I et længe ventet anfald af selvindsigt, indrømmer Anders Fogh Rasmussen i sin kommende bog, at debatten om muslimske kvinders tørklæder gjorde mere skade end gavn.

“Jeg syntes nogle gange, at debatten om tørklæderne blev noget overgearet, og det var med til at gøre problemet værre”, udtaler vores tidligere statsminister, som også mener at tonen i Danmark blev alt for konfrontatorisk.

“Overgearet” er et andet ord, som Anders Fogh hæfter på den danske debat.

Hvor er det i grunden meget lidt betryggende, at generalsekretæren for verdens mægtigste militæralliance, Danmarks tidligere statsminister, for blot få måneder siden tillod sig selv blive kuet. Kuet til at tie og samtykke. Kuet til at føre en integrationspolitik, som han vidste gjorde mere skade end gavn.

Kuet til at føre en politik, han i bund og grund var imod - blot for at klamre sig til magten.

Tanken melder sig uundgåeligt: lider hans efterfølger, som er fra samme parti, af de samme anfægtelser, og tier han også for ikke at tirre det støtteparti, som kan vælte ham hurtigere end han kan nå at sige Metock?

Fogh sætter med sin bog en skamstøtte over sig selv og sin regeringstid. Så rådden er dansk politik i 00′erne.

——–

*tegning venligst fra stopterrorkrigen.dk

Måske har mange celebrity-fans gået og endevendt deres hjerner med, hvad Anne-Mette Fogh dog skal lave, mens hendes mand går og fører Krig - og Fred på NATO’s vegne.

Venner, fortvivl ej mere. Anne-Mette har fundet sig en meningsfuld og samfundsnyttig beskæftigelse til gavn for både høj og lav, mest lav:

Hun fortsætter som reality-stjerne! Denne gang i TV3’s Fangerne på Fortet.

Det fremgår af TV3’s pressemeddelse, som netop er sluppet ud.

De øvrige deltagere er: (tag luft, veninde! tag luft!)

Sidney Lee (ta-dah!!!)
Jackie Navarro
Susan K
Stine Kronborg (Stine Who???)

Stig Tøfting
Nicolas Kiesa
Amanda Moltke Leth
Asbjørn Riis

Josephine Touray
Bo Spellerberg
Henrik Mølgaard
Louise Svalastog

Amin Jensen
Henrik Bruhn
Jacob Wilson
Torben Chris

Tina Lund
Lisa Lents
Tobias Carlsson
Eskild Ebbesen

Bill Holmberg
Jesper Gadegård
Tor Andersen
Morten Skærved (MUMS!)

Sofie Lassen Kalke
Mira Wanting
Joachim Knop
Karl Bille

Alex Ambrose
Oliver Bjerrehus (Dobbelt-MUMS!)
Pusle Helmut
Soffie Dalsgaard

Masja Vang
Rikke Göranson
Pelle Hvenegaard
Peter Tanev

Lasse Spang Olsen
Nicolas ‘mini’ Monberg
Thomas Rohde
Laura Drasbæk

En sand celebrity-godtepose af folk, hvoraf flertallet er mest kendt for bare at være kendt - og pt. arbejdsløse.

For første gang i mit liv føler jeg i denne stund en vis sympati for, ja, måske ligefrem medlidenhed med Anders Fogh. Stakkels Anders. Mutters alene i sit palæ i Bruxelles, mens konen farer Europa rundt i jagten på….ja, på hvad?

Anders, jeg gi’r sgu en bajer på nærmeste bøsse-bar til dig og din polske ven næste gang, jeg kommer forbi Bruxelles!

Mens vi danskere helt uden at have ønsket det må konstatere, at vi nu står med løkken om halsen, er der grund til at reflektere over det, som Claus Hjort Frederiksen kalder en “utroligt glædelig nyhed“: Anders Fogh vil være leder af NATO.

Men hvad skulle NATO dog ville med Anders Fogh?

