…siger Århus’ biskop Kjeld Holm om Lars Løkke Rasmussen.

For Holm har indset det, som han tror, landets statsminister vælger at lukke øjnene for:

Der bliver ikke gjort en dyt ved den manglende ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle ægteskaber i Folkekirken, med mindre politikerne gør noget.  For for tiden fryder de fodslæbende højrekirkelige kræfter sig dagligt over traditionen om, at alle skal være enige, før noget som helst bliver lavet om i Folkekirken. Det betyder nemlig, at de sidder med en de facto vetoret i forhold til enhver forandring.

Resultatet er blevet ren handlingslammelse. I Belgien, Canada, Holland, Norge, Sydafrika, Spanien og fra sidste uge også Sverige kan homoer gå i kirke og blive gift præcis som heteroseksuelle par kan. Ikke i Danmark.

Berlingske Tidende skriver i dag på lederplads, at viljen til forandring skal komme fra Folkekirken selv. Dermed lægger avisen sig dermed på linje med statsministeren.

Der er grund til at minde Berlingske om, at da vi fik kvindelige præster i 1947, lød der et ramaskrig fra vide kredse i Folkekirken. Da var der langt fra nogen enighed om det emne heller. Kun fordi visionære politikere valgte at trodse de reaktionære højrekirkelige fik kvinderne den plads, som tilkommer dem i folkekirken. Ønsker avisen mon den beslutning rullet tilbage?

Og så er vi tilbage hos Biskop Holm, som vil os homoseksuelle det så godt. Holm tror, at hvis han giver statsministeren et biskoppeligt grønt lys til at “gribe ind” og diktere Folkekirken at begynde at vie homoseksuelle, sker det.

Hvor smukt.

Desværre overser Holm blot én ting:

Lars Løkke ønsker slet ikke ligestilling af homoseksuelle. Lars Løkke og Venstre har stemt imod hvert eneste forslag til fremme af homo-ligeret siden Ruder Konge var Knægt. Ikke en gang da Danmark var officiel vært for en verdenskonferencen for homoseksuelles rettigheder i sommer gad han vise sig. Derfor og kun derfor sidder statsministeren på sine hænder i denne sag. Det har intet med Folkekirkens ret til selvbestemmelse at gøre eller nogle af de andre dyre spin-ord, statsministeren hæfter sine holdninger op på.

Nye rettigheder og fornyelse kommer aldrig fra højre side - hverken i kirken eller i folketingssalen. Stramninger, begrænsninger og undertrykkelse af folk gør. Dét er lektien til denne 19. søndag efter Trinitatis, biskop Holm.

Amen.

Som homoseksuel oplever man et stigende pres fra forskellig religiøs side. Ekstrabladet og Kristeligt Dagblad får i disse dage en god historie ud af at fortælle om ex-imam Ahmed Akkari, som har en brevkasse, hvor han siger grimme ting om homo’er i islams navn.

Andre steder kan man læse om grusom forfølgelse af homoseksuelle i mellemøstlige, muslimske lande som fx de regelmæssige hængninger af bøsser i Iran. I en lang række muslimske lande er homoseksualitet forbudt.

Men islam har ikke monopol på religiøst homohad.

Den katolske kirke har i århundreder ført et korstog mod homoseksuelle, som har kostet tusinder af menneskeliv. Det har ganske vist ikke afholdt hundredvis af katolske præster fra at voldtage tusindvis af katolske kordrenge som en pervers bibeskæftigelse - måske nærmest tvært imod?

Den katolske holdning kan genfindes i kirker som Faderhuset herhjemme, hvor Ruth Evensen som bekendt blev outet, mens hun stod og skreg bandbuller mod homoerne.

Men Evensens holdning er bare en højrøstet udgave af Indre Missions og Evangelists og så mange andre kristne kirkers attitude: alle forbander de homoer langt ned i helvede.

Bundlinjen er, at religion meget ofte - alt for ofte - er intolerant, og for alt for mange er religion den fribillet, man tager for at legitimere sin egen intolerance. Lad os være enige om, at det er hamrende ligegyldigt, om hadet stammer fra muslimer eller kristne. Det er lige rædselsfuldt. Man kan ikke græmmes nok.

Så meget desto mere grund til at blive sur får man så, når man som homoseksuel pludselig ser sig spændt for en anden, intolerant vogn: de fremmedfjendtliges.

