PeerPlus

Med otte minutters mellemrum har Danmarks Radio i dag offentliggjort to nyheder.

Danmark taber økonomisk terræn. En prognose fra EU viser, at vores lille land vil ligge på en skamfuld sidsteplads i hele EU, når det gælder økonomisk vækst i de kommende ti år, og vi må altså se os overhalet af økonomier som Litauens, Rumæniens og Bulgariens.

Den anden nyhed handler om, at selvsamme regering, som har kørt landet så meget økonomisk i sænk nu har et komfortabelt flertal i en meningsmåling fra Gallup.

Har visse danskere et indbygget masochistisk gen? Hvad får danskerne til at blive ved med at bakke op om det folketingsflertal, som smadrer vores velfærd og undergraver vores økonomi og som gør det akkompagneret af det ene grundlovsbrud efter det andet? For en god ordens skyld sørger vi samtidig for at sende racismedømte politikere i EU-parlamentet og fejrer dagligt vores intolerance i medierne ved at sidde fast i de samme diskussioner med de samme minoritetsfjendske vinkler år efter år.

Vi graver grøfter, hvor vi burde bygge broer.

Var det ikke snart på tide at prøve andre løsninger? Om ikke andet så for at redde Danmark fra den berømte afgrund?

Nogle ser menneskers flytning på tværs af de internationale grænser som en trussel mod vores sikkerhed og en udfordring for vores samfund og økonomier. Jeg er ikke enig. Tiden er kommet til at se menneskers bevægelighed som en mulighed for at berige vores samfund og gøre Europa stærkere og mere velstående.

Disse kloge ord blev sagt af den svenske konge i går på en pressekonference få timer inde i Sveriges EU-formandskab.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis Dronning Margrethe var kommet med en lignende udtalelse. Et godt gæt ville være, at Pia Kjærsgaard straks ville forlange monarkiet afskaffet.

Den svenske konges ord kommer i kølvandet af, at EU’s justitskommisær netop har meddelt, at EU’s opholdsdirektiv ikke bliver ikke ændret, selvom Danmark , d.v.s. Kjærsgaard, er utilfreds med det.

Nogle gange må det være hårdt at være DF’er. Ikke blot anser hele det etablerede politiske landskab i Europa “Dansk” Folkeparti med rette for at være så langt ude i hampen, at de er personae non grata, nu er også den svenske konge imod dem.

Hvad siger du, Pia? Invaderer vi Sverige, eller hvad?

Stockholm i Pia K's våde drøm

Det svenske EU-formandskab vil ikke hjælpe Danmark med at få ændret opholdsdirektivet, som V, K og ikke mindst O har set sig så sure på.

Det er det direktiv, som gør det muligt for danskere at få en ægtefælle med til Danmark fra et land uden for EU.

Peter Skaarup (DF) blæser på svenskerne. “Dansk” Folkeparti ønsker at fastholde regeringen på aftalen om, at den skal få lavet direktivet om.

Måske er det på tide at minde Peter Skaarup om, at det er et samlet Europa - fra Estland i øst, til Irland i vest, fra Sverige i nord til Grækenland i syd, som synes, at det skal være EU’s borgere tilladt at bevæge sig, hvorhen de vil, og gifte sig og slå sig ned med hvem de vil.

Desværre befinder Peter Skaarup og hans partis tilhængere sig på en anden planet, hvor indskrænkning af den personlige frihed er noget, man tilstræber. Hvor lukkede grænser, overvågning af uskyldige borgere, mistillid og had hører til dagens orden.

Det er muligt, at DF fik et rekordfedt EU-valg, men det er snart på tide, at det skrives med bogstaver store nok til at alle DF-vælgere forstår det:

I er ekstremister! Der er ikke en kæft i hele Europa, der deler jeres holdninger udover nogle ganske få. Har I overvejet, om det mon kunne tænkes, at 26 regeringer og hundreder af millioner af europæere har ret - og at I tager fejl?

I kalder jer pæne, ordentlige danskere, men er I virkelig, virkelig klar over, hvad det er, I bakker op om? Jeg tillader mig at tvivle.

Hvornår kommer I tilbage til jorden igen? Vi savner jer.