Lad os for en stund glemme indenrigspolitiske detaljer som skattestoppet, privatiseringerne, minimalstats-tankerne og den bevidst skabte øgede forskel mellem rig og fattig. Lad os glemme at Fogh måtte gå i vanære som skatteminister. Lad os se bort fra at utrygheden og kriminaliteten i vores land aldrig har været større end efter otte år med Fogh og lad os i stedet fokusere på Foghs udenrigspolitiske bedrifter. Og lad os vælge en Fogh-venlig kilde til vurderingen af mandens evner som international politiker for at lade tvivlen komme manden tilgode: Lad os tage Berlingske Tidendes oversigt over markante begivenheder i Anders Foghs år som statsminister. En bemærkelsesværdig liste - ikke mindst på grund af de forsvindende få udenrigspolitiske lyspunkter, statsministerens enorme rejseaktivitet taget i betragtning.

Jo, Fogh var hovedarkitekt bag udvidelsen af EU i 2002, men siden da har han mest brillieret som præsident Bush’s gode ven i tykt og tyndt. En dikkende lammehale til historiens mest upopulære amerikanske leder.  Og Foghs rolle under karikatur-krisen (som den retteligt burde være kaldt også her i landet - det var nemlig ikke Muhammed, der fremkaldte krisen, men tegningerne), efterlod ikke verden med indtrykket af en dygtig mægler og en fredens mand, men snarere af en uimødekommende personage, som nægtede at tale med repræsentanter for de folk, som han havde trådt over tæerne.

Og er det i grunden et godt eftermæle i NATO-sammenhæng, hvis man som statsminister har løjet for sit folk og ført sit land ind i en krig på et falskt grundlag blot for at tækkes sin amerikanske ven?

Så hvad er det lige, der skulle gøre Fogh så egnet som NATO-generalsekretær? Hans uforsonlige stil? Hans krigsliderlighed? Eller har Fogh i det skjulte tilegnet sig evnen til at sige “der er intet at komme efter” på en særlig overbevisende måde på otte sprog?

Jeg frygter en stærkt øget risiko for terror i verden med Fogh som NATO-chef. Jeg frygter nye krige, nye sammenstød. Jeg frygter optrapning af konflikterne mellem civilisationerne. Jeg frygter nye løgne, nye bedrag. Jeg frygter ragnarok. Kan man andet?

Det eneste, som burde kunne udløse lykønskninger skulle være, hvis NATOs ledere kommer til besindighed og træffer et andet valg end Fogh. For fredens skyld.

I mange medier spekuleres over Foghs tornestrøede vej mod NATO og Tyrkiets brok i samme anledning.

De fleste når frem til det samme resultat omend det for nogle sker ad snørklede stier. Tag fx Jyllands-Posten, hvor Ralf Pittelkow, velfærdsnedbrudsminister Jespersens gemal, har dommedagsbasunerne fremme:

Er Fogh i farezonen?

spørger han i overskriften til sin klumme.

Herefter bruger Pittelkow megen spalteplads på at harcellere over, at Tyrkiet og den muslimske verden tillader sig at mene, at Fogh er en usympatisk mand, og at de hellere vil have en anden NATO-formand.

Ja, det er godt gjort, ikke?

At udnævne Fogh til NATO-formand vil klart blive set som en nærmest fjendtligt handling i ethvert muslimsk land. Det forekommer helt utroligt, at Pittelkow (og Fogh og det meste af den danske presse med for den sags skyld) har så svært ved at forstå det.

Hvordan kan man tro, at Danmark og Fogh kunne indtage den holdning, vi gjorde, under karikatur-krisen og så to år senere forestille sig, at alt bare er glemt? Sådan er der intet klaver der spiller i international politik.

Af samme grund vil det også være problematisk med Fogh som NATO-leder i Afghanistan og Irak-sammenhæng. Det var jo tanken, at der skulle skabes fred i Mellemøsten og forsøges bygget bro mellem islamisterne og de mere moderate kræfter og helt over til os andre i den vestlige verden. Forestiller man sig virkelig, at en Bush-kammesjuk som Fogh har fornødne respekt i de arabiske og muslimske lande til at kunne fuldføre det stykke arbejde?

Fogh er ikke nogen fredsmager. Han er konfrontatorisk, snarere end konfliktløsende, præcist som den danske regering har været det i mange internationale sammenhænge i de senere år. Det gælder ikke kun i det militære mesterskab om, hvem der dygtigst lyver et land i krig på et udokumenteret grundlag, også i andre sammenhænge og i ikke-militære organisatoner har man mærket Danmarks krigeriske attitude i de senere år. Opgøret med Danmarks menneskerettighedskritikere i FN og EU-balladen om Metock-dommen er langtfra glemt.

