PeerPlus

Adskillige af de irakiske flygtninges sager vil nu blive genoptaget, forlyder det.

Det skyldes, at de har fået det betydeligt værre psykisk, siden de fik deres sidste afslag.

Way to go, Birthe!

Efter et årelangt, unødigt ophold i  lejren i Sandholm, massiv tilsvining i medierne fra ledende højrefløjspolitikere,  70 selvmordsforsøg (!!!) bare de sidste tre år, konstant overvågning døgnets 24 timer, sammenstuvning af store familier i “lejligheder” på 15 kvadratmeter, fratagelse af alle rettigheder til at uddanne sig og arbejde, nedskæring af lommepengene til under et eksistensminimum, og efter at halvdelen af børnene har udviklet svære psykiske lidelser under opholdet, så er vi endelig nået dertil:

NU er de knækkede nok til at få ophold i Danmark. Hvad krigens rædsler ikke formåede, lykkedes for V og K og O i uskøn forening!

Irakere med opholdstilladelse i Danmark: kend dem på deres totale psykiske sammenbrud, forårsaget ikke af den krig, de flygtede fra, men af regeringens og Pia Kjærsgaards perverse menneskesyn.

Birthe Rønn burde sendes til Haag.

I disse dage forhøres de irakiske flygtninge fra Brorsonskirken af en irakisk delegation, som blandt andet skal forsøge at fastslå flygtningenes identitet.

Forhørene finder sted med flygtningenes advokater sat uden for døren - det har Bananrepublikken Irak stillet som betingelse for overhovedet at komme.

Dette fravær af fundamentale borgerrettigheder for folk, hvis liv står på spil, har bragt den samlede opposition, FN, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder og Advokatrådet i oprør. Alle er de enige om, at der i disse timer med regeringens velsignelse begås groft lov- og konventionsbrud i forhold til de irakiske flygtninge.

Alle forventer de, at disse afhøringer indstilles, indtil flygtningenes advokater er bragt ind i processen.

Alle tager de fejl.

I Bananrepublikken Danmark har regeringen nemlig forlængst besluttet at tilsidesætte lov og ret og internationale konventioner til fordel for sin helt egen fremmedfjendske dagsorden.

Og mens Lars Løkke, Birthe Rønn og Pia Kjærsgaard stolt hæver fuckfingeren mod al menneskelig anstændighed, vil irakerne blive sendt hjem. Indenfor kort tid vil den danske regerings holdning have kostet en eller flere af dem livet.

Den dag bør Birthe Rønn sendes til Haag og stilles for den internationale domstol for mord.

“De kunne jo bare have henvendt sig, som vi bad om” udtaler Birthe Rønn Hornbech på dagen hvor politi med hjelme og knipler og peberspray ryddede en dansk kirke for rædselsslagne flygtninge.

Dette er rent pladder og catch-22-argumentation. Havde irakerne henvendt sig, som Birthe Rønn siger, var de jo også blevet udvist. Birthe Rønn forholder sig ikke til sagens kerne: Danmark afviser humanitært ophold til flygtninge, som er i fare i deres hjemland, som oven i købet afviser at modtage dem. Og kirkeminister Birthe Rønn er villig til at give fanden i kirkefreden så integrationsminister Birthe Rønn, DF’s forlængede arm, kan få sin vilje. Dette er humanismens danske fallit. En sorgens dag.

Når EU-kommissionen på torsdag igen underkender regeringens og ”Dansk” Folkeparti’s udlændingepolitik, kan det blive Lars Løkkes første og eneste mulighed for endeligt at træde i karakter som statsmand. Samtidig kan situationen vendes til en bonus for Birthe Rønn Hornbech. Hendes sidste chance for at slippe fra jobbet som integrationsminister med den personlige integritet intakt - hvis hun vil.

Regeringen kan nemlig lægge denne nye sag død på et øjeblik ved simpelthen at erklære, at Danmark naturligvis retter sig efter de samme regler, der gælder i de øvrige 26 EU-lande. Regler, som ikke har medført hverken islamisk revolution eller den undergravning af velfærden, som DF gerne vil give det indtryk af, vi nu trues af.

Et sådant skridt ville være en klædelig EU-loyal handling fra vores EU-venlige regerings side og i tilgift en kærkommen mulighed for én gang for alle at stoppe det skred i dansk udlændinge- og flygtningepolitik, som DF har trukket regeringen ud i, lige siden DF blev VK-regeringens faste støtteparti i 2001.

Prisen for DF’s støtte har været høj. Danmark har i disse snart 9 år har bragt sig på kant, ikke blot med EU-domstolen og –kommissionen, men med FN og snart sagt enhver humanitær organisation. I processen har vi overtrådt de menneskerettigheder, vi selv var så stolte over at være med til at formulere efter sidste krig, ikke en, men flere gange.

