En flere dage gammel artikel bliver ved med at rumstere i mit baghoved. Og det er ikke en gang artiklens gruopvækkende indhold, som bekymrer mig; det er journalistens tilgang til emnet.

Artiklen handler om, at myndighederne i Uganda har en meget hårdhændet fremfærd mod bøsser. Homoseksualitet er forbudt i landet og enhver som pågribes in flagranti delicti står til flere års fængsel.

Nu skal loven strammes!

Et lokalt parlamentsmedlem har stillet forslag om dødsstraf for homoseksuelle i særligt gravende tilfælde (handler det mon om, hvorvidt der var et kys involveret?), og som et lille ekstra kolorit på forslaget, forestiller han sig, at bøsser som konstateres hiv-smittede skal skydes ned på stedet.

Den slags kan få menneskerettighedsorganisationerne, FN, homo-foreningerne og Ulla Tørnæs op på dupperne. Alle er de rasende; alle udtaler deres kraftige fordømmelse af den perverse stenalder-tankegang, som ligger bag forslaget, men ét sted går bølgerne særligt højt ifølge artiklen, som stammer fra Kristeligt Dagblad: i den anglikanske kirke.

Uganda er nemlig ikke et muslimsk land, styret af mørkemænd og semi-terrorister med hang til bomber, minareter og halal-kød. Uganda er et kristent land, hvor 86% af befolkningen ser sig selv som tilhørende den britiske, anglikanske kirke.

Men Kristeligt Dagblads artikel handler ikke om, hvordan den anglikanske kirke og de britiske biskopper griber ind overfor udviklingen i Uganda. Den handler heller ikke om skismaet mellem dødsstraf og kristendom. Nej, den handler om, at denne her lille ”sag” desværre splitter kirken i to fraktioner: dem som har noget imod at man henretter bøsser på samlebånd i Uganda, og dem som synes det er helt fint og derfor ikke vil kritisere trosfællerne i Afrika. Den sidstnævnte gruppe fører pt i debatten i England – bl.a. fordi biskoppen af Canterbury - kirkens overhoved - er indædt homohader.

Så altså: den store bekymring for den anglikanske kirke er slet ikke, at bøsser myrdes af den ugandiske stat i kirkens navn. Nej, problemet er, at bøsse-drabene desværre deler kirkens gamle mænd i to grupper, som er uenige, om de skal skride ind, og den slags interne konflikter er en damn nuisance, for hvad kan så ikke blive det næste? Te i breve i stedet for rigtig te til kirkemøderne? Eller ligeret for kvinder?

Der er en helt enestående kynisme indbygget i disse overvejelser. Et menneskesyn så afstumpet, at man kun kan kalde det perverst. Trist, at netop den holdning også får lov til at sive igennem helt ned i overskriften i Kristeligt Dagblad.

“Ugandisk homolov er anglikansk problem”

Hvilket forbandet ugudeligt ævl! Overskriften burde snarere lyde: Anglikanere er homoernes problem! Eller sagt i større perspektiv: moralsk er der ikke er en kæft forskel på den som eksekverer dødsstraffen over en homoseksuel person og den kirkens mand eller den journalist som vender det blinde øje til, mens det sker - i Guds navn.

FN retter en sønderlemmende kritik mod justitsminister Brian Mikkelsen (K).

Det viser sig nemlig, at Mikkelsen bevidst har “manipuleret og fordrejet” oplysninger om FN’s holdning til den kriminelle lavalder.

FN-talsmanden siger også, at Brian Mikkelsens metoder til at fremme sin politik “minder om politiske udtalelser i andre lande, hvor politikere bevidst vildleder befolkningen.”

Et kort resume:

Så sent som i foråret gik De Konservative ind for at fastholde den kriminelle lavalder på 15 år imod Venstres og DF’s ønske. “Det er problematisk at sætte børn i fængsel. Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af det. Når vi sætter voksne i fængsel, er det også kun, fordi der ikke rigtigt er nogen andre muligheder, og fordi det er nødvendigt at gøre det,” udtalte de Konservatives retsordfører Tom Behnke den gang til Ritzau.”

I september kom regeringens egen Ungdomskommission med en stor rapport, hvor man fastslog, at forebyggelse var vejen frem i bekæmpelsen af ungdomskriminalitet. Samtlige eksperter uden undtagelse advarede kraftigt mod en en sænkelse af den kriminelle lavalder. Da rapporten udkom, sprang justitsminister Mikkelsen pludselig ud som blød mand og optrådte som en varm fortaler for en forebyggelsesindsats efter otte år med skærpelse efter skærpelse på straffeområdet. Politiken udnævnte den dag på lederplads Mikkelsen til hykler. Mikkelsen havde dog endnu ikke skiftet holdning vedrørende lavalderen på det tidspunkt. Den 23. September var Mikkelsen stadig fortaler for en lavalder på femten år.

Samme dag insisterede “Dansk Folke”parti på en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Partiet gjorde det til et kardinalpunkt og tog finansloven som gidsel for sagen. De konservative afviste DF med ordene: “den slags hører ikke hjemme i en finanslovsforhandling”.

Men den 7. oktober var DF’s armvridningsmanøvre lykkedes. Nu gik De Konservative pludselig ind for en nedsættelse med brask og bram. Og Tom Behnke som i april mente, at en nedsættelse umuligt kunne føre til noget godt udtalte nu, at “samfundet udvikler sig. Både grovheden og alderen ændrer sig.”

