PeerPlus

Der er mange blogs jeg læser med stor glæde.

Og en enkelt, som jeg for et godt stykke tid holdt op med at læse - mere - overhovedet!

Hvorfor bruge tid og energi på at forholde sig til andres had?

Life’s too short for bitching.

Som homoseksuel oplever man et stigende pres fra forskellig religiøs side. Ekstrabladet og Kristeligt Dagblad får i disse dage en god historie ud af at fortælle om ex-imam Ahmed Akkari, som har en brevkasse, hvor han siger grimme ting om homo’er i islams navn.

Andre steder kan man læse om grusom forfølgelse af homoseksuelle i mellemøstlige, muslimske lande som fx de regelmæssige hængninger af bøsser i Iran. I en lang række muslimske lande er homoseksualitet forbudt.

Men islam har ikke monopol på religiøst homohad.

Den katolske kirke har i århundreder ført et korstog mod homoseksuelle, som har kostet tusinder af menneskeliv. Det har ganske vist ikke afholdt hundredvis af katolske præster fra at voldtage tusindvis af katolske kordrenge som en pervers bibeskæftigelse - måske nærmest tvært imod?

Den katolske holdning kan genfindes i kirker som Faderhuset herhjemme, hvor Ruth Evensen som bekendt blev outet, mens hun stod og skreg bandbuller mod homoerne.

Men Evensens holdning er bare en højrøstet udgave af Indre Missions og Evangelists og så mange andre kristne kirkers attitude: alle forbander de homoer langt ned i helvede.

Bundlinjen er, at religion meget ofte - alt for ofte - er intolerant, og for alt for mange er religion den fribillet, man tager for at legitimere sin egen intolerance. Lad os være enige om, at det er hamrende ligegyldigt, om hadet stammer fra muslimer eller kristne. Det er lige rædselsfuldt. Man kan ikke græmmes nok.

Så meget desto mere grund til at blive sur får man så, når man som homoseksuel pludselig ser sig spændt for en anden, intolerant vogn: de fremmedfjendtliges.

Herhjemme er indvandrerfjendtlige, anti-muslimske medier og bloggere i fuld gang med at gøre en præst fra Tingbjergs store problemer med de lokale, kriminelle indvandrerunge til et særligt muslimsk problem i forhold til bøsser, fordi den pågældende præst er homoseksuel. Politiet, den lokale provst og præsten selv er godt nok af en helt anden mening, men det afholder ikke de pågældende fra at forsøge at presse deres særlige agenda nedover også denne sag. Når det fremmer muligheden for at svine flere muslimer til, tager den hjemlige yderste højrefløj (som ellers hader Gay Prides og hvis repræsentanter på Tinge konsekvent stemmer imod ethvert tiltag til afskaffelse af forskelsbehandling) gerne homo’erne som gidsler for deres egen sag. Så hedder det “se hvad der sker, hvis I lader muslimerne få mere magt”. Hos DF holder man sig endda ikke tilbage for i et og samme afsnit af sit politiske program at tale om, at “homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet. Den udvikling skal bekæmpes” for derefter at remse listen op over alle de områder, hvor DF blokerer for homoseksuel ligestilling: DF ønsker ikke at homoseksuelle skal kunne blive gift, DF ønsker ikke, at lesbiske får ret til kunstig insemination, DF er imod homo-adoptioner, selv hvis barnet ene forælder er en del af homoparret, og for resten mener Søren Krarup, at vi er handicappede.

Men vi kan godt bruges i DF’s kamp mod muslimerne.

Rend mig!

Lad det være skåret ud i pap: AL INTOLERANCE BØR BEKÆMPES. Uanset om den opstår i et religiøst eller politisk tankespind og uanset hvem den rammer, uanset seksualitet, religion eller race. Og én form for intolerance kan aldrig legitimere en anden.

Det er mit naive, rosenkindede credo. Gud bedre det.

Pyh, sikken en Outgames-dag. Fed hygge i “byerne”, og København oser af kærlighed og god stemning. Det vrimler med homoer hånd i hånd med deres elskede, og jeg har selv været en af dem. Folk smiler rent faktisk til hinanden på tværs af køn og seksualitet - et særsyn i København.