Herhjemme er indvandrerfjendtlige, anti-muslimske medier og bloggere i fuld gang med at gøre en præst fra Tingbjergs store problemer med de lokale, kriminelle indvandrerunge til et særligt muslimsk problem i forhold til bøsser, fordi den pågældende præst er homoseksuel. Politiet, den lokale provst og præsten selv er godt nok af en helt anden mening, men det afholder ikke de pågældende fra at forsøge at presse deres særlige agenda nedover også denne sag. Når det fremmer muligheden for at svine flere muslimer til, tager den hjemlige yderste højrefløj (som ellers hader Gay Prides og hvis repræsentanter på Tinge konsekvent stemmer imod ethvert tiltag til afskaffelse af forskelsbehandling) gerne homo’erne som gidsler for deres egen sag. Så hedder det “se hvad der sker, hvis I lader muslimerne få mere magt”. Hos DF holder man sig endda ikke tilbage for i et og samme afsnit af sit politiske program at tale om, at “homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet. Den udvikling skal bekæmpes” for derefter at remse listen op over alle de områder, hvor DF blokerer for homoseksuel ligestilling: DF ønsker ikke at homoseksuelle skal kunne blive gift, DF ønsker ikke, at lesbiske får ret til kunstig insemination, DF er imod homo-adoptioner, selv hvis barnet ene forælder er en del af homoparret, og for resten mener Søren Krarup, at vi er handicappede.

Men vi kan godt bruges i DF’s kamp mod muslimerne.

Rend mig!

Lad det være skåret ud i pap: AL INTOLERANCE BØR BEKÆMPES. Uanset om den opstår i et religiøst eller politisk tankespind og uanset hvem den rammer, uanset seksualitet, religion eller race. Og én form for intolerance kan aldrig legitimere en anden.

Det er mit naive, rosenkindede credo. Gud bedre det.

Søren Krarups og Jesper Langballes Gud er en sølle fyr, som ikke kan klare sig i konkurrencen! Kun sådan kan man fortolke de banebrydende udmeldinger der er kommet fra Dansk Fumlegængerparti i sagen om den kommende moske i Københavns Nordvestkvarter.

Hvorfor?

Fordi der findes danske kirker i Sydslesvig, Bruxelles, Hull, London, Nice, Paris, Rotterdam, Luxembourg,  Algeciras, Geneve, Fuengirola, på Costa del Sol, i Gøteborg, Berlin, Hamburg, Hong Kong samt otte steder i Asien, i Australien og New Zealand, fire steder i Sydamerika, i seks byer i Canada og i New York. Ja, Den Danske Folkekirkes vinger er bredt ud over den ganske klode i form af De Danske Sømands- og Udlandskirker. En organisation med deltagelse af nogle af dansk erhvervslivs førende skikkelser og en pæn håndfuld folkekirke biskopper.

Pengene til det enorme maskineri kommer fra danske tipsmidler og fra danske firmaer, såsom rederierne, som værdsætter det arbejde, disse kirker udfører for danskere i det fjerne udland.

Derfor giver Dansk Fumlegængerpartis modvilje mod en moske, opført “for udenlandske penge” i Københavns Nordvestkvarter kun mening, hvis DF’s to gamle præster mener, at deres Gud er sådan en svagpisser, at han kun klarer sig, hvis DF går ind og konkurrenceforvrider markedet, så deres Gud har bedre chancer for at klare sig end Allah, Buddah og Jomfru Maria har.

At forbyde udlandet at investere i et Guds hus her, når vi selv så massivt gør det samme i alle klodens afkroge, er ikke bare dobbeltmoral - det er ingen moral.

Ifølge den fynske biskop har en dansk folkekirkebygning samme status som et offentligt lokum.

Af samme grund synes han det er noget patetisk sludder at tale om kirken som fredhellig, og derfor finder han det også helt fint, at politiet med magt hentede flygtninge ud af Brorsonskirken.

Den fynske biskop deler dermed holdning med Søren Krarup og Jesper Langballe og tilsyneladende også kirkeministeren.

Hans udmelding kommer ovenpå de kirkelige skænderier, offentligheden blev vidne til i sidste måned, da præster skændtes vildt om, hvorvidt det var i orden, at Københavns Domkirke velsignede en lang række homoseksuelle par under Outgames.

I en tid hvor Folkekirkens medlemstal rasler ned, kan man altså konstatere, at nogle af kirkens fremmeste repræsentanter selv gør alt, hvad de kan for at få den til at fremstå som et ukærligt, uvelkommende element, hvor intet mindretal i hvert fald kan føle sig trygt - uanset om man er homo eller flygtning.

