Tivoli meddeler, at klimatopmødet kostede forlystelseshaven hele 10 millioner kroner, fordi færre mennesker fik lyst til at besøge vores politibelejrede hovedstad.

Stort set samtidig meddeler Wonderful Copenhagen og Visit Denmark, at World Outgames - den store homo-sports- kultur- og menneskerettigheds-event i sommer, gav København et overskud på 78 millioner.

Det skyldes blandt andet, at alle de bløsbiske* gæster brugte betydeligt flere penge pr hoved end turister normalt gør, og at arrangører og deltagere ikke lavede nogen ballade, men tvært i mod skabte en hyggelig, inkluderende stemning, så alle københavnere kunne være med.

Under Outgames Menneskerettighedskonferencen sendte forsamlingen blandt andet et kraftigt politisk signal til politikerne i Litauen, som var godt på vej til at vedtage en stærkt diskriminerende lovgivning, vendt mod homoseksuelle. Denne måneds gode nyhed er, at disse planer nu er skrottet - ikke mindst takket være det politiske pres, som udgik fra København.

Altså:

Klimatopmødet fik den danske regerings fulde opmærksomhed og lidt til, men blev en total fiasko OG en underskudsforretning.

Outgames kunne trods utallige henvendelser ikke aftvinge regeringen et eneste sekunds opmærksomhed, men blev en tordnende succes på alle niveauer.

I bagklogskabens lys bliver læren af årets to store københavner-begivenheder således tydelig:

jo mindre Lars Løkke & Co blander sig, jo bedre går det!

Regeringen evner ikke og ønsker måske i virkeligheden slet ikke nogen forbedringer - hverken på homofronten eller klimafronten. Derfor er begge sager bedst tjent ved, at klima- og homo-aktivister af alle observanser simpelthen vender dem ryggen - ud af dét trekløver kommer intet godt. Faktisk skulle man tro, det var VKO, Marguerite Viby havde i tankerne, da hun i en Cirkusrevy-sketch om forkortelser for mange år siden forarget udbrød: “D.K.R.M.N.S.G! - De ka’ rende mig noget som grusomt!”

Jeg ønsker alle mine læsere et godt, nyt år. Tak fordi I læser min blog så trofast, både på Urban og på Facebook.

Udgangsbønnen er meget passende “It’s a Mad World”, sunget af Adam Lambert, 2009’s nye megastjerne - as gay as they come:

—

* ordet bløsbisk patenteres hermed. Jeg er træt af at sige “bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner” eller endnu værre “LGBT-personer”.  Er du også, så lad os være bløsbiske sammen.

I Storbritannien  er tabloid-aviserne helt oppe på dupperne over den “rystende afsløring“, at en af landets førende rugby-spillere, Gareth Thomas, har vist sig at være homoseksofæl.

Det skal retfærdigvis siges, at der primært er tale om opbakning til sportsstjernen fra medierne, men på avisernes hjemmesider bærer bruger-kommentarerne præg af vantro: går nogen homoseksuel mand virkelig frivilligt ind i en sport, som notorisk medfører brækkede lemmer, smadrede næser og et farvel til fortænderne?

Svaret er naturligvis ja. Homo’er er ikke anderledes end alle andre, og selv om mange bøsser vitterlig er bannerførere for skønhed, mode og evig ungdom, er det ikke ensbetydende med, at det gælder alle. Mangfoldighed, mangfoldighed, mangfoldighed, honey!

Andre undrer sig over, hvordan Thomas i første omgang dog finde på at gifte sig med en kvinde, når nu han i virkeligheden mest er til six-packs og testostoron?

Hans eget svar er, at det har været svært for ham at så sat ord på sandheden. Hans udspring blev derfor - ligesom så mange andres - foretaget i slow-motion, mens han fik styr på sine egne følelser og forsigtigt afprøvede familiens, vennernes og kollegernes reaktion.

Mens vi venter på, at nogle af de helt store danske homoseksuelle sportsstjerner følger hans eksempel, kommer her dagens video. Den er godt nok amerikansk, og handler om football, ikke rugby, men jeg er overbevist om, at Gareth Thomas ville finde den helt….(be)dækkende - situationens glade alvor taget i betragtning

Serviceoplysninger:

1) Det danske bøsse-rugby-hold er heller ikke til at spøge med. Join dem her.