Pittelkow konkluderer, at Fogh nok skal få sit job trods alt. Det samme tror jeg desværre. Men at omtale det scenario som at nogen som helst dermed er ude af “farezonen” er en alt for snæver betragtning, men desværre kendetegnende for den enøjende Pittelkow og den almindelige danske provinsialisme. Med Fogh for NATOs bordende vil verden være godt på vej til at tage et skridt mod mere ufred og krig. Indenfor farezonen.

Regeringen har i dag præsenteret, hvad man i fagforbundet 3F kalder “den mest massive omfordeling fra fattig til rig i nyere tid”.

Regeringen kalder det noget andet. De præsenterer det som en “pakke”, der skal hjælpe Danmark ud af finanskrisen.

Blandt “godbidderne” i pakkerne er:

Forringelser af kørselsfradraget og fradragene til fagforeningskontingent, bidrag til a-kasse, bidrag til efterlønsordning, underholdsbidrag til tidligere ægtefæller og børn, gaver til velgørende foreninger, dobbelt husførelse og kursusudgifter over 5000 kr. om året.

Øget beskatning af frynsegoder. Fx vil en medarbejder som har fri telefon frem over blive beskattet med 5000 kr i stedet for som nu 3000 kr.

Afgiftsforhøjelser på sodavand, slik og cigaretter. Energiafgifterne forhøjes voldsomt. Det samme sker med afgiften på spildevand.

Alt dette for at der kan gives så store skattelettelser, at regnestykket slet ikke kan hænge sammen. Det vil det først begynde at gøre fra år 2012, hvor forringelserne for boligejerne begynder at sætte ind.

En almindelig LO-arbejder forventes at tabe op til 5000 kroner på regeringens udspil.

Alkohol er for resten ikke omfattet af afgiftsstigningerne. Denne pakke er nemlig i virkeligheden, som formanden for 3F formulerer det, en rødvinsreform, som er en hån over for krisens arbejdsløse og overfor de svageste i vort samfund.

Set fra denne bloggers plads, er det måske forståeligt nok, at regeringen vælger at sætte trumf på sit ideologiske korstog i ly af finanskrisen. Dens vælgere er jo primært de mere velstillede i samfundet. Fair nok, at de ønsker at rage endnu mere til sig, og at de benytter sig af chancen, nu hvor landet er i dyb krise. Idealisme og selvopofrelse og solidaritet med samfundets svage har som bekendt aldrig været højrefløjens kop te. Med regeringens skattepakke 2.0 får landets konservative og venstre-vælgere i sandhed alt, hvad de kunne drømme om og lidt til.

Vanskeligere har jeg det med at forlige mig med”Dansk” “Folke”partis rolle.

Pia Kjærsgaard har godt nok været ude og sige, at regeringens oplæg har en skæv social profil, men som alle ved, vil hun og resten af DF ende med at stemme for denne pakke, efter at de har fået et par små, ubetydelige godbider til nogle perifere formål, fundet til lejligheden.

Men DF’s vælgere hører ikke til de velbjærgede. Tvært imod. De er de dårligst uddannede, og er derfor også blandt de dårligst lønnede i landet. De vil blive ramt hårdt af denne pakke. Trist at den samme gruppe desværre også er så intellektuelt underfrankeret, at de ikke forstår, at de med deres opbakning til Pia Kjærsgaard og hendes parti bærer ved til deres eget bål.

I DF har vi et parti, hvis vælgere primært er arbejdere, men hvis politik understøtter samfundets rigeste. Og det bliver netop dette parti af sociale forrædere, som kommer til at bære denne pakke igennem.

Fra 2012 begynder regningerne for denne pakke for alvor at rulle ind. Til den tid vil Fogh være en saga blott i dansk politik, men de landminer, han nåede at lægge ud for sine efterfølgere, vil oppositionen komme til at få store problemer med. Det økonomiske oprydningsarbejde og den sociale genopretning vil få et næsten uoverskueligt omfang.

Til lykke Fogh. Din sejr er total. Og Danmark i knæ.