Jeg vil anbefale den fynske biskop at gå til kirkeministeren med en anmodning om at få nedsat sin løn, så den kommer til at svare til en kommunal lokumspassers. Samtidig kan han passende sætte et møntindkast op på indgangsdørene til folkekirkene i sit stift, svarende til det, man finder på de offentlige wc’er i landets større byer.

Jeg har længe følt mig i tvivl, om Folkekirken er et sted for mig at være. Det har ikke været lette overvejelser, men nu er jeg ikke i tvivl længere. Den fynske biskop viste mig vejen. Jeg trækker - og slipper.

En gang var retsskaffenhed, ordholdenhed og ærlighed gode borgerlige dyder.

Det var før VKO tog magten i Danmark.

Siden har man oftere og oftere grebet til løgn og vælgerbedrag som magtmiddel.

Vi så det, da Anders Fogh bildte både Folketing og befolkning ind, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak og brugte det som argument for at invadere landet, og vi har set det dusinvis af gange siden.

Det er nemlig blevet SOP - Standard Operational Practice - at lyve så stærkt som en hest kan rende i regeringen.

I dag sker det igen.

Amnesty International har netop på sit årsmøde rejst en voldsom kritik af den danske regering og det danske politi for rydningen af Brorsonskirken.

Over hele kloden er Amnesty en stemme, der bliver lyttet til. Organisationen har rådgivende status ved FN’s økonomiske og sociale råd, i UNESCO, Europarådet, Organisatonen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed. Mange af den nyere tids internationale konventioner tager direkte udgangspunkt i de anbefalingen, Amnesty International har givet. Amnesty har modtaget Nobels Fredspris. Amnesty International taler med vægt og når AI taler, lyttes der verden over.

Men ikke i Danmark. Ikke hos den danske regering som i samarbejde med “Dansk” Folkeparti - dansk politiks svar på byldepesten - har udviklet sit helt eget moralkodeks.

Gang på gang har regeringen ignoreret Amnesty Internationals råd og kritik. Gang på gang har Pia Kjærsgaard forsøgt at dæmonisere og svine organisationen til som “fanatikere“.

Det er på tide, at nogen siger fra overfor den fordrejning og tilsvining af højt respekterede internationale organisationer, som regeringen og DF står bag. Mønstret er nemlig det samme hver gang: regeringen begår endnu et groft brud på menneskerettighederne, Flygtningekonventionen eller EU-lovgivningen, og så snart den berettigede internationale kritik igen lyder i medierne, bagatelliserer, bagtaler og latterliggør VKO budbringeren frem for at forholde sig til kritikken.

Således også denne gang.

De konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, udtaler “nul respekt” overfor Amnesty’s kritik og påstår, at organisationen ikke aner, hvad den taler om.

“Jeg er dybt skuffet over, at Amnesty International udtaler sig i så skarpe vendinger om en episode, de overhovedet ingen indsigt har i, siger han.- Det fremgår af deres udtalelse. For der var ikke tale om kampklædt politi inde i kirken”, siger Behnke.

Behnke er for resten politibetjent i sit civile liv, så man ville forvente, at sandfærdighed prægede hans udtalelser. Det er ikke tilfældet. I sit politiske liv lyver Behnke åbenbart så stærkt som en hest kan rende for at redde sit skind og svine sine modstandere til. Hvis disse betjente, iført hjelme og visir ikke er kampklædte, hvad er de så, Behnke? Deltagere i en Gaypride, måske?

Den borgerlige regering har sammen med “Dansk” Folkeparti været ansvarlig for en trist forråelse af vores samfund. Skellene er vokset, målt på alle parametre. Benægtelse af fakta er blevet dagens orden. Måned for måned er det lykkedes VKO at overbevise sit lille flertal af vælgerne om, at hele resten af verden tager fejl, og at der rent faktisk gælder et helt særligt moralkodeks i Danmark, hvor enhver kritiker er en venstreorienteret, rabiat, autonom, hel- eller halvkriminal ekstremist. Retorikken kender ingen grænser, og løber man tør for argumenter, griber man gerne til løgn.

I denne regerings tid er det blevet et adelsmærke for en ægte borgerlig at have en anløben moral. Med VKO kom bananrepublikken.

“De kunne jo bare have henvendt sig, som vi bad om” udtaler Birthe Rønn Hornbech på dagen hvor politi med hjelme og knipler og peberspray ryddede en dansk kirke for rædselsslagne flygtninge.