2) Jo, fotoet allerøverst er Gareth Thomas efter en kamp. Angiveligt hører hans tandlæge til hans største fans.

En flere dage gammel artikel bliver ved med at rumstere i mit baghoved. Og det er ikke en gang artiklens gruopvækkende indhold, som bekymrer mig; det er journalistens tilgang til emnet.

Artiklen handler om, at myndighederne i Uganda har en meget hårdhændet fremfærd mod bøsser. Homoseksualitet er forbudt i landet og enhver som pågribes in flagranti delicti står til flere års fængsel.

Nu skal loven strammes!

Et lokalt parlamentsmedlem har stillet forslag om dødsstraf for homoseksuelle i særligt gravende tilfælde (handler det mon om, hvorvidt der var et kys involveret?), og som et lille ekstra kolorit på forslaget, forestiller han sig, at bøsser som konstateres hiv-smittede skal skydes ned på stedet.

Den slags kan få menneskerettighedsorganisationerne, FN, homo-foreningerne og Ulla Tørnæs op på dupperne. Alle er de rasende; alle udtaler deres kraftige fordømmelse af den perverse stenalder-tankegang, som ligger bag forslaget, men ét sted går bølgerne særligt højt ifølge artiklen, som stammer fra Kristeligt Dagblad: i den anglikanske kirke.

Uganda er nemlig ikke et muslimsk land, styret af mørkemænd og semi-terrorister med hang til bomber, minareter og halal-kød. Uganda er et kristent land, hvor 86% af befolkningen ser sig selv som tilhørende den britiske, anglikanske kirke.

Men Kristeligt Dagblads artikel handler ikke om, hvordan den anglikanske kirke og de britiske biskopper griber ind overfor udviklingen i Uganda. Den handler heller ikke om skismaet mellem dødsstraf og kristendom. Nej, den handler om, at denne her lille ”sag” desværre splitter kirken i to fraktioner: dem som har noget imod at man henretter bøsser på samlebånd i Uganda, og dem som synes det er helt fint og derfor ikke vil kritisere trosfællerne i Afrika. Den sidstnævnte gruppe fører pt i debatten i England – bl.a. fordi biskoppen af Canterbury - kirkens overhoved - er indædt homohader.

Så altså: den store bekymring for den anglikanske kirke er slet ikke, at bøsser myrdes af den ugandiske stat i kirkens navn. Nej, problemet er, at bøsse-drabene desværre deler kirkens gamle mænd i to grupper, som er uenige, om de skal skride ind, og den slags interne konflikter er en damn nuisance, for hvad kan så ikke blive det næste? Te i breve i stedet for rigtig te til kirkemøderne? Eller ligeret for kvinder?

Der er en helt enestående kynisme indbygget i disse overvejelser. Et menneskesyn så afstumpet, at man kun kan kalde det perverst. Trist, at netop den holdning også får lov til at sive igennem helt ned i overskriften i Kristeligt Dagblad.

“Ugandisk homolov er anglikansk problem”

Hvilket forbandet ugudeligt ævl! Overskriften burde snarere lyde: Anglikanere er homoernes problem! Eller sagt i større perspektiv: moralsk er der ikke er en kæft forskel på den som eksekverer dødsstraffen over en homoseksuel person og den kirkens mand eller den journalist som vender det blinde øje til, mens det sker - i Guds navn.

Den chikanerede præst fra Tingbjerg Ulrich Vogel tager bladet fra munden i Kristeligt Dagblad.

Han er træt af debatører, som påstår, at han er blev skræmt væk fra sit embede fordi han er bøsse. Det er helt hen i vejret udtaler han.

Præstens udtalelser understøttes af Torben Eriksen, der er politikommissær på Station Bellahøj.

Skal vi tage den én gang til for Prins Knud, Leif Andersen, Søren Pind og hvem der ellers har haft travlt med at knytte en anti-bøsse dagsorden op på denne sag, fordi de selv har deres helt egen anti-agenda, de vil fremme:

De unge i Tingbjerg er nogle kriminelle banditter, som er kommet alt for langt ud på grund af fatale svigt i deres hjem, i Københavns kommunale institutioner og på snart sagt alle politiske niveauer. Desuden har politiet i alt for stort omfang ikke formået at dæmme op for disse ungdomskriminelle, selv om de har haft midlerne til det.

