2007.

Ikke på noget tidspunkt har hun vist antydning af interesse for de svage grupper, hvis interesser hun er sat til at varetage - tvært imod. Jespersen har - som SF anklagede hende for i sidste måned - fusket med sit job. Hun har været aldeles usynlig og har konsekvent ignoreret de fattigste vanskelige kår. Jespersen er ligeglad med det stigende antal af familier, som sættes på gaden, og hun håndhæver regeringens 300-timers-regel, loftet over kontanthjælpen og starthjælps-loven med stor nidkærhed - til gavn for de stærke og til stækkelse af de ringest stillede.

Til gengæld er hun besat af en gal muslim. Hun ser islamister på hvert gadehjørne og bruger megen tid på at sprede konspirationsteorier i samarbejde med sin lige så højre-ekstremistiske mand, Ralf Pittelkow.  I bøger og artikler, i radio og TV. I ugeblade og til foredrag på aftenskolerne gælder det: Karen er altid god for at sprede lidt mere islam-forskrækkelse, hvis Pia Kjærsgaard er blevet hæs.

Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen udtalte op til jul: “Så vidt jeg kan se, bruger Karen Jespersen al sin energi på at diskutere islamisme og drikke kaffe med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i stedet for at være minister for de børn i Danmark, der kan se frem til en juleaften uden gaver og lækkerier.” 

Jespersens svar var karakteristisk. Hun afviste pure kritikken og sagde, at alle de sociale problemer, vi har i Danmark, skyldes at Socialdemokraterne og SF for mange år siden lod for mange udlændinge komme hertil!

Samme måned beslaglagde Karen Jespersen for resten over en halv million kroner fra SATS-puljen - penge, tiltænkt de allersvageste grupper i samfundet. Hun skulle bruge dem til en undersøgelse af, om der mon forekommer flerkoneri blandt muslimerne på Nørrebro!

Tanken om at denne ex-stalinist, på evig jagt efter nye, personlige magtbaser, skulle kunne bidrage med noget positivt i forhold til Grønlands sultne børn er komplet absurd. At læse hendes udtalelser i dag er som at befinde sig i et teaterstykke af Dario Fo. Og at forestille sig Jespersens danske “velfærdspolitik” i grønlandsk udgave er som at se Ethiopien eller Afrikas Horn for sig i en meget kold udgave. En ond, ond hungersnødsdrøm fra Dragør, tilsat hørmen af råddent hvalkød.

Skal vi danskere gøre noget for Grønland i denne svære tid - og det skal vi - må det handle om for enhver pris at holde Karen Jespersen væk derfra. De stakkels grønlændere har lidt nok. Lad os i stedet sende Dronningen og Frede og Mary derop med Kongeskibet fyldt med hjælpepakker fra Joachims jorder og et checkhæfte og en fyldepen hver; lad Henrik drage dertil i et Herkules-transportfly, lastet til bristepunktet med Cahors-vin og de må såmænd godt få Ulla Therkelsen med til at rapportere derfra - det er vist den eneste plet på kloden, hun endnu ikke har betrådt - men IKKE onde Karen. Hende overlever intet samfund i det lange løb.

Alternativt kunne vi også vælge at tilbyde grønlænderne en hjælpepakke (lyder det bekendt, Fogh?) i form af et afdrags- og rentefrit lånt over en 5-10 årig periode samt bistand fra nogle af vores virkelige eksperter på socialområdet. De findes faktisk, men ingen af dem hedder K. Jespersen eller hører til hendes slæng.

Det eneste, grønlænderne ikke har brug for i disse år er dansk skinhellighed og statsministerielt hykleri fra Slotsholmen. De fortjener bedre. Og hjertevarme hilsener fra Amalienborg til det kolde nord forslår heller ikke mere. Der må handling til - for børnenes skyld. Vi kan, vi bør, vi skal.