
Tyveri ved højlys dag 1:
Det fik fuldkommen lov til at drukne i ligegyldigt burka-bavl, da regeringen forleden stjal 450 millioner kroner fra nogle af landets dårligst stillede borgere.
Der er tale om feriepenge, som danske lønmodtagere har glemt at hæve og som står i en fond, der har til formål at sende fattige og socialt udsatte børn på sommer- og juleferie. Et smukt og ædelt formål, som en bestyrelse, sammensat af en lang række ledende folk fra arbejdsmarkedet, ser til bliver opfyldt.
Men regeringen har nu valgt at gå hen over hovedet på både bestyrelsen og ikke mindst de mange lønmodtagere og simpelthen konfiskere disse penge for at bruge dem på at betale til flere praktikpladser.
Den dybereliggende, politiske bevæggrund til røveriet handler såvidt vides primært om, at ikke vil risikere den pinlighed, at statsministerens teenage-søn pludselig står uden læreplads.
Tyveri ved højlys dag 2:
Måske er det fordi, Lene Espersens eufori ovenpå vedtagelsen af regeringens rødvins-reform endnu ikke har lagt sig, at hun har fået blod på tanden og lyst til at sikre landets rigeste endnu mere velstand på bekostning af de mindre rige. I hvert fald meddeler den konservative forkvinde fra sit partis landsmøde, at De Konservative vil sørge for at få den kommunale udligningsordning ændret, så de rige kommuner i Nordsjælland ikke længere skal betale til de fattige. Tvært imod: landets fattigste egne vil få et los ud over kanten og besked om at sejle deres sø, så liebhaverne langs Strandvejen kan nyde deres velstand i fred.
Konsekvenserne af en afskaffelse af den kommunale udligningsordning vil være katastrofale. Vi taler nemlig om nogle ganske få rige kommuner, som sender udligningspenge til hele resten af landet:

Det siger en del om, hvor højt indtægtsgrundlaget er i disse få, rige kommuner, og hvor fucked resten af landet ville være, hvis ikke vi havde et fordelingssystem, som sørgede for, at landets rigeste 5% betalte lidt - bare lidt - af deres enorme velstand til de mindre velstillede.
Står det til Lene Espersen står det system altså for fald.
Gad vide om V, K og ikke mindst O’s vælgere ved, hvad regeringen har gang i? Hvad den virkelig står for?
Tag pensionistægteparret Hansen fra Odense, som kun har folkepensionen, ældrechecken og den klatskilling, som blev til overs, da de lukkede deres smørrebrødsforretning. Gode konservative kernevælgere. Er de mon klar over, at de ved at stemme konservativt, som selvstændige erhvervsdrivende plejer, graver deres egen økonomiske grav?
Tag DF-vælgerparret Jensen fra Maribo. Hun står i butik, han kører lastbil. Som flertallet af DF’s vælgere interesserer de sig ikke så meget for politik. Det burde de. Så ville de blive klar over, at deres stemmer på “Kære Lille Pia” og hendes slæng er en meget kontant og direkte opbakning til Lene Espersens omvendte Robin Hood og en direkte undergravelse af deres egen kommunes eksistens. Jensens kommune er nemlig landets fattigste og derfor den største nettomodtager af penge fra udligningsordningen.
Eller tag Venstre-vælger Vredstrøm med hustru fra Vejle. Begge opvoksede på landet, tidligere gårdejere. Han blev førtidspensioneret, fordi han fik armen i en roehakker. Siden flyttede de til byen og står nu i kø til en bolig på plejehjemmet Guldkrogen. De stemmer Venstre, fordi det gjorde deres forældre, og fordi det gør man nu en gang, hvis man bakker op om det danske landbrug. En Vredstrøm fornægter ikke sine rødder.
Indser Hr og Fru Vredstrøm mon, at det kommunale serviceniveau i deres by vil styrtdykke, hvis Lene Espersen får sin vilje? Fatter de, at de vil kunne vinke farvel til en stor del af den handicaphjælp, Hr Vredstrøm modtager? Er de klar over, at pladsen på Guldkrogen ikke rykker tættere på, men kun længere og længere væk for hver gang de stemmer på Venstre og dermed bakker op om Lene Espersens asociale agenda?
Som Abraham Lincoln sagde: You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time.
Så hvornår holder galskaben op?

Når VKO’s vælgere indser, at deres egne folkevalgte tager røven på dem!