Dette er rent pladder og catch-22-argumentation. Havde irakerne henvendt sig, som Birthe Rønn siger, var de jo også blevet udvist. Birthe Rønn forholder sig ikke til sagens kerne: Danmark afviser humanitært ophold til flygtninge, som er i fare i deres hjemland, som oven i købet afviser at modtage dem. Og kirkeminister Birthe Rønn er villig til at give fanden i kirkefreden så integrationsminister Birthe Rønn, DF’s forlængede arm, kan få sin vilje. Dette er humanismens danske fallit. En sorgens dag.

Her til morgen kunne man i TV høre Jesper Langballe kalde velsignelsen af homoseksuelle par i Københavns Domkirke for ukristelig og skamfuld. “De kan da bare få den almindelige velsignelse”, siger dette relikt og lukker fast øjnene for, at flere af Outgames’ deltagere er troende fra lande, hvor det er forbundet med dødsstraf at være homoseksuel. Her i landet er disse mennesker på mere sikker grund - sådan da. Hvilken glæde er det da ikke for dem, når den danske folkekirke rækker hånden ud mod dem?

I de forgangne uger har DF tillige kørt en hård kampagne mod de afviste irakere i Brorsonskirken, og vi har hørt Kristian “Taliban” Dahl tale om, at de grundlovssikrede rettigheder skal ophæves for visse grupper af udlændinge.

Så summa summarum: Hos Jesper Langballe & Co skal man være etnisk dansk og heteroseksuel for at komme i kridthuset og få velsignet sit forhold - resten kan  sejle deres egen sø.

Hos Jesper Langballe er medmenneskelig forståelse og kristendom erstattet af religiøs apartheid.

—–

Foto: Thomas Haansbæk - lånt med tak!

Københavns nye biskop synes, at det burde være en selvfølge at homo’er kunne blive gift i en kirke, ligesom hetero’erne.

Kom ikke og sig at homo-aktivisme ikke skaber forandringer!

Og skridt for skridt kommer vi homoseksuelle således nærmere Oz - lykkelandet for enden af den regnbue, vi holder så meget af; landet hvor alle langt om længe har indset, hvor røvkedelige og almindelige vi i virkeligheden er.

Fuld ligestilling er nået den dag, ingen længere gider snakke om os. Den dag er der nemlig heller ingen homo’er som længere føler sig klemt af andres normer. Og den dag dør denne blog.

Hvem skulle have troet, at det gemte sig så meget vrede og had indeni så lille et menneske?

Søren Krarup kaster sig i en kommentar i dagens Berlingske Tidende ud i et frådende angreb på store dele af Folkekirken, en lang række af dens præster og adskillige biskopper, som beskyldes for plat og svindel. I samme debatindlæg får også Krarups politiske modstandere, lige fra Socialdemokraterne over De Radikale til Enhedslisten tørt på. Det samme gør “de politiserende journalister”, en kvindelig lektor fra Vanløse og en anselig del af Danmarks folkekirkemedlemmer.

Da jeg af princip ikke linker til nogen af Krarups udgydelser, uanset hvor de forekommer, nøjes vi her med et citat - resten kan nemt findes på Berlingske hjemmeside, hvis nogen skulle føle trang:

Præsten i Brorsons Kirke skulle skamme sig. De geskæftige bisper og øvrige præster skulle skamme sig. For de misbruger det, der er fælles, og det danske folk, der i fællesskab udgør folkekirken, har grund til at sige: Så vil vi ikke være med!

Det er plat og svindel og misbrug af vor fælles arv og sammenhold, der ligger bag aktionen i Brorsons Kirke, og på mine fhv. sognebørns og dermed på folkekirkens vegne siger jeg: Fy for fanden!

Som enhver har gættet, handler dette om de irakiske flygninge i den københavnske kirke.

Hvis vi lader selve sagen hvile for en stund og i stedet forholder os til Krarups retorik, må enhver koldsindig dansker vel stå tilbage som et stort spørgsmålstegn efter læsning af Krarups ord. Tillader manden sig virkelig  at svine både kolleger og biskopper til “på folkekirkens vegne”? Tager Krarup virkelig sin gamle menighed som gidsler i sit eget lille DF-cirkus? Og er Krarup pludselig blevet en slags dansk Folkekirke-Pave - en overdommer, som fra sit eksil i Folketinget har ret til at optræde i verserende debatter på vegne af “folkekirken” og gøre DF’s holdninger til alle folkekirkemedlemmers?