Det ser ud til, at Morten Messerschmidt langt om længe har fået opstøvet nogle folk, der vil være i gruppe med ham i EU-parlamentet.

Messerschmidt kommer frem over til at indgå i en helt ny gruppe, som primært baserer sig på folk fra det italienske parti Lega Nord.

Det giver god mening.

I Italien husker man stadig, hvordan en førende politiker fra Lega Nord for nogle år siden foreslog, at der skulle indrettes særlige togvogne i italienske tog, kun til indvandrere, så pæne italienere slap for at indånde den samme luft som de sorte.

Man har heller ikke glemt, hvordan borgmesteren i Treviso, en fremtrædende Lega Nord politiker, udtalte, at indvandrere burde klædes ud som harer “og så sendes ud og markerne og så….bum-bum-bum!”

Jeg ønsker Morten Messerschmidt et stort til lykke med de nye venner. Her kan man i sandhed tale om sjælebrødre.

Når EU-kommissionen på torsdag igen underkender regeringens og ”Dansk” Folkeparti’s udlændingepolitik, kan det blive Lars Løkkes første og eneste mulighed for endeligt at træde i karakter som statsmand. Samtidig kan situationen vendes til en bonus for Birthe Rønn Hornbech. Hendes sidste chance for at slippe fra jobbet som integrationsminister med den personlige integritet intakt - hvis hun vil.

Regeringen kan nemlig lægge denne nye sag død på et øjeblik ved simpelthen at erklære, at Danmark naturligvis retter sig efter de samme regler, der gælder i de øvrige 26 EU-lande. Regler, som ikke har medført hverken islamisk revolution eller den undergravning af velfærden, som DF gerne vil give det indtryk af, vi nu trues af.

Et sådant skridt ville være en klædelig EU-loyal handling fra vores EU-venlige regerings side og i tilgift en kærkommen mulighed for én gang for alle at stoppe det skred i dansk udlændinge- og flygtningepolitik, som DF har trukket regeringen ud i, lige siden DF blev VK-regeringens faste støtteparti i 2001.

Prisen for DF’s støtte har været høj. Danmark har i disse snart 9 år har bragt sig på kant, ikke blot med EU-domstolen og –kommissionen, men med FN og snart sagt enhver humanitær organisation. I processen har vi overtrådt de menneskerettigheder, vi selv var så stolte over at være med til at formulere efter sidste krig, ikke en, men flere gange.

Prisen har også været en krank skæbne for de hundredvis af flygtninge, som håbede, at det samme Danmark, som invaderede både Irak og Afghanistan under påskud af at ville befri masserne fra et ondt diktatur, også ville vise et humanitært ansigt i det flygtninge-kaos, som sådanne krige altid fører til.

Den måske største pris har været omkostningen på Danmarks renomé, som det vil tage mange år at genoprette.

Mon Anders Fogh og VK’s vælgere forestillede sig, at Pia Kjærsgaard betaling for DF’s støtte ville blive så voldsom, da samarbejdet blev indgået den skæbnesvangre aften i 2001? Jeg tvivler.

Så hvad vil der ske, hvis V og K nu ændrer udlændingepolitik og meddeler Pia Kjærsgaard, at fra dags dato spiller Danmark samme melodi som resten af EU?

Kjærsgaard vil helt givet vende øjne i nogle dage, men når det først går op for hende, at hun ikke længere har fat i den lange ende, vil hun falde ned igen som et lam. Hun kan ikke andet. ”Dansk” Folkeparti vil nemlig aldrig vælte en borgerlig regering - uanset hvor meget de truer med det.

Regeringen bør derfor gribe EU-kommissionens nye angreb på VKOs udlændingepolitik med kyshånd, som den gyldne mulighed for en gang for alle kan sætte DF på plads, det er.

Alternativet kender vi: hvis regeringen vælger at gøre som sidst, da Metock-dommen gik Danmark imod, går det galt. Ved den lejlighed fik DF lov til at løbe med agendaen. Samtidig måtte den måbende offentlighed i månedsvis lægge øjne og ører til Birthe Rønns symbolske spilfægteri og ”kamp mod EU-systemet”, som fik et forudsigeligt udfald: Rønn måtte rette ind og beskæmmet opgive den kamp, hun i bund og grund aldrig ønskede at vinde.