Vores statsminister vil blive ansvarlig for et af danmarkshistoriens største antiklimakser, hvis det viser sig, at han taler sandt og rent faktisk ikke er job-søgende hos NATO.

Men hvad, hvis han bare bliver….og bliver og bliver?!

Internet-afstemninger på avisernes hjemmesider er som regel mest lavet for sjov. Ingen kan påstå, at resultatet af den slags er repræsentativt eller retvisende, alene fordi forskellige aviser har vidt forskellige læsergrupper, hvilket også gælder på nettet. Ikke desto mindre er det meget underholdende at følge B.T.’s læserafstemning: “Vil du have valg, hvis Fogh går af?”

I skrivende stund har hele 4375 deltagere stemt (man kan ikke stemme to gange) og blandt de tre valgmuligheder fordeler svarerne sig som følger:

21% - Nej, Løkke er klar til at tage over

18% - Nej, Lene Espersen som statsminister uden valg

61% - Ja, går han af, skal vi have renset luften med et valg

De tal kan ikke være rar læsning for Lars Løkke og resten af regeringen. Intet kan tilsyneladende rette op på Løkke Rasmussens ramponerede renomé efter bilagssagen og årene som indenrigs- og sundhedsminister, hvor han blev kendt for sin arrogante fremtoning og en kommunalreform, hvis følger landet stadig vånder sig under.

61% af B.T’s internet-stemmende læsere mener, at vi fortjener et valg, når Fogh træder tilbage. Det er i enhver dansk politisk sammenhæng et overvældende flertal. Vi er trods alt blevet vant til at blive regeret af det snævrest mulige flertal gennem lang tid. At resultatet ydermere fremkommer på en hjemmeside, tilhørende en borgerlig avis, gør ikke sagen bedre for regeringen. Hvis så mange af vælgerne virkelig insisterer på et valg, kan man så blot sidde det overhørig efter et statsministerskifte?

Som sagt: internetafstemninger er ikke pålidelige, statistiske redskaber. De kan højst give et fingerpeg. Så meget desto mere interessant er derfor den undersøgelse, som Catinet netop har foretaget for Ritzau, og hvis resultat netop er blevet offentliggjort.

Catinet kommer frem til samme resultat, som B.T. og læserne: går Fogh af, må vi have et valg.

Hvad mere er: i den statistisk korrekt udførte undersøgelse er antallet af vælgere med denne holdning stort set det samme som hos B.T.: 57,9% kræver valg, når Fogh træder tilbage. Hos Catinet er der dog 33%, som mener, at Løkke godt kan få lov til sætte sig i statsministerstolen uden et valg - ikke at det gør nogen forskel.

Flertallet, der vil have et valg er altså massivt og kan blive vanskeligt at ignorere  - eller kan det?

Jo, det kan!

Årsagen hertil er enkel:

Catinet har stillet yderligere et spørgsmål til vælgerne: “Hvem vil du helst have som statsminister - Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning eller en tredje?”

Her svarer 48% af vælgerne, at de foretrækker en socialdemokratisk ledet regering med Helle Thorning-Schmidt i spidsen, mens kun 38.5% ønsker sig en borgerlig regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

Det er derfor ikke nogen overdrivelse at sige, at det vil være politisk selvmord for regeringen at udskrive valg, når Fogh flytter til Bruxelles. Meningsmåling efter meningsmåling siger det nemlig klart og utvetydigt: der er ikke tillid i befolkningen bag Lars Løkke som statsminister. På det sidste oven i købet forstærket af en anden ligeså tydelig tendens: flertallet i befolkningen støtter helt enkelt ikke længere op bag VKO-blokkens politik - uanset hvem der er bag roret.

Fra deres magtposition har V, K og O således al mulig grund til at holde sig til formalia, den dag Fogh forlader dansk politik: så længe der er et flertal bag regeringen, er det ikke et krav, at der skal udskrives valg, fordi statsministeren går af. At formalia også skal følges, vil derfor være Foghs klare råd til sin efterfølger, og det vil være det eneste, som Lars Løkke kan bygge sine statsministerdrømme på.

Politik handler om magt: hvad vælgerne mener om statsministerskiftet vejer mindre eller slet ikke hos magtens indehavere, når først de har fået den.

