En gang var retsskaffenhed, ordholdenhed og ærlighed gode borgerlige dyder.

Det var før VKO tog magten i Danmark.

Siden har man oftere og oftere grebet til løgn og vælgerbedrag som magtmiddel.

Vi så det, da Anders Fogh bildte både Folketing og befolkning ind, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak og brugte det som argument for at invadere landet, og vi har set det dusinvis af gange siden.

Det er nemlig blevet SOP - Standard Operational Practice - at lyve så stærkt som en hest kan rende i regeringen.

I dag sker det igen.

Amnesty International har netop på sit årsmøde rejst en voldsom kritik af den danske regering og det danske politi for rydningen af Brorsonskirken.

Over hele kloden er Amnesty en stemme, der bliver lyttet til. Organisationen har rådgivende status ved FN’s økonomiske og sociale råd, i UNESCO, Europarådet, Organisatonen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed. Mange af den nyere tids internationale konventioner tager direkte udgangspunkt i de anbefalingen, Amnesty International har givet. Amnesty har modtaget Nobels Fredspris. Amnesty International taler med vægt og når AI taler, lyttes der verden over.

Men ikke i Danmark. Ikke hos den danske regering som i samarbejde med “Dansk” Folkeparti - dansk politiks svar på byldepesten - har udviklet sit helt eget moralkodeks.

Gang på gang har regeringen ignoreret Amnesty Internationals råd og kritik. Gang på gang har Pia Kjærsgaard forsøgt at dæmonisere og svine organisationen til som “fanatikere“.

Det er på tide, at nogen siger fra overfor den fordrejning og tilsvining af højt respekterede internationale organisationer, som regeringen og DF står bag. Mønstret er nemlig det samme hver gang: regeringen begår endnu et groft brud på menneskerettighederne, Flygtningekonventionen eller EU-lovgivningen, og så snart den berettigede internationale kritik igen lyder i medierne, bagatelliserer, bagtaler og latterliggør VKO budbringeren frem for at forholde sig til kritikken.

Således også denne gang.

De konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, udtaler “nul respekt” overfor Amnesty’s kritik og påstår, at organisationen ikke aner, hvad den taler om.

“Jeg er dybt skuffet over, at Amnesty International udtaler sig i så skarpe vendinger om en episode, de overhovedet ingen indsigt har i, siger han.- Det fremgår af deres udtalelse. For der var ikke tale om kampklædt politi inde i kirken”, siger Behnke.

Behnke er for resten politibetjent i sit civile liv, så man ville forvente, at sandfærdighed prægede hans udtalelser. Det er ikke tilfældet. I sit politiske liv lyver Behnke åbenbart så stærkt som en hest kan rende for at redde sit skind og svine sine modstandere til. Hvis disse betjente, iført hjelme og visir ikke er kampklædte, hvad er de så, Behnke? Deltagere i en Gaypride, måske?

Den borgerlige regering har sammen med “Dansk” Folkeparti været ansvarlig for en trist forråelse af vores samfund. Skellene er vokset, målt på alle parametre. Benægtelse af fakta er blevet dagens orden. Måned for måned er det lykkedes VKO at overbevise sit lille flertal af vælgerne om, at hele resten af verden tager fejl, og at der rent faktisk gælder et helt særligt moralkodeks i Danmark, hvor enhver kritiker er en venstreorienteret, rabiat, autonom, hel- eller halvkriminal ekstremist. Retorikken kender ingen grænser, og løber man tør for argumenter, griber man gerne til løgn.

I denne regerings tid er det blevet et adelsmærke for en ægte borgerlig at have en anløben moral. Med VKO kom bananrepublikken.

Blandt Venstres, Konservatives og “Dansk” Folkepartis  kloge og forstandige retsordførere  er der enighed om, at hæren skal bruges til at opdrage på unge mennesker, som er kommet ud i en kriminel løbebane.

Hvor betryggende!

Jeg er sikker på, at vi er en del, der med gru afventer den dag, hvor de første ungdomsbandemedlemmer igen slippes løs blandt befolkningen efter endt stroppetur i Dronningens klæ’r - og nu med langt bedre evne til at håndtere tungt ARtilleri og med toptrænede sanser, så de bedre kan begå sig uden at blive opdaget af “fjenden”.   

Hvor dybt kan man synke i jagten på stemmer?

Der var ballade i Askerød-bebyggelsen i Greve i aftes. Det endte med, at tre unge udlændinge blev anholdt for gadeuorden, fordi de havde sat ild til en knallert og nogle bildæk.

Pia Kjærsgaard udtalte i anledning af den for hende så inspirerende begivenhed:

»Der skal sættes ind med absolut nultolerance ved fremtidige optøjer, hvilket vil sige, at alle involverede skal varetægtsfængsles eller direkte i ungdomspension, når de arresteres«.

Gad vide om Kjærsgaard har tænkt på, at da hun selv overtrådte våbenloven med sin peberspray, havde hendes egen lovovertrædelse en strafferamme som lå højere end straffen for den opførsel de unge udviste i aftes?

Skulle man have følge den Kjærsgaardske logik, burde hun altså selv have været buret inde den gang.  

Det undrer mig, at Dansk Folkepartis horisont og menneskekundskab aldrig rækker længere end til at foreslå fængsel som løsning på snart sagt enhvert tænkeligt samfundsproblem. I et spektrum strækkende sig fra skudepisoder på Nørrebro over hønseavlere med salmonella i deres kyllinger, via finansspekulanter og extreme imamer til utilpassede unge, kender det parti kun to svar på alle problemer: Fængsel eller mere fængsel.

Det er som om, man slet ikke reflekterer over årsagen til nogen af problemerne, hvorfor man også på forhånd afstår fra at forebygge, at de gentager sig. Det sker nemlig ikke kun ved bare at bure folk inde.  Det betaler sig altid at tage et spadestik dybere og gøre en forebyggende indsats.

Især når det handler om unge, som er præget af “traumer, arbejdsløshed, psykisk sygdom og forældre, der slår af afmagt” for nu at citere SF’s socialordfører, må det være en pligt for enhver ansvarlig politiker at tænke grundigt over problemerne, før hun kommer med endnu en udmelding fra rygmarven af samme indhold som dusinvis af andre, tidligere. Det har både de og vi fortjent.