Desværre tyder intet på, at Rønn er blevet klog af skade. Hendes første udmeldinger varsler ilde for månederne fremover: Rønn har intet, absolut intet lært af Metock-dommen, men insisterer på at fremture i den dårligt castede rolle som Pia Kjærsgaards forlængede arm.

Da hun og regeringen sidst benyttede den taktik, førte det til en jordskredssejr til DF ved EU-valget og øget EU-skepsis i befolkningen.

Regeringen har stadig mulighed for at vælge den rigtige strategi denne gang. Det kræver kun en statsminister, der tør træde i karakter som ham der bestemmer. Har vi mon det?

I Litauen vedtog parlamentet i går med overvældende flertal en lov, som forbyder al omtale af homoseksualitet. Forbudet gælder alle landets skoler, alle landets aviser og de elektroniske medier. Det eneste, som nu kan forhindre lovens ikrafttræden, er et veto fra landets præsident.

Formålet med loven er “at forhindre homoseksualitetens skadelige indflydelse på ungdommen”.

Der er grund til at advare alle homoseksuelle om at holde sig væk fra Litauen. Risikoen for voldelige overfald er stor. Selv politiet holder sig ikke tilbage fra at angribe sagesløse borgere med den forkerte seksualitet.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: mens danske politikere på højrefløjen galper op om muslimer fra morgen til aften, lukker de øjnene for de åbenlyse overgreb og de brud på menneskerettighederne, som finder sted hos vores naboer. De samme naboer, for resten, som ex-statsminister Fogh havde så travlt med at få med i EU.

Hvorfor denne tavshed? Hvorfor denne passivitet? Hvorfor så konfliktsky?

Den behandling, som homoseksuelle i Litauen udsættes for, er helt på linje med den, som blev de sorte til del i Sydafrika under apartheid-styret.

Litauen bør have ren besked fra EU: hvis ikke man er i stand til at sikre menneskerettighederne for alle dele af befolkningen, og hvis man fortsat fra officielt hold vælger aktivt at diskriminere en hel befolkningsgruppe, har Litauen intet at gøre i EU.

Europa har overlevet verdenskrige, ragnarok, naturkatastrofer, dødelige epidemier og Richard Ragnwald.

Men kan EU-projektet overleve, når de politikere, som plejede at være dets varmeste fortalere, pludselig bliver valne i mælet?

I en blog i tirsdags anklagede jeg en række af EU-kanditaterne for manglende EU-begejstring. “Selv borgerlige partier, som i gamle dage var de største fortalere for vores medlemskab, er nu blevet lorne og halvhjertede i retorikken”, skrev jeg og tilføjede, at det for mange tilsyneladende mere handler om at “skåne” danskerne for EU end at arbejde for at det fælles projekt.

Det er altid rart, når man finder ud af, at man ikke er alene med sine tanker. I dagens Politiken giver Uffe Ellemann Jensen udtryk for nærmest ordret den samme holdning, og italesætter sin skuffelse over de borgerlige kandidater med Jens Rohde i spidsen.

Problemet rækker imidlertid længere. Det forekommer direkte patetisk, når Helle Thorning også slår ind på den forkerte vej blot to dage før valget med sin udmelding om, at hun vil have grænsebetjentene omkring Danmark tilbage. Kun en desperat partileder ændrer på den måde politik i sidste øjeblik. Husker Thorning virkelig ikke, at der var præcis den form for socialdemokratisk flaksen rundt, som kostede oppositionen valgsejren ved sidste folketingsvalg? Et knæfald for Dansk Folkepartis nationalistiske holdninger to dage før valgdagen er populisme af værste skuffe, skadeligt for EU-projektet og burde aldrig være god tone hos et EU-begejstret parti som liste A. Det er kun en skærpende omstændighed, at Thorning udmærket er klar over, at hendes forslag ikke vil have nogen virkning. Det har en hel måneds øget overvågning netop demonstreret.

