PeerPlus

Fire ud af ti danskere vil forbyde rygning i hjem, hvor der bor børn, viser en Rambøll-undersøgelse for Jyllands-Posten.

Lægerne er naturligvis glade for den stigende forståelse i befolkningen for rygningens skadelige virkning, men sundhedsministeren - regeringens mindst magtfulde minister i følge Dagens Medicin  - er mindre begejstret.

Han er “lodret imod” ethvert lov-initiativ, der kunne begrænse børns udsættelse for passiv rygning hjemme hos mor og far.

Ministeren er tilsyneladende ude af stand til at kæmpe sig ud af det skisma, som også hans forgænger i embedet, Lars Løkke Rasmussen, sloges med: på den ene side er det en del af deres politiske grundholdning, at der skal lovgives så lidt som muligt, og at enhver også på sundhedsområdet er sin egen lykkes smed, på den anden side skulle man jo gerne virke handlekraftig - bare lidt.

Når det gælder kampen mod reglerne og ønsket om at lade befolkningen sejle sin egen sø, sådan rent sundhedsmæssigt, får regeringen god hjælp fra sit støtteparti, DF, som især huskes for tre bidrag til den sundhedspolitiske debat: da fætrene Krarup og Langballe insisterede på fortsat at kunne forpeste luften på Christiansborg, mans resten af Borgen lagde pulsepindene til side; da partiet fik tvunget en nedsættelse af sodavands- og cigaret-afgifterne igennem, så forbruget af disse sundhedsskadelige varer gik op, og så her senest da DF gik på barikaderne i kampen for mere lungekræft blandt danskerne: partiet blokerede for den stramning af rygeloven, som kunne stoppe rygning også på de små værtshuse, som der ellers var flertal for. Det kunne man, fordi “Dansk” “Folke”parti udgjorde en del af det oprindelige rygelovsforlig og derfor havde vetoret på ændringer af forliget.

Som udenforstående kan man ikke lade være med at spørger sig selv: Er “Dansk” “Folke”parti mon i al hemmelighed sponsoreret af House of Prince? Og er regeringen i virkeligheden subsidieret af store bidrag fra Bonbonland, Haribo og Coca-Cola?

Det er for resten de samme politiske beton-holdninger, som forhindrer, at vi får den diffentierede moms på mad, som ikke mindre end 83% af befolkningen går ind for. I en tid hvor fedme bliver et større og større problem i befolkningen, og hvor hvert femte barn falder ind i kategorien “overvægtig”, ville det være  simpel logik og godt politisk lederskab at gøre grøntsager billigere end slik. Men ikke i regeringens optik. Her mødes den slags holdninger med et “rungende nej”, som statsministeren formulerede det forleden. Mon ikke medlemmerne af regeringens Forebyggelseskommision undrede sig? Kommisionen har i to år arbejdet med forslag til forbedringer af folkesundheden, men allerede nu - to måneder før den skal komme med sin store betænkning - skyder statsministeren grundpillerne i dens arbejde ned, før han overhovedet har læst kommissionens redegørelse.

Hvorfor stiller regeringen overhovedet spørgsmål til eksperterne, hvis dens egne fordomme står i vejen for, at der handles på svarene?

Forleden var fødevareministeren ude med en lignende kommentar:  “sundhed er dit eget ansvar - ikke regeringens”, sagde Eva Kjer Hansen til den undrende presse, og fortsatte: “Man kan ikke kontrollere sig ud af, at få danskerne til at spise sundt; sundhed er danskernes eget ansvar - og hverken forbud eller lavere priser på den nærende mad, skal hjælpe danskerne til at blive sundere.”

Er jeg den eneste som har svært ved at se forskel på, om der her er tale om ideologiske holdninger eller ren ligegyldighed?

Forbud og regler kan være kedelige at have med at gøre, men regeringens fodslæbende holdning på sundhedsområdet har efterhånden fået nærmest groteske følger: Vi danskere har en af Europas højeste gennemsnitsindkomster, men Europas næstlaveste gennemsnitslevealder. Godt hjulpet på vej af billige smøger, billige sodavand, billige bajere og billig slik og dyre grøntsager. Det kan vi gøre bedre -meget bedre. Vi har jo potentialet til det, men desværre en regering som foretrækker at  være på bagkant med udviklingen. Det bør vi råde bod på ved næste valg.

“En dansker har 40 til 60 procent større risiko for at dø af en sygdom, der kunne være behandlet ved en god indsats i sundhedsvæsenet i forhold til eksempelvis en svensker eller en franskmand.”

Ordene er ikke mine. De kommer fra direktør Jes Søgaard, Dansk Sundhedsinstitut. Jeg synes bare, at de fortjener at komme lidt mere frem i lyset, end de måske gør på Lægemiddel Industri Foreningens hjemmeside.

Iflg. OECD’s tal bruger Danmark omkring 10% mindre på sundhedssystemet end landene omkring os. Det sker samtidigt med, at vores befolknings gennemsnitsalder stiger.

Søgaard siger, at løsningen ikke bare er at pøse penge ud. Der må en samlet plan til, og det kan han have ret i .

I årene under denne regering har agendaen tydeligvis primært været at få privatiseret en del af vores sundhed, koste hvad det ville, og så i øvrigt slukke ildebrande i form af nødbevillinger til de forskellige områder, efterhånden som der kom pressemæssig fokus på dem.

Det er meget langt fra den rettidige omhu, der er brug for, hvis ikke den største udgiftspost på vores fælles budget skal ende med at blive ødslet bort på grund af dårlig vedligeholdelse af hospitalerne, ringe evne til fastholdelse af personalet og nedskæringer i forskningsbevillingerne.

På nogle områder har man direkte ført en sundhedsskadelig politik, som da man gik med til DF’s krav om at nedsætte afgiften på sodavand. Kort tid før var det samme sket på tobaksområdet.  

For et par dage siden kom vores fødevareminister, Eva Kjer Hansen så med den chokerende udmelding, at regeringen fralægger sig ansvaret for danskernes sundhed, når det gælder fødevarepolitikken. En noget opsigtsvækkende udtalelse fra en minister i en tid, hvor hundredtusindvis af danskere er overvægtige, og vi har en stor overdødelighed af blodpropper og andre sygdomme, som kan spores tilbage til, at vi spiser forkert. 

Danmark vil i år 2025 have minimum 600.000 diabetikere, hvis der ikke skrides ind - og fødevareministeren er ligeglad, lalleglad.   

I sin tid var det for resten samme Eva Kjer Hansen, som sagde, at ulighed var en god ting “som dynamo i et samfund”. Det var den gang, hun var socialminister og således glimrede ved sit manglende sociale engagement.

Nu har hun fået sig et nyt resort-område, hvor hun som sand liberal heller ikke har tænkt sig at yde andet end at lade markedskræfterne gå amok, mens hun ser passivt til. Der er ingen plan, ingen strategi, ingen store tanker, eller bare små.

Det var EU som i sin tid tvang lovgivningen om advarsler på cigaretpakningerne igennem. Man kunne have ønsket sig noget tilsvarende på stemmesedlerne til folketingsvalget:

“Venstre er farligt for dit helbred”.