Og så i eftermiddag endnu en hate crime, begået af endnu en dansk galning.

Og på min blog en kommentar fra “Lorte Albert” som skriver:

“Forfatteren er syg, ring til Åndssvageforsorgen, syg homo på fri fod.
Fy for satan, står der og banker pikken af i røven på hinanden. Hold jeres sygdom for jer selv, kvalmende bøssrøve.”

Tankerne flyver:

Hvor meget low-life og scum findes der mon her i landet?

Hvem er det, vi homo’er er oppe imod og hvor mange mon de er?

Hvem mon Lorte og hadforbryderne stemmer på til Folketingsvalg, hvis de stemmer?

Kun det sidste er jeg ret sikker på. Jeg mener, det er svært at forestille sig Lorte som Enhedslistevælger, SF’er, Radikal eller Socialdemokrat, ikke? Og jeg kan heller ikke rigtig se voldsmænd som venstrefolk eller konservative. Det efterlader så kun en enkelt mulighed, hvis man ser bort fra de småpartierne, og den forekommer til gengæld ret sandsynlig. Den tanke lader vi stå et øjeblik.

Jeg kan tracke, hvorfra folk kommer, når de kommenterer på min blog, og vores “ven” kom fra den Google-søgning, han havde foretaget på ordene “bøsse blog”. Den havde ledt ham til mig og flere andre. Alle steder har han ytret sig som hos mig eller i lignende vendinger. Altså: manden er klog nok til at kunne gå på nettet og google og til at lave en fake email-adresse, så han har kommentar-adgang, men ikke klog nok til at vide, at hans IP-adresse omhyggelig gemmes hos dem, han spreder sit gylle hos.

Endnu et spørgsmål trænger sig på:

Hvordan fungerer hovedet hos en mand som Lorte Albert og ham fyren med det livsfarlige fyrværkeri i dag? Det grænser jo til imponerende, at de gør sig alle de anstrengelser for at komme af med deres antipati mod homo’erne, men omvendt tyder Lorte’s formuleringer og sproglige fejl jo ikke ligefrem på en universitetsbaggrund.

Så hvem er han? Hvem er de? Hvem er deres venner? Har de overhovedet nogen? Har de koner og børn?

Ingen ved det, for svinene forbliver anonyme indtil den dag, det er dem, der anholdes for en hate crime.

Præcist dér ligger homokampens største skisma: vi kæmper for at komme ud af vores skab,  og når det endelig sker, og vi går verden i møde med et fast blik, viser det sig, at vores fjender stadig sidder dybt inde i deres. Anonyme er de, anonyme forbliver de. Kun i mørke eller på lang afstand stikker de hovedet frem for at angribe os. Alligevel er vi nødt til at blive ved - og ved - med at kæmpe for den gode sag. Det gælder jo vores liv! Vores kærlighed!

Med kærlighed skal ondt besejres - og lort fordrives.

Min nyeste top-narcissistiske hobby er at studere, hvor de besøgende på min blog kommer fra.

Det gøres - hvis nogen skulle være i tvivl - ved at gå ind i “referers”  på bloggens dashboard.

Det kan man godt få små markedsanalyser ud af. Og det er da altid rart at vide, hvad der fænger hos ens læsere, ikke?

For mit vedkommende scorer jeg højt, hver gang jeg skriver noget om homo’er. De andre emner er det så som så med, med mindre det handler om kendte mennesker.

Statistikken viser også, at jeg bør være Google dybt taknemmelig: mere end halvdelen af de besøgende på min blog kommer her efter en søgning på google.com, og søgekriteriet er ofte et personnavn. Tillad mig i den anledning at udtrykke den dybeste beundring for Søren Krarups popularitet -  i hvert fald som søge-objekt. Krarup ville græmmes, hvis han vidste hvor mange læsere, jeg får, hver gang jeg kritiserer ham.