Den grænseoverskridende kriminalitet har forlængst fundet veje, som gør, at den ikke stoppes, selv om man virkelig gjorde alvor af “Dansk” Folkepartis DDR-inspirerede overvågnings-og bevogtningstanker. I stedet er det netop mere EU-samarbejde, der skal til. Kriminaliteten er jo netop grænseoverskridende i sit væsen og vores fælles problem. Thorning talte for et par år siden varmt for afskaffelsen af Danmarks fire EU-forbehold. Når Thorning så nu i valgdagene ønsker at fremstå som garant for sikkerhed og tryghed, havde det været mere velanbragt at kæmpe for ophævelsen af vores retslige forbehold fremfor nu pludselig at gå imod det?

Ellemann kan ikke få sig selv til at sige det, men så lad mig: Den største begejstring for EU synes pt. ironisk nok at findes hos de gamle nej-sigere i SF og ikke hos de borgerlige partier, som i høj grad var ansvarlige for, at vi blev en del af projektet tilbage i 1972.

Det vidner om, at for mange blandt de borgelige har hygget sig alt for længe med DF, hvis dominans nu rækker så langt ind i hjertet af V og K, at Danmarks regeringsbærende partier ikke længere magter at forsvare deres egne grundholdninger. Udlændinge- og flygtningepolitikken er et andet nærliggende eksempel på det samme værdiskred blandt de borgerlige: DF sætter dagsordenenen og regeringens ministre ender med at rende rundt og forsvare standpunkter, der går stik imod deres egen grundholdning. Havde regeringen haft nosser, havde den været begejstret taget Metock-dommen til sig som den kattelem, den er, og benyttet den til en gang for alle at komme ud af DF’s kløer. I stedet går Birthe Rønn nu rundt på andet år og forsvarer de stik modsatte synspunkter af dem hun havde, før hun blev minister - og stik mod den EU-agenda, Venstre plejede at stå for.

Jeg var henne og brevstemme forleden dag, og for første gang i mit 51-årige liv følte jeg, at jeg satte mit kryds uden den mindste tvivl. Nu håber jeg så, at min kandidat lever op til tilliden, men det er jeg faktisk ikke i tvivl om. Margrete er sgu god nok, og det skal nok gå altsammen.

Europa har overlevet oversvømmelser,holocaust, terroranslag, Den Sorte Død og rucolasalatens fremmarch. Der skal mere end lidt vaklen i geledderne hos V og K oppe i lille Danmark til at sætte splid mellem et europæisk folk, der har et fællesskab i en verden, der dag for dag bliver mindre og mindre. Hvem ved: måske vil selv en Messerschmidt en dag forstå, at det er sjovere at arbejde sammen for bedre tider end at sætte sig ned, med armene over kors, omgivet af bevæbnede vagter, overvåget af tusinde kameraer på sin egen lille ø?

Det er i øvrigt præcist det, Rohde burde have indset fra starten af sin valgkamp. Dét er hans forræderi mod den borgerlige sag.

Det litauiske parlament vedtog i går med et overvældende flertal et forbud mod, at der tales om homoseksualitet i landets skoler.

Det sker for at “beskytte børnene mod skadelig information”.

Nu mangler der blot en tredjebehandling, før forslaget er endeligt vedtaget.

Det er i situationer som denne, at EU skal vise sin værdi.

To danske EU-politikere, Britta Holm (S) og Lasse Holm Grønningen (Radikale) er da også enige om, at det er  totalt uacceptabelt, hvis et medlemsland vedtager dybt homofobisk lovgivning som denne.

“Denne historie viser, at der er hårdt brug for det meget omtalte, men endnu ikke vedtagede antidiskriminationsdirektiv, der vil gøre det umuligt for Litauens regering at foretage dette indgreb”, udtaler Holm Grønningen til Pride Radio.

Men også på andre områder er homoseksuelle stærkt trængte i visse dele af EU: I de lande, hvor homo-par hverken kan blive registret eller gift, er det heller ikke muligt at få lov til at tage sin ægtefælle med, hvis man som dansker bliver udstationeret dertil.

Samtlige danske kandidater til EU-valget - på nær én - er heldigvis enige med det store flertal i det nuværende parlament, om at den slags diskrimination skal der lovgives imod her og nu. Direktivet er på vej.

Den ene danske kandidat, som går ind for at tillade fortsat diskrimination af homo’er, mener sådan, fordi han ikke vil “trampe på de katolske lande“. At de pågældende lande til gengæld tramper på den homoseksuelle del af Europas befolkning, bekymrer ham ikke. Navnet er Messerschmidt. Morten Messerschmidt. Manden, der vil have EU og Danmark tilbage - til stenalderen.