Den dag, Fogh er redet afsted mod solnedgangen, vil vi således alle kunne se på hinanden og nikke indforstået:

Jo, Fogh forblev sin karakter tro til sidste øjeblik, og forlod os i præcis den stil, som vi har lært at kende ham så godt for: på vej til udlandet - med fuckfingeren højt hævet til afsked.

Vi hænger på Løkke!

Berlingske Tidende oplyser, at regeringen og “Dansk” “Folkeparti” på forunderlig vis er “kommet til at glemme” at opfylde et gammelt løfte til vælgerne:

I 2002 annoncerede de tre partier under stor pressebevågenhed, at nu skulle landets veje bringes i stand. Det skulle være slut med store huller, som kan smadre selv en firehjulstrækkers undervogn, vores broer skulle repareres og vejskilte bringes tilbage til læselig tilstand. Ikke mindre en 1,5 milliard ville man bruge på dette helt nødvendige formål.

I dag, syv år senere, kan man konstatere, at der er blevet brugt 236 millioner. Mindre end en sjettedel af det lovede og det endda over hele syv år. Vores vejnet har aldrig været i ringere stand - på nær naturligvis de nye, tomme, jyske motorveje. De gyldne løfter var - som Berlingske Tidende konkluderer - rent fup.

Forholdt det triste faktum udtaler Flemming Hansen, som var trafikminister, da løftet blev givet:

“Jeg kan ikke huske detaljer, der ligger syv-otte år tilbage, og det er heller ikke rimeligt at forlange. Men hvis der i virkeligheden ikke blev sat 1,5 mia. kr. ekstra af til vedligeholdelse, har nogen taget fusen på mig. Jeg handlede i god tro.”

Interessant. “Nogen” har “taget fusen” på ministeren. Og desuden har han ikke lige styr på, hvad der er blevet af halvanden milliard skattekroner, han havde ansvaret for.

Man kan ikke lade være med at tænke på, om det er den samme, mystiske “Nogen”, som også stod bag regeringens helt utilslørede løftebrud sidste år, da man i maj inddrog de 2,4 milliarder til skoleistandsættelser, man havde lovet vælgerne og skolebørnene året inden, eller om “Hr Nogen” var manden, der stod bag øgningen af forældrenes egenbetaling i daginstitutioner til 30%, efter at regeringen ellers lige før valget havde lovet at den tværtimod ville falde til 25%. Resultatet af dén adfærd kan regeringspartierne for resten aflæse i en meningsundersøgelse i gårsdagens Jyllands-Posten: halvdelen af landets børnefamilier mener, at regeringen har svigtet dem, og 9 ud af 10 børnefamilier svarer benægtende, når de spørges om regeringen har gjort tilværelsen lettere for dem. Et katastrofalt tab af troværdighed blandt regeringens kernevælgere.

Men det stopper ikke der.

I disse uger spørger boligejerne sig, om den ukendte “Nogen” indenfor kort tid vil forringe deres rentefradrag - stik imod det skattestop, som regeringen ellers roser sig sådan af?

Og var det i virkeligheden den “Nogen”, som tog fusen på Flemming Hansen, der pludselig saboterede den forhøjelse af børnechecken, som var ellers var et klart valgløfte fra regeringen under sidste valgkamp?

Var det “Nogen” eller var det Pia Kjærsgaard, som forhindrede den forhøjelse af U-landsbistanden, som også blev lovet op til valget, men som blev skrinlagt få uger efter det var afholdt?

Og var det slet ikke regeringen, men bare “Nogen”, som havde den frækhed at nedsætte en skattekommission lige efter valget, selv om regeringen ellers op til valget havde underholdt vælgerne med, at den slags aldrig ville ske med VKO ved roret, men tvært imod var en forventelig trussel fra Socialdemokraterne?

Spørgsmålene hober sig op, mens utrygheden breder sig.

Og utrygheden forstærkes, fordi netop denne regering har rost sig sådan af sin kontraktpolitik. “Venstre ved du, hvor du har”, hed det, da Fogh satte sit i statsministerstolen for første gang, og siden har han bestandigt understreget sin egen vederhæftighed ved enhver tænkelig lejlighed.

