En flere dage gammel artikel bliver ved med at rumstere i mit baghoved. Og det er ikke en gang artiklens gruopvækkende indhold, som bekymrer mig; det er journalistens tilgang til emnet.
Artiklen handler om, at myndighederne i Uganda har en meget hårdhændet fremfærd mod bøsser. Homoseksualitet er forbudt i landet og enhver som pågribes in flagranti delicti står til flere års fængsel.
Nu skal loven strammes!
Et lokalt parlamentsmedlem har stillet forslag om dødsstraf for homoseksuelle i særligt gravende tilfælde (handler det mon om, hvorvidt der var et kys involveret?), og som et lille ekstra kolorit på forslaget, forestiller han sig, at bøsser som konstateres hiv-smittede skal skydes ned på stedet.
Den slags kan få menneskerettighedsorganisationerne, FN, homo-foreningerne og Ulla Tørnæs op på dupperne. Alle er de rasende; alle udtaler deres kraftige fordømmelse af den perverse stenalder-tankegang, som ligger bag forslaget, men ét sted går bølgerne særligt højt ifølge artiklen, som stammer fra Kristeligt Dagblad: i den anglikanske kirke.
Uganda er nemlig ikke et muslimsk land, styret af mørkemænd og semi-terrorister med hang til bomber, minareter og halal-kød. Uganda er et kristent land, hvor 86% af befolkningen ser sig selv som tilhørende den britiske, anglikanske kirke.
Men Kristeligt Dagblads artikel handler ikke om, hvordan den anglikanske kirke og de britiske biskopper griber ind overfor udviklingen i Uganda. Den handler heller ikke om skismaet mellem dødsstraf og kristendom. Nej, den handler om, at denne her lille ”sag” desværre splitter kirken i to fraktioner: dem som har noget imod at man henretter bøsser på samlebånd i Uganda, og dem som synes det er helt fint og derfor ikke vil kritisere trosfællerne i Afrika. Den sidstnævnte gruppe fører pt i debatten i England – bl.a. fordi biskoppen af Canterbury - kirkens overhoved - er indædt homohader.
Så altså: den store bekymring for den anglikanske kirke er slet ikke, at bøsser myrdes af den ugandiske stat i kirkens navn. Nej, problemet er, at bøsse-drabene desværre deler kirkens gamle mænd i to grupper, som er uenige, om de skal skride ind, og den slags interne konflikter er en damn nuisance, for hvad kan så ikke blive det næste? Te i breve i stedet for rigtig te til kirkemøderne? Eller ligeret for kvinder?
Der er en helt enestående kynisme indbygget i disse overvejelser. Et menneskesyn så afstumpet, at man kun kan kalde det perverst. Trist, at netop den holdning også får lov til at sive igennem helt ned i overskriften i Kristeligt Dagblad.
“Ugandisk homolov er anglikansk problem”
Hvilket forbandet ugudeligt ævl! Overskriften burde snarere lyde: Anglikanere er homoernes problem! Eller sagt i større perspektiv: moralsk er der ikke er en kæft forskel på den som eksekverer dødsstraffen over en homoseksuel person og den kirkens mand eller den journalist som vender det blinde øje til, mens det sker - i Guds navn.
Sveriges udviklingsminister udtaler i dag, at hun stopper al u-landshjælp til Uganda, hvis landet gør alvor af at henrette hiv-smittede bøsser på samlebånd.
Vores egen udviklingsminister synes, det er nok at udtrykke “bekymring”. Det vil sikkert glæde de afrikanske bøsser på vej til henrettelsespelotonen.
peerplus
3. December 2009 18:32
Peer, hvorfor skriver du at Rowan Williams er indædt homohader, det er da noget af en påstand. Der er sikkert mange gejstlige der har skrevet mange flere positive artikler om homoseksuelle end han har, og som har gjort mange flere ting for nogle få homoseksuelle, men da ikke som er nået til en position som hans, han er jo reelt “pave” for den Anglikanske Kirke! Tager jeg helt fejl, eller var det ikke ham der tillod homoseksuelle præster i den Anglikanske Kirke? Eller er det for en gangs skyld (?) dig der har været for hurtig på aftrækkeren. Hvis ikke du har, vil jeg godt bede dig dokumentere hvorfor du mener han er homohader. Bare en enkelt artikel, tak!