Et italiensk europaparlamentsmedlem er tidligere straffet for at have sat ild til nogle hjemløse indvandrere, som lå og sov under en bro.

Det får Morten Messerschmidt til at udtale til Politiken, at han finder det OK, når kriminelle får lov til at stille op til valget.

Han kan jo også dårligt tillade sig at mene det modsatte. Det ville, sagt på godt sjællandsk, falde svært tilbage på ham selv.

En ny meningsmåling viser, at halvdelen af danskerne ikke aner, at der er valg til Europaparlamentet på søndag. Dette efterlader valgets kandidater behørigt rystede. Ingen af dem fatter, hvorfor danskerne finder EU så uinteressant.

Kan det mon skyldes, at størstedelen af kandidaternes partier i virkeligheden ikke tager EU alvorligt? Sådan rigtig alvorligt. Kandidat efter kandidat fører sig i stedet frem med lange erklæringer om, hvordan de vil arbejde for at skåne danskerne for det slemme EU. Selv borgerlige partier, som i gamle dage var de største fortalere for vores medlemskab, er nu blevet lorne og halvhjertede i retorikken. I denne valgkamp kan man derfor høre borgerlige politikere sige, at de vil “kæmpe imod EU-domstolen”, blot fordi den afsiger domme, der går regeringen og “Dansk” Folkeparti imod. Kunne det mon være, at det er VKO, der er galt afmarcheret i al deres magtfuldkommenhed? At de tager fejl og hele resten af Europa har ret?

Og kan nogen forklare, hvordan det kan være, at vi danskere kan sidde klistret til TV-skærmen aften efter aften for at se “Liebhaverne” og “Hammerslag” om de fantastiske huse og lejligheder, vi kan købe os i Frankrig, Spanien eller Italien, mens den blotte tanke om, at en franskmand, en spanierne, en italiener eller - værst af alt - en tysker, Kvik! - skulle få lov til at eje som meget som en enkelt mursten i Danmark er os en vederstyggelighed? Det hænger ikke sammen.

Den kandidat, hvis valgkampagne har kostet mest til dette års valg er indædt modstander af hele affæren og “vil have Danmark tilbage”. Den pågældendes parti inklusive er der hele tre partier ved dette valg, som er inderligt imod den fest, de gerne vil ned og deltage i.

Der findes ikke en eneste kandidat til dette valg, som ikke har sagt, at han vil ned og føre sit partis og Danmarks synspunkter frem. En underlig holdning. Når først man er valgt ind i EU-parlamentet indgår man jo alligevel i helt andre grupper end dem, vi kender det fra Folketinget. Disse grupper arbejder tvær-nationalt, præcist sådan som man ønsker hele EU skal fungere. Derfor virker det uendeligt lidt konstruktivt at melde ud på forhånd, at man vil “forsvare” nationale interesser. Hvorfor denne næsten krigsagtige retorik? Jeg troede, det handlede om samarbejde, om at finde fælles løsninger for Europa. Ikke om at se de andre som skumle fjender, der skal trynes.

Vi vil ikke være med i euroen, vi afviser deltagelse i det militære samarbejde, og vi slår syv kors for os ved tanken om et retsligt samarbejde til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Til gengæld vil vi godt have de rare milliarder i landbrugsstøtte, lov til at købe vores drømmehus i Toscana med dannebrog på postkassen samt ikke at forglemme adgang til at slæbe ubegrænsede mængder dåseøl hjem fra Fleggaards grænsebutikker, tak.

Det hænger ikke sammen. Vi må droppe denne kroniske skepsis ved andre mennesker og deres intentioner, som er blevet et kedeligt dansk særkende.

Til aften udtalte Venstres spidskandidat Jens Rohde, at Europaparlamentet er fuld af varm luft. Hvis en medarbejder på en hvilken som helst arbejdsplads udtalte sig sådan om sin nye arbejdsplads, ville han blive fyret på stedet på grund af illoyalitet. Rohde kan dog sove roligt. Han skal nok blive valgt ind. Når det gælder europæisk samarbejde er vi danskere nemlig varmluftnation nummer 1 par excellence.