Dagens sang til søndagen kan stå alene. “Hva’ så Danmark?”

53% af vælgerne i den amerikanske stat Maine har efter en massiv anti-homo-kampagne fra højresiden af statens politiske spektrum og den katolske kirke besluttet, at statens homoseksuelle befolkning ikke længere får lov til at indgå ægteskab.

Til lykke til dem.

Jeg er sikker på, at de nu føler sig meget mere hellige og meget mindre truede i deres hetero-ægteskaber.

Man får lyst til at citere Hal Koch - den kendte danske teolog:

“Hvis flertallet i befolkningen ser sin fordel i (..) at underkue et mindretal, kan denne handling aldrig få karakter af ret, selv om den aldrig så meget foregår under parlamentariske former. Den er et retsbrud, fordi den betegner et brud på det ligheds- og gensidighedsforhold, som nu engang hører med til menneskelivet og gør dette forskelligt fra alt andet liv i naturen.”

Sagt på en anden måde: hvis man overlader det til en tilfældig folkestemnning at tildele eller fratage hele befolkningsgrupper deres menneskerettigheder, ender samfundet i et udemokratisk ragnarok.

Hitler kom til magten ved demokratiske valg.

Et flertal kan også tage fejl - og gør det ofte.

Mange politikere og kommentatorer og bloggere himler i disse dage op over, at der findes folk i dette land - præster, politikere og ganske almindelige borgere - som vil give husly til en flygtning.

Rasende hyler de op om lovenes ukrænkelighed, men hylene klinger hult.

Hvor var I, da justitsminister Brian Mikkelsen begik sit klokkerene grundlovsbrud? Hvorfor lukkede I øjnene og genvalgte Bendt Bendtsen, da han efter talrige overtrædelser af våbenloven stillede op til EU-parlamentet? Hvordan kunne I kåre en racismedømt ekstremist som EU-valgets vinder? Hvorfor tier, I når Søren Pind bakker op om de bundkriminelle narkobanditter og mordere i HA? Og hvor var jeres hylekor, da skatteministeren begik sit grundlovsbrud?

Listen er lang - fortsæt selv.

Danmark udviser irakiske flygtninge stik mod anbefalinger fra dem, der kender forholdene: FN og Amnesty. Danmarks regering har gjort det til en særskilt disciplin i regeringsudøvelse at blæse alle internationale konventioner et stykke.

Danmark er på afveje. Hvor er jeres protester mod det?

En gang var retsskaffenhed, ordholdenhed og ærlighed gode borgerlige dyder.

Det var før VKO tog magten i Danmark.

Siden har man oftere og oftere grebet til løgn og vælgerbedrag som magtmiddel.

Vi så det, da Anders Fogh bildte både Folketing og befolkning ind, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak og brugte det som argument for at invadere landet, og vi har set det dusinvis af gange siden.

Det er nemlig blevet SOP - Standard Operational Practice - at lyve så stærkt som en hest kan rende i regeringen.

I dag sker det igen.

Amnesty International har netop på sit årsmøde rejst en voldsom kritik af den danske regering og det danske politi for rydningen af Brorsonskirken.

Over hele kloden er Amnesty en stemme, der bliver lyttet til. Organisationen har rådgivende status ved FN’s økonomiske og sociale råd, i UNESCO, Europarådet, Organisatonen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed. Mange af den nyere tids internationale konventioner tager direkte udgangspunkt i de anbefalingen, Amnesty International har givet. Amnesty har modtaget Nobels Fredspris. Amnesty International taler med vægt og når AI taler, lyttes der verden over.

Men ikke i Danmark. Ikke hos den danske regering som i samarbejde med “Dansk” Folkeparti - dansk politiks svar på byldepesten - har udviklet sit helt eget moralkodeks.

Gang på gang har regeringen ignoreret Amnesty Internationals råd og kritik. Gang på gang har Pia Kjærsgaard forsøgt at dæmonisere og svine organisationen til som “fanatikere“.

Det er på tide, at nogen siger fra overfor den fordrejning og tilsvining af højt respekterede internationale organisationer, som regeringen og DF står bag. Mønstret er nemlig det samme hver gang: regeringen begår endnu et groft brud på menneskerettighederne, Flygtningekonventionen eller EU-lovgivningen, og så snart den berettigede internationale kritik igen lyder i medierne, bagatelliserer, bagtaler og latterliggør VKO budbringeren frem for at forholde sig til kritikken.

Således også denne gang.

De konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, udtaler “nul respekt” overfor Amnesty’s kritik og påstår, at organisationen ikke aner, hvad den taler om.

“Jeg er dybt skuffet over, at Amnesty International udtaler sig i så skarpe vendinger om en episode, de overhovedet ingen indsigt har i, siger han.- Det fremgår af deres udtalelse. For der var ikke tale om kampklædt politi inde i kirken”, siger Behnke.

Behnke er for resten politibetjent i sit civile liv, så man ville forvente, at sandfærdighed prægede hans udtalelser. Det er ikke tilfældet. I sit politiske liv lyver Behnke åbenbart så stærkt som en hest kan rende for at redde sit skind og svine sine modstandere til. Hvis disse betjente, iført hjelme og visir ikke er kampklædte, hvad er de så, Behnke? Deltagere i en Gaypride, måske?

Den borgerlige regering har sammen med “Dansk” Folkeparti været ansvarlig for en trist forråelse af vores samfund. Skellene er vokset, målt på alle parametre. Benægtelse af fakta er blevet dagens orden. Måned for måned er det lykkedes VKO at overbevise sit lille flertal af vælgerne om, at hele resten af verden tager fejl, og at der rent faktisk gælder et helt særligt moralkodeks i Danmark, hvor enhver kritiker er en venstreorienteret, rabiat, autonom, hel- eller halvkriminal ekstremist. Retorikken kender ingen grænser, og løber man tør for argumenter, griber man gerne til løgn.

I denne regerings tid er det blevet et adelsmærke for en ægte borgerlig at have en anløben moral. Med VKO kom bananrepublikken.

Sådan lidt ‘en passant’ meddeler Ritzau her til morgen, at statsministeren overtræder dansk lovgivning ved at bruge skattepenge til at betale for arbejdet med Venstre valgkampagner.

I de fleste civiliserede, vestlige lande ville den slags have trukket forside-overskrifter. TV ville have sendt extra nyhedsudsendelser, og befolkningen ville have været i oprør.

I Danmark sker der…intet!

I Danmark gælder der nemlig en helt særlig lov for regeringen og dens medlemmer:

A) Vi overtræder ALDRIG lovene

B) Hvis vi gør det alligevel, benægter vi det

C) Hvis vi tages på fersk gerning i det, benægter vi det stadigvæk

D) Når det ikke længere kan bortforklares, siger vi, at der ikke er noget at komme efter og Pia K bakker det op.

Flertalsdiktaturet har talt igen. Det er ulovligt, det er uetisk, det er uanstædigt, og vi har selv valgt det.

Politisk set lever vi en bananrepublik.