At sige at der ligger en muslimsk dagsorden bag hærværket mod præstens bolig er som at påstå at “danske” skolebørns sliktyverier i Netto er et udtryk for kristen ekstremisme. Tingbjerg-ungdommens dagsorden er hærværk for hærværkets skyld. De er unge, som er blæst i låget og uden et bagland, som kan få dem på ret køl.

Svigtene i denne sag er massive. Løsningerne komplicerede. Ét er sikkert: højere straffe hjælper ikke. Forebyggelse gør. Forståelse gør.

Foreløbig må vi håbe, at pastor Vogels ord maner de mest iltre debatører til besindelse. Det er nemlig til at brække sig over, når den yderste politiske højrefløj i debatten lægger deres normalt homofjendske holdninger til side for i stedet at omklamre os homoer og tage vores ligestillingskamp som gidsel for deres egen indvandrerfjendske agenda.

Som homoseksuel oplever man et stigende pres fra forskellig religiøs side. Ekstrabladet og Kristeligt Dagblad får i disse dage en god historie ud af at fortælle om ex-imam Ahmed Akkari, som har en brevkasse, hvor han siger grimme ting om homo’er i islams navn.

Andre steder kan man læse om grusom forfølgelse af homoseksuelle i mellemøstlige, muslimske lande som fx de regelmæssige hængninger af bøsser i Iran. I en lang række muslimske lande er homoseksualitet forbudt.

Men islam har ikke monopol på religiøst homohad.

Den katolske kirke har i århundreder ført et korstog mod homoseksuelle, som har kostet tusinder af menneskeliv. Det har ganske vist ikke afholdt hundredvis af katolske præster fra at voldtage tusindvis af katolske kordrenge som en pervers bibeskæftigelse - måske nærmest tvært imod?

Den katolske holdning kan genfindes i kirker som Faderhuset herhjemme, hvor Ruth Evensen som bekendt blev outet, mens hun stod og skreg bandbuller mod homoerne.

Men Evensens holdning er bare en højrøstet udgave af Indre Missions og Evangelists og så mange andre kristne kirkers attitude: alle forbander de homoer langt ned i helvede.

Bundlinjen er, at religion meget ofte - alt for ofte - er intolerant, og for alt for mange er religion den fribillet, man tager for at legitimere sin egen intolerance. Lad os være enige om, at det er hamrende ligegyldigt, om hadet stammer fra muslimer eller kristne. Det er lige rædselsfuldt. Man kan ikke græmmes nok.

Så meget desto mere grund til at blive sur får man så, når man som homoseksuel pludselig ser sig spændt for en anden, intolerant vogn: de fremmedfjendtliges.

Herhjemme er indvandrerfjendtlige, anti-muslimske medier og bloggere i fuld gang med at gøre en præst fra Tingbjergs store problemer med de lokale, kriminelle indvandrerunge til et særligt muslimsk problem i forhold til bøsser, fordi den pågældende præst er homoseksuel. Politiet, den lokale provst og præsten selv er godt nok af en helt anden mening, men det afholder ikke de pågældende fra at forsøge at presse deres særlige agenda nedover også denne sag. Når det fremmer muligheden for at svine flere muslimer til, tager den hjemlige yderste højrefløj (som ellers hader Gay Prides og hvis repræsentanter på Tinge konsekvent stemmer imod ethvert tiltag til afskaffelse af forskelsbehandling) gerne homo’erne som gidsler for deres egen sag. Så hedder det “se hvad der sker, hvis I lader muslimerne få mere magt”. Hos DF holder man sig endda ikke tilbage for i et og samme afsnit af sit politiske program at tale om, at “homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet. Den udvikling skal bekæmpes” for derefter at remse listen op over alle de områder, hvor DF blokerer for homoseksuel ligestilling: DF ønsker ikke at homoseksuelle skal kunne blive gift, DF ønsker ikke, at lesbiske får ret til kunstig insemination, DF er imod homo-adoptioner, selv hvis barnet ene forælder er en del af homoparret, og for resten mener Søren Krarup, at vi er handicappede.

Men vi kan godt bruges i DF’s kamp mod muslimerne.

Rend mig!