Mikael Kristiansen
6. December 2009 1:17
glemte lige:
Bortset fra det er jeg meget enig med dig, dog har jeg svært ved at se den anglikanske kirke som værre (fra et homoperspektiv) end den katolske (eller den koptiske, eller den russisk-ortodokse eller…), i det mindste kan de enkelte medlemmer, gejstlige som ikke, frit udtrykke deres misbilligelse af den slags. Jeg har mange andre - teologiske - grunde til at synes lige så lidt om anglikanerne som om katolikkerne. Som om svenskerne. Altså Svenska Kyrkan…
Mikael Kristiansen
6. December 2009 1:23
Kære Mikael Kristensen,
Det kan måske nok virke som om jeg formulerr mig i stærke vendinger om ærkebiskoppen af Canterbury, for man kan finde mange homovenlige ytringer af og om ham på nettet, ligesom der stadig findes rigtig mange på den (ekstreme) højrefløj i den anglikanske kirke, som ser ham som homoernes ven. Det er imidlertid ikke tilfældet i homokredse. Ikke mere. Sagen er jo nemlig den, at nok har Williams ytret sig homovenligt, men det ligger mestendels 20 år tilbage i tiden, og de fleste af de positive ytringer er nu trukket tilbage. Læs fx her i 2006 fra The Daily Telegraph hvor han direkte siger, at han har fralagt sig sine tidligere liberale holdninger og nu mener at “gays must change” for at kunne være i kirken. Det var ved samme lejlighed, han gav sin støtte til en resolution, som udtalte: “homosexual practice is incompatible with the Bible”
Jeg kan også henvise til Kristelig Dagblads artikel fra sidste år om Lambert-konferencen, hvor Williams sagde, at det nu var slut med homoseksuelle præster i kirken og hvor han direkte bad kirkerne i USA og Canada og at holde op med at være så imødekommende overfor homoerne.
Ved en tredje lejlighed har Williams erklæret sig helt på linje med den katolske kirkes leder i England, som betegnede ligeret for homoseksuelle i adoptionssager som “en gradvis udhuling af trosfriheden”.
Jo, jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at kalde Williams en indædt homohader. Indædt fordi han i lang tid gav udtryk for én holdning, hvilket skaffede ham massiv opbakning fra homoseksuelle, men nu er gået i den modsatte grøft og dolker de selvsamme kræfter i ryggen som var med til at give ham den magt, han har. Et andet ord for det samme er forræder.
peerplus
6. December 2009 2:01
Ja, det sætter godt nok visse danske politikeres vendekåbeaktioner i et noget slattent lys… Jeg kan forstå at jeg har været mere off-debate i nogle år end jeg egentlig selv gik og troede.
Jeg har læst en super god og gennemargumenteret artikel af ham, der egentlig ikke handlede så meget om homoseksualitet, som om seksualitet som nydelse, og ikke bare reproduktionsteknik, i en teologisk sammenhæng. Men det er en vigtig bagvedliggende teoretisering, så jeg føler mig ret overbevist om at han er presset af den trussel om splittelse af kirken han har været udsat for fra de højreradikale. Jeg håber de liberale vil presse tilsvarende, men det er da lidet dadelværdigt at han ikke modstår et sådant pres.
Det viser jo i virkeligheden lidt om hvor stærkt den danske folkekirke står i og med at vi IKKE har en ærkebiskop. Når én person skal repræsentere hele kirken vil det jo langt lettere medføre splittelse.
Ikke at jeg er stolt over at være medlem af en kirke der kan huse så sorte kræfter som vi jo også har masser af i Danmark, men jeg har personligt mødt flere fyre der i en spring-ud-situation var hjulpet af, at de i den samme kirke kunne tale med præster (og andre) der kunne argumentere teologisk for at de var lige gode kristne, og at deres seksuelle praksis (hvor jeg hader det begreb, jeg mener naturligvis homosex) ikke var mere i strid med biblen end deres fars praksis med at rage skægget af hver morgen. Når man er født og opvokset i et kirkesamfund er det ikke bare sådan at springe over i noget andet, det er ikke noget man melder sig ud og ind af som af en frimærkeklub. Ved jeg, som er gift med en katolik!
