PeerPlus

Gus van Sant’s film “Milk” fortæller den sande historie om politikeren og bøssen Harvey Milk og hans kamp for ligeret for homoseksuelle i 1970′ernes USA. En kamp som for Milks vedkommende endte den dag, han sammen med San Franciscos borgmester blev skudt ned på byens rådhus af byrådsmedlemmet Dan White.

Så kort kan filmens ydre handling genfortælles, men dette lille mesterværk af en film indeholder meget mere end, hvad dens resume lader ane.

Gus van Sant har tidligere beriget os med bl.a. filmperler som “Good Will Hunting”, som gjorde verdensstjerner af Matt Damon og Ben Affleck samt “Finding Forrester” fra år 2000 – den smukke New York film med Sean Connery i rollen som kultforfatteren, som hjælpes ud af sin skal af indestængthed i sjælefællesskabet med den unge, sorte studerende fyr fra ghettoen. Enkelte vil måske også huske hans “My Own Private Idaho” fra 1991 med en meget ung Keanu Reeves i hans første, store rolle og en endnu yngre River Phoenix i, hvad er skulle blive hans sidste rolle.

Med “Milk” går van Sant nye veje. Filmen forekommer i lange perioder dokumentarisk i sin form og blander da også nye optagelser med skuespillere med ægte, gamle optagelser fra dengang, da ikke bare San Francisco, men hele USA var midt i ophedet debat om homoseksuelles rettigheder.

Filmen åbner i New York med optagelser fra nogle af de mange politi-raids, som man foretog mod de homoseksuelles barer omkring 1970. Yngre, skamfulde mænd i pæne habitter føres bort i håndjern. Man ser dem vende hovedet bort, når kameraet fanger dem. Som kvæg samles de sammen for at blive stuvet ind i en vogn og kørt væk. Det indser med gru, at dette ikke handler om krænkelser af nogens blufærdighed eller at disse fyre har dyrket sex i det offentlige rum eller eller privat. De anholdes og løslades aften efter aften, nat efter nat alene fordi de er homo’er, som sniger sig til at mødes i baglokaler i skumle gyder - for at drikke en cola. 

Ind fra højre kommer vores helt - Harvey Milk, spillet blændende af Sean Penn. En skuespiller, hvis talent bestandigt lader til at vokse og hvis vilje til at påtage sig roller, som mange andre stjerner aldrig ville røre, også denne gang fører ham ad udfordrende veje. Penn spiller sin hovedrolle, som om han var født ind i  den. Han er Harvey Milk med et til tider let feminint anstrøg, men så man aldrig er i tvivl om mandens passion for den sag, han brænder for. I biografens mørke forstår man, hvorfor Milk i sit politiske virke kom til at appellere til vælgergrupper langt udenfor sit eget bagland. Penn viser os, at her var der i sandhed tale om en sympatisk mand, en gudbenådet taler, en politisk organisator, en motivator, som kunne få andre til at gløde for den fælles sag, men også om et sammensat menneske, som kendte til modgang og masser af den, og måske af den grund heller ikke altid var god til at forvalte kærligheden, når han mødte den. En mand af kød og blod.

Filmens handling begynder på Harvey Milks 40 års fødselsdag. Den aften støder han bogstaveligt talt på Scott - fyren, som skulle blive hans kæreste gennem de næste år - på vej ned ad trappen til et subway-tog. De to bliver et par og beslutter sig for sammen at flytte til San Francisco, hvor der er lidt friere forhold for homo’er. Der åbner Milk en fotoforretning, som i løbet af kort tid bliver samlingspunkt for Castro-kvarterets mange homoseksuelle og andre personer med en alternativ livsstil. 

Gus van Sant og “Milks” manuskriptforfatter Dustin Black foretog et stort research-arbejde til denne film og førte lange samtaler med dusinvis af Harvey Milks tilhængere og fjender og venner. De mange små anekdoter om vores hovedperson og hans kærester, tilhængere og venner, vi får undervejs i filmen, krydsklippes med uddrag fra dokumentarfilm fra den gang og giver os således et helstøbt og indforstået indblik i manden, tiden og sagen - den klippefaste tro på, at at retten til at måtte elske er en menneskeret.  

Filmen slutter 8 år efter dens handling begynder. I flere stater i USA søgte anti-homoseksuelle grupper, primært anført af kristne præster og ikke mindst husmoderen, skønhedsdronningen og sangeren Anita Bryant, der havde opkastet sig selv til leder af den anti-homoseksuelle bevægelse, med al magt at bekæmpe homoseksuelle. Bryant havde følt sig kaldet til kamp mod bøsserne, da man i Miami-Dade County  i Florida  havde vedtaget et tillæg til de lokale borgerrettighedslove, som forbød diskrimination af homoseksuelle i spørgsmål vedrørende boliger, banklån og job. Hun førte sin kampagne med uhyrlige slogans om de homoseksuelles medfødte ondskab, og sammenlignede ofte homoseksuelle med mordere og tyve.