Nu var De Konservative pludselig glødende fortalere for en nedsættelse.

Det var ved fremlæggelsen af forslaget om nedsættelsen, at Brian Mikkelsen i mangel af holdbare argumenter trak FN-kortet og sagde: “Hvis man sætter den kriminelle lavalder ned til 14 år, så flugter det også med FN’s anbefalinger.”

Mikkelsen undlod at nævne DF’s krav til finansloven, og han nævnede heller ikke, at DF bag kulisserne havde vredet arm på regeringen endnu en gang for at få sit krav om en nedsættelse igennem: forsvarsministeren var i strid modvind i de dage på grund af manipulationerne og løgnene om den arabiske oversættelse af “Jægerbogen”. Faktisk forekom hans afgang uundgåelig. Flere kilder på Christiansborg kunne fortælle, at sænkningen af lavalderen blev DF’s pris for at holde hånden over Søren Gade.

Og således blev Danmarks ungdom, landets justitsminister, regeringens ungdomskommission og det store danske flertal  ofre for “Dansk Folke”partis manipulatoriske måde at drive politik på.

“Hvorfor fanden bestiller man en grundig videnskabelig rapport, når man gang på gang ignorerer den konklusioner”, spurgte en rasende formand for socialrådgiverne, som tilføjede at ministerens holdningsskift var en hån og at regeringens attitude var til at lægge sig ned og græde over.

Hun overså blot den væsentlige detalje, at saglige argumenter og gammeldags begreber som retsskaffenhed  forlængst er sat i baggrunden af VK-regeringen til fordel for deres egen magtliderlighed, som driver landet mere og mere ud i DF’s landsbytosse-ragnarok.

I dag kom FN så med sin sønderlemmende kritik mod den danske justitsminister og regeringens måde at drive politik på. Det et godt set fra så lang afstand. Der er noget pilråddent i toppen af dansk politik. De skal væk. Jo før jo bedre.

Vælt dem.

For et par måneder siden udtalte Søren Pind (V), at rockerne er samfundets beskyttere. I forgårs blev endnu en rocker anholdt for mord på åben gade.

Pind burde sådan set have diskvalificeret sig selv fra at blive taget alvorlig i en hvilken som helst debat, senest da han sprang ud som AK81-prospect, men nu er han på banen igen:

Pind blæser til kamp mod FN - en organisation, som Pind stort set ikke mener har bedrevet noget godt, siden den blev sat i verden.

Jeg kan godt forstå, at det er en behagelig tanke for Pind at kunne vende ryggen til FN-systemet. Venstre har nemlig som regeringsførende parti gjort det gang på gang i de senere år, hver gang  man fx har valgt at give fanden i FN’s barske kritik af VKO’s flygtningepolitik. Og Venstre valgte sammen med USA at give FN fuckfingeren og invaderede Irak, selv om FN-udsendingen Hans Blix havde påvist, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben der.

Det er FN’s UNHCR, som højlydt har kritiseret regeringens studehandel med Irak om tvangstilbagesendelse af flygtninge.

Det er FN, som har kritiseret, at regeringen tillader PET at bruge oplysninger som andre lande har fremskaffet ved hjælp af tortur.

Det er FN, som påpegede, at den danske regering groft svigter handicappede børn i Danmark med sine nedskæringer.

Det var FN, som kaldte den danske regerings nedlæggelse af Institut for Menneskerettigheder en skandale.

Det er FN, som hårdt har anklaget regeringen og DF’s for brud på FN’s børnekonvention, når det gælder børn af etniske forældre her i landet.

Det er FN, som har kritiseret regeringens “tuneserlov”, som det grove brud på menneskerettighederne, den er.

Listen fortsætter og fortsætter.

V og K og O har gennem de sidste otte år drevet indlemmet Danmark i den uglesete gruppe af nationer, som giver fanden i international folkeret og menneskerettigheder. Som invaderer lande på den anden side af kloden efter forgodtbefindende, fordi statsministeren er personlig ven med en krigsliderlig amerikansk præsident, og som vender det blinde øje til på “Dansk” Folkepartis bud, mens flygtninge går den visse død i møde.

Så jo, det er ikke noget under, at Søren Pind helst ser munden lukket på FN. Hvor bekvemt ville det ikke være for Pind og hans ligesindede at kunne fremture uforstyrret i deres rædselsfulde politik uden en organisation som FN til at kritisere deres forkvaklede menneskesyn.

Men i farten vælger Pind at glemme, at det er FN-organisationen WHO og kun den, som har overblikket og koordinerer indsatsen på verdensplan, når sygdomme som Hiv og Aids, malaria, SARS, og ja, svineinfluenza dræber millioner af mennesker; det er FN’s nødhjælpsorganisation UNICEF, som millioner af børn i u-landene kan takke for deres liv.

Og det var FN’s fredsbevarende missioner som i 1998 fik Nobels fredspris for at have frelst millioner af menneskers liv ved indsatser  i 63 forskellige brændpunkter på vores krigshærgede klode.

Et samarbejde mellem næsten alle verdens lande må nødvendigvis have sine knaster, og i en kæmpe organisation som FN er fejl og mangler uundgåelige, men derfra til at kaste smuds på verdensorganisationen, som Pind gør det for at fremme sin egen afstumpede agenda, er der langt - meget langt.

Uden FN var verden et ragnarok. Uden typer som Søren Pind var verden et bedre sted!