Lad det være skåret ud i pap: AL INTOLERANCE BØR BEKÆMPES. Uanset om den opstår i et religiøst eller politisk tankespind og uanset hvem den rammer, uanset seksualitet, religion eller race. Og én form for intolerance kan aldrig legitimere en anden.

Det er mit naive, rosenkindede credo. Gud bedre det.

Da Stephen Gately fra boybandet Boyzone en sommerdag i 1999 blev kontaktet af en journalist fra den engelske tabloid-avis The Sun blev det en begivenhed, som kom til at ændre hans liv.

Journalisten meddelte, at en af gruppens tidligere sikkerhedsfolk havde solgt en historie til bladet om at Gately var bøsse og i årevis havde kysset på en hollandsk musiker. Gately fik at vide, at bladet ville trykke historien, og at han kunne kommentere, hvis han ville.

Således med kniven for struben gav Gately det interview, som kom vende op og ned på hans tilværelse. Kun få i boyband-branchen, hvor 85% af fans’ene er teenage-piger, finder det befordrende for en karriere, hvis et idol pludselig springer ud af skabet og tilkendegiver, at hans interesser peger i en anden retning end de tilbedende fans. Gruppens manager havde allerede på det tidspunkt udtalt til The Sun, at han næppe ville have hyret den ekstremt talentfulde Gately som medlem af gruppen, hvis han havde vidst, at han var til fyre.

Stephen Gately valgte at springe ud med piber og trommer: han gav The Sun et flersides interview, hvor han berettede om sig selv og sin fyr. Historien blev bragt på avisens forside og var endda stof til en leder i bladet.

Reaktionen blev enorm, men ikke som ventet af de konservative kræfter i den engelske pop-branche. Fans i tusindvis bakkede op om Gately, gruppens andre medlemmer gjorde det samme. Gruppens næste album gik direkte ind blandt de øverste på den engelske hitliste.

Gately blev i 2003 gift med sin kæreste Andrew Cowles ved en ceremoni i Las Vegas, og da muligheden for at indgå registreret partnerskab opstod i England i 2006 bekræftede  de igen deres forhold.

I går morges vågnede Cowles op ved Gatelys side i et hotelværelse på Mallorca og opdagede, at Stephen var død i nattens løb.

Boyzone har været underdrejet som gruppe fra starten af dette årti og indtil sidste år, hvor de fandt sammen igen.

Det skete med come-back singlen “Better” og den tilhørende video, hvor gruppens medlemmer synger til hver deres fiktive kæreste. Stephen Gatelys partner i filmen er en mand. Dette er - utroligt nok - første gang man ser bare antydningen af et homoforhold i en main-stream musikvideo.

For mange kan det sikkert forekomme utroligt, at en sangstjernes (homo)seksualitet overhovedet kan være et emne for diskussion og hundredvis af avisartikler i det 21. århundrede, men ikke desto mindre er det tilfældet. Årsagen er naturligvis, at selv om mange kampe er vundet på den seksuelle ligestillings slagmark, så sakker holdningen hos mange stadig bagefter, hvilket stadig gør det et problem for mange unge mennesker at stå ved deres seksualitet. Det er kun små notitser værd i heteroverdenen, at der fx i Italien alene i de første ni måneder af i år været otte hatecrime-drab på bøsser og 52 overfald. I hele 2008 blev der begået ni drab og 45 voldelige overfald på homoseksuelle i støvlelandet. Flere østeuropæiske lande kan opvise tilsvarende triste statistikker.

I dag har notabiliteter som Elton John, Stephen Fry og Andrew Lloyd-Webber udtalt mindeord om Stephen Gately. De roser ham for hans store musikalitet og ikke mindst fordi han var en ærlig mand, som i modsætning til mange andre kendte, som lever som skabsbøsser, simpelthen valgte at stå ved hvem han var og dermed blev et forbillede for især unge mennesker.

Stephen Gately blev 33 år.

—–

Opfølgning: Stephen Gately blev begravet i lørdags. Tusinder af fans og andre sørgende samledes udenfor kirken. De pårørende havde frabedt sig kameraer i kirken, men lyden blev transmitteret til højttalere udenfor og til TV-seere over hele kloden.

De tilbageværende fire medlemmer af Boyzone sang smukt, men højdepunktet blev Ronan Keatings smukke tale. Jeg kan ikke mindes at have hørt mere rørende ord sagt over en død ven (og jeg har hørt en del af den slags). De fortjener at blive viderebragt her.