Mikael Kristiansen
6. December 2009 21:22
Mikael, jeg er meget taknemmelig for dine indspark i denne debat - mere end du aner. Jeg har hæftet mig meget ved mange af dine betragninger (fx at den anglikanske kirke hverken er værre eller bedre end den katolske og den om presset fra de højreradikale, som kan få selv en hærdet biskop til at ændre holdning) og siddet og nikket samtykkende, mens jeg læste. Jeg tror kort sagt, vi ser meget ens på dette emne.
Du nævner ikke den danske folkekirke, når du taler om (homo)fordømmende kirkesamfund. Hvad er din holdning til den og dens manglende homopolitik? Personligt er jeg frustreret til tårer over, at “frisindede” præster og højre-kirkelige præster er så uenige om emnet og den deraf resulterende passivitet. Ingen gør eller siger noget i Folkekirken, før ALLE er enige. Derfor er kirken 100 år bagefter det samfund, den tjener.
Det er ikke spor svært at finde præster og teologer på højt niveau, som siger god for homoseksuelles kærlighed.
Desværre er det mørkemændene (og kvinderne) som pt råber højest både herhjemme og i udlandet. I modsætning til resten af verden, tror de, at de har patent på sandheden.
Min bedste ven er bøsse og præstesøn. Faktisk er hans far en højt respekteret Dr. theol på Århus Universitet. Helge Kjær Nielsen er forfatter til adskillige teologiske hovedværker - bl.a. har han skrevet bogen Hjertets efterklang, hvor han efter en længere teologisk redegørelse konkluderer:
“de bibelske udsagn om homoseksualitet kan ikke anvendes i en fordømmelse, idet evangeliets helhedssyn vejer tungere i denne sag end enkeltstående bibelord”.
Helge Kjær Nielsen har også skrevet “Kommentar til Johannesevangeliet” - en bog på 700 sider, som rent volumenmæssigt stiller den bog, den kommenterer, aldeles i skyggen. Han har min dybeste respekt - og alle andres i Folkekirken. Ham kan man ikke skyde igennem. Skulle du få brug for ammunition mod de indadvendte, højrekirkelige, fordømmende sortseere, kan jeg varmt anbefale hans bog om Hjertets Efterklang.
peerplus
6. December 2009 23:28
BREAKING NEWS - til Mikael Kristiansen:
Mens vi sidder og diskuterer den anglikanske ærkebiskops holdninger til homoseksuelle, erfarer jeg via en af de udenlandske kilder i mit homo-netværk, at han netop har opdateret sit website.
Anledningen er, at den anglikanske kirke i staten Maryland, USA i går valgte en kvindelig, lesbisk biskop.
Rowan Williams udtaler i den anledning, at dette (biskoppens homoseksualitet) “raises very serious questions not just for the Episcopal Church and its place in the Anglican Communion, but for the Communion as a whole”
Er Rowan Williams pro-homo? Ork ja. Han er ligeså pro-homo som Pia K er pro-islam. Og begge ville de gøre samværet mellem klodens folk en kæmpetjeneste ved at grave sig selv ned i et hul og aldrig dukke op igen.