Prisen har også været en krank skæbne for de hundredvis af flygtninge, som håbede, at det samme Danmark, som invaderede både Irak og Afghanistan under påskud af at ville befri masserne fra et ondt diktatur, også ville vise et humanitært ansigt i det flygtninge-kaos, som sådanne krige altid fører til.

Den måske største pris har været omkostningen på Danmarks renomé, som det vil tage mange år at genoprette.

Mon Anders Fogh og VK’s vælgere forestillede sig, at Pia Kjærsgaard betaling for DF’s støtte ville blive så voldsom, da samarbejdet blev indgået den skæbnesvangre aften i 2001? Jeg tvivler.

Så hvad vil der ske, hvis V og K nu ændrer udlændingepolitik og meddeler Pia Kjærsgaard, at fra dags dato spiller Danmark samme melodi som resten af EU?

Kjærsgaard vil helt givet vende øjne i nogle dage, men når det først går op for hende, at hun ikke længere har fat i den lange ende, vil hun falde ned igen som et lam. Hun kan ikke andet. ”Dansk” Folkeparti vil nemlig aldrig vælte en borgerlig regering - uanset hvor meget de truer med det.

Regeringen bør derfor gribe EU-kommissionens nye angreb på VKOs udlændingepolitik med kyshånd, som den gyldne mulighed for en gang for alle kan sætte DF på plads, det er.

Alternativet kender vi: hvis regeringen vælger at gøre som sidst, da Metock-dommen gik Danmark imod, går det galt. Ved den lejlighed fik DF lov til at løbe med agendaen. Samtidig måtte den måbende offentlighed i månedsvis lægge øjne og ører til Birthe Rønns symbolske spilfægteri og ”kamp mod EU-systemet”, som fik et forudsigeligt udfald: Rønn måtte rette ind og beskæmmet opgive den kamp, hun i bund og grund aldrig ønskede at vinde.

Desværre tyder intet på, at Rønn er blevet klog af skade. Hendes første udmeldinger varsler ilde for månederne fremover: Rønn har intet, absolut intet lært af Metock-dommen, men insisterer på at fremture i den dårligt castede rolle som Pia Kjærsgaards forlængede arm.

Da hun og regeringen sidst benyttede den taktik, førte det til en jordskredssejr til DF ved EU-valget og øget EU-skepsis i befolkningen.

Regeringen har stadig mulighed for at vælge den rigtige strategi denne gang. Det kræver kun en statsminister, der tør træde i karakter som ham der bestemmer. Har vi mon det?

Hvem skulle have troet, at det gemte sig så meget vrede og had indeni så lille et menneske?

Søren Krarup kaster sig i en kommentar i dagens Berlingske Tidende ud i et frådende angreb på store dele af Folkekirken, en lang række af dens præster og adskillige biskopper, som beskyldes for plat og svindel. I samme debatindlæg får også Krarups politiske modstandere, lige fra Socialdemokraterne over De Radikale til Enhedslisten tørt på. Det samme gør “de politiserende journalister”, en kvindelig lektor fra Vanløse og en anselig del af Danmarks folkekirkemedlemmer.

Da jeg af princip ikke linker til nogen af Krarups udgydelser, uanset hvor de forekommer, nøjes vi her med et citat - resten kan nemt findes på Berlingske hjemmeside, hvis nogen skulle føle trang:

Præsten i Brorsons Kirke skulle skamme sig. De geskæftige bisper og øvrige præster skulle skamme sig. For de misbruger det, der er fælles, og det danske folk, der i fællesskab udgør folkekirken, har grund til at sige: Så vil vi ikke være med!

Det er plat og svindel og misbrug af vor fælles arv og sammenhold, der ligger bag aktionen i Brorsons Kirke, og på mine fhv. sognebørns og dermed på folkekirkens vegne siger jeg: Fy for fanden!

Som enhver har gættet, handler dette om de irakiske flygninge i den københavnske kirke.

Hvis vi lader selve sagen hvile for en stund og i stedet forholder os til Krarups retorik, må enhver koldsindig dansker vel stå tilbage som et stort spørgsmålstegn efter læsning af Krarups ord. Tillader manden sig virkelig  at svine både kolleger og biskopper til “på folkekirkens vegne”? Tager Krarup virkelig sin gamle menighed som gidsler i sit eget lille DF-cirkus? Og er Krarup pludselig blevet en slags dansk Folkekirke-Pave - en overdommer, som fra sit eksil i Folketinget har ret til at optræde i verserende debatter på vegne af “folkekirken” og gøre DF’s holdninger til alle folkekirkemedlemmers?