Men det holder jo ikke. Det er efterhånden tydeligt for selv den mest inkarnerede Venstre-vælger, at der rent faktisk har været “smuttere”, når det gælder evnen til at leve op til egne løfter. Mange smuttere, faktisk. Rigtig, rigtig mange.

Mens landet i disse uger venter på meddelsen om, at “Nogen” har været så venlig at tilbyde Anders Fogh Rasmussen et nyt job og at hans post derfor overtages af Lars Løkke, må Venstre konstatere, at partiet rasler ned i meningsmålingerne. Det tegner triste perspektiver for regeringen, hvor ingen har glemt den meningsmåling fra sidste år, som dokumenterede, at prøvelserne for Danmarks Liberale Parti langt fra slutter med Foghs afgang - tvært imod: I november 2008 tilkendegav vælgerne i en Analyse Danmark undersøgelse, at kun 11 procent af de stemmeberettigede ville sætte kryds ud for et Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen - under halvdelen af, hvad partiet står til at få i dag, hvor Venstre i forvejen har en af de ringeste tilslutninger i nogen måling, siden de kom til magten.

Målingen kom godt nok til verden med i Løkke Rasmussens store “bilagssag”, men tror nogen for alvor, at den sag er død og at Løkkes tillid i befolkningen genoprettet? Og er det i grunden ikke påfaldende som Lars Løkke lyder som Flemming Hansen? Var det dig selv eller “Nogen” eller “Hr. Jensen”, der indlogerede sig på det vesterbro-hotel, Løkke?

Den seneste meningsmåling viser flertal til oppositionen. Regeringens alt for mange tilfælde af vælgerbedrag begynder at sætte deres spor, og selv om vi formelt set kun er midt i en valgperiode kan en regering med Lars Løkke i spidsen ikke vide sig sikker på at kunne sidde tiden ud. Midt i en finanskrise, midt i en Afghanistan-krig, midt i en EU-krise er der nok presserende emner, som kan udløse strid internt i VKO-alliancen og et efterfølgende valg. Vi venter kun på den næste skandale, mens vi skramler derudad på hullede veje på vej mod Løkkeland.

Kære statsminister,

Flere medier er i det sidste døgn kommet med den glade nyhed, at “Danskerne er europamestre - i homotolerance“.

Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at den noget besynderlige undersøgelse, der ligger til grund for praleriet, udelukkende omfatter personer under 40 år.

Det synes jeg er ret trist i betragtning af, at de fleste af dem, der bestemmer her i landet er over 40 som dig og åbenbart har en anden holdning end de yngre. For hvordan vil du ellers forklare, at homoseksuelle par stadig ikke må adoptere et barn her i landet eller blive gift i en kirke? Og hvorledes hænger det sammen, at vi godt nok har et forbud mod diskrimination af bøsser og lesbiske på arbejdspladserne, men at du, statsminister, bevidst valgte at undtage os homoseksuelle fra beskyttelsen i anti-diskriminationslovene, når det gælder spørgsmål vedrørende boligforhold, uddannelse eller sundhedspleje? 

Men jeg er ikke færdig.

Anders, jeg vil sige det lige ud: på denne homoseksuelle blogger virker det dybt provokerende og meget foruroligende, at du ved flere lejligheder har nægtet at forholde sig til et ekstremt stort antal voldelige overfald på landets homoseksuelle, samtidig med at du i disse dage undlader at lægge afstand til dit eget partis ungdomsafdelings “date” med en af landets førende nazister.

Nazi’er slår homo’er ihjel, Fogh. Det er de kendt for. Det står højt på deres agenda. Og du, Fogh, tier, når dine egne folk arrangerer folkemøder med dem.

Må jeg ulejlige dig med nogle citater? Jeg håber, at du er med på en gang Gæt og Grimasser, sådan bare for sjovs skyld. Du gætter, hvor de to hold nedenstående citater stammer fra. Jeg sværger, at jeg skærer en masse grimme grimasser imens.

Første lille gruppe citater lyder:

“Homoseksuelles forhold må nødvendigvis benævnes unaturlige og abnorme, da de, uden mulighed for diskussion og fortolkning, er ubiologiske institutioner”

“De homoseksuelle har erklæret krig mod familien.”

