FN retter en sønderlemmende kritik mod justitsminister Brian Mikkelsen (K).
Det viser sig nemlig, at Mikkelsen bevidst har “manipuleret og fordrejet” oplysninger om FN’s holdning til den kriminelle lavalder.
FN-talsmanden siger også, at Brian Mikkelsens metoder til at fremme sin politik “minder om politiske udtalelser i andre lande, hvor politikere bevidst vildleder befolkningen.”
Et kort resume:
Så sent som i foråret gik De Konservative ind for at fastholde den kriminelle lavalder på 15 år imod Venstres og DF’s ønske. “Det er problematisk at sætte børn i fængsel. Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af det. Når vi sætter voksne i fængsel, er det også kun, fordi der ikke rigtigt er nogen andre muligheder, og fordi det er nødvendigt at gøre det,” udtalte de Konservatives retsordfører Tom Behnke den gang til Ritzau.”
I september kom regeringens egen Ungdomskommission med en stor rapport, hvor man fastslog, at forebyggelse var vejen frem i bekæmpelsen af ungdomskriminalitet. Samtlige eksperter uden undtagelse advarede kraftigt mod en en sænkelse af den kriminelle lavalder. Da rapporten udkom, sprang justitsminister Mikkelsen pludselig ud som blød mand og optrådte som en varm fortaler for en forebyggelsesindsats efter otte år med skærpelse efter skærpelse på straffeområdet. Politiken udnævnte den dag på lederplads Mikkelsen til hykler. Mikkelsen havde dog endnu ikke skiftet holdning vedrørende lavalderen på det tidspunkt. Den 23. September var Mikkelsen stadig fortaler for en lavalder på femten år.
Samme dag insisterede “Dansk Folke”parti på en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Partiet gjorde det til et kardinalpunkt og tog finansloven som gidsel for sagen. De konservative afviste DF med ordene: “den slags hører ikke hjemme i en finanslovsforhandling”.
Men den 7. oktober var DF’s armvridningsmanøvre lykkedes. Nu gik De Konservative pludselig ind for en nedsættelse med brask og bram. Og Tom Behnke som i april mente, at en nedsættelse umuligt kunne føre til noget godt udtalte nu, at “samfundet udvikler sig. Både grovheden og alderen ændrer sig.”
Nu var De Konservative pludselig glødende fortalere for en nedsættelse.
Det var ved fremlæggelsen af forslaget om nedsættelsen, at Brian Mikkelsen i mangel af holdbare argumenter trak FN-kortet og sagde: “Hvis man sætter den kriminelle lavalder ned til 14 år, så flugter det også med FN’s anbefalinger.”
Mikkelsen undlod at nævne DF’s krav til finansloven, og han nævnede heller ikke, at DF bag kulisserne havde vredet arm på regeringen endnu en gang for at få sit krav om en nedsættelse igennem: forsvarsministeren var i strid modvind i de dage på grund af manipulationerne og løgnene om den arabiske oversættelse af “Jægerbogen”. Faktisk forekom hans afgang uundgåelig. Flere kilder på Christiansborg kunne fortælle, at sænkningen af lavalderen blev DF’s pris for at holde hånden over Søren Gade.
Og således blev Danmarks ungdom, landets justitsminister, regeringens ungdomskommission og det store danske flertal ofre for “Dansk Folke”partis manipulatoriske måde at drive politik på.
“Hvorfor fanden bestiller man en grundig videnskabelig rapport, når man gang på gang ignorerer den konklusioner”, spurgte en rasende formand for socialrådgiverne, som tilføjede at ministerens holdningsskift var en hån og at regeringens attitude var til at lægge sig ned og græde over.
Hun overså blot den væsentlige detalje, at saglige argumenter og gammeldags begreber som retsskaffenhed forlængst er sat i baggrunden af VK-regeringen til fordel for deres egen magtliderlighed, som driver landet mere og mere ud i DF’s landsbytosse-ragnarok.
I dag kom FN så med sin sønderlemmende kritik mod den danske justitsminister og regeringens måde at drive politik på. Det et godt set fra så lang afstand. Der er noget pilråddent i toppen af dansk politik. De skal væk. Jo før jo bedre.
Vælt dem.