Statsministerens pral og hans egen påståede stolthed over Danmark som homo-venlig nation får nu lov til at stå sin prøve.

Lars Løkke skal i samråd og forklare sig.

Sagen er den, at statsministeren ikke en eneste gang har stemt for noget som helst der kunne gavne Danmarks homo’er på nogen måde. Faktisk har han med 100% sikkerhed ramt “nej”-knappen hver gang en af vores rettigheder var til debat:

- Mens antallet af hiv-smittede i starten af dette århundrede steg og steg herhjemme og ramte bøsserne særligt hårdt, stod Lars Løkke bag konstante nedskæringer på den forebyggende indsats år efter år.

- Lars Løkke har stemt imod forslag om stedbørnsadoption til homoseksuelle

- Lars Løkke gik imod at homoseksuelle par måtte adoptere

- Lars Løkke stemte imod kunstig insemination til lesbiske par

- Venstre stod bag et forslag om aktivt at forbyde lesbiske kvinders adgang til insemination i 1996 - og Lars Løkke stemte for forslaget

- Lars Løkkes parti vil ikke tillade homoseksuelle at blive gift i kirken, selv om flertallet af  præster ønsker det.

- Lars Løkkes parti var indædte modstandere af, at homoseksuelle fik lov til at indgå registreret partnerskab

- Lars Løkkes regering nægtede pure at lade politiet registrere overfald på homoseksuelle. Først da PET bankede politiet på plads, blev en sådan registrering realitet

Og nu er Lars Løkke stolt af sin og sit partis indsats.”Velkommen på forsiden!” som man sagde i gamle dage på Ekstrabladet. Dette kræver en forklaring. Er der et kursskifte på vej? Eller håber Løkke, at han ligesom sin forgænger får homo’ernes ærespris, så han kan prale af den for derefter at gå i Folketinget og stemme stik mod de ytringer, som gav ham prisen?

Ingen ved det, men et faktum er det, at Løkke med sit hykleriske praleri smykker sig i så mange lånte fjer, at man roligt kunne placere ham i fronten på vores parade på lørdag som den største drag af dem alle. Så kunne han passende aflede de brosten, vi andre må tage imod fra anti-homo-bevægelserne.

Pyh, sikken en Outgames-dag. Fed hygge i “byerne”, og København oser af kærlighed og god stemning. Det vrimler med homoer hånd i hånd med deres elskede, og jeg har selv været en af dem. Folk smiler rent faktisk til hinanden på tværs af køn og seksualitet - et særsyn i København.

Og så i eftermiddag endnu en hate crime, begået af endnu en dansk galning.

Og på min blog en kommentar fra “Lorte Albert” som skriver:

“Forfatteren er syg, ring til Åndssvageforsorgen, syg homo på fri fod.
Fy for satan, står der og banker pikken af i røven på hinanden. Hold jeres sygdom for jer selv, kvalmende bøssrøve.”

Tankerne flyver:

Hvor meget low-life og scum findes der mon her i landet?

Hvem er det, vi homo’er er oppe imod og hvor mange mon de er?

Hvem mon Lorte og hadforbryderne stemmer på til Folketingsvalg, hvis de stemmer?

Kun det sidste er jeg ret sikker på. Jeg mener, det er svært at forestille sig Lorte som Enhedslistevælger, SF’er, Radikal eller Socialdemokrat, ikke? Og jeg kan heller ikke rigtig se voldsmænd som venstrefolk eller konservative. Det efterlader så kun en enkelt mulighed, hvis man ser bort fra de småpartierne, og den forekommer til gengæld ret sandsynlig. Den tanke lader vi stå et øjeblik.

Jeg kan tracke, hvorfra folk kommer, når de kommenterer på min blog, og vores “ven” kom fra den Google-søgning, han havde foretaget på ordene “bøsse blog”. Den havde ledt ham til mig og flere andre. Alle steder har han ytret sig som hos mig eller i lignende vendinger. Altså: manden er klog nok til at kunne gå på nettet og google og til at lave en fake email-adresse, så han har kommentar-adgang, men ikke klog nok til at vide, at hans IP-adresse omhyggelig gemmes hos dem, han spreder sit gylle hos.