Og så kommer den anden gruppe citater. De har næsten samme indhold, men stammer fra en anden kilde:

“Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område”

“når homoseksuelle ønsker at adoptere børn, er det et bevidst angreb mod vores kultur”

Her slutter gættekonkurrencen. Gættede du ophavsmændene til disse vrede ord, hr. statsminister? Og skar du ligeså mange grimasser under læsningen, som jeg gjorde?

Løsningen på konkurrencen kommer her:

Udtalelserne, skrevet med kursiv, stammer fra de danske nazisters medlemsblad ”Fædrelandet”.

Udtalelserne, skrevet med fed, stammer fra “Dansk” “Folkeparti”s Søren Krarup.

Quod erat demonstrandum, som Bertel Haarder ville have sagt, Anders:

der er ikke en tøddel forskel på nazisternes og “Dansk” “Folkeparti”s Søren Krarups opfattelse af homoseksuelle. Den er ser ens ud, den lyder ens, den lugter ens, grænsende til det påfaldende. Tænkte du også et øjeblik på, hvem der mon havde brudt hvis copyright her?

HVIS Danmark og danskerne virkelig er et så homo-venligt miljø, som de der survey-folk siger, hvorfor tager du så ikke afstand fra den slags, Anders og sætter dine unge rødder i VU og din kollega fra støttepartiet på plads? Er der virkelig nødvendigt for dig ligefrem at dyrke den slags ekstremister på hele to fronter? Din manglende sigen fra her er det samme som en accept at det sagte, og det gør mig sgu ærlig talt utryg, Anders. For hvad bliver det næste? Vil du sige spagfærdigt nikke og sige ”ja”, hvis Pia og Søren forlanger mig og min mand og alle de andre homo’er sendt til Sandholm? Og vil jeg kunne stole på, at Birthe Rønn så endelig vil have stået model til så meget udemokratisk pis fra den kant at hun endelig træder i karakter og bliver til den gamle Birthe igen?

Jeg ved godt, at du er over 40 og derfor aldrig blev spurgt, da European Social Survey foretog deres undersøgelse om homo’erne, og jeg er også klar over, at du har accepteret. at din kone svanser rundt med en svans i sin fritid, Anders, men ærlig talt: kan du mon ikke gøre det lidt bedre, Anders? Jeg tror det.

Har du overvejet, om det ikke ville være et ret ok eftermæle at sætte dig, at du her mod slutningen af din statsministertid droppede din politiske homo-berøringsangst og så at komme ind i det samme årti som de fleste af dine vælgere - og helst før vi andre forlader det? Jeg synes det. Jeg håber det. Jeg forventer det. Før vil jeg nemlig aldrig kunne kalde dig min statsminister.

De venligste og positiveste hilsener,

P+

Fire ud af ti danskere vil forbyde rygning i hjem, hvor der bor børn, viser en Rambøll-undersøgelse for Jyllands-Posten.

Lægerne er naturligvis glade for den stigende forståelse i befolkningen for rygningens skadelige virkning, men sundhedsministeren - regeringens mindst magtfulde minister i følge Dagens Medicin  - er mindre begejstret.

Han er “lodret imod” ethvert lov-initiativ, der kunne begrænse børns udsættelse for passiv rygning hjemme hos mor og far.

Ministeren er tilsyneladende ude af stand til at kæmpe sig ud af det skisma, som også hans forgænger i embedet, Lars Løkke Rasmussen, sloges med: på den ene side er det en del af deres politiske grundholdning, at der skal lovgives så lidt som muligt, og at enhver også på sundhedsområdet er sin egen lykkes smed, på den anden side skulle man jo gerne virke handlekraftig - bare lidt.

Når det gælder kampen mod reglerne og ønsket om at lade befolkningen sejle sin egen sø, sådan rent sundhedsmæssigt, får regeringen god hjælp fra sit støtteparti, DF, som især huskes for tre bidrag til den sundhedspolitiske debat: da fætrene Krarup og Langballe insisterede på fortsat at kunne forpeste luften på Christiansborg, mans resten af Borgen lagde pulsepindene til side; da partiet fik tvunget en nedsættelse af sodavands- og cigaret-afgifterne igennem, så forbruget af disse sundhedsskadelige varer gik op, og så her senest da DF gik på barikaderne i kampen for mere lungekræft blandt danskerne: partiet blokerede for den stramning af rygeloven, som kunne stoppe rygning også på de små værtshuse, som der ellers var flertal for. Det kunne man, fordi “Dansk” “Folke”parti udgjorde en del af det oprindelige rygelovsforlig og derfor havde vetoret på ændringer af forliget.