Vel er han ej. Denne megalomane ex-præst, dette usympatiske væsen, som er så blottet for næstekærlighed som en elektrisk stol, kan selvfølgelig kun tale for sig selv.

Bemærkelsesværdigt nok slipper kun én nådigt gennem Krarups verbale skærsild: Birthe Rønn Hornbech, som han roser til skyerne, for hendes “imponerende ro, saglighed og vægt”. Alle advarselslamper bør nu blinke i regeringen: hvis Krarup virkelig er så begejstret for den førte politik, kan man roligt gå ud fra, at noget er helt galt!

Det er på tide, at nogen tager Krarup i skole. Der er i den grad brug for, at Folkekirkens øverste leder, nemlig kirkeministeren, tager bladet fra munden, og går ud og siger offentligt, at Krarup ikke taler på vegne af Folkekirken. Sætter ham på plads, så det ikke kan misforstås.

Desværre sker det næppe. Kirkeministeren er nemlig den selvsamme Birthe Rønn, som Krarup nu dagligt slikker op og ned ad ryggen, når han altså ikke bapper på sin elskede cerut.

Uanset om kirkeministeren og biskopperne og provsterne og præsterne kan lide det eller ej, er kirken imidlertid nu blevet gjort til centrum i et politisk spil - ikke på grund af de irakiske flygtninge, men på grund af Krarup, som opkaster sig selv til at tale på kirkens vegne.

Dette stiller landets folkekirkemedlemmer overfor et eksistentialistisk spørgsmål:

Kan man fortsætte som medlem af Folkekirken, hvis kirken blot forholder sig passivt, mens Søren Krarup og alle hans gerninger og alt hans væsen infiltrerer den, sætter agendaen og opkaster sig til dens talsmand?

Dette folkekirkemedlem hverken kan eller vil. Jeg har intet åndsfællesskab med denne fundamentalistiske neanderthaler.

Krarup må standses, før han koster Folkekirken livet. Vi er mange folkekirkemedlemmer, som ikke vil slås i hartkorn med denne fremmedfjendske gamle mand. Jeg minder i al stilfærdighed om, at DF’s stemmetal ligger omkring de 13% og ikke de 99%, som Krarup får det til at lyde som.

Krarup har ved flere lejligheder omtalt sit parti som en modstandsbevægelse. Det er på tide, han selv mærker noget modstand. Vores Folkekirke skal ikke misbruges som arnested for ren og uforfalsket ondskab og gamle mænds magtbegær.

Krarup, man troede det ikke muligt, men i dag i Berlingeren nåede du nye dybder. Lad mig gøre dine ord til mine: Du skulle skamme dig! Fy for fanden!

Jeg bliver så glad, når personer med magt og anseeelse udnytter deres position til at slå ting fast, så de ikke kan misforståes.

Tag nu fx pastor Jørgen Ingberg Henriksen fra Helsingør. En mand, jeg har haft fornøjelsen af at møde ved flere lejligheder. Han er ikke stor af statur, men jeg skal love for, at han kan sige til og fra på en måde, der kan få folk op af stolene.

I dag gør han det igen:

Jeg forstår ikke de konservative præster, der ikke vil velsigne homoseksuelle par. De tænker for meget på pik og kusse, siger han til Ekstrabladet.

Hans udtalelse kommer i hælene på endnu et af disse homo-hadske statements som højrekirkelige præster i Folkekirken ynder at strø om sig med. Denne gang fra en præst fra Rødby, som (også) føler trang til at tage afstand fra homoseksuelles krav om ligeret i kirken.

Der sker i disse år en flugt fra Folkekirken og en stor del af den er uden tvivl begrundet i disse ekstreme præsters dominans af debatten - uanset om den handler om homo’er, kvindelige præster, vielse af fraskilte eller aborter. Problemet, er at disse højrekirkelige ekstremisters udsagn alt for ofte får lov til at stå uimodsagt - i den folkekirkelige freds navn.

Folkekirkens største opgave i disse år er at få danskerne til at forstå, at Folkekirken er en inkluderende, ikke en ekskluderende kirke, og at lære danskerne at skelne mellem de kristne og “kristenisterne” - helt som vi efterhånden har lært forskellen på muslimer og islamister. Sidstnævnte gruppe er i begge tilfælde langt ude på et overdrev. De råber højt, men taler ikke for flertallet. Langt fra.