Endnu et spørgsmål trænger sig på:

Hvordan fungerer hovedet hos en mand som Lorte Albert og ham fyren med det livsfarlige fyrværkeri i dag? Det grænser jo til imponerende, at de gør sig alle de anstrengelser for at komme af med deres antipati mod homo’erne, men omvendt tyder Lorte’s formuleringer og sproglige fejl jo ikke ligefrem på en universitetsbaggrund.

Så hvem er han? Hvem er de? Hvem er deres venner? Har de overhovedet nogen? Har de koner og børn?

Ingen ved det, for svinene forbliver anonyme indtil den dag, det er dem, der anholdes for en hate crime.

Præcist dér ligger homokampens største skisma: vi kæmper for at komme ud af vores skab,  og når det endelig sker, og vi går verden i møde med et fast blik, viser det sig, at vores fjender stadig sidder dybt inde i deres. Anonyme er de, anonyme forbliver de. Kun i mørke eller på lang afstand stikker de hovedet frem for at angribe os. Alligevel er vi nødt til at blive ved - og ved - med at kæmpe for den gode sag. Det gælder jo vores liv! Vores kærlighed!

Med kærlighed skal ondt besejres - og lort fordrives.

De mange overfald på homoseksuelle i København begås for en stor dels vedkommende af danskere på den ekstreme højrefløj, oplyser både Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ( LBL) og politiet.

Det giver god mening.

Undertegnede har i denne uge haft den store glæde at kunne samle over 2000 homoseksuelle og homo-venner i en Facebook-gruppe til kamp mod homofobi i Metroen. Det er i al beskedenhed flere end LBLs medlemstal.

I hele forløbet har tonen i gruppen været forbilledlig og stemningen cyber-hyggelig. Flere er endt med at mødes ude i det virkelige liv, og opbakningen fra alle sider har været enorm. Der er skrevet over 30 avis-artikler om os og vores sag, og på nogle få undtagelser nær har sagen været omgærdet af en ordentlig debattone.

Anderledes forholder det sig på Berlingske Tidende, som oprettede en debat-side i anledning af sagen. Her er den danske højrefløj gået amok i en verbal blodrus ved den blotte tanke om, at to fyre skulle blive set kysse i det offentlige rum.

Jeg citerer i flæng fra “debatten”, men har udeladt debatørernes navne - de er alligevel falske, hver og en:

Homofili ER maksimal perversion.
Maksimal.
Det kan ikke blive mere perverst.
Og det skal ikke bortforklares, eller minimeres, hvor maksimalt perverst, det er.
Homofili skal IKKE have noget somhelst indtryk af støtte.

—–

Man skal være varsom med at vise den slags i det offentlige rum. Og det i endnu højere grad når man gør det for skatteydernes penge. Men det er maxisterne i Metroselskabet selvfølgeligt ligeglade med

—–

Jeg og mine børn kører ikke med Metro sålænge de har det bøsse-svineri på skærmen. Det krænker min Kristne religion at se denne unaturlige perversion

—–

Det ser ikke ud til, at vi er frie mennesker, når vi ikke kan blive fri for at 2 perverses kvalmende perversioner kastes - i hovedet på os i Metroen.

—–

Endnu et bevis på, at homofile kan man ikke have ansat noget sted, hvor der skal tænkes, vurderes og træffes beslutninger i menneske- og adfærdstemaer.

—–

PERVERST SVINERI

Hvis jeg var bøsse, så ville jeg dæleme gå stille med dørene. Når talen falder på homosexualitet er jeg hundrede procent enig med muslimerne; homoseksualitet skal forbydes. Det er noget perveres svineri og promoveres vel også mest for at skade vort gode gamle Danske homogene fædreland, som de Radikale og de Kreative absolut vil have ødelagt. Det er denne ødelæggelsestrang og selvhad (oikofobi) der ligger til grund for at promovere homofilien. Dette er ihvertfald min opfattelse.

—–

Der er meget mere af samme skuffe, for Mutter Berlinger er nemlig sprunget ud som endnu et af de villige talerør for den anonyme, ekstreme højrefløj herhjemme.

Som man bemærker, fremhæver flere af debatørerne, at de er kristne. Andre fremhæver deres egen danskhed, men påstår, at de endelig har fundet en fælles agenda med muslimerne. Ingen af debatørerne har valgt et udenlandsk navn. De hedder typisk Hansen, Thomsen og Jensen. Alligevel har adskillige af dem så elendige evner i skriftlig dansk, at de ville være dumpet i “Dansk” Folkepartis danskhedsprøve med et brag.