Som udenforstående kan man ikke lade være med at spørger sig selv: Er “Dansk” “Folke”parti mon i al hemmelighed sponsoreret af House of Prince? Og er regeringen i virkeligheden subsidieret af store bidrag fra Bonbonland, Haribo og Coca-Cola?

Det er for resten de samme politiske beton-holdninger, som forhindrer, at vi får den diffentierede moms på mad, som ikke mindre end 83% af befolkningen går ind for. I en tid hvor fedme bliver et større og større problem i befolkningen, og hvor hvert femte barn falder ind i kategorien “overvægtig”, ville det være  simpel logik og godt politisk lederskab at gøre grøntsager billigere end slik. Men ikke i regeringens optik. Her mødes den slags holdninger med et “rungende nej”, som statsministeren formulerede det forleden. Mon ikke medlemmerne af regeringens Forebyggelseskommision undrede sig? Kommisionen har i to år arbejdet med forslag til forbedringer af folkesundheden, men allerede nu - to måneder før den skal komme med sin store betænkning - skyder statsministeren grundpillerne i dens arbejde ned, før han overhovedet har læst kommissionens redegørelse.

Hvorfor stiller regeringen overhovedet spørgsmål til eksperterne, hvis dens egne fordomme står i vejen for, at der handles på svarene?

Forleden var fødevareministeren ude med en lignende kommentar:  “sundhed er dit eget ansvar - ikke regeringens”, sagde Eva Kjer Hansen til den undrende presse, og fortsatte: “Man kan ikke kontrollere sig ud af, at få danskerne til at spise sundt; sundhed er danskernes eget ansvar - og hverken forbud eller lavere priser på den nærende mad, skal hjælpe danskerne til at blive sundere.”

Er jeg den eneste som har svært ved at se forskel på, om der her er tale om ideologiske holdninger eller ren ligegyldighed?

Forbud og regler kan være kedelige at have med at gøre, men regeringens fodslæbende holdning på sundhedsområdet har efterhånden fået nærmest groteske følger: Vi danskere har en af Europas højeste gennemsnitsindkomster, men Europas næstlaveste gennemsnitslevealder. Godt hjulpet på vej af billige smøger, billige sodavand, billige bajere og billig slik og dyre grøntsager. Det kan vi gøre bedre -meget bedre. Vi har jo potentialet til det, men desværre en regering som foretrækker at  være på bagkant med udviklingen. Det bør vi råde bod på ved næste valg.

Præsident Bush er færdig med at regere i USA om kort tid, og da hans parti har tabt præsidentvalget med et brag, kan han nu sige, hvad han burde have sagt forlængst: at han fortryder Irak-krigen.

“Mange menneskers gode ry blev sat på spil, fordi vi fjernede Saddam Hussein på grund af efterretningerne om masseødelæggelsesvåben, som viste sig ikke at være der”, udtaler Bush.

Her i landet er det anderledes: vores statsminister holder desperat fast i illusionen om, at Danmark gik ind i Irak af helt andre årsager end USA gjorde. 

Med Bush’s udtalelse står det imidlertid nu klart, at begge de herrer har et hængeparti - en skamplet, som det vil blive næsten umuligt at vaske bort:

De skylder kritikerne af Irak-krigen og ikke mindst de faldnes efterladte en stor undskyldning, fordi de sammen førte deres nationer, ja, hele verden bag lyset.

Den undskyldning kommer vi imidlertid til at vente længe på. Bush og Fogh har nemlig ikke kun en krig til fælles. De deler også det triste karaktertræk, at de nægter at indrømme deres egne fejl - i hvert fald så længe de sidder på deres post. 

Anders Fogh har ageret nikkedukke George W. Bush’s nikkedukke i nu 8 år. Det ville klæde Fogh, hvis han tog skridtet fuldt ud og gjorde som sin ven og indrømmede sin Irak-løgn og så i øvrigt beviste for resten af verdenen, at han og George ovre fra Amerika vitterlig ér venner - i tykt og tyndt:  

Fogh bør gå.