peerplus
7. December 2009 0:27
Selvom det er mange år siden at Williams skrev artiklen Body’s Grace (og nu har jeg ikke en link-knap som du nok har, men linket er http://www.igreens.org.uk/bodys_grace.htm), hvor jeg opfatter “Grace” i betydningen elsk-værdig, altså værd at elske, så synes jeg at den artikel er så god og så godt gennemargumenteret, at jeg har svært ved at se mandens sidste gerninger som andet en noget han føler sig nødt til af hensyn til sin kirkes enhed. Et hensyn jeg naturligvis ærgrer mig over, fordi der netop var tegn i sol og måne på at netop den Angelsaksiske kirke var på vej foran på dette punkt (at foran alle andre kirker stadig er ret meget bagud for resten af samfundet, er en anden sag - og her må man nok også lige tilføje det korrektiv, at “samfundet” er den nord-vestlige civilisation…)
Jeg er også i mit job ind i mellem nødt til at “påtage” mig en holdning udadtil der ikke helt (sjældent slet ikke) stemmer med min personlige holdning, da udtryk af denne vil være illoyal mod min arbejdsplads’ interesser. En situation jeg heldigvis ikke rangerer højt nok til forkommer hyppigt, men jeg kan altså sagtens sætte mig ind i at ærkebispens holdning ikke nødvendigvis er lig med Rowan Williams personlige holdning…
Men jeg synes egentlig jeg har udtrykt mit syn på den danske folkekirke. Jeg kunne sagtens ønske mig, at kirken trådte mere i karakter, og lod indre mission og - ikke mindst luthersk missionsforening - vide, at hvis de ikke kunne med lugten i bageriet, etc. Nu er Folkekirken jo i en underlig størrelse, og jeg mener at når det kommer til behandling af homoseksuelle, bør det være Folketinget der træder i karakter, og laver en LOV om vielse af homoseksuelle - fx. Vi har som jeg ser det ikke nogen problemer med at homoseksuelle ikke kan blive præster, eller at de som præster ikke kan leve i et parforhold. Vi havde aldrig fået kvindelige præster hvis ikke Folketinget havde lavet en lov om det.
En sådan lov vil nok få de sidste stivnakker til at danne en frikirke så vi vidste hvor vi havde dem (eller ej), og et eller andet sted vil det være et signal der vil tiltale mig rigtig meget. Men det vigtigste for mig er at jeg føler mig accepteret som homo i min kirke, hvis ellers jeg kunne få katolikken jeg er gift med narret med på den, ved jeg præcis hvem og hvor jeg uden problemer kunne bestille en “gudstjenestelig markering” (men hvor er det træls at vi skal have “gudstjenestelig markering af registreret partnerskab” når heteroerne kan nøjes med “bryllup” - 16 mod 2 stavelser!).
Så på mange måder er det en svaghed at vi ikke har en “ærkebiskop” der kan tage bladet fra munden på hele Folkekirkens vegne, men jeg synes netop sagen om Rowan Williams viser, at det er en endnu større styrke at vi ikke har, og at vi derfor kan have et biskops-kollegium hvor 30% mener et og 70% mener noget andet, for i sidste ende angiver det jo at også kirkens medlemmer har ret til at tvivle.
Sagen er vel, at lissom vi ikke kan få Folkekirken til at sige noget generelt positivt om homoer (de har dog i virkeligheden accepteret os ret langt, set i forhold til andre kirker, med den der markering) kan vi lisså lidt få dem til at sige noget negativt. Der sidder altså nogle og siger begge dele i hver sin lejr. Det afspejler uenighed, og det er sguda bedre at der afspejles uenighed end at der afspejles enighed om det forkerte!!!
Som jeg nævnede i min kommentar, hvis luthersk missionsforening skrider, så vil de unge der opvokser i familier herunder altså have endnu sværere ved at springe ud, fordi de så vil være tvunget til at fornægte den kirke de er født, døbt og opvokset i. Jeg er SÅ taknemmelig for at jeg er født, døbt og opvokset i den helt anderledes tolerante ende af selvsamme kirke, og at jeg ikke skal leve i det dilemma (som min mand gør) at min kirke DYBEST set ikke accepterer mig som den jeg er. Det er gudskelov (!) en kirke der er gennemsyret af dobbeltmoral, så virkeligheden er jo at de alle sammen ved hvordan det hænger sammen, men ingen siger noget. Altså kan vi leve i reg. partnerskab uden at han bliver relegeret. Indtil en eller anden skid sætter sig for at afpresse ham…
Nå, den her box er sgu for lille til at overskue formen på det man har skrevet, jeg har sikkert gentaget mig selv!
Mikael Kristiansen
9. December 2009 13:13