Som du kan regne ud af ovenstående, bonger det virkelig ind med besøgende på denne blog, når emnet kombinerer  både homoseksualitet og kendthed. Det er fx påfaldende, hvor mange der søger på kombinationen “Thure Lindhardt og Silas Holst”, som derefter havner på min blog, men de to er jo mildt sagt også et aldeles nydeligt par, ikke?

Jeg synes, det er fedt at konstatere, at der kommer besøgende både fra Urbanblog.dk og fra selve avisens web-site til min blog, men ikke mindst også fra andre bloggere, som har mig med i deres blogroll. Al det gensidige linkeri giver jo en god synergi-effekt, som givetvis resulterer i flere læsere alle steder. Af samme grund får jeg også mange læsere fra Politikens hjemmeside. Vidste du, at hvis man som blogger linker til en Politiken-artikel, er Politiken så venlig at linke tilbage lige under den pågældende artikel? Den venlighed resulterer i ikke så få klik her hos mig. Burde Urban i grunden ikke gøre det samme? Det ville da være en fed måde at laves fælles promotion for både avisens artikler og avisens bloggere på samme tid.

Jeg tror, at hemmeligheden ved at have en godt besøgt blog er, at man skriver jævnligt, så der som regel vil være noget nyt at komme efter for de faste læsere. Og måske er det en god ide at undgå at være dagsaktuel, men i stedet skrive lidt mere generelt? Som ganske almindelig blogger kan man jo alligevel ikke vinde over dagbladene og deres hurtighed. Det er da også sådan - hos mig i hvert fald - at der sagtens kan være flere læsere på dage, hvor jeg slet ikke har skrevet noget, end på dage, hvor ordene væltede ud af mig.

Jeg tænker tit på, hvem personerne bag statistikkens mange tal mon er, men altid med en varm følelse. Der findes steder nok på nettet, hvor tonen kan være ualmindelig hård, og hvor hånlighed og anonym nedrakning af hinanden har vundet over den frugtbare debat. Sådan er det heldigvis ikke på Urban. Det er jeg meget glad for.

På en god dag runder jeg 2000 klik på min blog. Jeg ved godt, at det er lidt færre besøgende end DSB har på deres hjemmeside, og sikkert også en anelse mindre end antallet af folk, der laver google-søgninger som “Britney+naked”. Alligevel er det noget af en sjat, synes jeg. Det forpligter. Faktisk er jeg dybt beæret over, at så mange gider læse mine ord. Og tænk: uden blog-statistikken havde jeg ikke anet, om jeg bare sad og skrev for mig selv og ligeså godt kunne have skriblet i strandsand lige før højvande. Så TAK, alle besøgende - både jer, der fandt, hvad I søgte og jer, der skyndte jer videre. Jeg lover at gøre alt, hvad jeg kan for at leve op til æren, og jeg forsøger at give så mange klik igen, som jeg overhovedet magter. Blogging er jo heldigvis en meget mindre ensom beskæftigelse end de fleste regner med.

Indholdet af min blogroll forsvandt for nyligt. Eller rettere: jeg har stadig links’ene stående til alle jer mange gode bloggere, jeg har lært at kende, men det er tilsyneladende kun mig selv, der kan se dem på min “blog-håndterings-side”.

Mine links forsvandt, da jeg prøvede at pynte lidt på min blogs udseende lidt for et par uger siden.

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg får det hele til at se ud igen som før. Jeg har nu forsøgt i et par uger, men det eneste der står tilbage er overskriften “blogroll” - intet nedenunder det. Jeg er i sandhed elendig til at linke åbenbart.

Jeg vil godt undskylde overfor alle jer, som jeg linkede til før, og som måske nu har opdaget, at det gør jeg ikke mere. Det er sandelig ikke nogen bevidst handling fra min side. Jeg er tvært imod meget ked af det. Venner, jeg lover at arbejde videre på sagen og hvem ved: måske er der en herinde, der kan guide mig igennem Wordpress’s finesser indtil alt bliver som før igen?

I morges fik jeg en pris - en Butterfly Award.

Min pris er en såkaldt vandrepris, der går imellem bloggene og bloggerne (og altså ikke bare i URBAN regi). Den gives - tror jeg nok - til folk, som kan sætte to eller flere ord nogenlunde fornuftigt sammen og som vil noget med det, de skriver.

