Tillad mig, i så fald, at knytte an til det foregående ved at fortælle en historie fra det mørke kontinent:

En ghanesisk familiefar har haft held med forretningerne og det er lykkedes at skaffe et visum og skrabe penge nok sammen til at han kan rejse til USA og prøve lykken. Også i USA går det fint for ham, og snart har han penge nok til at få familien hentet over. Da de lander forlanger amerikanerne en DNA-test af børnene for lige at sikre sig at han ikke henter hele landsbyen med over, men konen har kun deres egne fem med, så det er ikke noget problem. I hvert fald ikke før resultatet foreligger! Ét af børnene er hans, de andre fire er ikke! Amerikanerne sætter de fire på flyet tilbage til Accra, og manden bliver gal i skralden og sender konen med, lader sig skille og beholder selv den ægte søn.

Hvad kan man sige? Mange afrikanere ville sige følgende:

Hvad bilder de sig egentlig ind, amerikanerne, at komme med deres heksekunster og ødelægge en lykkelig familie? Nu står den stakkels, sagesløse kone med fire børn og uden forsørger, og manden har mistet hovedparten af sin familie. At ingen aner hvem konen går i seng med og hvem af de pågældende der er far til børnene, er der jo ikke noget forgjort i - netop det at ingen aner det er jo præcis pointen. Sådan er systemet.

Den reaktion virker besynderlig på mange vesterlændinge, men er helt logisk. I gamle dage var ægteskab en styreform, og det er det stadig den dag i dag i store dele af Afrika. Set på den måde har ægteskabet meget lidt med sex og romantik at gøre, det klarer man i vid udstrækning ved siden af (hvilket der er rig lejlighed til), dog skal man vide at det bringer uheld, så at sige, at gøre det mens ægtefællen ser på.

Hvad vil jeg med det? spørger du måske.

Jo, pointen er den samme som i min forrige post: Når man forstår hinanden bedre, bliver kommunikationen mere frugtbar. Og man forstår bedre gammelkonservative hvis man tænker på at det er ovenstående system, de advokerer for!

Hvis man skulle opsummere systemet i én sætning ville det være denne:
Der er ikke noget i vejen med sex og romantik (uanset med hvem, herunder med det samme køn), men hvad i alverden har sex og romantik dog med ægteskabet at gøre? Jeg mener - det har jo heller ikke noget med kommunalrådet at gøre. Altså ikke sådan forstået at man ikke godt kan dyrke både sex og romantik med sin kommunalrådspolitiker, det kan man godt, men man kan også lade være.

Med andre ord:
Gammelkonservative argumenterer for, at ægteskabet skal gengives sin arkaiske funktion som styreform.

Det spørgsmål vi må stille os selv er om det i grunden er mere undertrykkende end alle mulige andre styreformer.

Det spørgsmål de må stille sig selv er hvorvidt systemet kan virke i et moderne, individualistisk kontrolsamfund. Eksemplet med traditionel ghanesisk kultur der brød sammen ved mødet med moderne, videnskabelige testmetoder synes at antyde at det ikke er tilfældet.
Man kunne fristes til at sige, lidt metaforisk, at hvis ægte-’skabet’ skal fungere som styreform, ligesom det gjorde i gamle dage, så skal ’skabet’ også stå lige så åbent som det gjorde dengang. Ellers er der ikke plads til livet, i al sin mangfoldighed, og det skal der være.

Idag kan vi lave meget bedre skabe, men det har altså desværre den ulempe at de ikke længere er til at holde ud at være i. De lukker alt for godt. Det duer ikke.

Men i gamle dage var det ikke nødvendigvis noget problem. Og selve ideen er ikke nødvendigvis dårlig.