Vel er han ej. Denne megalomane ex-præst, dette usympatiske væsen, som er så blottet for næstekærlighed som en elektrisk stol, kan selvfølgelig kun tale for sig selv.

Bemærkelsesværdigt nok slipper kun én nådigt gennem Krarups verbale skærsild: Birthe Rønn Hornbech, som han roser til skyerne, for hendes “imponerende ro, saglighed og vægt”. Alle advarselslamper bør nu blinke i regeringen: hvis Krarup virkelig er så begejstret for den førte politik, kan man roligt gå ud fra, at noget er helt galt!

Det er på tide, at nogen tager Krarup i skole. Der er i den grad brug for, at Folkekirkens øverste leder, nemlig kirkeministeren, tager bladet fra munden, og går ud og siger offentligt, at Krarup ikke taler på vegne af Folkekirken. Sætter ham på plads, så det ikke kan misforstås.

Desværre sker det næppe. Kirkeministeren er nemlig den selvsamme Birthe Rønn, som Krarup nu dagligt slikker op og ned ad ryggen, når han altså ikke bapper på sin elskede cerut.

Uanset om kirkeministeren og biskopperne og provsterne og præsterne kan lide det eller ej, er kirken imidlertid nu blevet gjort til centrum i et politisk spil - ikke på grund af de irakiske flygtninge, men på grund af Krarup, som opkaster sig selv til at tale på kirkens vegne.

Dette stiller landets folkekirkemedlemmer overfor et eksistentialistisk spørgsmål:

Kan man fortsætte som medlem af Folkekirken, hvis kirken blot forholder sig passivt, mens Søren Krarup og alle hans gerninger og alt hans væsen infiltrerer den, sætter agendaen og opkaster sig til dens talsmand?

Dette folkekirkemedlem hverken kan eller vil. Jeg har intet åndsfællesskab med denne fundamentalistiske neanderthaler.

Krarup må standses, før han koster Folkekirken livet. Vi er mange folkekirkemedlemmer, som ikke vil slås i hartkorn med denne fremmedfjendske gamle mand. Jeg minder i al stilfærdighed om, at DF’s stemmetal ligger omkring de 13% og ikke de 99%, som Krarup får det til at lyde som.

Krarup har ved flere lejligheder omtalt sit parti som en modstandsbevægelse. Det er på tide, han selv mærker noget modstand. Vores Folkekirke skal ikke misbruges som arnested for ren og uforfalsket ondskab og gamle mænds magtbegær.

Krarup, man troede det ikke muligt, men i dag i Berlingeren nåede du nye dybder. Lad mig gøre dine ord til mine: Du skulle skamme dig! Fy for fanden!

Birthe Rønn Hornbechs tid som minister er ved at rinde ud.

Hornbech opnåede aldrig den popularitet, som alle og ikke mindst Anders Fogh håbede på ved hendes udnævnelse.

Tanken med at sætte Hornbech på netop den post, var ellers at vise regeringens kritikere, at der ikke var noget at komme efter på indvandrer- og flygtningeområdet. Med Hornbech i den rolle, hun var kendt for før sin udnævnelse: som menneskerettighedernes vogter i Danmark og som garant for overholdelsen af alle spilleregler, inklusive Grundloven, forestillede Fogh sig, at den heftige kritik fra oppositionen, fra FN og fra EU ville forstumme.

Men ét er, hvad Rønn tænker, noget andet, hvad regeringens problematiske parlamentariske situation og “Dansk” “Folke”parti tvinger hende til at gøre.

Rønn Hornbech har således skullet balancere mellem, hvad EF-domstolen pålægger os på udlændingeområdet og hvad de EU- og udlændingefjendtlige DF-folk ønsker som dansk politik. Et i praksis næsten umuligt forehavende. I det scenarie har Birthe Rønn Hornbech måttet slå alle tænkelige knuder på sig selv, sine tidligere holdninger og vel dybest set sin egen moral for at imødekomme DF og undgå regeringens fald.

I processen nåede hun både at skuffe sine gamle fans og resten af landets humanistisk indstillede borgere, som havde håbet på en integrationsminister, der kunne banke DF på plads. Desværre kom hun også til at skuffe sine kolleger og DF, som også havde håbet på, at Rønn rådede over den magiske formel, som kunne slå bro mellem holdningerne.

Det gjorde hun ikke. Det gør nemlig ingen. Udlændingehad og islamofobi i en grad som DF’s kan nemlig aldrig blive forenelig med EU-lovene, og menneskerettighederne findes ikke i en særlig “light”-udgave til at legitimere den behandling, der bliver flygtninge her i landet tildel.

Derfor må Rønn gå inden længe - tilbage til sin plads som regeringens skabshumanist.

Regeringens mest utaknemmelig job bliver ledigt før året er omme.