Bryant havde stor folkelig appel. Indenfor et år fik hun Florida’s antidiskriminations-lov ophævet, så det igen blev tilladt at afskedige homoseksuelle, sætte ud af deres lejligheder og nægte dem ret til et boliglån.

Anita Bryant i et mindre flatterende øjeblik - få øjeblikke efter hun var blevet angrebet af en homo-aktivist under en pressekonference (1977).

Da først Bryant* og hendes tilhængere havde fået medvind i Florida, tog modstanden mod homoseksuelles rettigheder over hele USA til.

Det var i løbet af denne periode, at Harvey Milk formåede at samle ikke bare San Franciscos, men hele USA homoseksuelle befolkning bag sig, men også et stort antal straights, som godt kunne se, at hvis først den ene minoritets rettigheder blev truet, kunne det samme ske for endnu en gruppe og endnu en.  Mange sorte amerikanere forstod og solidariserede sig med Harvey Milks og de amerikanske homo’ers kamp. Milk stillede op til San Franciscos byråd i flere omgange og kom til sidst ind, båret af stemmerne fra en tilhængerskare, som på græsrodsvis voksede ud fra Castro-området.

Harvey Milk i San Franciscos rådhus - 1978

Filmen slutter i dagene omkring en nervepirrende folkeafstemning om, hvorvidt Californiens homoseksuelle skal fratages helt basale menneskerettigheder. Efter megen modgang, som ikke mindst koster dyrt på hjemmefronten vinder Milk og den gode sag med en snæver margin. 20 dage efter blev han myrdet.

Harvey Milk modtog mange trusler på sit liv, og de tog til i antal og grovhed med hans tiltagende popularitet. Han var sig i høj grad bevidst om, at han næppe ville overleve sin egen kamp. Han indspillede derfor et bånd, som kun måtte afspilles i tilfælde at, at han skulle blive skudt. Den lange båndoptagelse er hans egen historie, fortalt med hans egne ord - et åndeligt testamente, som fortæller om hans kamp, hans holdninger, hans kærlighed. Indtalingen af dette bånd danner filmens ramme og binder smukt historien sammen. Da filmen slutter, forstår man det til fulde og med en klump i halsen: Harvey Milk er vi homoseksuelles Martin Luther King, og kampen for kærligheden er ikke slut endnu. Den er vores alles forbandede pligt.

Jeg havde fornøjelsen af at se “Milk” som inviteret til forpremieren i Empire Bio på Nørrebro i København i sidste uge med min mand. Publikum den aften bestod - løseligt anslået - af 99,2467% homo’er. Min fornemmelse var, at vi alle blev dybt grebet af historien, af Sean Penn og alle de andre dygtige medvirkende. Man forlader biografen med en dyb respekt for de Milk og de andre homo-aktivister, som banede vejen for gay rights - ikke blot i USA, men over hele verden, men også med en forståelse for, at en gang vundne menneskerettigheder kan mistes igen, hvis vi lader hadefulde mennesker, forklædt som kærlighedens vogtere, vinde.

“Milk” er ikke kun vi homoseksuelles film. Langtfra. Den har et almengyldigt budskab om kærlighed, men giver også et dybfølt, historisk indblik i en nær fortid, som mange måske ikke en gang har hørt om, og andre har fortrængt. Den er spændende, gribende og aldrig kedelig. Se den med fruen eller gemalen eller din fyr eller med hende, kranen. Se den med din bøsse-søn eller din lesbiske datter eller med alle dine hetero-unger. Se den med din veninde eller din ven. Se din med din kone eller mand, eller se den i smug, fordi du skal inspireres til at springe ud. Se den. Dette er en kærlighedens film, du ikke bør gå glip af. Og det gælder også dig, Krarup.

“Milk” har premiere over hele landet fredag den 30. januar. Den kommer til Danmark med otte Oscar-nomineringer i bagagen, blandt andet for bedste film, bedste instruktør og til Sean Penn for bedste skuespiller.

Stjerner: ***** (ud af 6)

Sean Penn som Harvey Milk.

* Jeg har en blog på vej om Anita Bryant. Hun lever endnu, den so, men der er en morale til historien om hende, som er opbyggelig og rar at tænke på, i disse for vort land så alvorlige tider. Bryants eneste barn - hendes søn - har nemlig vist sig at være ret meget homoseksofæl, men en sympatisk en af slagsen. Deraf kan man vel blandt andet udlede, at selv blandt tidsler kan noget godt vokse op.