Men jeg tvivler stærkt på at ideen kan fungere idag i sin oprindelige udgave.
Og i det omfang at det er dét, de gammelkonservative påstår, så tror jeg de tager fejl.
Men i det omfang de er ude efter “et eller andet system som i praksis har den samme virkning i vores samfund, som det gamle system i praksis havde i de gamle samfund’, så er jeg straks betydeligt mere positivt indstillet.

Jeg har endnu ikke set et godt bud på et sådant system.

Tusind tak for de kloge ord, som du valgte at lægge her. Det var berigende at få din indføring i emnet, som du tydeligvis et godt hjemme i. Jeg er oprigtigt taknemmelig over, at du vælger at lægge dem her hos mig frem for at skrive din egen blog om homoseksualitet.

Jeg vil nu give mig til at forske ikke så lidt mere i ‘identical hand-twin’ begrebet.

Tak fordi du kom forbi.

I mine øjne er det en anakronisme at kalde folk som Da Vinci eller Alexander den Store for bøsser, og egentlig også H. C. Andersen som måske er et grænsetilfælde.

Homosexuel praksis har uden tvivl forekommet siden tvekønnet formering opstod engang i ursuppen, men ‘homosexuel’ har ikke været noget man kunne ‘være’ før i hvert fald K-H Ulrichs. Ikke fordi man ikke måtte, men fordi sexuel præference ikke var interessant nok til at man kunne ‘være’ hverken det ene eller det andet baseret på noget så relativt ligegyldigt. Det minder mig om Joey som i en episode af ‘Venner’ finder sin ‘identical hand-twin’! Var Alexander eller Leonardo sprunget ud som ‘bøsser’ havde deres samtid formentlig reageret som vi gør på Joey.

Bortset fra det så var Newton efter alt at dømme også ‘identical hand-twin’.

Idag er identitet noget vi har som individer. I før-moderne tid var det noget man havde som slægt, tro eller rige.

Sådan er det stadig i mange lande. I de lande kan man fortsat ikke være homosexuel. Man kan godt foretrække sexuelle partnere af ens eget køn - det er der ikke noget i vejen for - men man kan ikke undlade at gøre sin pligt for slægten, troen eller riget ligesom alle andre og gifte sig (med en af modsat køn) og stifte familie.
Hvad man så evt. laver ved siden af er ens egen sag (og evt. ægtefællens).

Som de fleste ved var Platon ‘identical hand-twin’ i denne forstand, hvilket var både normalt og accepteret i datidens Athen.
Det naturlige mål for en mands kærlighed, mente Platon, var en yngre mand, mens forholdet til hans kone var af en anden karakter - hun var blot en slags husdyr.

En forudsætning for at være ‘bøsse’ er at et individ kan være noget som helst i sig selv, og at dette ‘noget’ kan være baseret på sexuel præference.

Indtil kan man blot være ‘identical hand-twin’.

Ja, det er jo ellers ikke fordi det skorter på billeder af Wentworth og hans ligeså hunky fyr Luke MacFarlane sammen.

Wentworth Miller udtalte, da Prison Break serien startede, at han IKKE var homo, men siden han og Luke MacFarlane blev “outet” af den berømte og berygtede Perez Hilton, som i detaljer beskrev deres forhold, er der sket to ting: MacFarlane har talt åbent om sin homoseksualitet, og Wentworth Miller er pludselig blevet rungende tavs om sin egen og vil nu hverken be- eller afkræfte, at han er bøsse. Til gengæld har han ikke på noget tidspunkt afvist Perez Hiltons oplysninger. Miller og MacFarlane er gennem de sidste par år blevet set oftere og oftere på restauranter og til parties.

Bundlinjen er:

Wentworth Miller er bøsse og kysser på Luke MacFarlane og har gjort det længe. Vi andre må nøjes med at konstatere, at Gud må have sine meget homo-venlige øjeblikke, når han kan finde på at skabe et så smukt par som de to

Er Wentworth Miller bekræftet. Er det ikke stadig kun rygter…..?

Ellers ved jeg vist godt hvor min næste rejse skal gå hen