Hvor kommer al det had fra?

Vi er herhjemme fuldkommen besatte af at tale om udlændinge, og sjældent i positiv kontekst. Samme tonefald gør sig desværre nu også mere og mere gældende, når det gælder de homoseksuelle. Og som homo har man i tilgift gode chancer for at få lov til at lægge rygstykker til kølleslag, flyvende hamre og kroketkøller på afveje, hvis man vil ud at danse lørdag aften.

Hvor er den politiker med mod og mandshjerte, som tør stå frem og sige det, som det er: For en uhellig alliance af nazister, indvandrerhadere, rockere og  homoforskrækkede kristne med små hjerner har netop den hadefulde tone i udlændingedebatten været med til at legitimere en slags åben jagtsæson året rundt på andre minoriteter også.

Muslimer eller homo er i disse menneskers øjne lige fedt. Vi skal ud af landet, vi skal fratages vores rettigheder, vores jobs, vores kærester, vores liv, så resten af landet kan gå strækmarch i fred.

Der er mange rare mennesker, som beder os homo’er trække på skuldrene af hate-speech, og mange tænker sikkert: så galt kan det ikke være. Jeg er ked af at måtte lægge en dæmper på idyllen: det ER galt, HELT galt, derude - homokys eller ej. Radikaliseringen af Danmark er i stærkt tiltagende, og den  stoppes ikke ved at nægte nogle bøsser at bytte mundvand i Metroen.

Kloge hoveder må komme med forslag til løsninger på problemet. Hvorfor drages flere og flere mod disse grupper? Måske kunne tvungne opdragelsesophold for dømte gay-bashers hos et veletableret homopar være en løsning? Måske skulle de tvangsindlægges til at se 20 afsnit af Will and Grace? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der må skrides ind.

I disse tider skal man som homoseksuel vælge sine venner med stor omhu, men ret mange af os er billigt til salg for tiden: vi leder med lys og lygte efter den politiker, som har en plan, timet og tilrettelagt, til bekæmpelse af alle de hate crimes og al den hate speech, som omgiver os, og bemærk venligst, OBS og nota bene: vi kræver ikke særlige rettigheder og fri på Judy Garlands fødselsdag. Vi vil bare have lov til at leve som alle andre - i fred og kærlighed.

God week-end. Husk at kigge dig over skulderen. Kys!

“Natten til søndag skete der et groft overfald på en ældre mand i Ørstedsparken i København.

Ofret blev angrebet af fire mænd i alderen 23-30 år og gennembanket med en kroketkølle. Blandt andet gik bøllerne efter mandens ansigt. Efterfølgende måtte han sys med adskillige sting på hospitalet, meddeler politiet.”

Sådan lyder et kort resume af en lille notits-nyhed fra TV2.

Den har jeg tænkt meget over. Den er nemlig karakteristisk for den form for nyhedsrapportering, der er lidt for meget af i medierne for tiden. En forkert, ja, i mine øjne ligefrem farlig form for nyhedsformidling.

Sagen er den, at myndighederne og medierne af lutter politisk korrekthedsforstoppelse undlader at sætte det rigtige navn på den type forbrydelse, som helt åbenlyst gemmer sig indeni en nyhed som denne.

Enhver københavner ved, at en enlig mand i Ørstedsparken ved midnatstid ikke er ude at lufte hund eller gå sig en aftentur for motionens skyld. Ikke kun i hvert fald. Nej, han leder efter en anden ensom sjæl - en mand - at holde om.

Og enhver københavner ved, at der ikke findes nogen kroketbane i Ørstedsparken, og da slet ikke en oplyst en af slagsen til nattebrug for særligt entusiatiske spillere.

Kære politifolk, kære journalister, hvornår kommer I ud af jeres skab af politisk korrekthed? Vil I ikke nok holde op med at undlade at sige h-ordet, når en homoseksuel person igen-igen er det sagesløse offer i en voldsag? Den form for diskretion er nemlig alt det, vi ikke har brug for.

Kampen mod hate crimes mod homoseksuelle er også jeres ansvar. Vi homo’er klarer den aldrig alene. Hjælp os!

Sig det som det er!