Med prisen følger kravet om, at man anbringer Butterfly-Award-logoet på den plads, hvor man normalt har sit profilbillede.

Jeg fik min fine pris fra Ace63, som jeg i min relativt korte tid her på Urban er kommet til at holde af som en fremragende, idérig blogger og en velkommen kommentator på min egen side. Tak for alle dine pæne ord, Ace.

Jeg er rørt over min pris. Meget endda. Og jeg er dagligt glad og beæret over at være i selskab med en masse fantastiske blog-skribenter her på Urban, som glæder mig med velvalgte ord om alle tænkelige emner.

Har I nogen idé om, hvordan det føles at begynde at skrive her, når man kommer fra et af de blog-fora, som desværre dag for dag er ved at slides itu af fnidder, interne opgør, bitterhed og politisk ekstremisme? Ellers kan jeg fortælle jer det: det føles fantastisk! Jeg kan ikke sige jer tak nok.

De bloggere, som siger, at de kun skriver for deres egen fornøjelses skyld lyver. Man skriver for at blive læst. At påstå andet er uklædelig, falsk beskedenhed. Når det er sagt, vil jeg godt indrømme, at Urbans blog-masters har fundet ud af at kilde mig lige midt på mit forfængeligste punkt og på en ret vanedannende måde ved at trykke mange af mine blog-indlæg i avisen. Der, hvor tidligere skrev, skulle bloggerne være glade, hvis de blev citeret for to sætninger hveranden måned. Hvad lavede jeg dog der så længe? Tak, redaktører, for modtagelsen - også selv om det ikke var jer, der fandt på det med sommerfuglen.

Er det OK at tale om ens “hits” her?

Jeg ved ikke, om I andre holder øje med, hvor mange besøg I har på jeres blog, men jeg gør. Heldigvis konkurrerer jeg kun med mig selv - jeres tal er jo ikke tilgængelige for mig, og gudskelov for det. Jeg er stensikker på, at flere af I venner og konkurrenter giver mig baghjul dagligt. Til gengæld vil jeg godt fortælle, at jeg her på Urban opnår læsertal på en uge, som det ville have taget mig et par måneder at nå, hvor jeg før skrev. Det siger sikkert ikke så meget om mine egne skriveevner, men måske mere om, at vi alle tilsammen udgør et aktivt og attraktivt blogger-miljø, som også udefrakommende har gavn af. Endnu en ting at være glad for.

Min sommerfuglepris er som sagt en vandrepokal. Tanken er, at jeg skal give den videre til en blogger, jeg sætter særlig pris på. En næsten umulig opgave. Det er som at vælge mellem hummer og kaviar (hvis man ellers kan li’ den slags, og jeg kan) - der er jo så mange af jer at vælge imellem.

Derfor har jeg besluttet mig til at sove på det. Ikke én nat, men to eller tre. Det skulle så til gengæld garantere et velovervejet valg. Jeg håber, det går an, og at I er diplomatiske nok til at lukke øjnene for mit personlige lille frynsegode ved at tøve lidt med at udnævne næste prismodtager: jo længere jeg venter, jo mere selvfed kan forfængelige Plus her få lov til at føle sig - med Butterfly-logoet svævende i kanten af mine guld- og sølvkorn.

Tak Ace! Tak venner! Jeg lover at passe godt på den!

De sidste 24 timer har jeg gået og glædet mig til dette øjeblik.

Min første blog på Urban, men ikke den første, jeg nogen sinde har skrevet.

I en relativt sen alder har jeg fundet ud af, at jeg elsker at skrive. Kan nærmest ikke lade være. Jeg har også opdaget, at det ikke er ligegyldigt, hvor man vælger at skrive. Man skal føle sig hjemme, og der skal være nogle ulve som en selv, man kan hyle med.

Min følelse lige nu, at når jeg kigger mig omkring blandt mine nye “kolleger” her, er, at jeg befinder mig blandt folk, der har det som jeg selv.

Det føles godt.

Tak fordi jeg måtte komme.