Fremover vil mistænkte kunne blive dømt ved en dansk ret i en hemmelig retssag, hvor den mistænkte ikke får lov til at se bevismaterialet.

Det er følgerne af et forslag, som Birthe Rønn Hornbech fremsætter over for Folketinget inden sommerferien.

Retssikkerheden i Danmark minder mere og mere om noget i en bananrepublik eller et sceneri fra “Processen” af Kafka.

Aldrig før har man set en politiker forråde sine egne principper og sine egne vælgere, ja, hele nationen, i en grad som Birthe Rønn Hornbech har gjort det, siden hun blev minister.

Med “Dansk” “Folke”partis stensikre tilslutning til ethvert tiltag af totalitær art, vil flertallet være i hus. Rønn får sin lov.

I kampen mod de udemokratiske holdninger, er vi snart endt præcist som alle dem, vi ville bekæmpe.

Og de goder græder og de onde ler.

USA er ved at afvikle Guantanamo-lejren - kendt som stedet, hvor man tilbageholdt folk på ubestemt tid uden rettergang.

“Heldigvis” har vi i Danmark til gengæld netop vedtaget tuneserloven, så præsident Bush’s stolte traditioner for overtrædelser af menneskerettighederne kan fortsættes på lokal grund.

Dette er er trist, trist dag for demokratiet og menneskerettighederne i Danmark.

Vi er på vej til at blive alt det, vi ønskede at bekæmpe.

En lille nyhedsnotits i vores avis beretter, at man i EU har besluttet sig for at modtage 10.000 flygtninge fra Irak.

I Danmark går man som bekendt helst den modsatte vej. Vi er mere optaget af at tvangshjemsende irakere. Det sker mens disse linjer læses.

Vores såkaldt “faste og fair” udlændingepolitik har gjort ubodelig psykisk skade på irakiske børn i Sandholmlejren, alt imens vores politikere har kappedes om, hvem der kunne føre den strammeste politik overfor disse uskyldige børn og deres forældre - ofre i en blodig, ensidig krig, ført af blandt andet vores lille land, det samme Danmark, som disse flygtninge søgte til i håb om hjælp, men hvor de endte med at blive behandlet som forbrydere.

Og nu tvinger vi dem så hjem.

Imens imødeser vi, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech - verdensmester i desintegration - kommer hjem fra EU for at forklare vennerne i Dansk Folkeparti, at hun for et kort øjeblik nede i Bruxelles desværre var nødt til at lade som om Danmark går ind for en menneskelig flygtningepolitik - om ikke andet så for at undgå helt at blive udstødt af det gode selskab.

Rønn er dog på forhånd ude med beroligende ord:

“Hvis man regner på vores størrelse, så skal vi tage imod et sted mellem 100 og 200 irakiske flygtninge. Så det ligger inden for den kvote, som vi har i forvejen,” udtaler hun.

Godt gået, Birthe! Ellers var det nok også bare rygtedes, at vi danskere var sym- eller empatiske folk, og hvad kunne det ikke have ført til?

Jeg skammer mig helt til ind til benet over at være dansker i disse år.

Lene Espersen og Pia Kjærsgaard skændes om, hvem der vil tage de skrappeste forholdsregler i brug overfor udlændinge på “tålt ophold” her i landet.

Kjærsgaard vil have dem i fængsel, Espersen - landet tidligere justitsminister - “nøjes” med at forestille sig dem døgnovervåget, udstyret med elektroniske fodlænker, uden adgang til computere og med indskrænket bevægelsesfrihed.

Havde dette været de gode gamle dage, mens Birthe Rønn Hornbech stadig var Birthe Rønn Hornbech og ikke 2008, hvor en pacificeret klon har indtaget hendes plads, ville Hornbech på dette tidspunkt have råbt op.

Hun ville have talt om det dybt problematiske i, at vi befinder os i en selvskabt juridisk gråzone, fordi vi har givet afkald på at føre en retssag mod den tuneser, som nu diskuteres så heftigt. Har alle i kampens hede fuldkommen glemt, at manden faktisk slet ikke er dømt for noget som helst?

Hun ville givetvis også have påpeget det usympatiske i, at der er politikere på Christiansborg og nu endda også i regeringen, som i kampen om at vinde prisen som “Årets Strammer” er villige til at give fanden i grundlæggende, demokratiske spilleregler, som magtens tredeling.

Endelig er jeg overbevist om, at Hornbech ville have sagt, at bare fordi Kjærsgaard ønsker det og præsident Bush gør det, er en tilsidesættelse af et lands domstole, når det gælder terrorsager, ikke nødvendigvis det rigtige, snarere tvært i mod. Den form for opførsel er faktisk en undergravning af retsstaten. Netop det er i øvrigt terroristernes mål; det har aldrig været og skal aldrig blive vores.